§ 1.§-link ↗
Anmeldelse af en fusion efter konkurrencelovens § 12 b, stk. 1, eller § 12 c, stk. 7, skal indgives til Konkurrencestyrelsen af en eller flere af de virksomheder, der deltager i fusionen.
Stk. 2. Anmeldelse til Konkurrencestyrelsen kan ske i elektronisk form. I så fald erstattes den personlige underskrift i erklæringen i skema K2, der er bilag til denne bekendtgørelse, af en elektronisk signatur. Ledsagende dokumenter kan vedlægges i kopi.
§ 2.§-link ↗
Anmeldelsen skal indeholde de oplysninger og dokumenter, der er angivet i skema K2, for at være en fuldstændig anmeldelse efter konkurrencelovens § 12 d, stk. 1 og 2.
Stk. 2. Anmelder kan anmode om, at anmeldelsen sidestilles med en fuldstændig anmeldelse, selvom visse af de i skema K2 nævnte oplysninger ikke er givet. En sådan anmodning skal ledsages af en begrundelse for, hvorfor oplysningerne ikke er nødvendige for Konkurrencerådets vurdering af fusionen.
Stk. 3. Konkurrencerådet oplyser senest 8 hverdage efter modtagelsen af anmeldelsen, hvorvidt anmeldelsen er fuldstændig. Beslutter Konkurrencerådet, at en anmeldelse er ufuldstændig, giver rådet straks anmelder skriftlig eller elektronisk besked herom og fastsætter, hvilke oplysninger der skal afgives samt fristen herfor. Fuldstændig anmeldelse anses først indgivet den dag, hvor Konkurrencestyrelsen har modtaget de udbedte oplysninger.
§ 3.§-link ↗
Finder Konkurrencerådet, at den anmeldte transaktion ikke er omfattet af konkurrencelovens § 12 a, jf. § 12, stk. 1, underretter rådet skriftligt eller elektronisk anmelder herom. Senest 4 uger herefter kan anmelder anmode Konkurrencerådet om at behandle anmeldelsen som en anmeldelse efter konkurrencelovens § 8, stk. 1, § 9, stk. 1, 1. pkt., § 11, stk. 2, 1. pkt., eller § 11, stk. 5.
Stk. 2. Konkurrencerådet kan kræve, at oplysningerne i anmeldelsen suppleres, hvis dette er nødvendigt for at kunne bedømme transaktionen efter konkurrencelovens § 8, stk. 1, § 9, 1. pkt., § 11, stk. 2, 1. pkt., eller § 11, stk. 5. Rådet fastsætter en frist for afgivelse af de supplerende oplysninger. Anmeldelsen anses i så fald for at være modtaget på det tidspunkt, hvor transaktionen blev anmeldt som en fusion.
§ 4.§-link ↗
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 2005.
Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 235 af 27. marts 2003 om anmeldelse af fusioner ophæves.