Dokumenttekst
Dokumenttekst
Bekendtgørelse om ændring af bekendtgørelse om køretøjers indretning og udstyr m.v. § 1 I bekendtgørelse nr. 154 af 20. april 1977 om køretøjers indretning og udstyr m.v., som senest ændret ved bekendtgørelse nr. 244 af 7. april 2005, foretages følgende ændringer: 1. Indledningen affattes således: »I medfør af § 28, stk. 4, § 33 a, stk. 2, § 35, stk. 1, 2, og 4, § 68, stk. 1, § 69, stk. 2, § 70, stk. 3, og § 118, stk. 8, i færdselsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1079 af 14. november 2005, som senest ændret ved lov nr. 543 af 8. juni 2006, fastsættes:« 2. Efter § 29 indsættes: »§ 29 a. En stor knallert er en knallert med en konstruktivt bestemt maksimal hastighed på over 30 km i timen eller en tre-hjulet knallert, bortset fra invalideknallert, med en konstruktivt bestemt maksimal hastighed på højst 30 km i timen.« 3. Overskriften til § 30 affattes således: »Lille knallert«. 4. I § 30, § 31 og § 32, stk. 1 og 3, ændres »ikke registreringspligtig knallert« til: »lille knallert«. 5. § 31, stk. 1, nr. 1, affattes således: »1) Typegodkendelsesnummer og stelnummer.« 6. Overskriften til § 32 a affattes således: »Stor knallert«. 7. I § 32 a og 43 a ændres »registreringspligtig knallert« til: »stor knallert«. § 2 Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 2006. Færdselsstyrelsen, den 20. juni 2006 Carsten Falk Hansen /Ib Rasmussen