§ 1.§-link ↗
Denne bekendtgørelse omfatter import og salg af elektrisk og elektronisk udstyr, som hører under produktkategorierne i bilag 1, samt reservedele hertil.
Stk. 2. Bekendtgørelsen omfatter ikke: 1) Elektrisk og elektronisk udstyr, der er importeret til eller solgt på fællesskabsmarkedet første gang før den 1. juli 2006 og på salgstidspunktet opfyldte danske krav. 2) Reservedele til reparation af elektrisk og elektronisk udstyr, hvis dette udstyr er importeret eller solgt på fællesskabsmarkedet første gang før den 1. juli 2006. 3) Elektrisk og elektronisk udstyr, der er fremstillet til specifikt militære formål. 4) Elektrisk og elektronisk udstyr, der er medicinsk udstyr. 5) Elektrisk og elektronisk udstyr, der er overvågnings- og reguleringsinstrumenter.
§ 2.§-link ↗
I denne bekendtgørelse forstås ved: 1) Elektrisk og elektronisk udstyr: a) Udstyr, som er afhængigt af elektrisk strøm eller elektromagnetiske felter. b) Udstyr til produktion, transmission og måling af elektriske strømme og elektromagnetiske felter, som er bestemt til brug ved en spænding på højst 1000 volt for vekselstrøms vedkommende og højst 1500 volt for jævnstrøms vedkommende. 2) Elektrisk og elektronisk udstyr til specifikt militære formål: Elektrisk og elektronisk udstyr, som har tilknytning til beskyttelse af statens væsentlige sikkerhedsinteresser, våben, ammunition og krigsmateriel. 3) Bly: Grundstoffet bly, både i metallisk form og i kemisk forbindelse med andre stoffer. 4) Kviksølv: Grundstoffet kviksølv, både i metallisk form og i kemisk forbindelse med andre stoffer. 5) Cadmium: Grundstoffet cadmium, både i metallisk form og i kemisk forbindelse med andre stoffer. 6) Hexavalent chrom: Grundstoffet chrom i kemisk forbindelse med andre stoffer, hvor chrom indgår med iltningstrin 6.
§ 3.§-link ↗
Import og salg af elektrisk og elektronisk udstyr, der indeholder mere end 0,1 vægtprocent bly, kviksølv, hexavalent chrom, polybromerede biphenyler (PBB) eller polybromerede diphenylethere (PBDE) i homogene materialer samt mere end 0,01 vægtprocent cadmium i homogene materialer, er forbudt fra den 1. juli 2006.
Stk. 2. Reservedele, der indeholder de i stk. 1 nævnte stoffer, må ikke sælges eller anvendes til reparation af elektrisk og elektronisk udstyr, der importeres eller sælges fra den 1. juli 2006.
Stk. 3. Uanset forbuddet i stk. 1 og 2 er import og salg af det i stk. 1 nævnte udstyr og salg og anvendelse af de i stk. 2 nævnte reservedele tilladt, hvis udstyret eller reservedelene opfylder de i bilag 2 anførte betingelser.
§ 4.§-link ↗
Miljøstyrelsen fører tilsyn og kontrol med overholdelse af reglerne i denne bekendtgørelse, jf. lovens bestemmelser herom.
§ 5.§-link ↗
Medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning, straffes med bøde den, der overtræder bestemmelserne i § 3, stk. 1 og 2.
Stk. 2. Straffen kan stige til fængsel i indtil 2 år, hvis overtrædelsen er begået forsætligt eller ved grov uagtsomhed, og hvis der ved overtrædelsen er 1) voldt skade på menneskers liv eller sundhed eller fremkaldt fare derfor eller 2) voldt skade på miljøet eller fremkaldt fare derfor eller 3) opnået eller tilsigtet en økonomisk fordel, herunder ved besparelser, for den pågældende selv eller andre.
Stk. 3. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
§ 6.§-link ↗
Bekendtgørelsen træder i kraft den 30. august 2006.
Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 1008 af 12. oktober 2004 om begrænsning af import og salg af elektrisk og elektronisk udstyr, der indeholder visse farlige stoffer ophæves.