§ 1.§-link ↗
Revisionen udføres af en statsautoriseret revisor.
Stk. 2. I tilfælde af revisorskift skal den tiltrædende revisor rette henvendelse til den fratrædende revisor, der har pligt til at oplyse om grundene til fratrædelsen.
§ 2.§-link ↗
For den del af a-kassens virksomhed, der vedrører forskuds- og refusionsmidler, foretages revisionen i overensstemmelse med god offentlig revisionsskik, således som dette begreb er fastlagt i § 3 i lov om revisionen af statens regnskaber m.m. (lovbekendtgørelse nr. 3 af 7. januar 1997), men med de begrænsninger, der følger af Arbejdsdirektoratets øvrige bestemmelser om revisionen. Revisionen af a-kassens øvrige virksomhed foretages i overensstemmelse med god revisionsskik.
Stk. 2. Ved revisionen efterprøves, om regnskabet er rigtigt, og om de dispositioner, der er omfattet af regnskabsaflæggelsen, er i overensstemmelse med love og andre forskrifter samt indgåede aftaler og sædvanlig praksis.
§ 3.§-link ↗
Revisionens omfang og nærmere indhold afhænger af a-kassens administrative struktur og forretningsgange, herunder den interne kontrol og andre forhold af betydning for regnskabsaflæggelsen.
Stk. 2. Revisionen skal udføres efter revisionsinstruksen, jf. bilag 1 til denne bekendtgørelse.
Stk. 3. Revisionens omfang og nærmere indhold skal i øvrigt tilrettelægges under hensyn til særlige revisionstemaer, som Arbejdsdirektoratet kan udmelde som supplement til den ordinære revision.
§ 4.§-link ↗
Der foretages sædvanligvis revision i årets løb. Som led i revisionen undersøger revisor de eksisterende forretningsgange med henblik på at påse, om den interne kontrol er betryggende. Ud over systemrevision udfører revisor i nødvendigt omfang substansrevision. Revisionen udføres som udgangspunkt ved stikprøvevise undersøgelser. Uanmeldt kasse- og beholdningseftersyn indgår i revisionen.
Stk. 2. Ved den afsluttende revision påses det, at årsregnskabet er opstillet i overensstemmelse med regnskabsbestemmelserne i lov om arbejdsløshedsforsikring mv., bekendtgørelse om standardvedtægt for anerkendte a-kasser, bekendtgørelse om tilsynet med de anerkendte arbejdsløshedskassers økonomi og regnskabsvæsen mv. og bekendtgørelse om udbetaling af forskud og refusion til de anerkendte arbejdsløshedskasser, og at regnskabet ikke indeholder væsentlige fejl eller mangler, og om de dispositioner, der er omfattet af regnskabsaflæggelsen, er i overensstemmelse med love og andre forskrifter samt indgåede aftaler og sædvanlig praksis.
§ 5.§-link ↗
A-kassen skal give revisor de oplysninger, som må anses af betydning for bedømmelsen af a-kassens regnskab samt for revisors vurdering af administrationen. A-kassen skal give revisor adgang til at foretage de undersøgelser, denne finder nødvendige, og skal sørge for, at revisor får de oplysninger og den bistand, som revisor anser for nødvendig for udførelsen af sit hverv.
§ 6.§-link ↗
Bliver revisor opmærksom på lovovertrædelser eller tilsidesættelser af forskrifter af væsentlig betydning i forbindelse med a-kassens aktiviteter, påhviler det revisor straks at give a-kassen meddelelse derom samt påse, at a-kassen inden 3 uger giver Arbejdsdirektoratet meddelelse herom. I modsat fald er det revisors pligt at orientere Arbejdsdirektoratet. Revisors bemærkninger indsendes sammen med meddelelsen.
Stk. 2. Det samme gælder, hvis revisor under sin revision eller på anden måde bliver opmærksom på, at fortsættelse af driften er usikker af økonomiske eller andre grunde.
§ 7.§-link ↗
Det reviderede årsregnskab forsynes med en revisionspåtegning, hvoraf skal fremgå, at regnskabet er revideret i overensstemmelse med reglerne i denne bekendtgørelse. Forbehold skal fremgå af påtegningen.
Stk. 2. Revisor skal føre en revisionsprotokol med fortløbende sidenummerering.
Stk. 3. I protokollen skal der indføres oplysninger om, 1) hvilke revisionsarbejder der er udført og resultatet heraf, herunder resultatet af foretagne uanmeldte kasse- og beholdningseftersyn, 2) væsentlig usikkerhed, fejl eller mangler vedrørende a-kassens bogholderi, regnskabsvæsen eller interne kontrol, 3) de arbejder der er udført i henhold til Arbejdsdirektoratets bestemmelser, jf. § 3, stk. 3, samt 4) øvrige væsentlige forhold, der har givet anledning til bemærkninger.
Stk. 4. Det skal i protokollatet til årsregnskabet oplyses, 1) om revisor opfylder lovgivningens habilitetsbestemmelser, 2) om revisor under revisionen har modtaget alle de oplysninger, der er anmodet om, 3) om revisionen har givet anledning til bemærkninger med hensyn til, om forskud og refusion er anvendt i overensstemmelse med de givne vilkår, og 4) om revisionen har givet anledning til bemærkninger med hensyn til, om forskud og refusion er opgjort i overensstemmelse med gældende regler.
Stk. 5. Er der indgået aftaler om udførelse af detaljeret kontrol eller om afgivelse af rapporter eller erklæringer i forbindelse med rådgivning og assistance, skal oplysning om opgavernes udførelse indføres i protokollen. Revisionsprotokollen skal i øvrigt udfærdiges under hensyntagen til Arbejdsdirektoratets krav om oplysninger til brug for tilsyn og kontrol, jf. bilag 1 til denne bekendtgørelse.
Stk. 6. Genpart af revisionsprotokollater indsendes af a-kassen til Arbejdsdirektoratet senest 8 dage efter, at protokollatet er modtaget.
§ 8.§-link ↗
Bekendtgørelsen træder i kraft den 17. maj 2006 med virkning for regnskabsåret 2006. Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 930 af 24. oktober 2001 om revision af de anerkendte arbejdsløshedskasser, dog således at denne finder anvendelse ved revisionen for regnskabsåret 2005.