Bekendtgørelse nr. 802 · 2006

Historisk

Bekendtgørelse om ydelse af støtte til mælk og visse mejeriprodukter til elever i skoler og undervisningsanstalter

Bekendtgørelse om ydelse af støtte til mælk og visse mejeriprodukter til elever i skoler og undervisningsanstalter

Dokumentdato: 13. jul. 2006Kildeversion observeret: 27. sep. 2026Kilde kontrolleret: 27. sep. 2026
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

§ 1.§-link ↗

Denne bekendtgørelse vedrører anvendelse af Det Europæiske Fællesskabs regler for støtte til levering af mælk og visse mejeriprodukter til elever i skoler og undervisningsanstalter.

§ 2.§-link ↗

Der ydes støtte til levering af mælk og visse mejeriprodukter til elever, der regelmæssigt deltager i undervisningen i følgende institutioner: 1) Den kommunale folkeskole, frie grundskoler og private øvelsesskoler oprettet i tilknytning til statslige og private seminarier. 2) Offentlige og private gymnasieskoler, studenterkurser og HF-kurser. 3) Efterskoler samt kommunale ungdomskostskoler. 4) Handelsskoler og tekniske skoler. 5) Børnehaver og fritidshjem, der drives i henhold til lov om social bistand. 6) Andre undervisningsinstitutioner for børn og unge, herunder skolefritidsordninger og institutioner for børn og unge med vidtgående fysiske eller psykiske handicap.

Stk. 2. Direktoratet for FødevareErhverv, Nyropsgade 30, 1780 København V, kan tillade skoler og børnehaver, der ikke er nævnt i stk. 1, at blive omfattet af ordningen.

§ 3.§-link ↗

Der kan maksimalt ydes støtte til et kvantum mælk eller mejeriprodukter svarende til 0,25 liter mælk pr. elev pr. undervisningsdag. Ved en undervisningsdag forstås en dag, hvor der foretages aktiv, skemalagt undervisning, og hvor der er mødepligt for eleverne.

§ 4.§-link ↗

Der ydes kun støtte til de produkter, som opfylder de til enhver tid gældende bestemmelser om konsummælksprodukter og ost m.v.

Stk. 2. De maksimale priser inkl. moms og tilskud, der kan opkræves af eleverne pr. dag for konsummælks- og osteprodukter m.v., fastsættes i bilag 1.

§ 5.§-link ↗

Støtten, der ydes i henhold til denne ordning, skal anvendes til nedsættelse af den pris, som eleverne betaler for de pågældende produkter. Dette skal fremgå af regnskabsmaterialet, som udarbejdes i forbindelse med anvendelsen af støtteordningen. Regnskabsmaterialet skal opbevares i mindst 5 år.

§ 6.§-link ↗

Støtteberettigede ansøgere skal for at kunne opnå støtte efter ordningen registreres hos Direktoratet for FødevareErhverv. Anmodning herom skal indsendes til direktoratet på en formular, der rekvireres hos dette.

Stk. 2. Såfremt støtten søges af en leverandør af de støtteberettigede produkter eller en organisation, der ansøger om støtte på vegne af en eller flere skoler eller forvaltningsorganer, og som specielt er oprettet til dette formål, skal leverandøren eller organisationen inden registrering som støtteansøger godkendes af Plantedirektoratet eller fødevareregionen.

§ 7.§-link ↗

Formular til ansøgning om udbetaling af støtte rekvireres hos Direktoratet for FødevareErhverv. Ansøgninger om udbetaling af støtte skal indsendes af de i § 5, stk. 2, nævnte leverandører og organisationer til Plantedirektoratet eller fødevareregionen. Øvrige ansøgere indsender deres ansøgning om udbetaling til Direktoratet for FødevareErhverv.

Stk. 2. Støtteansøgninger indsendes kvartalsvis. De skal være Direktoratet for FødevareErhverv, Plantedirektoratet eller fødevareregionen i hænde senest den sidste dag i den fjerde måned efter det kvartal, hvori produkterne er uddelt, jf. dog stk. 3.

Stk. 3. Udgør det ansøgte beløb for en måned 20.000 kr. eller derover, kan støtteansøger indsende ansøgningen månedsvis. I så fald skal støtteansøgninger være Direktoratet for FødevareErhverv, Plantedirektoratet eller fødevareregionen i hænde senest den sidste dag i den fjerde måned efter den måned, hvori produkterne er uddelt.

Stk. 4. Støtteansøgeren skal i mindst 5 år opbevare kopi af samtlige anmodninger om udbetaling af støtte samt de bilag, der danner grundlag for anmodningerne.

§ 8.§-link ↗

Plantedirektoratet og fødevareregionen foretager kontrol med overholdelsen af ordningen.

§ 9.§-link ↗

Rigtigheden af oplysninger, der skal danne grundlag for udbetaling af støtte, kan Direktoratet for FødevareErhverv, henholdsvis Plantedirektoratet og fødevareregionen, forlange bekræftet af den kommunale revisor, af statsautoriseret eller registreret revisor.

§ 10.§-link ↗

Overtrædelse af § 3, stk. 2, § 4 og § 6, stk. 4, i denne bekendtgørelse straffes med bøde, medmindre højere straf er forskyldt i henhold til bestemmelserne i kapitel 5 i lov om administration af Det Europæiske Fællesskabs forordninger om markedsordninger for landbrugsvarer m.v.

Stk. 2. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

§ 11.§-link ↗

Bekendtgørelsen træder i kraft den 22. juli 2006.

Stk. 2. Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 1128 af 13. december 2002 om ydelse af støtte til mælk og visse mejeriprodukter til elever i skoler og undervisningsanstalter. Denne bekendtgørelse er dog fortsat gældende for ansøgninger i forbindelse med støtteberettigede produkter, der er uddelt inden den 1. juli 2006.