Bekendtgørelse nr. 1359 · 2005

Historisk

kvalitetsmærkeordningen

Bekendtgørelse om tilskud til information og markedsføring vedrørende fødevareprodukter produceret under kvalitetsmærkeordninger

Dokumentdato: 15. dec. 2005Kildeversion observeret: 27. sep. 2026Kilde kontrolleret: 27. sep. 2026
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

Kapitel 1 · Ordningens indhold

§ 1.§-link ↗

Formålet med ordningen er at fremme kendskabet til og afsætningen af fødevareprodukter til konsum, som er produceret under særlige kvalitetsmærkeordninger, jf. § 2, stk. 2. Foranstaltningen tager sigte på at fremhæve produkternes specifikke kendetegn eller fortrin som følge af kvalitetsordningens krav til først og fremmest kvalitet, særlige produktionsmetoder, dyrevelfærd og miljøhensyn, eller at videreformidle den tekniske og videnskabelige viden om disse produkter.

§ 2.§-link ↗

Direktoratet for FødevareErhverv kan inden for de af direktoratet fastsatte rammer efter ansøgning yde tilsagn om tilskud til oplysningskampagner, salgsfremstød og reklame med henblik på at informere forbrugerne om og gøre salgsfremstød for kvalitetsfødevareprodukter.

Stk. 2. Tilskud kan ydes til grupper af producenter og virksomheder, herefter benævnt producentsammenslutninger, der producerer i henhold til én af følgende kvalitetsordninger: 1) Rådets forordning (EØF) nr. 2081/1992 af 14. juli 1992 om beskyttelse af geografiske betegnelser og oprindelsesbetegnelser for landbrugsprodukter og levnedsmidler 2) Rådets forordning (EØF) nr. 2082/1992 af 14. juli 1992 om specificitetsattestering af landbrugsprodukter og levnedsmidler 3) Rådets forordning (EF) nr. 2092/1991 af 24. juni 1991 om økologisk produktionsmetode for landbrugsprodukter og om angivelse heraf på landbrugsprodukter og levnedsmidler.

Stk. 3. Ved producentsammenslutninger, jf. stk. 2, forstås enhver organisation, uanset retlig form, der består af minimum to producenter eller virksomheder, som deltager aktivt i en af de i stk. 2 nævnte kvalitetsordninger for et bestemt landbrugsprodukt eller en bestemt fødevare.

Stk. 4. Erhvervs- og brancheorganisationer, der er repræsentative for en eller flere sektorer, kan ikke få tilskud efter denne bekendtgørelse.

Stk. 5. Aktiviteter kan medfinansieres fra anden side. Dog kan tilskud under denne ordning ikke kombineres med tilskud under bekendtgørelsen om tilskud til fremme af tilpasningen og udviklingen af landdistrikterne og EU’s interne promotionsordning (Rådets forordning nr. 2826/2000).

Kapitel 2 · Administration

§ 3.§-link ↗

Direktoratet for FødevareErhverv 1) træffer afgørelser efter denne bekendtgørelse, og 2) foretager kontrol i forbindelse med sagsbehandling og udbetaling af tilskud.

Stk. 2. Direktoratet forestår den fysiske og efterfølgende kontrol.

Stk. 3. Til brug for den i stk. 2 nævnte kontrol kan der indhentes fornødne oplysninger fra andre myndigheder. Ansøgning om tilskud m.v.

§ 4.§-link ↗

Ansøgning om tilskud indgives til Direktoratet for FødevareErhverv.

Stk. 2. Ansøgning om tilskud skal udfærdiges på et særligt skema, der fås ved henvendelse til direktoratet.

Stk. 3. Ansøgning kan indgives fra den 2. januar 2006 og skal være direktoratet i hænde senest den 31. januar 2006.

§ 5.§-link ↗

Efter udløb af ansøgningsfristen, jf. § 4, stk. 3, træffer Direktoratet for FødevareErhverv afgørelse om tilsagn eller afslag.

Stk. 2. Hvis den i § 2 afsatte ramme ikke er tilstrækkelig til at melde tilsagn til alle ansøgninger, vil direktoratet foretage en prioritering heraf. Prioriteringen foretages ud fra en vurdering af projektets forventede effekter i forhold til at fremme kendskabet til og afsætningen af kvalitetsfødevarer, hvori blandt andet følgende parametre indgår: 1) projektets konkrete aktiviteter 2) projektets lokale forankring 3) ansøgers strategi og kompetencer 4) ansøgers egenfinansieringsevne

Stk. 3. Direktoratet kan indhente eksterne, faglige vurderinger af ansøgningerne.

§ 6.§-link ↗

Direktoratet for FødevareErhverv kan i tilsagnsskrivelsen fastsætte nærmere vilkår for tilsagnet.

§ 7.§-link ↗

Direktoratet for FødevareErhverv kan fastsætte nærmere krav til regnskab og revision vedrørende bevilget tilskud.

Kapitel 3 · Betingelser for tilskud

§ 8.§-link ↗

De tilskudsberettigede aktiviteter skal mindst udgøre 50.000 kr.

§ 9.§-link ↗

Projektet skal være afsluttet og anmodning om udbetaling være direktoratet for FødevareErhverv i hænde senest den 15. september 2006.

§ 10.§-link ↗

Følgende betingelser for tilsagn om tilskud skal være opfyldt: 1) Samtlige parter i den producentsammenslutning, der søger tilskud, skal på ansøgningstidspunktet være godkendt under én af de i § 2, stk. 2, nævnte kvalitetsordninger 2) Alt materiale skal svare til det i ansøgningen beskrevne 3) Aktiviteterne må ikke være rettet mod handelsmærker. Projektdeltagernes navne og logoer samt disses produkter kan dog indgå som et sekundært budskab 4) Materialerne må ikke tilskynde til forbrug af et produkt på grund af dets særlige oprindelse, med mindre produktet er omfattet af den kvalitetsforordning, der er indført ved Rådets forordning (EF) nr. 2081/92 om beskyttelse af geografiske betegnelser og oprindelser. Produktets oprindelse kan dog angives, hvis oprindelsen ikke fremtræder som hovedbudskabet 5) EF-logoet for de pågældende kvalitetsmærkeordninger skal anføres på alt materiale til oplysningskampagner, salgsfremstød og/eller reklame. 6) Samtlige parter i den producentsammenslutning, der søger tilskud, skal på ansøgningstidspunktet overholde de gældende regler med hensyn til miljø, herunder arbejdsmiljø, samt hygiejne og dyrevelfærd, som er fastsat i national lovgivning, eller som er fastsat af Det Europæiske Fællesskab, og 7) Ansøger skal kunne dokumentere egenfinansiering af projektet, jævnfør § 15, stk. 2.

Stk. 2. Ansøger skal forelægge alle materialer, jf. § 12, for Direktoratet for FødevareErhverv til forudgående godkendelse senest 10 arbejdsdage, før endelig produktion ønskes iværksat.

§ 11.§-link ↗

Senest ved udløbet af tilsagnsperioden skal projekter afrapporteres efter retningslinier, der fastsættes af Direktoratet for FødevareErhverv.

Stk. 2. Afrapportering skal indeholde en redegørelse for de aktiviteter, der er gennemført i forbindelse med projektet og for projektets effekter.

Kapitel 4 · Tilskudsberettigede aktiviteter

§ 12.§-link ↗

Der kan ydes tilskud til aktiviteter i forbindelse med oplysningskampagner, salgsfremstød og reklame på EU’s indre marked. Samlet set skal de støttede aktiviteter fremme afsætningen af kvalitetsprodukter. Aktiviteterne kan bestå af: 1) Deltagelse i og/eller arrangement af messer og udstillinger. 2) PR-tiltag og reklame via forskellige kommunikationsmidler eller på salgsstederne. 3) Andre aktiviteter i forbindelse med oplysningskampagner, salgsfremstød og reklame, som Direktoratet for FødevareErhverv vurderer kan give væsentlige bidrag til opfyldelse af ordningens formål.

§ 13.§-link ↗

Der kan ikke ydes tilskud til: 1) Aktiviteter, som er påbegyndt, inden Direktoratet for FødevareErhverv har givet tilsagn til at påbegynde projektet. 2) Finansierings- og pengeinstitutomkostninger og omkostninger i forbindelse med tilladelser fra offentlige myndigheder. 3) Moms, med mindre denne endeligt bæres af tilskudsmodtager.

§ 14.§-link ↗

Tilskud kan kun ydes til aktiviteter, der indgår i det godkendte projekt.

Stk. 2. Ændringer i det godkendte projekt må kun finde sted efter Direktoratet for FødevareErhvervs godkendelse og på betingelse af, at aktiviteten er en del af projektets samlede formål, og at aktiviteten er tilskudsberettiget efter de regler, der gælder på tidspunktet for indgivelse af ansøgning om ændring af aktiviteter.

Stk. 3. Tilskuddet kan ikke forhøjes i forbindelse med ændring af aktiviteter i projektet.

Kapitel 5 · Beregning af tilskud

§ 15.§-link ↗

Der kan efter denne bekendtgørelse ydes tilskud på maksimalt 70 pct. af de godkendte tilskudsberettigede udgifter.

Stk. 2. Tilskudsmodtagers egenfinansiering skal mindst udgøre 30 pct., der enten kan være lån eller egne midler.

Stk. 3. Andre tilskud til projektet end tilskud, der ydes efter denne bekendtgørelse, skal meddeles Direktoratet for FødevareErhverv, jf. § 2, stk. 5.

Kapitel 6 · Udbetaling af tilskud

§ 16.§-link ↗

Udbetaling af tilskud sker på baggrund af ansøgers opgørelse over afholdte udgifter. Anmodning om udbetaling af tilskud skal ske på et særligt skema, der fås hos Direktoratet for FødevareErhverv.

Stk. 2. Tilskud kan udbetales i indtil 2 rater. De enkelte rater skal udgøre mindst 30 pct. af det totale tilsagnsbeløb.

Stk. 3. Slutudbetaling kan først foretages, når projektet er afsluttet.

Stk. 4. Det er en betingelse for udbetaling af tilskud, at tilskudsmodtageren anviser en konto i et pengeinstitut, hvortil tilskuddet kan overføres.

§ 17.§-link ↗

Erklæring om projektets forløb, udgiftsopgørelse og regnskab for projektet skal attesteres af en registreret eller statsautoriseret revisor.

Kapitel 7 · Underretningspligt

§ 18.§-link ↗

En tilskudsmodtager skal i den periode, hvor betingelserne for tilskud skal opfyldes, på forlangende afgive erklæring til Direktoratet for FødevareErhverv om, hvorvidt betingelserne for tilskud fortsat opfyldes.

Stk. 2. En tilskudsmodtager er forpligtet til at give direktoratet meddelelse om forhold, der kan medføre tilsagnets bortfald efter § 19.

Kapitel 8 · Bortfald og tilbagebetaling af tilskud

§ 19.§-link ↗

Tilsagn om tilskud og tilskud efter denne bekendtgørelse bortfalder, 1) hvis betingelserne for tilskud ikke længere er opfyldt, 2) hvis ansøgeren har givet urigtige eller vildledende oplysninger eller har fortiet oplysninger af betydning for sagens afgørelse, 3) hvis projektet ikke gennemføres i overensstemmelse med den godkendte ansøgning, 4) hvis der ikke ydes den fornødne bistand ved kontrollens gennemførelse, 5) ved ejer- eller brugerskifte, medmindre den nye ejer eller bruger efter ansøgning herom indtræder i rettigheder og forpligtelser efter tilsagnet om tilskud, 6) hvis ansøger ikke foretager den rapportering, der fremgår af tilsagnsskrivelsen, eller som Direktoratet for FødevareErhverv anmoder om, 7) hvis ansøger tilsidesætter de fastsatte krav til regnskab og revision, herunder hvis projektregnskab og bilag ikke opbevares tilgængeligt i 5 år, eller 8) hvis ansøger ikke inden for 6 måneder skriftligt har meddelt direktoratet, at projektet er igangsat, eller direktoratet har godkendt en udsættelse af projektet.

Stk. 2. Direktoratet kan bestemme, at tilskud helt eller delvis skal tilbagebetales med tillæg af renter, hvis der foreligger væsentlige fejl eller forsømmelser fra modtagerens side, herunder hvis modtageren har overtrådt bestemmelserne i § 19, stk. 1. Rentetillægget beregnes fra tidspunktet for meddelelse af tilbagebetalingskravet til tilbagebetaling sker og med den rentesats, der er fastsat i henhold til § 5 i renteloven.

Stk. 3. Stk. 2 finder ikke anvendelse i tilfælde af force majeure, herunder navnlig hvis 1) en væsentlig del af ansøgers virksomhed eksproprieres, og ekspropriationen ikke kunne forudses på ansøgningstidspunktet, 2) der indtræffer en naturkatastrofe, som i væsentlig grad berører ansøgers virksomhed, eller 3) der ikke kan findes afsætning for ansøgers produkter som følge af handelsblokader eller lignende.

Kapitel 9 · Udelukkelse

§ 20.§-link ↗

En ansøger udelukkes fra at ansøge om tilskud, hvis ansøger med forsæt eller ved grov uagtsomhed har afgivet urigtige oplysninger af betydning for modtagelse af tilskud.

Stk. 2. Udelukkelse sker for det pågældende kalenderår, hvis der er tale om grov uagtsomhed, medens udelukkelse også sker for det følgende år, hvis urigtige oplysninger er afgivet med forsæt.

Kapitel 10 · Forenelighed og sammenhæng

§ 21.§-link ↗

Der kan ikke samtidig ydes støtte til en og samme foranstaltning i henhold til Rådets forordning (EF) nr. 1257/1999 om støtte til udvikling af landdistrikterne fra Den Europæiske Udviklings- og Garantifond for Landbruget ( EU GFL) og om ændring og ophævelse af visse forordninger, og i henhold til andre fællesskabsstøtteordninger.

Stk. 2. Støtte til flere foranstaltninger i henhold til den i stk. 1 nævnte forordning kan kun kombineres, hvis foranstaltningerne hænger sammen og er indbyrdes forenelige.

Kapitel 11 · Klageadgang

§ 22.§-link ↗

Klage over afgørelser truffet efter denne bekendtgørelse indgives efter reglerne i bekendtgørelse om Direktoratet for FødevareErhvervs opgaver og beføjelser.

Kapitel 12 · Straffebestemmelser

§ 23.§-link ↗

Efter § 26, stk. 1 i landdistriktsstøtteloven, straffes med bøde den, der 1) til brug for afgørelser, der træffes i henhold til loven eller de i medfør af loven fastsatte regler, afgiver urigtige eller vildledende oplysninger eller fortier oplysninger af betydning for afgørelsen, 2) handler i strid med de vilkår, der er fastsat i en sådan afgørelse, 3) i øvrigt undlader at give oplysninger, som den pågældende har pligt til at give i henhold til loven eller denne bekendtgørelse, eller 4) afgiver urigtige eller vildledende oplysninger om sådanne forhold.

Stk. 2. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

Kapitel 13 · Ikrafttrædelse

§ 24.§-link ↗

Bekendtgørelsen træder i kraft den 2. januar 2006.