§ 1.§-link ↗
Ansøgning om godkendelse til tilskud fra nye frie kostskoler og fra frie kostskoler, som ønsker at generhverve tilskudsretten, jf. lovens § 48, skal være Undervisningsministeriet i hænde senest 12 måneder, før den tilskudsberettigende skolevirksomhed ønskes påbegyndt. Med ansøgningen skal fremsendes følgende materiale: 1) Vedtægtsbestemmelser i overensstemmelse med bilag 1 til denne bekendtgørelse. Undervisningsministeren kan godkende fravigelser, der ikke er i strid med bilag 1 til denne bekendtgørelse. 2) Liste over skolekredsens/repræsentantskabets medlemmer med navne og adresser samt dokumentation for betalt indskud eller kontingent. 3) Referat af stiftende og eventuelle efterfølgende generalforsamlinger/repræsentantskabsmøder. 4) Liste over bestyrelsens sammensætning med navne og adresser samt erklæringer om, at de i lovens § 7, stk. 2, nævnte habilitetskrav er opfyldt. 5) Meddelelse om bestyrelsens konstituering. 6) Referat af bestyrelsesmøder. 7) Foreløbig kursusplan og undervisningsplan, jf. §§ 19-20.
Stk. 2. Senest 8 måneder før den tilskudsberettigende skolevirksomhed ønskes påbegyndt, skal følgende materiale være Undervisningsministeriet i hænde: 1) Bygningstegninger og matrikelkort, jf. § 5. 2) Etableringsbudget og driftsbudget for de førstkommende 3 år, jf. § 3.
Stk. 3. Senest 3 måneder før den tilskudsberettigende skolevirksomhed ønskes påbegyndt, skal følgende materiale være Undervisningsministeriet i hænde: 1) Foreløbig kursusplan og undervisningsplan, jf. § 1, stk. 1, nr. 7, som er tilrettet i overensstemmelse med ministeriets anvisninger. 2) Kopi af købsaftale vedrørende skolens bygninger. 3) Endelig plan for bygningernes indretning.
Stk. 4. Inden kursets start skal dokumentation for, at lokalerne er godkendt til formålet af brand-, bygnings- og sundhedsmyndighederne og eventuelt andre myndigheder være Undervisningsministeriet i hænde.
Stk. 5. Ministeriet kan fravige fristen i stk. 2 for skoler, der tidligere har gennemgået ansøgningsproceduren helt eller delvis.
§ 2.§-link ↗
Ansøgning om generhvervelse af tilskudsretten fra skoler, som ikke har oppebåret tilskud i 2 på hinanden følgende finansår på grund af manglende opfyldelse af kravene til kursusvirksomhedens omfang i lovens § 12, skal være Undervisningsministeriet i hænde senest 12 måneder, før den tilskudsberettigende skolevirksomhed ønskes påbegyndt. Med ansøgningen skal fremsendes følgende materiale: 1) Vedtægtsbestemmelser i overensstemmelse med bilag 1 til denne bekendtgørelse. Undervisningsministeren kan godkende fravigelser, der ikke er i strid med bilag 1 til denne bekendtgørelse. 2) Liste over skolekredsens/repræsentantskabets medlemmer med navne og adresser samt dokumentation for betalt indskud eller kontingent. 3) Referat af generalforsamlinger/repræsentantskabsmøder og bestyrelsesmøder, som skolen har afholdt siden tilskudsrettens bortfald. 4) Liste over bestyrelsens sammensætning med navne og adresser samt erklæringer om, at de i lovens § 7, stk. 2, nævnte habilitetskrav er opfyldt. 5) Driftsbudget for de førstkommende 3 år, jf. § 3, og en ydelsesplan for optagne lån. 6) Kursusplan og undervisningsplan. 7) Bygningstegninger og matrikelkort, jf. § 5.
Stk. 2. Kravene i lovens § 6, stk. 1, nr. 3 og 6, gælder ikke for de skoler, der er nævnt i stk. 1, og som tidligere har været tilskudsberettiget uden at skulle opfylde kravene om skolekreds eller repræsentantskab og ejerskab af egne bygninger.
§ 3.§-link ↗
Skolens etableringsbudget, driftsbudget og årsregnskab skal dokumentere, at udgiften pr. godkendt sengeplads til alle løbende ydelser til bygninger og arealer ikke overstiger det på de årlige finanslove fastsatte beløb. De løbende ydelser omfatter: Renter, bidrag, provision m.v. af og ordinære afdrag på kreditforenings-, pengeinstitut- og pensionskasselån, lån i andelskasser og lignende, sælgerpantebreve og eventuelle andre pantebreve, leje af bygninger og arealer samt ejendomsskatter og pligtig brandforsikring på ejendommen. Heri kan fradrages renteindtægter fra bunden kapital og lignende, renter af og afdrag på etableringslån til udgifter pålagt af offentlige myndigheder samt lejeindtægter, jf. dog § 6.
§ 4.§-link ↗
For skoler, der har begyndt deres virksomhed efter den 1. august 1996, er opfyldelse af reglen i § 3 i de første 5 hele regnskabsår, en betingelse for at modtage tilskud. Det skal fremgå af skolens årsregnskab, at skolen opfylder denne betingelse.
§ 5.§-link ↗
Skolen skal råde over egnede og tilstrækkelige arealer og lokaler i fast ejendom i Danmark. Skolen skal desuden råde over egnet og tilstrækkeligt udstyr og inventar. Ministeriet godkender skolens elevsengepladskapacitet. Kun kostelever medregnes. For skoler, der begynder deres virksomhed efter den 1. august 1996, skal ministeriet i de første 5 hele regnskabsår, jf. § 4, godkende ændringer i elevsengepladskapaciteten. Følgende betingelser skal være opfyldt: 1) Undervisnings-, kostforplejnings- og opholdsarealer, toilet- og badeforhold og elevværelser skal svare til det planlagte antal elever og den planlagte undervisning. 2) Der skal være mindst 2 familieboliger til forstander, heltidslærere og deltidslærere. Forstanderen skal så vidt muligt bebo den ene.
Stk. 2. Elevværelser og boliger skal ligge i umiddelbar tilknytning til undervisnings-, kostforplejnings- og opholdsarealerne.
Stk. 3. Skolen skal eje mindst følgende bygninger med tilhørende arealer: Undervisningslokaler, elevværelser, kostforplejnings- og opholdsarealer og 2 familieboliger. Skolen kan eventuelt leje yderligere familieboliger og specielle faglokaler, f.eks. idrætsfaciliteter og fysiklokale.
§ 6.§-link ↗
Skolen må ikke erhverve bygninger eller arealer med henblik på udlejning, bortset fra tjeneste- og lejeboliger til skolens ansatte.
§ 7.§-link ↗
Ved kursets start skal der foreligge en liste over eleverne. Listen, der skal opdateres uge for uge, skal indeholde tilskudsbetingende oplysninger om den enkelte elev og dennes deltagelse i kurset, jf. § 11 og § 13 samt lovens § 13. Elevlisten skal føres på det af Undervisningsministeriet udarbejdede elevregistreringsskema.
Stk. 2. I det omfang kurset er opdelt i hold, klasser, linier eller lignende, skal dette fremgå af elevregistreringsskemaet.
§ 8.§-link ↗
Elever på efterskoler, der er fyldt 18 år ved kursets begyndelse, kan medregnes i årselevtallet, hvis opholdet er anbefalet i en skriftlig udtalelse fra pædagogisk-psykologisk rådgivning eller den kommunale ungdomsvejledning i elevens tidligere skolekommune.
§ 9.§-link ↗
I årselevtallet efter lovens § 14, stk. 1, medregnes elever med det antal hele kursusuger, herunder eventuelt afkortede kursusuger, som de deltager i, jf. § 12, stk. 2. På kurser af 1 uges varighed eller derunder medregnes kun elever, der har deltaget i hele kurset.
Stk. 2. Ved beregning af årselevtallet skal skolen medregne elever på kursusuger, der går fra et skoleår til et andet, til det skoleår, hvori kursusugen starter. For nye skoler foretages beregning af årselevtallet i et finansår efter tilsvarende princip.
§ 10.§-link ↗
Elever på kurser, der varer mindre end en uge, medregnes i årselevtallet med følgende procentsatser: 1) 60 procent på kurser, der varer 4 døgn. 2) 70 procent på kurser, der varer 4½ døgn. 3) 80 procent på kurser, der varer 5 døgn, og 4) 100 procent på kurser, der varer 5½ døgn eller derover.
Stk. 2. Tilsvarende gælder for afkortede kursusuger på kurser af over 12 ugers varighed, hvor første eller sidste kursusuge er afkortet til mindst 4 kursusdøgn, jf. § 12.
§ 11.§-link ↗
På folkehøjskoler, husholdningsskoler og håndarbejdsskoler må elever, der ikke bor på skolen (dagelever), højst udgøre 15 procent af årselevtallet, jf. dog stk. 3. Dagelever herudover tæller ikke med i årselevtallet. Undervisningsministeren kan i særlige tilfælde godkende, at dagelever på husholdningsskoler og håndarbejdsskoler kan udgøre mere end 15 procent af årselevtallet.
Stk. 2. Efterskoler må kun optage dagelever, når det er godkendt af ministeriet.
Stk. 3. Begrænsningen i stk. 1 og 2 gælder ikke Borups Højskole, Holte-Hus Efterskole, Suhr's Husholdningsskole og Frederiksberg Husholdningsskole.
Stk. 4. Ved beregning af årselevtallet på folkehøjskoler og efterskoler medregnes en dagelev med 70 procent af en årselev, dog med 100 procent på Borups Højskole. På husholdningsskoler og håndarbejdsskoler medregnes en dagelev med 90 procent.
§ 12.§-link ↗
En hel undervisningsdag består af undervisning i mindst 2 af følgende 3 dele: formiddag, eftermiddag og aften. En hel undervisningsdag kan deles i to halve og fordeles på to kalenderdage. En dag kan dog ikke medregnes med mere end én hel undervisningsdag. Hver del skal bestå af undervisning svarende til mindst 2 lektioner á 45 minutter, dog skal undervisningen i en hel kursusuge bestå af undervisning svarende til mindst 28 lektioner.
Stk. 2. På kurser af over 12 ugers varighed kan første eller sidste kursusuge afkortes til mindst 4 kursusdøgn. Undervisningen i afkortede kursusuger skal opfylde følgende krav: 1) Afkortede kursusuger på 4 døgn skal indeholde 4 undervisningsdage med mindst 22 lektioner. 2) Afkortede kursusuger på 4½ døgn skal indeholde 4½ undervisningsdage med mindst 25 lektioner. 3) Afkortede kursusuger på 5 døgn skal indeholde 5 undervisningsdage med mindst 28 lektioner.
§ 13.§-link ↗
Kurset skal gennemføres med et flertal af danske statsborgere eller elever, der kan sidestilles hermed, jf. stk. 2. Flertallet skal opnås blandt de elever, der gennemfører hele kurset. Desuden skal der i hver enkelt kursusuge være et flertal af danske statsborgere eller elever, der kan sidestilles hermed, jf. stk. 2.
Stk. 2. Med danske statsborgere sidestilles elever, der ved kursets begyndelse 1) tilhører det danske mindretal i Sydslesvig, 2) har tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark, 3) er statsborgere i de øvrige nordiske lande og kan godtgøre at have haft ubrudt og lovlig bopæl i Danmark i mindst 2 år op til kursets begyndelse, 4) er omfattet af lov om integration af udlændinge i Danmark (integrationsloven), 5) er statsborger i et andet EU- eller EØS-land, hvis eleven har lønnet beskæftigelse eller selvstændig erhvervsvirksomhed i Danmark, eller eleven i øvrigt er omfattet af Rådets forordning af 15. oktober 1968 om arbejdskraftens frie bevægelighed indenfor Fællesskabet (1612/68), eller 6) forsørges af en forælder, der er omfattet af nummer 5.
Stk. 3. Kravet i stk. 1 gælder ikke for Den Internationale Højskole og Den Tyske Efterskole i Tinglev.
§ 14.§-link ↗
Undervisningen tilrettelægges for danske elever. Skolen kan dog tilrettelægge undervisning særligt for udlændinge, når mindst 20 lektioner om ugen er tilrettelagt for danskere.
Stk. 2. Skolen kan fravige kravet i stk. 1, 1. pkt., hvis undervisningsministeren har fraveget kravet i lovens § 16, stk. 3, om et flertal af danske elever.
§ 15.§-link ↗
Hvis der anvendes andet undervisningssprog end dansk, skal det begrundes i undervisningsplanen, og eleverne skal oplyses herom ved tilmeldingen. Dette gælder dog ikke de skoler, der er nævnt i § 13, stk. 3.
§ 16.§-link ↗
Mindst 1/4 af undervisningstimerne på det enkelte kursus skal varetages af skolens forstander, viceforstander, heltidslærere og deltidslærere.
§ 17.§-link ↗
På kurser af mindst 1 uges varighed kan pædagogisk tilrettelagte ekskursioner med overnatning uden for skolen højst udgøre 1/7 af kursustiden, dog højst 28 kursusdøgn og højst 16 døgn ad gangen.
Stk. 2. Kurser over en uges varighed kan afbrydes af perioder på hver højst 12 uger.
§ 18.§-link ↗
På kurser, der varer mindst 12 uger, kan følgende dage indgå i kursusperioden, selv om der ikke er undervisning, hvis eleverne har adgang til fuldt ophold på skolen: 1) Store bededag, Kristi himmelfartsdag og grundlovsdag. 2) Påske- og pinsehelligdage, hvis onsdag før og tirsdag efter påske samt fredag før og tirsdag efter pinse er hele undervisningsdage. 3) 2. påskedag, hvis der i øvrigt er 4 undervisningsdage i samme kursusuge.
§ 19.§-link ↗
Før skoleårets start godkender bestyrelsen en kursusplan, som omfatter samtlige kurser i det kommende skoleår. Kursusplanen udarbejdes på skemaer, der er udarbejdet af Undervisningsministeriet. Ændringer indarbejdes og godkendes undervejs.
Stk. 2. For hvert kursus anføres begyndelsesdato og -tidspunkt, slutdato og -tidspunkt samt antal kursusuger. Planen skal i øvrigt indeholde oplysninger i overensstemmelse med §§ 17-18.
§ 20.§-link ↗
For hvert kursus godkendes en undervisningsplan før kursets start. Ændringer indarbejdes og godkendes undervejs, således at kursets faktiske indhold er beskrevet.
Stk. 2. I undervisningsplanen beskrives kursusperiode, undervisningsdage, fag, faggrupper, uddannelses- og erhvervsvejledning, pædagogisk tilrettelagte ekskursioner, studieture, lejrskoleophold og erhvervspraktik samt den pædagogiske virksomhed i forbindelse med kostskoleformen. Elevernes undervisning og planlagte aktiviteter for hver kursusuge skal fremgå af undervisningsplanen.
Stk. 3. Forstanderen har ansvaret for, at undervisningsplanen senest ved kursets afslutning suppleres med en opdateret oversigt over, hvilke lærere der har varetaget undervisningen og de planlagte aktiviteter.
§ 21.§-link ↗
Skolen skal efter Undervisningsministeriets anvisning indsende oplysninger til brug for beregning af forskud og tilskud. Bestyrelsen er ansvarlig for, at oplysningerne er opgjort i overensstemmelse med gældende regler herom. Oplysningerne skal være kontrolleret og attesteret af revisor. Ministeriet fastsætter frister for indsendelse af oplysningerne.
§ 22.§-link ↗
Er der indgivet begæring om konkurs eller betalingsstandsning, eller er der i øvrigt fare for, at skolevirksomheden må indstilles, skal bestyrelsen straks underrette Undervisningsministeriet.
§ 23.§-link ↗
Der kan udbetales forskud til en nyoprettet skole og til en skole, der ikke har opnået ret til tilskud i året før finansåret, jf. lovens § 12, hvis et pengeinstitut stiller garanti for tilbagebetaling af de udbetalte beløb. Garantien skal dække udbetaling af forskud og tilskud, indtil mindstekravene i lovens § 12 er opfyldt, dog mindst 6 måneders tilskud. Kravet kan frafaldes, hvis betingelserne opfyldes inden udløbet af de 6 måneder.
Stk. 2. Udbetaling af tilskud eller forskud til skoler, der er nævnt i § 22, kan betinges af garanti fra et pengeinstitut for tilbagebetaling af de udbetalte beløb, hvis underretningen ikke giver rimelig sikkerhed for fortsat skolevirksomhed, og bestyrelsen ikke tilvejebringer sådan sikkerhed inden den af Undervisningsministeriet fastsatte frist. Nedsættelse af grundtilskud for folkehøjskoler
§ 24.§-link ↗
Grundtilskud for folkehøjskoler nedsættes med en på de årlige finanslove fastsat procentdel af den del af følgende bruttoindtægter i det andet kalenderår før finansåret, der overstiger et grænsebeløb, som fastsættes på de årlige finanslove: 1) Indtægter fra kurser, der ikke er omfattet af loven. 2) Indtægter fra udlejning af bygninger, lokaler og arealer, dog ikke udlejning af boliger til ansatte. 3) Øvrige indtægter fra virksomhed, der ikke er omfattet af loven, og som ikke nævnes i nr. 1 og 2. Beregning af taxametertilskud til folkehøjskoler og efterskoler indtil den 1. januar 2007
§ 25.§-link ↗
For efterskoler tilpasses taxametertilskud efter lovens § 21, stk. 1, indtil 1. januar 2007 med en justeringsfaktor, der bringer de beregnede tilskud i overensstemmelse med den samlede bevilling, jf. lovens § 21, stk. 4.
Stk. 2. Skolens gennemsnitlige lærerløn opgøres på grundlag af skolens lærertal, jf. stk. 5, og lønsum i det skoleår, der slutter i året før finansåret. For skoler, der ikke har modtaget tilskud i hele det skoleår, der slutter forud for finansåret, anvendes skoleformens gennemsnitlige lærerløn, der er summen af skolernes lønsum divideret med summen af skolernes lærertal.
Stk. 3. Skolens lærerlønfaktor er forholdet mellem skolens og skoleformens gennemsnitlige lærerløn. For efterskoler i 2006 påvirkes 45 procent af taxametertilskuddet, der fordeles på grundlag af det samlede årselevtal.
Stk. 4. Ved beregning af lærerlønnen indgår stedtillæg og centralt aftalte tillæg for heltidslærere og deltidslærere. Viceforstanderes løn beregnes pr. 1. april året før finansåret som skalatrin 35 tillagt et tillæg, der udgør 13.100 kr. (niveau 1. oktober 1997).
Stk. 5. Skolens lærertal beregnes således: 1) Heltidslærere, herunder vikarer for hvilke der ikke gives fuld lønkompensation, indgår med det løntrin, de er indplaceret på. 2) Deltidslærere, herunder vikarer for hvilke der ikke gives fuld lønkompensation, omregnes til heltidslærere i forhold til deres beskæftigelsesgrad og indgår med det løntrin, de er indplaceret på. 3) Viceforstandere medregnes med 1/3 lærerstilling. 4) Forstandere og personer i jobtilbud medregnes ikke.
Stk. 6. Ændres den lønmæssige indplacering for heltidslærere og deltidslærere i løbet af skoleåret, anvendes det løntrin, som læreren var indplaceret på ved skoleårets slutning eller ved ansættelsens ophør.
Stk. 7. Heltidslærere og deltidslærere, der ikke har været ansat i hele skoleåret, medregnes forholdsmæssigt efter det antal halve måneder, de har været ansat.
§ 26.§-link ↗
Til folkehøjskoler beregnes taxametertilskud til takst 1 og takst 2 på grundlag af 25 procent af årselevtallet i skoleåret 2004/2005 tillagt 75 procent af årselevtallet i skoleåret 2005/2006. Beregning af tilskud til særligt prioriterede elevgrupper
§ 27.§-link ↗
Tillægstakst i henhold til lovens § 23 a, stk. 1, ydes for elever på folkehøjskoler, efterskoler, husholdningsskoler og håndarbejdsskoler, der er omfattet af bilag 2 til denne bekendtgørelse, og som sidestilles med danske statsborgere efter § 13, stk. 2, nr. 2 og 4. Eleven skal oplyse skolen om eget og forældres fødested, statsborgerskab samt opholdsgrundlag.
§ 28.§-link ↗
Tillægstakst i henhold til lovens § 23 a, stk. 2, ydes for elever på folkehøjskoler, husholdningsskoler og håndarbejdsskoler, der er mindst 17½ år og endnu ikke er fyldt 25 år ved kursets begyndelse, og som ikke har gennemført en kompetencegivende uddannelse ud over 10. klasse. Udløsning af tillægstakst forudsætter, at skolen har indhentet oplysninger om elevens forudgående skolegang og uddannelsesforløb.
§ 29.§-link ↗
Tillægstakst i henhold til lovens § 23 a, stk. 3, ydes for elever på efterskoler, der deltager i et meritgivende brobygningsforløb af mindst 5 ugers varighed fra efterskolen til dele af et grundforløb i en erhvervsfaglig fællesindgang, dele af grundforløbet af de grundlæggende social- og sundhedsuddannelser eller dele af Modul 1A i landbrugets grunduddannelse. Det meritgivende brobygningsforløb kan sammensættes af dele fra de i 1. pkt. nævnte ungdomsuddannelser. Udløsning af tillægstakst forudsætter, at efterskolen indhenter dokumentation hos den skole, hvor eleven har gennemført sit meritgivende brobygningsforløb, for det antal uger, der kan gives merit for i en erhvervsrettet ungdomsuddannelse.
§ 30.§-link ↗
Tillægstakst i henhold til lovens § 23 a, stk. 4, ydes for undervisningspligtige elever på efterskoler, som i overensstemmelse med skriftlige oplysninger fra forældremyndighedsindehaveren ikke har afsluttet 9. klasse eller hermed ligestillet uddannelse.
§ 31.§-link ↗
Tillægstakst i henhold til lovens § 23 a, stk. 5, til danskundervisning for tosprogede elever ydes for efterskoleelever, der har et andet modersmål end dansk, og som er danske statsborgere eller har varig opholdstilladelse i Danmark. Skolens forstander træffer beslutning, om en elev skal tilbydes ekstra danskundervisning og kan støtte indstillingen på baggrund af en skriftlig vurdering fra lederen af elevens tidligere skole eller skriftlig udtalelse fra pædagogisk-psykologisk rådgivning i elevens tidligere skolekommune.
§ 32.§-link ↗
Ved beregning af årselevtallet til tilskud efter §§ 27-31, indgår kun elever, som har gennemført mindst 12 kursusuger på kurser af mindst 12 ugers varighed. Beregning af bygningstilskud
§ 33.§-link ↗
I en overgangsperiode, jf. stk. 3, fastsættes den enkelte skoles bygningstilskud som det største beløb af følgende mulige opgørelser af bygningstilskud: 1) Tilskud efter lovens § 24, stk. 1. 2) Skolens faste tilskud for det pågældende finansår beregnet efter modellen i bilag 3 til denne bekendtgørelse.
Stk. 2. Hvis en skole én gang har modtaget tilskud efter stk. 1, nr. 1, kan den ikke efterfølgende modtage tilskud efter stk. 1, nr. 2, uanset om skolens tilskud efter nr. 2 på et senere tidspunkt overstiger tilskuddet efter nr. 1.
Stk. 3. Overgangsperiodens længde fastsættes efter drøftelse med skoleformernes foreninger. Overgangsperioden ophører dog senest med udgangen af 2010.
§ 34.§-link ↗
Til skoler, der generhverver retten til tilskud efter § 2, kan der ydes bygningstilskud efter § 33, stk. 1, nr. 2, såfremt skolen på tidspunktet for tilskudsrettens bortfald modtog tilskud efter denne bestemmelse.
§ 35.§-link ↗
Bygningstilskud til kombinerede skoler beregnes for hver skoleform for sig.
Stk. 2. Til frie kostskoler, der er kombineret med en fri grundskole før den 1. januar 1992, ydes det faste tilskud efter fradrag af bygningstilskud i henhold til gældende regler for friskoler og private grundskoler m.v. Fra 1996 reduceres den frie kostskoles faste tilskud i forhold til forholdet i 1996 mellem den frie grundskoles bygningstilskud og den kombinerede skoles samlede bygningstilskud. Anvisning af tilskud
§ 36.§-link ↗
Grundtilskud efter lovens § 19 og den del af bygningstilskuddet, der efter lovens § 24, stk. 1, udgør grundtilskuddet til bygningstilskuddet, anvises kvartalsvis forud.
Stk. 2. Den del af bygningstilskuddet, der efter lovens § 24, stk. 1, beregnes på baggrund af tilskuddet pr. årselev eller skolens faste tilskud efter § 33, stk. 1, nr. 2, anvises månedsvis forud.
Stk. 3. Forskud for taxametertilskud, jf. lovens § 21, stk. 2, forskud for tillægstakster efter lovens §§ 22 og 23, samt forskud for tilskud til særligt prioriterede elevgrupper, jf. lovens §§ 23 a og 23 b, anvises månedsvis forud.
Stk. 4. Taxametertilskud til efterskoler indtil 1. januar 2007, jf. lovens § 21, stk. 4, anvises månedsvis forud. Tilskuddet reguleres ultimo november på grundlag af skolens årselevtal i det skoleår, der slutter i finansåret.
Stk. 5. Taxametertilskud, jf. lovens § 21, stk.1, tillægstakster, jf. lovens §§ 22 og 23, samt tilskud til særligt prioriterede elevgrupper, jf. lovens §§ 23 a og 23 b, beregnet på grundlag af årselevtallet i det skoleår, der slutter i finansåret, anvises ultimo november. Tilskud beregnet på grundlag af det opnåede årselevtal i finansåret anvises ultimo finansåret.
Stk. 6. Hvis en skole indstiller sin virksomhed, opgøres tilskuddet forholdsmæssigt på grundlag af årselevtallet i det senest afsluttede skoleår. For skoler, der ikke har været i drift i hele det skoleår, der slutter i året forud for finansåret, opgøres tilskuddet forholdsmæssigt på grundlag af årselevtallet i det senest afsluttede finansår.
§ 37.§-link ↗
Til folkehøjskoler afsættes en pulje til tilskud til kompensation for forstanderes, viceforstanderes og læreres fravær på grund af organisationsarbejde, kursusdeltagelse og seniorordninger, herunder frivillig fratræden, og til efterindtægt ved en forstanders, viceforstanders eller lærers død. Tilskud til kompensation for fravær ved organisationsarbejde, kursusdeltagelse samt efterindtægt opgøres ud fra følgende kriterier i det skoleår, der slutter i finansåret: 1) Ved efterindtægt efter dødsfald opgøres tilskud ud fra antal kalenderdage i efterindtægtsperioden. 2) Ved deltagelse i organisationsarbejde opgøres tilskud ud fra antal kalenderdage anvendt til organisationsarbejde, dog højst 21 kalenderdage pr. skoleår pr. ansat. 3) Ved deltagelse i kurser kan der højst ydes tilskud for 1 kursusdag pr. årselev i skoleåret for skolen som helhed. Kurset skal vare mindst 15 timer fordelt over mindst 2 dage. Eventuel lønrefusion for medregnede fraværsdage fratrækkes.
Stk. 2. Af den i stk. 1 nævnte pulje afsættes et beløb til tilskud til seniorordninger, herunder frivillig fratræden. Puljen fordeles på grundlag af skolernes ansøgninger pr. 1. oktober for det afsluttede skoleår. Tilskuddet kan højst udgøre 75 procent af udgifterne. Ikke forbrugte midler tilbageføres til puljen.
Stk. 3. Tilskud i henhold til stk. 1 og 2 udbetales på én gang efter udløbet af skoleåret. Tilskud til specialundervisning m.v. af elever med særlige behov og tilskud til undervisning m.v. af svært handicappede elever
§ 38.§-link ↗
Henvisning til specialundervisning eller anden specialpædagogisk bistand i folkeskolen i henhold til lovens § 3, stk. 3 og 5, kan kun ske i det omfang, skolen ikke selv kan varetage opgaven, og kun som midlertidigt, periodisk eller punktvist supplement til skolens eget specialundervisningstilbud.
§ 39.§-link ↗
I henhold til lovens § 25, stk. 1, ydes tilskud til specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand til elever, hvis udvikling kræver særlig hensyntagen eller støtte, som ikke kan ydes inden for rammerne af den almindelige undervisning.
Stk. 2. Specialundervisning eller anden specialpædagogisk bistand omfatter: 1) Særligt tilrettelagt undervisning inden for skolens fagrække. 2) Undervisning og træning i funktionsområder og arbejdsmetoder, hvis formål er at afhjælpe eller begrænse virkninger af psykiske, fysiske eller sensoriske funktionsvanskeligheder.
Stk. 3. Tilskud på grund af et samlet særligt undervisningstilbud kan ydes til efterskoler, husholdningsskoler og håndarbejdsskoler og til Egmont Højskolen og Nørgaards Højskole. Tilskud til øvrige skoler kan højst ydes til 50 procent af elevtallet på det enkelte kursus.
Stk. 4. Skoler med et samlet særligt undervisningstilbud skal beskrive dette i skolens undervisningsplan, jf. § 20.
§ 40.§-link ↗
Styrelsen for Statens Uddannelsesstøtte (styrelsen) administrerer tilskud i henhold til lovens § 25. Ansøgning om tilskud skal ske på skemaer, der er udarbejdet af styrelsen. Styrelsen kan hos skolen indhente de nødvendige oplysninger til brug for tilskuddenes fordeling og administration. Skolen skal bistå styrelsen i forbindelse med tildeling af støtten.
Stk. 2. Til ansøgningen for elever på efterskoler uanset alder samt elever på ungdomshøjskoler, husholdningsskoler og håndarbejdsskoler, der ikke er fyldt 18 år ved kursets begyndelse, vedlægges en udtalelse fra pædagogisk-psykologisk rådgivning i elevens tidligere skolekommune. Til ansøgningen for øvrige elever vedlægges en udtalelse fra skolen om elevens behov og en udtalelse fra en faglig, sagkyndig person, som er uafhængig af skolen.
Stk. 3. Til skoler med et samlet særligt undervisningstilbud ydes tilskud på grundlag af skolens undervisningsplan, jf. § 39, stk. 4.
Stk. 4. Ansøgningen skal så vidt muligt være styrelsen i hænde inden kursets begyndelse. Skoler med et samlet særligt undervisningstilbud skal dog søge om tilskud inden 1. maj før det kommende skoleår.
Stk. 5. Skolen skal underrette styrelsen om afbrydelse eller andre væsentlige ændringer i forhold til det ansøgte.
Stk. 6. Tilskud ydes for det antal hele kursusuger, som eleven har deltaget i. For skoler med et samlet særligt undervisningstilbud udbetales forskud ud fra det forventede årselevtal i skoleåret og reguleres ud fra forskellen mellem det forventede og det opnåede årselevtal i skoleåret.
§ 41.§-link ↗
Efterskoler, ungdomshøjskoler, husholdningsskoler og håndarbejdsskoler indberetter elever, jf. lovens § 41, der er indskrevet på skolen den 5. september i kalenderåret før bidragsopkrævningen, til Undervisningsministeriets Elevbase.
Stk. 2. Fordelingen af elever på bopælskommuner sker via udveksling af elevens personnummer med CPR-registret i Elevbasen. Bopælskommunen kan hente en liste med de bidragspligtige elever fra Undervisningsministeriets indberetnings- og brevportal.
Stk. 3. Finder kommunen, at en liste indeholder forkerte oplysninger, skal kommunen meddele dette til skolen. Skolen skal indberette eventuelle ændringer til Undervisningsministeriet. Kommunen kan ikke komme med indsigelser, der er i modstrid med CPR’s oplysninger den 5. september i kalenderåret før bidragsopkrævningen.
Stk. 4. Bidragspligten berøres ikke af, at eleven efter den 5. september flytter til en anden kommune, udmeldes af den pågældende skole eller af skolevirksomhedens ophør.
§ 42.§-link ↗
Amtsrådene betaler bidrag til staten for svært handicappede elever i henhold til lovens § 42, som staten i perioden fra den 1. april året før finansåret til den 31. marts i finansåret har godkendt til tilskud i henhold til lovens § 25.
Stk. 2. Elevernes fordeling på amtskommuner sker på grundlag af fordelingen på bopælskommuner, jf. § 41.
§ 43.§-link ↗
Kommunale og amtskommunale bidrag betales en gang årligt i det løbende finansår gennem modregning i udbetalingerne i juli måned fra Told- og Skatteforvaltningen af indkomstskat, statstilskud m.v.
§ 44.§-link ↗
Et lejeforhold, herunder leasingforhold, er af uvæsentligt omfang, jf. lovens § 7, stk. 3, og lovens § 39, stk. 3, 3. pkt., hvis lejen udgør 2,0 procent eller derunder af skolens samlede ejendomsudgifter, inklusiv prioritetsrenter og afskrivning på bygninger, inklusiv installationer.
§ 45.§-link ↗
Skolerne er omfattet af bestemmelserne i §§ 1-6 i lov om offentlige betalinger m.v. og regler udstedt i medfør heraf.
§ 46.§-link ↗
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2006, dog træder § 13, stk. 2, nr. 3, først i kraft den 1. august 2006.
Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 1230 af 18. december 2000 om tilskud m.v. til folkehøjskoler, efterskoler, husholdningsskoler og håndarbejdsskoler (frie kostskoler) ophæves. Reglen i § 15, stk. 2, nr. 3, finder dog anvendelse på kurser, der er begyndt før den 1. august 2006.