Dokumenttekst
Dokumenttekst
Bekendtgørelse om ændring af bekendtgørelse om kommunens tilskud til brug for dagtilbud til børn, forældrenes egenbetaling og fripladstilskud m.v. § 1 I Socialministeriets bekendtgørelse nr. 890 af 6. november 2003 om kommunens tilskud til brug for dagtilbud til børn, forældrenes egenbetaling og fripladstilskud m.v., som ændret ved bekendtgørelse nr. 146 af 5. marts 2004, foretages følgende ændringer: 1. § 1 affattes således: » § 1. Kommunens tilskud til brug for dagtilbud fastsættes til mindst 67 pct. og forældrenes egenbetaling til højst 33 pct. af de budgetterede bruttodriftsudgifter pr. plads enten i det enkelte dagtilbud eller af de gennemsnitlige bruttodriftsudgifter i dagtilbud af samme type i kommunen. Stk. 2. Tilskud og egenbetaling efter stk.1 kan fastsættes således, at de varierer med barnets alder under hensyn til udgifterne vedrørende pågældende aldersgruppe. Kommunen afgør, om tilskudsprocenten skal være den samme i forhold til alle typer af dagtilbud og alle aldersgrupper. Stk. 3. Tilskudsprocenten kan ikke være mindre end 70 pct. i forhold til forældre, hvis børn har plads i dagtilbud til børn i skolealderen, og forældre, der efter kapitel 5 har fået bevilget fuld eller delvis fripladstilskud.« 2. § 2 ophæves. 3. I § 4 ændres »30 pct.« til: »33 pct.«. 4. Overskriften til kapitel 2 affattes således: » Pasningsgaranti efter lov om social service § 15 a« 5. § 6 affattes således: » § 6. Kommunen skal fra den 1. juli 2006 tilbyde forældrene pasningsgaranti for alle børn i alderen fra 6 måneder (26 uger) og indtil barnet begynder i børnehaveklasse eller første klasse, hvis barnet ikke optages i børnehaveklasse, i et dagtilbud efter §§ 9-11 i serviceloven. Kommunens tilskud og forældrenes egenbetaling fastsættes efter § 1. Stk. 2. Kommuner, som ikke har indført pasningsgaranti, jf. stk. 1, skal senest den 1. juli 2005 tilbyde pasningsgaranti for alle børn i alderen 9 måneder og indtil barnet begynder i børnehaveklasse eller første klasse, hvis barnet ikke optages i børnehaveklasse. Kommunen kan i forbindelse hermed fastsætte kommunens tilskud til mindst 69 pct. og forældrenes egenbetaling til højst 31 pct. af de budgetterede bruttodriftsudgifter ved ophold i dagtilbud i opholdskommunen. Stk. 3. Indtil kommunen har indført pasningsgaranti, jf. stk. 2, fastsættes kommunens tilskud til mindst 70 pct. og forældrenes egenbetaling til højst 30 pct. af de budgetterede bruttodriftsudgifter ved ophold i dagtilbud i opholdskommunen.« 6. § 7 affattes således: » § 7. Kommunen fastsætter en ansøgningsfrist for forældre, som søger et barn optaget i dagtilbud i direkte forlængelse af barselorlov, jf. § 7, stk. 2, i lov om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse og barselorlov. For at opfylde pasningsgarantien for forældre, der søger om plads inden for den fastsatte frist, skal kommunen kunne tilbyde en plads senest 4 uger efter barnet er 6 måneder, såfremt forældrene ønsker det, uanset om forældrene afholder barsel. Stk. 2. Hvis forældre overskrider ansøgningsfristen efter stk. 1, kan kommunen forlænge perioden, inden for hvilken kommunen skal tilbyde en plads, med en periode svarende til overskridelsen. Barnet skal dog være sikret en plads senest 3 måneder efter afholdelse af barselorlov, såfremt forældrene har søgt under barselsperioden. Stk. 3. I andre situationer end efter stk. 1 og 2, herunder afholdelse af udskudt barselorlov efter § 7, stk. 3-5, i lov om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse og barselorlov, skal barnet være sikret en plads senest 3 måneder efter ansøgningstidspunktet. Stk. 4. Kommunen giver forældrene skriftlig meddelelse om, hvilken dato deres barn senest er garanteret optagelse i dagtilbud efter stk. 1-3 (garantidatoen). Stk. 5. Pasningsgarantien er ikke opfyldt, hvis kommunen mod forældrenes ønske anviser plads i et åbent pædagogisk tilbud, en legestue eller andet, som ikke udgør et egentligt dagtilbud.« 7. § 8 affattes således: » § 8. Kommunen har pligt til at hæve tilskuddet til brug for dagtilbud til mindst 70 pct. af de budgetterede bruttodriftsudgifter og nedsætte forældrenes egenbetaling til højst 30 pct., hvis pasningsgarantien ikke kan opfyldes. Pasningsgarantien er brudt, hvis et barn ikke kan anvises plads fra garantidatoen, jf. § 7, stk. 4. Stk. 2. Tilskuddet skal hæves med virkning fra den 1. i måneden efter brud på pasningsgarantien. Hvis kommunen herefter fortsat har ydet tilskud med mindre end 70 pct., skal kommunen til forældrene tilbagebetale det beløb, som tilskuddet uretmæssigt har været nedsat med i perioden, og hvor det har medført en højere egenbetaling end 30 pct. Stk. 3. Kommunen skal endvidere med virkning fra det tidspunkt, hvor pladsen skulle være til rådighed, det vil sige fra garantidatoen, dække forældrenes dokumenterede udgifter, hvis de får tilbud om en plads i et dagtilbud i en anden kommune eller indgår aftale om privat pasning efter § 26 i serviceloven. Ved plads i et dagtilbud efter §§ 9-11 i serviceloven i en anden kommune dækker kommunens tilskud bruttodriftsudgifterne ved denne plads, så forældrene ingen udgift har. Ved aftale om privat pasning efter § 26 i serviceloven kan kommunens tilskud maksimalt udgøre, hvad der svarer til kommunens gennemsnitlige bruttodriftsudgifter pr. plads for dagtilbud i kommunen til den pågældende aldersgruppe. Tilskuddet til forældrene ydes indtil det tidspunkt, hvor kommunen kan tilbyde en plads, og forældrene med sædvanligt opsigelsesvarsel i kommunen kan frigøre sig fra betaling for en plads i et dagtilbud i en anden kommune eller aftale om privat pasning efter § 26 i serviceloven. Stk. 4. Uanset bestemmelserne i stk. 1-3 kan kommunen i helt ekstraordinære og enkeltstående tilfælde trods brud på pasningsgarantien fortsætte med nedsat tilskud. Kommunen skal dog inden for en måned efter bruddet på pasningsgarantien anvise en plads til det eller de børn, der ikke fik tilbud om plads fra garantidatoen.« 8. § 10, stk. 1 , affattes således: »Ved optagelse i dagtilbud i en anden kommune end opholdskommunen fastsættes opholdskommunens tilskud således, at det svarer til de gennemsnitlige nettodriftsudgifter, jf. § 3, stk. 2, pr. plads for dagtilbud i opholdskommunen beregnet for den aldersgruppe, som barnet tilhører. I de tilfælde hvor dagtilbuddet i udførerkommunen er billigere end i opholdskommunen, kan tilskuddet højst svare til opholdskommunens gennemsnitlige tilskudsprocent for aldersgruppen beregnet af de budgetterede bruttodriftsudgifter pr. plads i det benyttede dagtilbud i udførerkommunen.« 9. § 10, stk. 2, ophæves. Stk. 3-7 bliver herefter stk. 2-6. 10. § 10, stk. 3 , der bliver stk. 2, affattes således: » Stk. 2. Såfremt et barn har ophold i et dagtilbud af behandlingsmæssige grunde efter § 5 fastsættes opholdskommunens tilskud til samme procent som efter § 5 og kap. 6 af de gennemsnitlige bruttodriftsudgifter pr. plads for dagtilbud i opholdskommunen beregnet for den aldersgruppe, som barnet tilhører. Hvis dagtilbuddet i udførerkommunen er billigere end i opholdskommunen, udgør tilskuddet opholdskommunens gennemsnitlige tilskudsprocent for aldersgruppen beregnet af de budgetterede bruttodriftsudgifter pr. plads i det benyttede dagtilbud i udførerkommunen.« § 2 Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juni 2005. Ministeriet for Familie- og Forbrugeranliggender, den 15. maj 2005 Lars Barfoed /Kirsten á Rogvi