Bekendtgørelse nr. 1116 · 2003

Historisk

Legetøjsbekendtgørelsen

Bekendtgørelse om sikkerhedskrav til legetøj og produkter, som på grund af deres ydre fremtræden kan forveksles med levnedsmidler

Dokumentdato: 12. dec. 2003Kildeversion observeret: 27. sep. 2026Kilde kontrolleret: 27. sep. 2026
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

Kapitel 1 · Anvendelsesområde

§ 1.§-link ↗

Bortset fra kapitel 7 finder bekendtgørelsen anvendelse på produkter, der klart er konstrueret eller bestemt til legeformål for børn under 14 år.

Stk. 2. Bestemmelserne i kap. 7 finder anvendelse på produkter, der på grund af deres ydre fremtræden kan forveksles med levnedsmidler og herigennem være til fare for forbrugernes sikkerhed eller sundhed.

§ 2.§-link ↗

De i bilag 1 nævnte produkter anses ikke som legetøj i henhold til denne bekendtgørelse.

§ 3.§-link ↗

At et produkt bringes i omsætning betyder i denne bekendtgørelse, at første produktions- eller salgsled i EU mod betaling eller vederlagsfrit udbyder, forhandler eller distribuerer produktet i EU.

Kapitel 2 · Sikkerhedskrav til legetøj

§ 4.§-link ↗

Legetøj må ikke bringes i omsætning, hvis det indebærer fare for sikkerheden eller sundheden for brugerne eller andre personer, når det anvendes til det beregnede formål eller på en måde, som børn må forventes at anvende det på. Dette gælder, selvom legetøjet er konstrueret og fremstillet i overensstemmelse med § 5.

Stk. 2. Legetøjet skal under hensyn til dets normale forventede levetid opfylde de i bilag 2 fastsatte sikkerheds- og sundhedskrav.

§ 5.§-link ↗

Legetøj må kun bringes i omsætning, hvis det enten 1) er konstrueret og fremstillet i overensstemmelse med de harmoniserede standarder, som er udstedt i medfør af Rådets direktiv (88/378/EØF) om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om sikkerhedskrav til legetøj, eller 2) er konstrueret og fremstillet i overensstemmelse med en prototype, der er typegodkendt af et organ, som er godkendt hertil af myndighederne i et EU-land.

Stk. 2. Af bilag 3 fremgår referencerne for de i stk. 1 omhandlede harmoniserede standarder samt de danske standarder m.v., der er udstedt til gennemførelse heraf.

Stk. 3. Ændring af bilag 3 sker ved offentliggørelse i Statstidende og DS-Standardnyt.

Kapitel 3 · Typegodkendelse

§ 6.§-link ↗

Økonomi- og Erhvervsministeren bemyndiger et eller flere laboratorier til som typegodkendelsesorganer at meddele typegodkendelse af legetøj efter bestemmelserne i dette kapitel.

Stk. 2. Det er en betingelse for bemyndigelse, at laboratoriet har relevant akkreditering fra Dansk Akkreditering (DANAK) eller et tilsvarende udenlandsk akkrediteringsorgan for opfyldelse af den europæiske standard EN 45001.

§ 7.§-link ↗

Typegodkendelsesproceduren indledes med indgivelse af en skriftlig anmodning om typegodkendelse, der skal indeholde de i bilag 4 nævnte oplysninger.

§ 8.§-link ↗

Typegodkendelse meddeles, såfremt legetøjet opfylder de i § 4, jf. bilag 2, nævnte krav. Ved bedømmelsen af, om en prototype opfylder de i bilag 2 nævnte krav, følger typegodkendelsesorganet den i bilag 4 angivne fremgangsmåde.

Stk. 2. En typegodkendelse bortfalder, hvis der foretages ændringer af produktet.

Stk. 3. En typegodkendelse kan tilbagekaldes af kontrolmyndighederne, hvis det efterfølgende viser sig, at prototypen alligevel ikke opfylder de væsentlige sikkerhedskrav i bilag 2.

§ 9.§-link ↗

For behandling af ansøgning om typegodkendelse erlægges en betaling, der af typegodkendelsesorganet fastsættes således, at samtlige omkostninger i forbindelse med behandlingen dækkes.

§ 10.§-link ↗

Typegodkendelsesorganet kan lade foranstalte eller kan henvise ansøgeren til at lade foranstalte de prøvninger, der er nødvendige for behandlingen af ansøgningen, ligesom ansøgeren selv kan lade foranstalte de pågældende prøvninger.

Stk. 2. Hvis prøvningen foretages i Danmark, skal den udføres og rapporteres som akkrediteret teknisk prøvning af et laboratorium, som er akkrediteret af Dansk Akkreditering (DANAK).

Stk. 3. Hvis prøvningen foretages i udlandet skal den foretages af et laboratorium, der opfylder kravene i den europæiske standard EN 45001 eller de internationale vejledninger ISO/IEC guide 25, og som er akkrediteret i henhold til bestemmelserne i EN 45002 eller ISO/IEC guide 58 af et organ, der opfylder betingelserne i EN 45003 eller ISO/IEC guide 58.

Stk. 4. Prøvning foretaget af myndigheder i et andet EU-land kan danne grundlag for typegodkendelse.

§ 11.§-link ↗

Såfremt typegodkendelsesorganet afslår en anmodning om udstedelse af typegodkendelse, underretter det straks Sikkerhedsstyrelsen og Kommissionen herom.

Stk. 2. Såfremt Kommissionen, en medlemsstat eller et organ, der i en anden medlemsstat er tillagt beføjelse til at meddele typegodkendelse, anmoder derom, fremsender typegodkendelsesorganet kopi af typegodkendelsen. Efter begrundet anmodning fremsendes endvidere kopi af tekniske konstruktionsdata samt undersøgelses- og afprøvningsresultater.

§ 12.§-link ↗

Indehaveren af typegodkendelsen skal opbevare en plomberet model af den godkendte legetøjskonstruktion i 10 år, efter at det sidste eksemplar af produktet er bragt på markedet.

Kapitel 4 · Fremlæggelse og opbevaring af dokumentation

§ 13.§-link ↗

Den, der bringer legetøj i omsætning, som er fremstillet i overensstemmelse med de harmoniserede standarder, skal være i besiddelse af og efter kontrolmyndighedens pålæg fremlægge dokumentation i form af de i bilag 5 nævnte oplysninger.

Stk. 2. Den, der bringer legetøj i omsætning, som er fremstillet i overensstemmelse med en typegodkendt prototype, skal være i besiddelse af og efter kontrolmyndighedens pålæg fremlægge dokumentation i form af de i bilag 6 nævnte oplysninger.

Stk. 3. Dokumentationen skal opbevares i 10 år, efter at det sidste eksemplar af produktet er bragt på markedet.

Kapitel 5 · Mærkning

§ 14.§-link ↗

Legetøj som er konstrueret og fremstillet i overensstemmelse med § 5, skal inden det bringes i omsætning forsynes med CE-mærkning.

Stk. 2. CE-mærkningen består af symbolet »CE« i overensstemmelse med den model, der er anført i bilag 7. De enkelte deles højde skal mindst være 5 mm, og der må ikke ændres på modellens indbyrdes størrelsesforhold.

Stk. 3. Den ansvarlige for CE-mærkningen er den, der bringer legetøjet i omsætning.

Stk. 4. CE-mærkningen er den ansvarliges indeståelse for, at legetøjet er fremstillet i overensstemmelse med de harmoniserede standarder eller er typegodkendt.

Stk. 5. CE-mærket må kun påsættes, såfremt legetøjet er fremstillet i overensstemmelse med § 5, og forsynet med de i dette kapitel nævnte oplysninger.

§ 15.§-link ↗

Der må ikke anbringes mærker eller inskriptioner på legetøj, som vil kunne give anledning til forveksling med CE-mærkningen, eller som kan vildlede med hensyn til CE-mærkningens betydning og grafiske udformning. Enhver anden mærkning kan anbringes på legetøjet, emballagen eller en mærkeseddel, forudsat at denne ikke gør CE-mærkningen mindre synlig eller vanskeligere at læse.

Stk. 2. Hvis der ved eller i henhold til lov er fastsat bestemmelser til gennemførelse af EU-forskrifter, som regulerer andre aspekter og som foreskriver CE-mærkning, angiver denne mærkning, at legetøj også formodes at opfylde de foreskrevne krav i disse bestemmelser.

Stk. 3. Hvis den ansvarlige for CE-mærkningen, i henhold til de i stk. 2 nævnte bestemmelser, i en overgangsperiode kan vælge mellem flere ordninger, viser CE-mærkningen kun, at legetøjet opfylder kravene i den af den ansvarlige valgte ordning. I så fald skal der enten på de dokumenter, vejledninger eller instruktioner, der kræves, og som ledsager det pågældende legetøj, eller på emballagen henvises til de bestemmelser, som omhandler den valgte ordning.

§ 16.§-link ↗

Den, der bringer legetøjet i omsætning, skal forsyne det med sit navn og/eller mærke samt adresse.

Stk. 2. De i stk. 1 og § 14, stk. 2, nævnte angivelser skal være anbragt synligt, læseligt og således, at de ikke kan fjernes, enten på legetøjet eller på emballagen. På legetøj af ringe størrelse samt for legetøj, der består af dele af ringe størrelse, kan disse angivelser endvidere på tilsvarende vis være anbragt på en etiket eller på en brugsanvisning.

Stk. 3. De i stk. 1 nævnte angivelser kan forkortes i det omfang, forkortelser giver mulighed for at identificere fabrikanten, dennes repræsentant eller importøren i EU.

Stk. 4. Er de i stk. 2 nævnte angivelser ikke anbragt på selve legetøjet, skal forbrugeren gøres opmærksom på hensigtsmæssigheden af at opbevare dem.

§ 17.§-link ↗

På legetøj, dets emballage eller i en medfølgende brugsanvisning skal gøres opmærksom på de risici, der er forbundet med anvendelse af legetøjet, samt på hvorledes man imødegår disse risici.

Stk. 2. Legetøj som er omhandlet i bilag 8 skal endvidere være forsynet med de der nævnte advarsler og oplysninger om forsigtighedsregler ved brug.

Stk. 3. De i stk. 1 og 2 nævnte oplysninger skal være på dansk.

Kapitel 6 · Markedskontrol

§ 18.§-link ↗

Sikkerhedsstyrelsen forestår kontrollen med, at det legetøj, der findes på markedet, opfylder forskrifterne i denne bekendtgørelse, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Kontrollen med legetøjs kemiske egenskaber forestås af Miljøministeriet.

Stk. 3. De ansvarlige ministre kan henlægge kontrolopgaverne efter denne bekendtgørelse til styrelser, andre statslige institutioner eller kommunale myndigheder og institutioner eller private virksomheder.

Stk. 4. Sikkerhedsstyrelsen koordinerer kontrolmyndighedernes indsats.

Stk. 5. Såfremt der i medfør af stk. 3 bemyndiges private laboratorier til at udføre kontrollen, bør der i videst mulig omfang anvendes laboratorier, der er akkrediteret i henhold til § 10, stk. 2.

§ 19.§-link ↗

Kontrolmyndighederne og de i henhold til § 18, stk. 3, bemyndigede myndigheder og virksomheder foretager stikprøvekontrol af, om det legetøj, som findes på markedet, er i overensstemmelse med forskrifterne i denne bekendtgørelse.

Stk. 2. De i stk. 1 nævnte myndigheder og virksomheder har adgang til uden betaling hos alle, der producerer, distribuerer eller forhandler legetøj, at udtage prøveeksemplarer af produktet eller bestanddele heraf med henblik på undersøgelser og afprøvninger.

Stk. 3. De i stk. 1 nævnte myndigheder og virksomheder har uden retskendelse adgang til fabrikations-, salgs- og lagerlokaler m.v. og til transportmidler samt til alle de oplysninger, som skønnes nødvendige, herunder de i kap. 4 omhandlede oplysninger, hos alle, der producerer, distribuerer eller forhandler legetøj, når der er risiko for, at et produkt kan indebære fare for forbrugernes sundhed og sikkerhed.

Stk. 4. Politiet yder kontrolmyndighederne bistand.

Stk. 5. Kontrolmyndighederne kan påbyde de i kap. 4 omhandlede oplysninger fremlagt inden for en nærmere angivet frist. Påbuddet rettes til den forpligtede i henhold til § 14.

Stk. 6. Såfremt den, som dokumentationspligten påhviler, ikke inden udløbet af den angivne frist har fremlagt de i kap. 4 omhandlede oplysninger, eller såfremt kravene til dokumentationen åbenbart ikke er opfyldt, kan kontrolmyndighederne for den pågældendes regning kontrollere, om legetøjet er i overensstemmelse med de harmoniserede standarder og de i bilag 2 fastsatte sikkerheds- og sundhedskrav.

Stk. 7. Enhver, der udbyder, forhandler eller distribuerer legetøj kan pålægges at medvirke til kontrollens gennemførelse.

§ 20.§-link ↗

Enhver, der udbyder, forhandler eller distribuerer et produkt i strid med sikkerhedskravene i § 4, kan påbydes straks eller indenfor en nærmere angivet frist, at 1) give efterfølgende oplysning om faren ved produktet, og om hvordan faren kan forebygges, 2) afhjælpe forhold, som er årsag til faren, 3) standse salget af produktet, 4) trække produktet tilbage eller tilbagekøbe produktet til en pris, der normalt ikke må være højere end anskaffelsesprisen for et tilsvarende ufarligt produkt, og 5) destruere produktet på forsvarlig vis.

Stk. 2. Når det skønnes påkrævet kan udbud, forhandling og distribution af produkter, som ikke er sikre forbydes ved bekendtgørelse.

Stk. 3. Enhver, der har været led i omsætningen fra det tidspunkt, hvor faren er opstået, kan påbydes at medvirke til at gennemføre et påbud vedrørende et produkt, som er meddelt en anden i henhold til stk. 1.

Stk. 4. Bestemmelserne i stk. 1-3 finder anvendelse, selvom produktet er konstrueret og fremstillet i overensstemmelse med § 5.

Stk. 5. Hvis legetøjet ikke er mærket i overensstemmelse med § 14 eller ikke er påtegnet i overensstemmelse med §§ 16 og 17, eller hvis legetøjet uberettiget er CE-mærket, kan kontrolmyndighederne påbyde den ansvarlige indenfor en nærmere angivet frist at bringe forholdet i orden. Hvis dette ikke sker, kan kontrolmyndigheden påbyde enhver, der udbyder, forhandler og distribuerer produktet straks eller indenfor en nærmere angivet frist, 1) at standse salget af produktet og 2) at trække produktet tilbage.

Stk. 6. Påbud i henhold til stk. 1, stk. 3 og stk. 5 samt forbud i henhold til stk. 2 meddeles af Sikkerhedsstyrelsen. Sikkerhedsstyrelsen kan dog overdrage beføjelserne til de i § 18, stk. 2, nævnte kontrolmyndigheder. I så fald skal Sikkerhedsstyrelsen straks have underretning om foranstaltninger, som disse kontrolmyndigheder træffer i henhold til stk. 1-3 og stk. 5.

Stk. 7. I tilfælde, hvor der meddeles påbud om, at et produkt skal trækkes tilbage i medfør af stk. 1, nr. 4, eller destrueres i medfør af stk. 1, nr. 5, gælder fristen i §§ 54 og 83 i købeloven ikke.

Stk. 8. I forbindelse med et påbud i henhold til denne bestemmelse kan det bestemmes, at indehaveren af et produkt på nærmere angiven måde skal medvirke til, at produktet repareres eller tages tilbage.

Stk. 9. Sikkerhedsstyrelsen underretter Kommissionen om foranstaltninger truffet i henhold til stk. 1 og stk 2.

§ 21.§-link ↗

Kontrolmyndighederne kan, når der er behov herfor, oplyse offentligheden om faren ved et produkt.

§ 22.§-link ↗

Kontrolmyndighederne kan opkræve betaling af den der bringer legetøjet i omsætning, for de omkostninger, der er forbundet med kontrol, såfremt det i forbindelse med kontrol konstateres, at legetøjet ikke opfylder de væsentlige sikkerhedskrav i bilag 2, eller ikke er fremstillet i overensstemmelse med standarderne eller en godkendt prototype.

§ 23.§-link ↗

Såfremt en kontrolmyndighed, der på vegne af en anden medlemsstat udøver en tilsvarende kontrol, anmoder derom, skal de i § 13 nævnte oplysninger fremsendes til denne.

§ 24.§-link ↗

Afgørelser truffet af en kontrolmyndighed i henhold til denne bekendtgørelse kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.

§ 25.§-link ↗

Sikkerhedsstyrelsen aflægger hvert tredje år beretning til Kommissionen om anvendelsen af direktivet om sikkerhedskrav til legetøj.

Kapitel 7 · Levnedsmiddelefterligninger

§ 26.§-link ↗

Produkter må ikke indføres, fremstilles eller bringes i omsætning, hvis de på grund af deres ydre fremtræden kan forveksles med levnedsmidler og herigennem være til fare for forbrugerens sikkerhed eller sundhed, idet produkterne, skønt de ikke er levnedsmidler, har en form, duft, farve, udseende, præsentationsform, mærkning samt volumen eller størrelse, der bevirker, at forbrugere, navnlig børn, kan forveksle dem med levnedsmidler og derfor tage dem i munden, sutte på dem eller nedsvælge dem og derved udsætte sig for kvælning, forgiftning, perforering eller blokering af spiserør.

Stk. 2. For de i stk. 1 nævnte produkter finder reglerne i § 18, § 19, stk. 1-3 og stk. 7, samt § 20, stk. 1-3 og stk. 6-9, § 24, § 30 samt §§ 32-34 tilsvarende anvendelse.

Stk. 3. Kontrolmyndighederne kan pålægge den, der bringer produktet i omsætning at give oplysning om, hvordan produktet er fremstillet. Oplysningerne skal gøre det muligt at vurdere produktets sikkerhed. Oplysningerne skal fremlægges inden for en nærmere fastsat frist, som normalt er på 14 dage.

§ 27.§-link ↗

Kontrolmyndighederne kan opkræve betaling af den, der bringer produktet i omsætning, for de omkostninger, der er forbundet med kontrol, såfremt det ved kontrollen konstateres, at der bringes produkter i omsætning, som på grund af deres ydre fremtræden kan forveksles med levnedsmidler og herigennem være til fare for forbrugernes sikkerhed eller sundhed, jf. § 26.

Kapitel 8 · Indbringelse for domstolene

§ 28.§-link ↗

Påbud og forbud udstedt i medfør af § 20 skal af kontrolmyndigheden uden unødigt ophold indbringes for domstolene, hvis den, mod hvem forbudet eller påbudet retter sig, gør indsigelse.

Stk. 2. Retten kan bestemme, at indbringelse som nævnt i stk. 1 har opsættende virkning.

§ 29.§-link ↗

Sager, der er omfattet af denne bekendtgørelse, behandles ved byretten. Såfremt nærmere kendskab til produktsikkerhedsforhold skønnes at være af væsentlig betydning for sagens afgørelse behandles sagen dog ved Sø- og Handelsretten i København.

Kapitel 9 · Straf og ikrafttræden

§ 30.§-link ↗

Overtrædelse af §§ 4, 5, 14, stk. 1 og stk. 5 og §§ 15, 16 og 26, stk. 1, straffes med bøde.

§ 31.§-link ↗

Med bøde straffes den, som ikke efterkommer myndighedernes pålæg i henhold til § 13, stk. 1 og stk. 2 og § 26, stk. 3.

Stk. 2. Med bøde straffes den, som ikke kan fremlægge dokumentation inden for den i § 13, stk. 3 nævnte periode.

§ 32.§-link ↗

Undladelse af at efterleve et påbud, der er meddelt i henhold til § 19, stk. 5, og § 20, stk. 1, stk. 3 og stk. 5, straffes med bøde. På samme måde straffes den, som undlader at efterkomme kontrolmyndighedernes pålæg om at medvirke til gennemførelse af kontrol i henhold til § 19, stk. 1-3, jf. stk. 6.

§ 33.§-link ↗

Er en overtrædelse begået af et selskab, en forening, en selvejende institution, en fond eller lignende, kan der pålægges den juridiske person som sådan bødeansvar. Er overtrædelsen begået af staten, en kommune eller et kommunalt fællesskab, jf. § 60 i lov om kommunernes styrelse, kan der pålægges staten, kommunen eller det kommunale fællesskab bøde.

§ 34.§-link ↗

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2004.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 329 af 23. maj 1995 om sikkerhedskrav til legetøj og produkter, som på grund af deres ydre fremtræden kan forveksles med levnedsmidler ophæves.