§ 1.§-link ↗
Momskompensationen for institutionernes udgifter til ikke-fradragsberettiget købsmoms fastsættes på grundlag af institutionernes indberetninger af afholdte købsmomsudgifter.
Stk. 2. De kvartalsvis afholdte købsmomsudgifter, der skal kompenseres af Undervisningsministeriet, skal institutionerne indberette på en særlig blanket, jf. bilag 1. Der er følgende tidsfrister for indsendelse af blanketten: 1. kvartal: 30. april, 2. kvartal: 30. juli, 3. kvartal: 30. oktober, 4. kvartal og årsopgørelse: 1. april i det efterfølgende finansår.
Stk. 3. Undervisningsministeriet udbetaler momskompensationen for 1. kvartal ultimo maj, for 2. kvartal ultimo august, for 3. kvartal ultimo november. Ultimo maj det følgende finansår udbetales momskompensationen for det forudgående finansår på grundlag af den årlige momsudgiftsopgørelse, jf. §§ 3 og 4.
§ 2.§-link ↗
I årets første kvartal udbetaler ministeriet månedsvis forud et á contobeløb, der svarer til institutionens forventede udgifter til ikke-fradragsberettiget købsmoms. For årets andet, tredje og fjerde kvartal udbetaler ministeriet et beløb, der svarer til institutionens faktisk afholdte momsudgifter i det forudgående kvartal. Ministeriet udbetaler et ekstra á contobeløb for fjerde kvartal til institutioner, som ministeriet skønner har behov herfor i dette kvartal på grund af særligt store momsudgifter.
§ 3.§-link ↗
Ikke-fradragsberettiget købsmoms, der kan kompenseres af Undervisningsministeriet efter § 1, stk. 1, beregnes således: Kvartalets ikke-fradragsberettigede købsmomsudgifter vedrørende produktionsskoleelevers deltagelse i undervisningsforløb på institutioner for erhvervsrettet uddannelse (beregnet som aktiviteten gange forskellen mellem taksterne med og uden moms) fradrages i de samlede udgifter til ikke-fradragsberettiget købsmoms, der ikke indgår i institutionernes registrerede momsvirksomhed (indtægtsdækket virksomhed m.v.).
§ 4.§-link ↗
I institutionernes årsopgørelse opgøres regnskabsårets faktisk afholdte udgifter til ikke-fradragsberettiget købsmoms og årets samlede momskompensation, fratrukket endeligt opgjorte momsindtægter ved aktiviteter vedrørende produktionsskoleelever, der deltager i undervisningsforløb på institutioner for erhvervsrettet uddannelse samt indtægtsdækket virksomhed m.v. Den årlige momsudgiftsopgørelse attesteres af revisor. For meget eller for lidt udbetalt momskompensation for et finansår reguleres ultimo maj det følgende finansår, jf. § 1, stk. 3. Hermed er der foretaget endelig afregning for regnskabsåret.
Stk. 2. Dokumentation til brug for den årlige momsudgiftsopgørelse samt dokumentation af de benyttede fordelingsnøgler skal være til stede på institutionen. Dokumentationen forelægges institutionens revisor til brug for revisors revision og attestation af den samlede momsudgiftsopgørelse.
Stk. 3. Institutionernes købsmomsudgifter og –indtægter konteres og bogføres efter Undervisningsministeriets Vejledning til Momskompensation.
§ 5.§-link ↗
Udbetalingen af momskompensation stilles i bero, hvis institutionen ikke rettidigt indsender den revisorattesterede årlige momsudgiftsopgørelse, eller hvis der er indgivet begæring om betalingsstandsning eller konkurs eller i øvrigt er fare for, at institutionens virksomhed må indstilles.
§ 6.§-link ↗
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2007, og samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 254 af 3. april 2003.