Bekendtgørelse nr. 1280 · 2005

Historisk

Bekendtgørelse om udførelse og sløjfning af boringer og brønde på land

Bekendtgørelse om udførelse og sløjfning af boringer og brønde på land

Dokumentdato: 12. dec. 2005Kildeversion observeret: 27. sep. 2026Kilde kontrolleret: 27. sep. 2026
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

Kapitel 1 · Almindelige bestemmelser

§ 1.§-link ↗

Bekendtgørelsens regler skal anvendes ved etablering af nye boringer til indvinding af grundvand, pejling, monitering og grundvandssænkning, boringer med miljø- og geotekniske formål, boringer til tilledning af vand til undergrunden, råstofboringer og andre boringer, der ikke er omfattet af lov om anvendelse af Danmarks undergrund, jf. lovbekendtgørelse nr. 526 af 11. juni 2002, som senest ændret ved § 12 i lov nr. 442 af 9. juni 2004.

Stk. 2. Bekendtgørelsens regler skal endvidere anvendes ved væsentlige udbedringer eller ændringer af eksisterende boringer, samt ved sløjfning af boringer og brønde.

Stk. 3. Ved anvendelse af reglerne i denne bekendtgørelse skal definitionerne i bilag 1 lægges til grund.

§ 2.§-link ↗

Kategori A-boringer omfatter følgende boringer: 1) Boringer til vandindvinding, jf. vandforsyningslovens §§18 og 20, herunder undersøgelsesboringer, prøveboringer og boringer til kortlægning af vandressourcer m.v. 2) Boringer til permanent grundvandssænkning. 3) Boringer til midlertidig grundvandssænkning, som kræver tilladelse efter vandforsyningslovens § 26. 4) Permanente pejleboringer. 5) Moniteringsboringer. 6) Miljøtekniske boringer, hvor der efterlades filter- eller forerør. 7) Miljøtekniske afværgeboringer. 8) Boringer til tilledning af vand til undergrunden. 9) Andre boringer, hvor der efterlades filter- eller forerør.

§ 3.§-link ↗

Kategori B-boringer omfatter følgende boringer: 1) Boringer til midlertidig grundvandssænkning, der ikke kræver tilladelse efter vandforsyningslovens §§ 26, stk. 2, og 27. 2) Miljøtekniske boringer, hvor der ikke efterlades filter- eller forerør. 3) Geotekniske boringer. 4) Råstofboringer. 5) Andre boringer, hvor der ikke efterlades filter- eller forerør.

§ 4.§-link ↗

Etablering og sløjfning m.v. af boringer og brønde i henhold til denne bekendtgørelse skal udføres af personer, der opfylder de fastsatte krav i bekendtgørelse om uddannelse af personer, der udfører boringer på land.

Kapitel 2 · Kategori A-boringer Borestedets placering, borearbejdets udførelse og boringens indretning

§ 5.§-link ↗

Borearbejder må først påbegyndes, efter at der er indhentet tilladelse efter vandforsyningslovens kapitel 4 eller 5 eller efter miljøbeskyttelseslovens § 19, stk. 1, eller foretaget anmeldelse efter vandforsyningslovens § 21, stk. 2.

Stk. 2. Den, der udfører borearbejdet, skal sikre sig, at tilladelse foreligger, inden arbejdet igangsættes, eller at anmeldelse efter vandforsyningslovens § 21, stk. 2, er foretaget.

Stk. 3. Senest 10 arbejdsdage før et borearbejde påbegyndes, skal den, der udfører borearbejdet, underrette kommunalbestyrelsen, om tidspunktet for arbejdets påbegyndelse. Dette gælder dog ikke arbejder efter vandforsyningslovens § 21, stk. 2.

§ 6.§-link ↗

Tilladelser kan indeholde vilkår, som f.eks: 1) Borearbejdets formål. 2) Udførelse og indretning af boring og overbygning, herunder materialer og eventuel installation af prøvehane til udtagning af råvandsprøver. 3) Renpumpning og tilbagepejling. 4) Prøvepumpning. 5) Underretning af kommunalbestyrelsen, om tidspunkt for forerørssætning og tætning. 6) Underretning af kommunalbestyrelsen, om tidspunkt for renpumpning. 7) Koordinat- og kotesætning af boringen. 8) Indberetning til GEUS, jf. kapitel 5. 9) Mærkning af boringen til identifikation, f.eks. ved angivelse af Borearkiv nr. (DGU nr.) på boringen. 10) Hvornår og hvordan boringen skal sløjfes.

§ 7.§-link ↗

Kommunalbestyrelsen godkender borestedet, inden der udstedes tilladelse. Borestedet skal fremgå af tilladelsen.

Stk. 2. Ved godkendelse af borested skal det sikres, at boringen placeres, så den ikke er udsat for påkørsel eller anden beskadigelse.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen kan i tilladelsen angive et afgrænset areal som borested, når særlige grunde taler for det, f.eks. ved forureningsundersøgelser.

§ 8.§-link ↗

Kommunalbestyrelsen skal besigtige borestedet for vandindvindingsboringer, undersøgelses- og prøveboringer til almene vandforsyningsanlæg inden godkendelsen, jf. § 7.

Stk. 2. Ved godkendelse af borested for vandindvindingsboringer skal det sikres, at indvindingen er beskyttet mod forurening fra omkringliggende forureningskilder, samt at boringen til stadighed er let tilgængelig for eftersyn og vedligeholdelse.

Stk. 3. Vandindvindingsboringer skal så vidt muligt placeres således, at terrænet ved boringen ligger højere end det umiddelbart omgivende terræn og over den maksimale vandstand, som kan ventes at forekomme i nærliggende vandløb og søer m.v. som følge af tøbrudsoversvømmelser eller højvande.

Stk. 4. Ved boringer, jf. vandforsyningslovens § 21, skal der omkring borestedet kunne etableres et fredningsbælte på mindst 5 meter.

Stk. 5. Vandindvindingsboringer må ikke placeres i bygninger, der tjener til andet formål end vandforsyning.

Stk. 6. Placeres en boring i bunden af en eksisterende brønd, skal denne opfyldes efter reglerne i § 31 med henblik på etablering af en overbygning, jf. § 12.

§ 9.§-link ↗

Borearbejdet skal tilrettelægges og udføres således, at grundvandsmagasiner ikke forurenes.

Stk. 2. Mellemrummet mellem forerør og omkringliggende jordlag skal tætnes ved opfyldning med materialer af en sådan beskaffenhed, at grundvand ikke forurenes ved nedsivning langs forerøret, og således at uønsket vandudveksling mellem forskellige magasiner ikke finder sted.

Stk. 3. Forerørssamlinger skal være vandtætte.

Stk. 4. Umiddelbart efter borearbejdets afslutning skal boringens forerør lukkes med tætsluttende, fastspændt prop eller dæksel.

§ 10.§-link ↗

Under borearbejdet skal der udtages jordprøver samt noteres oplysninger om gennemborede jordlag og målte vandstande til brug for indberetning, jf. kapitel 5.

§ 11.§-link ↗

Forerøret skal foroven afsluttes mindst 0,2 m over bund eller gulv i overbygning, eller 0,5 m over naturligt terræn. Gennemføring for forerør skal være tæt, således at overfladevand, kondensvand eller andre forureninger ikke kan trænge ned i forerøret, og således at grundvand ikke kan trænge op i overbygningen.

Stk. 2. Alle boringer skal kunne pejles manuelt, og pejlerøret/studsen skal have en diameter på mindst 25 mm, med mindre andet fremgår af boretilladelsen.

§ 12.§-link ↗

Omkring forerøret skal der indrettes en fritliggende, let tilgængelig overbygning, som ikke må tjene andre formål end beskyttelse af boringen og tilhørende installationer.

Stk. 2. Overbygningen til vandindvindingsboringer, afværgeboringer, moniteringsboringer, permanente grundvandssænkningsboringer og pejleboringer med vandtryk over terræn skal udformes som en råvandsstation, jf. § 13.

Stk. 3. Overbygningen til midlertidige grundvandssænkningsboringer, pejleboringer med vandtryk under terræn og miljøtekniske boringer kan udformes som et aflåseligt dæksel på beskyttelsesrøret.

§ 13.§-link ↗

Råvandsstationen skal 1) beskytte installation og grundvand mod indtrængning af forurening, herunder også overfladevand, 2) være uden afløb, 3) beskytte installationen mod frost, 4) beskytte boring og installation mod mekanisk påvirkning, 5) give rimelige arbejdsvilkår for reparatører og tilsynsførende, og 6) være aflåselig.

Stk. 2. Råvandsstationen skal udføres således, at opdrift eller sætninger ikke beskadiger konstruktionen, boringen, rørgennemføringer eller de øvrige installationer. Jordoverfladen skal i alle retninger have fald væk fra råvandsstationen, således at denne holdes tør.

Stk. 3. Råvandsstationen kan udformes som installationsbrønd af glasfiber, beton eller lignende tæt materiale, eller som en råvandsstation på terræn.

Stk. 4. For boringer, der ikke skal benyttes til almen vandforsyning, kan råvandsstationen dog udformes som en adapterkonstruktion.

§ 14.§-link ↗

Etableres råvandsstationen som en installationsbrønd af beton, skal denne være udført med tætsluttende dæksel, tætte sider og tæt bund, eventuelt med fald mod anordning for tømning i form af tæt sump uden afløb. Gennemføringer for rør og kabler skal være vandtætte.

Stk. 2. Etableres råvandsstationen som glasfiberinstallationsbrønd eller af lignende tætte materialer, skal den være udført med tætsluttende nedgangslem og være vandtæt. Gennemføringer for rør og kabler skal være vandtætte.

Stk. 3. Etableres råvandsstationen på terræn, skal den være udført således, at vandindtrængning ikke kan finde sted. Gennemføringer for rør og kabler skal være vandtætte.

Stk. 4. Etableres råvandsstationen som adapterkonstruktion, skal forerøret føres mindst 0,5 m over terræn og afsluttes med en vandtæt forerørsafslutning, som kan indeholde vandtæt kabelindføring. Forerøret skal forsynes med aflåseligt beskyttelsesrør eller, for forerør af stål som er ført mindst 3 m under terræn, med en aflåselig forerørsafslutning.

§ 15.§-link ↗

Pumpeinstallationer skal indrettes således, at der er mulighed for installation af vandmåler. Det gælder dog ikke for hævertanlæg.

Stk. 2. Når der installeres pumpe, skal forerørsafslutningen afpasses efter pumpeanlægget, og gennemføringer for pumperør og kabler udføres vandtæt. Forerørsafslutningen skal let kunne afmonteres og i øvrigt udføres således, at sætninger af overbygningen kan ske, uden at boringen beskadiges.

Stk. 3. Hvis forerørsafslutningen er forsynet med udluftning, skal denne være ført op over terrænhøjde, og mindst være 0,5 m over gulv i overbygningen. Udluftningen skal have en diameter på mindst 15 mm. Åbningen skal vende nedad og være forsynet med insektnet.

§ 16.§-link ↗

Anvendte materialer skal besidde tilstrækkelig styrke og holdbarhed til, at de kan modstå mekaniske påvirkninger, erosion samt kemisk og galvanisk korrosion.

Stk. 2. Materialerne skal så vidt muligt have glatte overflader, som hindrer samlinger af fugt og snavs, og som er lette at renholde og vedligeholde.

Stk. 3. Materialer, der under borearbejdet eller i den færdigt indrettede boring kan komme i berøring med vandet eller de gennemborede jordlag, må kun indeholde stoffer, der afgives til vandet i sådanne mængder, at påvirkningen af vandet i fysisk, kemisk, mikrobiologisk eller anden henseende er uden betydning for anvendelsen af vandet til drikkevand og for afledning af oppumpet grundvand fra boringen til overfladevand, jord og lignende.

Kapitel 3 · Kategori B-boringer Borearbejdets udførelse og boringens indretning

§ 17.§-link ↗

Borearbejder må først påbegyndes efter anmeldelse til kommunalbestyrelsen, og kan påbegyndes 14 dage efter anmeldelsen, medmindre kommunalbestyrelsen inden da har gjort indsigelse imod det.

Stk. 2. Anmeldelsen skal indeholde oplysning om formål, placering, forventet boredybde og udførelsestidspunkt, samt om forventet tidspunkt og metode for sløjfning af boringen.

Stk. 3. Råstofboringer og geotekniske boringer kan dog udføres uden forudgående anmeldelse.

Stk. 4. Den, der udfører borearbejdet, skal sikre sig, at anmeldelse har fundet sted, inden arbejdet igangsættes.

Stk. 5. Forinden et borearbejde påbegyndes, skal den, der udfører borearbejdet, underrette kommunalbestyrelsen om tidspunktet for arbejdets påbegyndelse. Dette gælder dog ikke geotekniske boringer.

§ 18.§-link ↗

Borearbejdet skal tilrettelægges og udføres således, at boringen ikke medfører risiko for, at grundvandet forurenes. Bestemmelserne i §§ 9 og 16 finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 2. Når en boring ikke længere er i brug, skal ejeren sørge for, at den bliver sløjfet, senest 1 måned efter at brugen er ophørt.

§ 19.§-link ↗

Under borearbejdet skal der udtages jordprøver og noteres oplysninger om de gennemborede jordlag til brug for indberetning, jf. kapitel 5.

Kapitel 4 · Renpumpning, prøvepumpning og regenerering

§ 20.§-link ↗

Boringer til indvinding af vand skal altid renpumpes efter udførelsen.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan forlange oplysning om, hvornår renpumpningen forventes påbegyndt.

§ 21.§-link ↗

Regenerering af en boring skal anmeldes til kommunalbestyrelsen, med angivelse af den benyttede metode.

Stk. 2. Den, der udfører regenerering af en boring, skal sikre sig, at anmeldelse har fundet sted.

Kapitel 5 · Indberetning af udførte boringer og resultater af undersøgelser.

§ 22.§-link ↗

Den, der forestår udførelsen af en boring efter vand eller en råstofboring, skal inden 3 måneder efter udførelsen indberette oplysninger om boringen til Danmarks og Grønlands Geologiske Undersøgelse (GEUS). Tilsvarende gælder for andre boringer, når tilladelsen indeholder vilkår om indberetning.

Stk. 2. Indberetning, jf. stk. 1, skal ske i digital form på et format fastsat af GEUS. Indberetning skal indeholde oplysninger som anført i bilag 2, og den skal være ledsaget af jordartsprøver af de gennemborede jordlag, jf. § 23.

§ 23.§-link ↗

For boringer, der skal indberettes, jf. § 22, skal den, der forestår boringen, inden 3 måneder efter udførelsen indsende prøver af de gennemborede jordlag sammen med en papirkopi af borerapporten. Prøver skal udtages og mærkes som anført i bilag 2.

Stk. 2. Hvis der er foretaget analyser af prøvematerialet, skal rekvirenten indsende kopi af resultaterne til GEUS, jf. bilag 2.

Stk. 3. Forurenede jordprøver må ikke indsendes til GEUS uden forudgående aftale. Indsendte forurenede jordprøver skal være tydeligt mærkede med oplysning om, at de er forurenede, samt så vidt muligt oplysning om forureningens art.

§ 24.§-link ↗

Den, der forestår udførelsen af en boring efter vand, skal til kommunalbestyrelsen, og til GEUS indsende kopi af resultaterne af de fysiske, kemiske og mikrobiologiske undersøgelser af vandet, som er foretaget i forbindelse med etableringen af boringen.

Stk. 2. Den, der forestår geofysiske undersøgelser (borehulslogs) i en boring, skal indsende en kopi af resultaterne til GEUS.

Kapitel 6 · Sløjfning af boringer og brønde

§ 25.§-link ↗

Sløjfning af boringer etableret med fore- og filterrør og sløjfning af brønde skal af ejeren anmeldes til kommunalbestyrelsen, mindst 2 uger før arbejdets udførelse med angivelse af metode og materialer.

Stk. 2. Der kræves ikke særskilt anmeldelse, hvor sløjfning er anmeldt, jf. § 17, stk. 2, eller hvor boringen ikke kræver anmeldelse, jf. § 17, stk. 3.

§ 26.§-link ↗

Den, der sløjfer en boring, skal inden 3 måneder efter sløjfningen indberette dette til GEUS.

Stk. 2. Indberetning, jf. stk. 1, skal ske i digital form på et format fastsat af GEUS. Indberetning skal indeholde oplysninger som anført i bilag 2.

§ 27.§-link ↗

Kommunalbestyrelsen, kan påbyde sløjfning af overflødige boringer og brønde.

§ 28.§-link ↗

Sløjfning af boringer og brønde skal foretages således, at der ikke gennem anlægget kan ske forurening af grundvandet eller udveksling af vand mellem forskellige grundvandsmagasiner.

§ 29.§-link ↗

Ved sløjfning af boringer udbygget med fore- og filterrør skal forerør fjernes til mindst 1 m under terræn.

Stk. 2. Hullet over det afkortede forerør skal fyldes og stampes med forseglende materiale, såsom lergranulat eller bentonit/cementsuspension.

§ 30.§-link ↗

Efterlades der ikke forerør, og er der boret i lerlag, skal lerlagets forseglende evne retableres. Under opfyldning med forseglende materiale skal det påses, at opfyldningen sker i lerlagets dybde og mindst svarende til tykkelsen af lerlaget.

Stk. 2. Boringer, som er indtil 10 m dybe, hvor der alene er truffet tørt sand, og hvor der ikke efterlades forerør, kan fyldes med sand. Dog fyldes og stampes som minimum den øverste meter ved terræn med forseglende materiale, såsom lergranulat eller bentonit/cementsuspension.

§ 31.§-link ↗

Ved sløjfning af brønde skal disse oprenses og rengøres i bunden. Herover fyldes med materialer af en sådan beskaffenhed, at der ikke kan ske nedsivning af overfladevand eller vandudveksling mellem grundvandsmagasiner gennem anlægget. Brøndvæggen skal fjernes til en dybde af minimum 1 m under terræn.

Kapitel 7 · Klage

§ 32.§-link ↗

Påbud om sløjfning af boringer, jf. § 27, kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.

Kapitel 8 · Straffebestemmelser og ikrafttræden

§ 33.§-link ↗

Medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning, straffes med bøde den, der 1) overtræder § 4, 2) undlader at indhente tilladelse, jf. § 5, stk. 1, 3) overtræder § 8, stk. 4-6, §§ 9-11, § 12, stk. 1 og 2, § 13, stk. 1 og 2, §§ 14-16, §§ 18-19, § 20, stk. 1, § 28, § 29, § 30, stk. 1 eller § 31, 4) undlader at foretage anmeldelse jf. § 17, stk. 1 og 2, § 21 eller § 25, stk. 1, eller underretning jf. § 5, stk. 3 eller § 17, stk. 5, 5) undlader at indberette jf. §§ 22-24 eller § 26, 6) undlader at efterkomme påbud efter § 27.

Stk. 2. Der kan pålægges selskaber m.v. strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

§ 34.§-link ↗

Bekendtgørelse træder i kraft den 1. januar 2007 og ophæves automatisk den 1. september 2007, medmindre andet bestemmes inden denne dato, jf. Justitsministeriets skrivelse af 28. februar 2002 om en forsøgsordning om anvendelse af automatiske ophørsklausuler i visse bekendtgørelser på miljø- og arbejdsmiljøområdet.

Stk. 2. Ansøgning om tilladelse, som er indkommet inden 1. september 2002, behandles dog efter de hidtil gældende regler.

Stk. 3. Tilladelser, der er meddelt efter de hidtidige regler, bevarer deres gyldighed.

Stk. 4. Indberetning, jf. § 22, stk. 2, og § 26, stk. 2, kan efter aftale med GEUS i en overgangsperiode ske på papir.