§ 1.§-link ↗
Bekendtgørelsen omfatter følgende uddannelser og kurser: 1) Videregående uddannelser og kurser, der uden godkendelse af en statslig myndighed udbydes af en statsligt godkendt uddannelsesinstitution, der er under statsligt tilsyn. 2) Grundskole- og ungdomsuddannelser, der uden godkendelse af eller anmeldelse til en statslig myndighed udbydes af en statsligt godkendt uddannelsesinstitution, der er under statsligt tilsyn. 3) Kurser på folkehøjskoler m.v., jf. lov om folkehøjskoler, efterskoler, husholdningsskoler og håndarbejdsskoler (frie kostskoler), som gennemføres uden statstilskud, og som er af mindst 4 ugers varighed.
§ 2.§-link ↗
Til brug for Udlændingeservices afgørelser om meddelelse af opholdstilladelse til en udlænding, der er optaget på en uddannelse eller et kursus, som er omfattet af § 1, anmoder den pågældende uddannelsesinstitution Danmarks Evalueringsinstitut om en vejledende udtalelse om de forhold, der er nævnt i § 3, jf. dog § 4.
Stk. 2. Uddannelsesinstitutionen skal til brug for en anmodning om en vejledende udtalelse anvende et elektronisk skema, der er tilgængeligt på Danmarks Evalueringsinstituts hjemmeside. Ansøgningen skal vedlægges relevant dokumentation.
Stk. 3. Danmarks Evalueringsinstitut skal gøre oplysninger om procedure, vurderingsmetoder, sagsbehandlingstider m.v. offentligt tilgængelige på instituttets hjemmeside.
§ 3.§-link ↗
Danmarks Evalueringsinstitut afgiver efter anmodning efter § 2 en vejledende udtalelse om, hvorvidt uddannelsen eller kurset har et acceptabelt indholdsmæssigt kvalitetsniveau i forhold til statsligt godkendte uddannelser eller kurser på tilsvarende uddannelsesniveau. Udtalelsen afgives på baggrund af en samlet vurdering af uddannelsens eller kursets indhold og kvalitet. Bilag 1 indeholder en opregning af de kriterier, der skal indgå i Danmarks Evalueringsinstituts vurdering af uddannelsens indhold og kvalitet.
§ 4.§-link ↗
En vejledende udtalelse efter § 3 for uddannelser eller kurser, der ikke har gennemført et forløb af uddannelsen eller kurset, kan i 2 år anvendes til brug for Udlændingeservices afgørelser om meddelelse af opholdstilladelse. For øvrige uddannelser eller kurser kan en udtalelse anvendes i 3 år. En udtalelse efter § 3 skal indeholde oplysninger om, i hvor lang tid den kan anvendes.
Stk. 2. Uddannelsesinstitutionen skal give Danmarks Evalueringsinstitut meddelelse om ændringer af uddannelsen eller kurset. Såfremt Danmarks Evalueringsinstitut vurderer, at der er tale om væsentlige ændringer af forudsætningerne for udtalelsens afgivelse, kan instituttet bestemme, at den vejledende udtalelse ikke længere kan anvendes til brug for Udlændingeservices afgørelser om meddelelse af opholdstilladelse. Instituttet giver i så fald Udlændingeservice meddelelse herom.
§ 5.§-link ↗
Uddannelsesinstitutionen, som anmoder om en udtalelse, afholder udgifterne hertil.
Stk. 2. Betalingen dækker Danmarks Evalueringsinstituts faktiske omkostninger i forbindelse med afgivelse af udtalelsen.
§ 6.§-link ↗
Bekendtgørelsen træder i kraft den 18. juli 2007.