Bekendtgørelse nr. 770 · 2006

Historisk

Bekendtgørelse om godkendelse og kvalitetssikring m.v. af maritime uddannelser

Bekendtgørelse om godkendelse og kvalitetssikring m.v. af maritime uddannelser

Dokumentdato: 5. jul. 2006Kildeversion observeret: 27. sep. 2026Kilde kontrolleret: 27. sep. 2026
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

Kapitel 1 · Bekendtgørelsens område

§ 1.§-link ↗

Bekendtgørelsen finder anvendelse for al uddannelse, der udbydes i medfør af lov om maritime uddannelser.

Kapitel 2 · Definitioner

§ 2.§-link ↗

Ved audit forstås i denne bekendtgørelse et tilsyn, hvor Søfartsstyrelsen kontrollerer, at en udbyder opfylder gældende bestemmelser i henhold til lov om maritime uddannelser.

Stk. 2. Ved uddannelse forstås ethvert undervisningsforløb, der er tilrettelagt med henblik på at give deltageren viden, kompetencer og/eller færdigheder fastlagt ved regler, retningslinier, formåls- og målbeskrivelser fastsat i medfør af lov om maritime uddannelser. Uddannelse omfatter såvel længerevarende undervisningsforløb som korte kurser, uanset om de afvikles som grund-, videre- eller efteruddannelse.

Kapitel 3 · Godkendelse og tilsyn

§ 3.§-link ↗

For at udbyde en uddannelse, der er omfattet af § 2 i lov om maritime uddannelser eller § 4 i lov om dykkerarbejde og dykkermateriel, skal udbyderen godkendes dertil.

Stk. 2. Søfartsstyrelsen kan godkende en udbyder til at udbyde en given uddannelse, når Søfartsstyrelsen vurderer, at uddannelsen afvikles i overensstemmelse med: 1) formål og mål samt øvrige bestemmelser fastsat for den pågældende uddannelse, 2) Søfartsstyrelsens standard for kvalitetsstyring af de maritime uddannelser, der er indeholdt i bilag 1, og 3) øvrige bestemmelser fastsat for maritim uddannelse, herunder bestemmelser for bedømmelse og evaluering.

Stk. 3. En godkendt udbyder kan lade en mindre del af uddannelsen gennemføre på en anden institution (udlagt undervisning), uden at denne selvstændigt har Søfartsstyrelsens godkendelse, når 1) den udlagte undervisning udgør en mindre del af den godkendte uddannelse og sker i form af et kort kursus af op til en uges varighed, og 2) den godkendte udbyder sikrer, at betingelserne efter stk. 2 overholdes.

§ 4.§-link ↗

En udbyder, der ønsker godkendelse efter § 3, skal ansøge Søfartsstyrelsen herom. I ansøgningen skal der redegøres for, hvordan udbyderen opfylder betingelserne i § 3, stk. 2.

Stk. 2. Søfartsstyrelsen kan først foretage endelig vurdering af opfyldelsen af § 3, stk. 2, og godkende udbyderen efter et gennemført audit, der skal verificere ansøgningens oplysninger. Dog kan Søfartsstyrelsen uden at have gennemført audit give en foreløbig tidsbegrænset godkendelse til udbydere, der i forvejen er godkendt til en anden maritim uddannelse. Dette kan ske, når Søfartsstyrelsen vurderer, at den nye uddannelsesaktivitet er sammenlignelig med den allerede godkendte, og når det af ansøgningen fremgår, at betingelserne i § 3, stk. 2, er opfyldt.

Stk. 3. Søfartsstyrelsen udsteder bevis for godkendelsen. Af beviset fremgår de uddannelser, som udbyderen er godkendt til at afvikle. Beviset udfærdiges på dansk med en tilhørende engelsk oversættelse.

§ 5.§-link ↗

For at opretholde godkendelsen skal udbyderen auditeres af Søfartsstyrelsen, jf. § 2, stk. 1, hvor udbyderen godtgør, at betingelserne for godkendelse fortsat er opfyldt.

Stk. 2. Søfartsstyrelsen fastsætter omfanget af samt tidspunkter og terminer for audit.

Stk. 3. Efter audit meddeler Søfartsstyrelsen udbyderen skriftligt, om godkendelsen opretholdes. Meddelelsen udfærdiges på dansk med en tilhørende engelsk oversættelse og skal opbevares sammen med beviset for godkendelsen.

Stk. 4. Søfartsstyrelsen kan anmode Danmarks Evalueringsinstitut eller andre eksterne organer om at gennemføre kvalitetskontrol eller evaluering af uddannelser og undervisning .

Stk. 5. Søfartsstyrelsen kan på baggrund af en kvalitetskontrol eller evaluering efter stk. 4 give en udbyder påbud om opfølgning på anbefalinger og afvigelser som betingelse for at opretholde godkendelsen.

Stk. 6. Såfremt en udbyder ikke længere ønsker at opretholde godkendelsen til en uddannelse eller et kursus, skal dette snarest meddeles til Søfartsstyrelsen.

Stk. 7. Hvis der konstateres afvigelser fra de af Søfartsstyrelsen fastsatte betingelser for godkendelse, kan Søfartsstyrelsen: 1) pålægge udbyderen konkrete initiativer og handlinger, som er nødvendige for opfyldelse af betingelserne, og bestemme, hvornår disse skal være udført, 2) pålægge udbyderen at indsende en handlingsplan for, hvordan udbyderen vil rette op på forholdene inden for en af Søfartsstyrelsen fastsat frist eller 3) bestemme, at et eller flere audit er nødvendigt for at kontrollere opfyldelsen af betingelserne for godkendelsen.

§ 6.§-link ↗

Såfremt Søfartsstyrelsen efter en samlet vurdering skønner, at en udbyder ikke opfylder betingelserne for godkendelsen, jf. § 3, stk. 2, og ikke opfylder pålæg om inden for en fastsat frist at rette op herpå, jf. § 5, stk. 7, tilbagekaldes godkendelsen.

§ 7.§-link ↗

Søfartsstyrelsen kan godkende en udbyder af uddannelse i overensstemmelse med Søfartsstyrelsens standard for kvalitetsstyring af de maritime uddannelser, uanset om den pågældende uddannelsesinstitution ikke udbyder uddannelse omfattet af § 2 i lov om maritime uddannelser.

Stk. 2. Godkendelse af udbydere, der er godkendt efter stk. 1, sker i henhold til § 3, stk. 2, nr. 2. Bestemmelserne i §§ 4, 5 og 6 finder tillige anvendelse herfor.

Kapitel 4 · Betaling for godkendelse og tilsyn

§ 8.§-link ↗

Søfartsstyrelsen opkræver betaling til dækning af udgifterne i forbindelse med godkendelse efter § 3.

Stk. 2. Søfartsstyrelsen opkræver betaling beregnet efter reglerne om statens indtægtsdækkede virksomhed for godkendelse efter § 7.

Stk. 3. Udbydere, som modtager statstilskud til den godkendte uddannelsesaktivitet, er fritaget for betaling efter stk. 1 og 2. Dog skal en udbyder dække de udgifter, som Søfartsstyrelsen måtte have ved tilsyn med de dele af uddannelsen, der afvikles som udlagt undervisning, jf. § 3, stk. 3.

Kapitel 5 · Behandling af klager

§ 9.§-link ↗

Klager over afgørelser truffet af godkendte udbydere i forbindelse med uddannelser, der udbydes i medfør af § 2 i lov om maritime uddannelser, indbringes for Søfartsstyrelsen, når klagen vedrører uddannelsesmæssige forhold, herunder bedømmelser. Klagen indgives til udbyderen, der inden for en frist af to uger afgiver en udtalelse. Klageren skal have lejlighed til at kommentere udtalelsen inden én uge. Udbyderen sender klagen, udtalelsen og klagerens eventuelle kommentarer til Søfartsstyrelsen.

Stk. 2. Fristen for indgivelse af klage efter stk. 1 er to uger fra den dag, afgørelsen er meddelt klageren.

Stk. 3. Søfartsstyrelsen træffer den endelige afgørelse i sådanne spørgsmål.

Kapitel 6 · Ikrafttræden

§ 10.§-link ↗

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. august 2006.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 387 af 19. maj 2004 om godkendelse og kvalitetssikring m.v. af maritime uddannelser ophæves .