§ 1.§-link ↗
Ministeren for videnskab, teknologi og udvikling har i henhold til § 7 b i lov om betaling for visse uddannelsesaktiviteter i forbindelse med lov om en aktiv beskæftigelsesindsats m.m., jf. lovbekendtgørelse nr. 767 af 28. august 2003, som ændret ved § 4 i lov nr. 565 af 9. juni 2006 truffet beslutning om, at loven også skal gælde for universitetsuddannelser, der er berettiget til at modtage tilskud eller bevilling fra Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling.
§ 2.§-link ↗
Bekendtgørelsen omfatter betaling for uddannelse på uddannelsesinstitutioner m.fl., der i henhold til Videnskabsministeriets lovgivning er berettigede til at modtage tilskud eller bevilling fra Videnskabsministeriet, men som i medfør af lovens § 1, stk. 3, uanset tilskudsbestemmelserne i Videnskabsministeriets lovgivning ikke modtager aktivitetsafhængige tilskud eller bevillinger fra Videnskabsministeriet til uddannelse af de i § 3 nævnte personer.
§ 3.§-link ↗
Bekendtgørelsen omfatter arbejdsformidlingens og kommunernes betaling for uddannelse af: 1) Personer, der er omfattet af § 2, nr. 1-3, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats. 2) Personer, der er omfattet af § 2, nr. 7, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, og som i medfør af § 73 b i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats deltager i uddannelse. 3) Personer, der er under forrevalidering efter § 46, stk. 1, 3. pkt., i lov om aktiv socialpolitik, og som modtager kontanthjælp eller starthjælp efter lov om aktiv socialpolitik.
§ 4.§-link ↗
Bekendtgørelsen omfatter betaling for uddannelse på universiteter under Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling, hvortil der ydes tilskud eller bevilling fra dette ministerium. Det drejer sig om følgende institutioner: Københavns Universitet, Aarhus Universitet, Syddansk Universitet, Roskilde Universitetscenter, Aalborg Universitet, Handelshøjskolen i København, Handelshøjskolen i Århus, Danmarks Farmaceutiske Universitet, Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole, IT-Universitetet i København, Danmarks Tekniske Universitet og Danmarks Pædagogiske Universitet.
Stk. 2. Uddannelse under Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling omfatter følgende uddannelsesaktiviteter: Bacheloruddannelser, kandidatuddannelser og deltidsuddannelse.
§ 5.§-link ↗
Arbejdsformidlingen eller kommunen skal ved tilmelding til uddannelse omfattet af § 4 af en person, der er omfattet af personkredsen i § 3, udfylde og underskrive en tilmeldingsblanket og fremsende den til det universitet, hvor personen skal deltage i undervisning eller uddannelse. Tilmeldingsblanketten skal indeholde de oplysninger, som fremgår af den standardblanket med vejledning, der er optaget som bilag 1 til bekendtgørelsen.
Stk. 2. Tilmeldingsblanketten skal endvidere indeholde oplysninger om deltagerbetaling i forbindelse med deltidsuddannelse. Deltagerbetalingen følger de gældende regler for deltagerbetaling i forbindelse med deltidsuddannelse.
§ 6.§-link ↗
Universitetet opkræver betaling hos arbejdsformidlingen eller kommunen.
Stk. 2. Proceduren for betalingen aftales mellem universitetet og arbejdsformidlingen eller kommunen. Universitetet fastsætter en betalingsfrist for arbejdsformidlingen og kommunen på 1 måned.
§ 7.§-link ↗
Universitetet opkræver betaling ud fra de takster, der er fastsat i finansloven for det pågældende år for uddannelsen.
Stk. 2. Betalingen opkræves for antallet af årsstuderende efter denne bekendtgørelse. For så vidt angår deltidsuddannelse opkræves tillige deltagerbetaling.
Stk. 3. Taksterne offentliggøres i et takstkatalog, der findes på Universitets- og Bygningsstyrelsens hjemmeside.
Stk. 4. Opgørelsen af antallet af årsstuderende under uddannelse efter denne bekendtgørelse sker efter samme regler, som gælder for ordinære årsstuderende på heltidsuddannelser. Universitetet skal ved et semesters start registrere studerende under uddannelse efter denne bekendtgørelse. Opgørelsen på deltidsuddannelse skal følge de gældende regler for opgørelsen af ordinære studerende på deltidsuddannelser.
§ 8.§-link ↗
Universitetet skal til Universitets- og Bygningsstyrelsen indberette antallet af årsstuderende efter denne bekendtgørelse som ikke-ressourceudløsende.
Stk. 2. Indberetningen sker på samme måde som indberetning af ordinære årsstuderende, herunder i elektronisk form. Indberetning skal ske samtidig med indberetningen af øvrige årsstuderende på uddannelsen.
§ 9.§-link ↗
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 2006 og har virkning for samtlige uddannelsesaktiviteter efter denne dato.
Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 1156 af 13. december 2002 om betaling for universitetsuddannelse i forbindelse med aktivering ophæves.