Bekendtgørelse nr. 1157 · 2006

Historisk

Bekendtgørelse om anvendelse af test i folkeskolen mv.

Bekendtgørelse om anvendelse af test i folkeskolen mv.

Dokumentdato: 24. okt. 2006Kildeversion observeret: 27. sep. 2026Kilde kontrolleret: 27. sep. 2026
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

Kapitel 1 · Obligatorisk anvendelse af test

§ 1.§-link ↗

Som led i den løbende evaluering, jf. folkeskolelovens § 13, stk. 2, skal eleverne gennemføre test i følgende fag og på de angivne klassetrin: 1) Dansk med fokus på læsning på 2., 4., 6. og 8. klassetrin. 2) Engelsk på 7. klassetrin. 3) Matematik på 3. og 6. klassetrin. 4) Geografi på 8. klassetrin. 5) Biologi på 8. klassetrin. 6) Fysik/kemi på 8. klassetrin.

Kapitel 2 · Afholdelse og afvikling af test, herunder formidling af resultater

§ 2.§-link ↗

Testene er it-baserede og testafviklingen foregår via en website. Websiten indeholder desuden information om evaluering, vejledning mv. Skolerne har adgang til websitens test, herunder testresultater mv. ved et fælles login til en række tjenester, som UNI-C tilbyder på internettet (UNI-Login). Desuden har kommunalbestyrelsen adgang til oplysninger om testresultater for kommunens skoler ved UNI-Login.

Stk. 2. Skolens leder skal sikre, at de for testgennemførelsen, herunder tilbagemeldinger om resultater, nødvendige opdaterede oplysninger om skolens elever og medarbejdere, herunder den brugeransvarlige, er registreret og overført til UNI-Login forud for tilmelding til test og gennemførelsen heraf.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen skal sikre, at de medarbejdere i den kommunale forvaltning, der skal have adgang til testresultaterne for kommunens skoler og den brugeransvarlige, er registreret med de nødvendige oplysninger i UNI-Login.

Stk. 4. For dagbehandlingstilbud og anbringelsessteder, jf. folkeskolelovens § 22, stk. 5, beslutter kommunalbestyrelsen i beliggenhedskommunen, hvor afviklingen af test skal finde sted. Kommunalbestyrelsen påser, at der på det pågældende dagbehandlingstilbud eller anbringelsessted er de fornødne rammer for, at behandling af personoplysninger kan ske i overensstemmelse med lov om behandling af personoplysninger, samt at formidling af testresultater sker i overensstemmelse med § 4.

§ 3.§-link ↗

Den obligatoriske gennemførelse af test finder sted i perioden 1. februar til 30. april i det skoleår, hvori testen er placeret, jf. § 1.

Stk. 2. Der skal forud for afviklingen af en test reserveres et tidsrum for gennemførelsen heraf. Retningslinjer for, hvornår der kan reserveres tid til testafvikling og vilkårene herfor, fastlægges af Undervisningsministeriet forud for skoleåret.

Stk. 3. Hver elev kan kun gennemføre den obligatoriske test én gang, bortset fra elever der undervises på det samme klassetrin i to år, jf. folkeskolelovens § 12, stk. 1. Resultatet af testen formidles til eleven af den lærer, som underviser eleven i faget. Dette skal ske hurtigst muligt efter gennemførelsen af testen.

Stk. 4. Forældrene skal underrettes skriftligt om resultaterne af deres barns test, jf. folkeskolelovens § 13, stk. 1. Oplysninger om opfølgning på resultater af de obligatoriske test skal fremgå af elevplanen, jf. § 3 i bekendtgørelse om elevplaner i folkeskolen.

§ 4.§-link ↗

Testresultater for den enkelte elev, grupper af elever, hold, klasser, skoler, kommuner og regioner mv., bortset fra opgørelser på landsplan, samt testopgaver er fortrolige, jf. folkeskolelovens § 55 b, stk. 1.

Stk. 2. Ansatte m.fl., der virker ved skoler, som nævnt i folkeskolelovens § 55 c, er omfattet af den i stk. 1 omhandlede tavshedspligt, jf. folkeskolelovens § 55 b, stk. 2.

Stk. 3. Videregivelse af oplysningerne kan alene ske, når det er berettiget.

§ 5.§-link ↗

Der er i bilag 1 til denne bekendtgørelse fastsat nærmere regler om afviklingen af test og afrapporteringen af resultater, jf. §§ 2, 3 og 4. Der er desuden fastsat regler om praktiske og proceduremæssige forhold i forbindelse med testafviklingen.

Kapitel 3 · Aflæggelse af test på særlige vilkår og fritagelse for at aflægge test

§ 6.§-link ↗

Elever med fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse eller med andre specifikke vanskeligheder samt tosprogede elever med utilstrækkelige danskkundskaber skal tilbydes de hjælpemidler, som de på grund af deres specifikke vanskeligheder anvender i den daglige undervisning i det fag, der testes i.

Stk. 2. Skolens leder kan beslutte, at elever kan fritages for at gennemføre én eller flere af testene, hvis eleven på grund af betydelig funktionsnedsættelse eller utilstrækkelige danskkundskaber vurderes ikke at ville kunne gennemføre testen med et resultat, der kan bidrage til kvalificering af den løbende evaluering. Der er i bilag 2 til denne bekendtgørelse fastsat nærmere regler herom.

Kapitel 4 · Fravær

§ 7.§-link ↗

En elev, der har været forhindret i at gennemføre en test på grund af sygdom eller af anden grund, skal gennemføre testen på et andet tidspunkt. Undervisningsministeriet fastlægger perioder for sygeafvikling og retningslinjer for reservation af tid hertil forud for skoleåret.

Kapitel 5 · Frivillig afvikling af test, herunder anvendelse af test på de frie skoler mv.

§ 8.§-link ↗

Der kan ske frivillig anvendelse af de i § 1 nævnte test på det klassetrin, hvori den obligatoriske afvikling finder sted samt på klassetrinnet før og efter.

Stk. 2. Der skal forud for den frivillige anvendelse af test reserveres et tidsrum for gennemførelse heraf. Der kan højst reserveres tid til frivillig gennemførelse af hver af de i § 1 nævnte test to gange for hver elev. For elever på skoler, jf. § 9, dog tre gange pr. elev. Der kan ske annullering eller omreservation.

Stk. 3. Undervisningsministeriet fastlægger forud for skoleåret, i hvilke perioder der afvikles test frivilligt, hvornår der kan reserveres tid hertil og vilkårene herfor.

§ 9.§-link ↗

I de i § 8 nævnte perioder kan testene efter anmodning til UNI-C anvendes af elever ved statsskoler, anmeldte frie grundskoler, godkendte efterskoler, godkendte husholdningsskoler, godkendte håndarbejdsskoler og kommunale ungdomsskoler. Skolerne kan alene anvende de test, jf. § 1, der er udformet til de klassetrin, hvorpå skolen har elever.

Stk. 2. Denne bekendtgørelses § 2, stk. 1, 1. - 3. pkt., § 2, stk. 2, § 4 og § 8, gælder for de i stk. 1 nævnte skoler. Endvidere gælder punkterne 1.1., 1.2., 1.3., 1.5., 1.6., 3., 4.1. og 4.2. i bilag 1 for disse skoler.

Kapitel 6 · Ikrafttræden og overgangsbestemmelser

§ 10.§-link ↗

Bekendtgørelsen træder i kraft den 6. december 2006.

Stk. 2. I skoleåret 2006/07 afholdes alene test i matematik i 6. klasse, fysik/kemi i 8. klasse og læsetest i faget dansk i 8. klasse. I dette skoleår afvikles disse tre test i perioden 1. maj til 29. juni 2007, herunder fraværsafvikling, jf. § 7. Fraværsafvikling af test kan desuden finde sted i perioden 1. august til 14. september 2007.

Stk. 3. Fra skoleåret 2007/08 afholdes alle de i § 1 nævnte test. I dette skoleår afvikles testene i perioden 1. april til 27. juni 2008, herunder fraværsafvikling, bortset fra testene, jf. stk. 2, der afholdes i perioden 1. februar til 31. marts 2008, herunder fraværsafviklingen. Der finder desuden fraværsafvikling sted i august måned 2008.

Stk. 4. Alle folkeskoler skal for skoleåret 2006/07 have foretaget registrering og overførsel af oplysninger som nævnt i § 2, stk. 2, om elever, der går i 6. og 8. klasse, skolens leder og den brugeransvarlige samt de medarbejdere, der skal reservere tid til testafvikling, testafvikle og anvende rapporter om testresultater i matematik i 6. klasse, fysik/kemi i 8. klasse og læsetest inden for faget dansk i 8. klasse, senest den 2. januar 2007. For de amtskommunale skoler, som den 1. januar 2007 overgår til kommunerne eller regionerne, samt de i § 2, stk. 4, nævnte undervisningstilbud skal dette dog ske senest den 1. februar 2007. Data om skolens øvrige elever og medarbejdere, der skal anvende testene, skal være registreret inden den 1. august 2007.

Stk. 5. De i § 2, stk. 3, nævnte oplysninger skal være registreret og overført senest den 30. april 2007.

Stk. 6. Retningslinjer for, hvornår der kan reserveres tid til gennemførelse af test i skoleåret 2006/07 og vilkårene herfor, herunder fraværsafvikling, vil blive fastlagt af Undervisningsministeriet forud for tilmeldingsperiodens start.

Stk. 7. § 8 træder i kraft således, at der første gang afvikles frivillige test i skoleåret 2007/08. Der afvikles i dette skoleår alene frivillige test i matematik i 6. klasse, fysik/kemi i 8. klasse og læsetest i faget dansk i 8. klasse. Perioden for afholdelse af frivillige test i skoleåret 2007/08 samt tilmelding til disse fastlægges af Undervisningsministeriet inden afslutningen af skoleåret 2006/07.

Stk. 8. § 9 træder i kraft således, at skoler, der ønsker at anvende test i skoleåret 2007/08, senest den 1. april 2007 skal indsende anmodning herom til UNI-C. Herefter skal anmodning om tilladelse til at anvende test være indgivet til UNI-C senest 3 måneder før, skolen ønsker at anvende test første gang. UNI-C fastsætter i den forbindelse, hvornår den enkelte skole skal opfylde kravet i § 2, stk. 2.