§ 1.§-link ↗
Denne bekendtgørelse gælder for flyvning med dansk registrerede luftfartøjer, der er hjemmehørende i Grønland eller på Færøerne, samt for flyvning inden for, til, fra og over Grønland og Færøerne med udenlandske luftfartøjer, der er registreret i et land, som ikke er omfattet af traktaten om Det Europæiske Fællesskab.
§ 2.§-link ↗
Der skal være tegnet forsikring for ansvar på skade på personer og ting uden for luftfartøjet, jf. luftfartslovens 130, stk. 1, omfattende mindst nedennævnte forsikringsbeløb angivet i særlige trækningsrettigheder som fastsat af Den Internationale Valutafond (SDR) pr. ulykke: 1) For luftfartøjer med maksimalt tilladt startmasse (MTOM) under 500 kg: 0,75 mio. SDR. 2) For luftfartøjer med MTOM fra 500 kg og indtil 1 ton: 1,5 mio. SDR. 3) For luftfartøjer med MTOM fra 1 og indtil 2,7 tons: 3 mio. SDR. 4) For luftfartøjer med MTOM fra 2,7 og indtil 6 tons: 7 mio. SDR. 5) For luftfartøjer med MTOM fra 6 og indtil 12 tons: 18 mio. SDR. 6) For luftfartøjer med MTOM fra 12 og indtil 25 tons: 80 mio. SDR. 7) For luftfartøjer med MTOM fra 25 og indtil 50 tons: 150 mio. SDR. 8) For luftfartøjer med MTOM fra 50 og indtil 200 tons: 300 mio. SDR. 9) For luftfartøjer med MTOM fra 200 og indtil 500 tons: 500 mio. SDR. 10) For luftfartøjer med MTOM på eller over 500 tons: 700 mio. SDR.
§ 3.§-link ↗
For luftfartøjer, der benyttes til erhvervsmæssig flyvning, skal der være tegnet ansvarsforsikring for skade på passagerer, bagage og gods med mindst følgende beløb: 1) For passagerskade: 250.000 SDR pr. passagersæde, som luftfartøjet er godkendt med. 2) For bagage: 1000 SDR pr. passager. 3) For gods: 17 SDR pr. kg.
§ 4.§-link ↗
Overtrædelse af bestemmelsen i § 2 straffes i henhold til luftfartslovens § 149, stk. 3, med bøde eller fængsel indtil 2 år.
Stk. 2. Overtrædelse af bestemmelserne § 3 straffes med bøde.
Stk. 3. For overtrædelser begået af selskaber mv. (juridiske personer) kan der pålægges strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel, jf. luftfartslovens § 149, stk. 14.
§ 5.§-link ↗
Bekendtgørelsen træder i kraft den 30. april 2005.
Stk. 2. Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 504 af 27. juni 1991 om minimumsgrænser for ansvarsforsikring for luftfartøjer i henhold til luftfartslovens § 130, stk. 1, og om ansvarsforsikring for udenlandske luftfartøjer.