Bekendtgørelse nr. 1013 · 2003

Historisk

Bekendtgørelse om prøver inden for danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl.

Bekendtgørelse om prøver inden for danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl.

Dokumentdato: 10. dec. 2003Kildeversion observeret: 27. sep. 2026Kilde kontrolleret: 27. sep. 2026
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

Kapitel 1 · Generelle regler om prøver

§ 1.§-link ↗

Danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl. afsluttes med en prøve, jf. § 4. Prøverne afholdes af udbydere af danskuddannelse, som Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration udpeger til at afholde prøverne (udbydere).

Stk. 2. Udbyderne udpeges til at afholde prøver for en periode af normalt fire år ad gangen. Tilladelsen til at afholde prøver kan af Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration tilbagekaldes, hvis udbyderen ikke overholder reglerne om prøver i denne bekendtgørelse.

Stk. 3. Lederen hos den prøveafholdende udbyder er ansvarlig for, at prøven afholdes efter gældende regler.

Stk. 4. Lederen skal være til stede hos udbyder under prøven, men kan dog bemyndige andre til at varetage sine funktioner i forbindelse med prøven.

Stk. 5. Lederen træffer alle konkrete afgørelser vedrørende prøvedeltagere, jf. § 2.

Stk. 6. Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration fører tilsyn med afholdelse af prøver og kan kræve alle nødvendige oplysninger fra kommunalbestyrelserne og den prøveafholdende udbyder i forbindelse hermed.

§ 2.§-link ↗

I denne bekendtgørelse forstås ved prøvedeltagere 1) kursister, som er optaget til danskuddannelse på det modul, der fører frem til prøven, jf. bekendtgørelse om danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl., og som har indstillet sig til prøve, jf. § 7, stk. 1, nr. 1, 2) udlændinge, der har tilmeldt sig en prøve, jf. § 4, uden at have været optaget til undervisning på det modul, der fører frem til prøven (selvstuderende), og 3) kursister, der har modtaget danskuddannelse hos en udbyder, der ikke er udpeget af Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration til at afholde den pågældende prøve eller sygeeksamen, jf. § 5, stk. 2, og som har indstillet sig til en prøve som selvstuderende, jf. nr. 2, hos en prøveafholdende udbyder.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen i bopælskommunen kan bestemme, at selvstuderende afkræves et gebyr på 1.000 kr. i forbindelse med, at den pågældende indstiller sig til henholdsvis Prøve i Dansk 1, Prøve i Dansk 2 og Prøve i Dansk 3, jf. § 7, stk. 1, som betales til den prøveafholdende udbyder. En selvstuderende, der indstiller sig til Studieprøven, jf. § 4, nr. 4, kan afkræves et gebyr på 600 kr. for den skriftlige del og 600 kr. for den mundtlige del af prøven, som betales til den prøveafholdende udbyder.

Stk. 3. For kursister der er omfattet af stk. 1, nr. 3, afholdes udgiften til gebyrer af den udbyder, hvor kursisten har været optaget til danskuddannelse.

Stk. 4. Beslutter kommunalbestyrelsen i bopælskommunen, at selvstuderende ikke skal betale gebyr, jf. stk. 2, betaler kommunalbestyrelsen det pågældende gebyr til den prøveafholdende udbyder.

§ 3.§-link ↗

I denne bekendtgørelse forstås 1) ved hverdage alle dage, bortset fra lørdage, søndage, helligdage og Grundlovsdag, 2) ved prøvegrundlaget det materiale, der lægges til grund for prøven, 3) ved eksaminator den lærer, der er ansvarlig for kursistens undervisning, jf. dog § 38, stk. 2 og 3, 4) ved karakterliste den af Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration på særlig blanket udformede liste, hvor de karakterer, som prøvedeltagerne har opnået ved prøven, indføres.

§ 4.§-link ↗

Som afslutning på de tre danskuddannelser, som hver er opdelt i seks moduler, jf. bekendtgørelse om danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl., afholdes følgende prøver: 1) Prøve i Dansk 1, som afslutter Danskuddannelse 1. 2) Prøve i Dansk 2, som afslutter Danskuddannelse 2. 3) Prøve i Dansk 3, som afslutter modul 5 på Danskuddannelse 3. 4) Studieprøven, som afslutter modul 6 på Danskuddannelse 3.

Stk. 2. Prøvernes indhold er beskrevet i bilag 2 til denne bekendtgørelse.

Stk. 3. Deltagelse i prøverne er frivillig.

§ 5.§-link ↗

Prøver afholdes to gange om året i henholdsvis maj/juni måned og november/december måned (prøveterminer). Der afholdes sygeeksamen for prøvedeltagere i Studieprøven inden udgangen af prøveterminen maj/juni måned.

Stk. 2. En prøvedeltager, der ønsker at indstille sig til sygeeksamen til Studieprøven, skal meddele dette til lederen senest inden udgangen af dagen for den ordinære prøve. Anmodningen skal være ledsaget af en lægeerklæring. Lederen indberetter umiddelbart efter den ordinære prøves afslutning antallet af prøvedeltagere, der indstiller sig til sygeeksamen, til Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration, som udpeger de udbydere, der afholder sygeeksamen.

Stk. 3. De skriftlige prøver afholdes på tidspunkter, der er fastsat af Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration. Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration meddeler senest den 1. oktober hvert år prøvetidspunkterne for det følgende kalenderår.

Stk. 4. Ved mundtlige prøver med beskikket censur fastsættes tidspunktet for prøverne af Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration efter indstilling fra lederen. Lederen fastsætter tidspunkter for de øvrige mundtlige prøver, der afholdes i samme periode som prøverne med beskikket censur.

§ 6.§-link ↗

Lederen indberetter, efter Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integrations nærmere bestemmelse, hvilke prøver der afholdes hos den pågældende udbyder. Indberetning sker på anmeldelsesblanketter udformet af Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration.

Stk. 2. Indberetning, jf. stk. 1, skal være modtaget i Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration senest 8 uger før prøveterminens begyndelse.

§ 7.§-link ↗

Deltagelse i prøve er betinget af, at prøvedeltageren 1) har indstillet sig til prøve senest 10 uger før prøven afholdes, 2) foreviser legitimation med foto udstedt af en offentlig myndighed, herunder f.eks. opholdskort (permanent opholdstilladelse), fremmedpas eller konventionspas og 3) som selvstuderende har betalt gebyr, jf. § 2, stk. 2 og 3.

Stk. 2. Selvstuderende indstiller sig til prøve hos en udbyder, som afholder prøven i den pågældende prøvetermin. Selvstuderende skal tilbydes fornøden vejledning i forbindelse med prøveafholdelsen.

§ 8.§-link ↗

Lederen skal sørge for, at kursister og selvstuderende, f.eks. gennem opslag, i god tid orienteres om 1) prøvetidspunkter og 2) reglerne om prøver, herunder følgerne af ikke at overholde reglerne om prøver og mulighederne for at klage over prøver og bedømmelse af prøver.

§ 9.§-link ↗

Om bedømmelse og karaktergivning gælder reglerne i Undervisningsministeriets bekendtgørelse om karakterskala og anden bedømmelse (karakterbekendtgørelsen).

Stk. 2. En karakter er endelig, når den er indført på karakterlisten, jf. § 3, nr. 4, § 33, stk. 4 og § 43, stk. 2. Herefter kan den kun ændres af Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration, jf. § 49, stk. 4, § 51, stk. 4, og § 52, stk. 3.

§ 10.§-link ↗

Prøvegrundlaget for den skriftlige del af Prøve i Dansk 1, Prøve i Dansk 2 og Prøve i Dansk 3 og den skriftlige og mundtlige del af Studieprøven udformes af Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration.

Stk. 2. Den mundtlige del af Prøve i Dansk 1, Prøve i Dansk 2 og Prøve i Dansk 3 består af to delprøver, delprøve 1 og delprøve 2. Prøvegrundlaget for delprøve 1 udformes af eksaminator, og delprøve 2 udformes af Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration.

Stk. 3. I Prøve i Dansk 1 gives en samlet karakter for henholdsvis prøvens skriftlige del (læseforståelse og skriftlige fremstilling) og prøvens mundtlige del (lytteforståelse og mundtlig kommunikation). I beregningen af et gennemsnit for prøverne tæller mundtlig kommunikation dobbelt.

Stk. 4. I Prøve i Dansk 2 og Prøve i Dansk 3 gives en karakter for hver af prøverne i læseforståelse, skriftlig fremstilling og mundtlig kommunikation, hvori der indgår lytteforståelse. I beregningen af et gennemsnit for prøverne tæller mundtlig kommunikation dobbelt.

Stk. 5. Ved Studieprøven gives en karakter for hver af prøverne i læseforståelse, skriftlig fremstilling, lytteforståelse og mundtlig kommunikation. Prøverne i hver af de fire discipliner skal bestås med mindst karakteren 6.

Stk. 6. En prøvedeltager, der indstiller sig til Prøve i Dansk 1, Prøve i Dansk 2 og Prøve i Dansk 3, indstiller sig både til den skriftlige og den mundtlige del af prøven. De to dele aflægges i samme prøvetermin, jf. § 45, stk. 3.

Stk. 7. En prøvedeltager, der indstiller sig til Studieprøven, indstiller sig både til den skriftlige og den mundtlige del af prøven. Bestås kun den ene af de to dele i en prøvetermin, kan prøvedeltageren indstille sig til den del af prøven, som ikke blev bestået, i næste eller følgende prøveterminer.

Kapitel 2 · Opgavekommission, censorer m.fl.

§ 11.§-link ↗

Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration nedsætter en opgavekommission, der skal udarbejde forslag til opgaver i de skriftlige og en del af de mundtlige dele af Prøve i Dansk 1, Prøve i Dansk 2 og Prøve i Dansk 3, jf. § 10, stk. 1 og 2, samt til den skriftlige og den mundtlige del af Studieprøven, jf. § 10, stk. 1. Opgavekommissionen er opdelt i opgaveudvalg for de enkelte prøver. Eksterne medlemmer kan tilknyttes som tilforordnede.

§ 12.§-link ↗

Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration fastsætter honoreringen af medlemmerne af opgavekommissionen og beskikkede censorer ved skriftlige prøver og eksterne beskikkede censorer ved mundtlige prøver, jf. § 13, stk. 7, og udbetaler befordringsgodtgørelse m.v. i henhold til Finansministeriets cirkulære om tjenestetidsaftalen.

§ 13.§-link ↗

Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration beskikker censorer til skriftlige prøver og til en del af de mundtlige prøver og pålægger dem censoropgaver. Til den mundtlige del af Studieprøven beskikkes altid censorer.

Stk. 2. Som censorer beskikkes så vidt muligt lærere fra de prøveafholdende udbydere efter indstilling fra lederne. Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration kan beskikke andre som eksterne censorer.

Stk. 3. Den udbyder, som censor er ansat hos, og den prøveafholdende udbyder, orienteres af Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration senest 30 dage før den enkelte prøve om censorfordelingen ved prøven.

Stk. 4. En leder hos en prøveafholdende udbyder udpeger blandt egne lærere censorer til afholdelse af mundtlige prøver hos en anden prøveafholdende udbyder på foranledning af lederen for denne.

Stk. 5. Vederlag til beskikkede censorer ved de skriftlige prøver udbetales af Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration.

Stk. 6. Vikardækning af censorer ved de mundtlige prøver påhviler den udbyder, hvor de pågældende er ansat.

Stk. 7. Vederlag til eksterne beskikkede censorer, jf. stk. 2, ved mundtlige prøver afholdes af den prøveafholdende udbyder.

§ 14.§-link ↗

Censor skal 1) påse, at prøven er i overensstemmelse med de mål, der er fastsat i fagbeskrivelserne for de enkelte moduler i danskuddannelserne, jf. bekendtgørelse om danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl., bilag 3, 2) medvirke til og påse, at prøverne gennemføres i overensstemmelse med gældende regler, og 3) medvirke til og påse, at prøvedeltagerne får en ensartet og retfærdig behandling og deres præstation en pålidelig bedømmelse.

Stk. 2. Hvis censor konstaterer, at kravene i stk. 1 ikke er opfyldt, eller hvis censor ud fra prøvegrundlaget vurderer, at undervisningen ikke har været i overensstemmelse med gældende regler, indberetter censor dette til Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration med kopi til lederen. Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration træffer beslutning om konsekvenserne heraf.

Stk. 3. Beskikkede censorer indberetter til Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration om prøveafvikling, herunder prøveresultater, på et skema udarbejdet af ministeriet. Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration kan anmode udpegede censorer om at foretage indberetning.

§ 15.§-link ↗

Ved hver prøve foretages bedømmelsen af en eksaminator, jf. § 3, nr. 3, og en censor. Når særlige forhold gør sig gældende, kan Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration dog bestemme, at bedømmelsen ved skriftlig prøve i stedet foretages af to censorer. Ved den skriftlige del af Studieprøven foretages bedømmelsen altid af to censorer.

Stk. 2. Ingen lærer kan fungere som censor hos en udbyder, hvor vedkommende selv underviser.

Stk. 3. Eksaminator og censor gør notater om præstation, bedømmelse og karakterfastsættelse til eget brug med henblik på udarbejdelse af udtalelse i en eventuel klagesag. Notater opbevares af lærer og censor i 1 år.

Stk. 4. Eksaminator og censor må ikke påføre de originale opgavebesvarelser notater eller tegn.

Kapitel 3 · Hjælpemidler m.v.

§ 16.§-link ↗

Bilag 3 til denne bekendtgørelse indeholder regler om, 1) hvilke hjælpemidler der må anvendes ved de enkelte mundtlige og skriftlige prøver, herunder 2) hvilke hjælpemidler det er prøvedeltagerens eget ansvar at medbringe, og hvilke der stilles til rådighed af udbyderen.

Stk. 2. Lederen skal sørge for, at handicappede prøvedeltagere orienteres om mulighederne for at opnå dispensation, jf. §§ 17 og 18.

§ 17.§-link ↗

Til prøvedeltagere med handicap kan lederen give tilladelse i henhold til § 18 for i muligt omfang at ligestille handicappede med andre prøvedeltagere. Tilladelsen må ikke forringe prøvens faglige niveau eller påvirke bedømmelsen af prøvepræstationen.

Stk. 2. Tilladelse gives for den enkelte prøve på grundlag af ansøgning fra prøvedeltageren og i tilfælde af ikke åbenlyse handicap en udtalelse fra en læge, skolepsykolog, synskonsulent eller anden sagkyndig. Udtalelsen må højst være 2 år gammel.

Stk. 3. Lederen underretter skriftligt prøvedeltageren om tilladelser eller afslag i henhold til §§ 18 og 19.

Stk. 4. Oplysning om tilladelse i henhold til §§ 18 og 19 sendes af lederen til censor sammen med den skriftlige opgave, og tilladelsen skal foreligge i prøvelokalet ved skriftlige og ved mundtlige prøver.

§ 18.§-link ↗

Lederen kan give tilladelse til 1) praktiske foranstaltninger og brug af tekniske hjælpemidler, 2) tilstedeværelse af en hjælper, udpeget af lederen, som ikke må være prøvedeltagerens egen lærer og 3) forlænget prøvetid.

Stk. 2. Ansøgning om tilladelse i henhold til stk. 1 skal være den prøveafholdende udbyder i hænde senest 4 uger før prøven.

§ 19.§-link ↗

For prøvedeltagere med handicap kan Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration efter ansøgning give tilladelse til ændring af prøvens indhold og form i øvrigt, herunder fritagelse for prøve i kort og billedstof for synshandicappede.

Stk. 2. Ansøgning bilagt udtalelse i henhold til § 17, stk. 2, og lederens indstilling skal være Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration i hænde senest 8 uger før prøven.

Kapitel 4 · Bortvisning fra prøve

§ 20.§-link ↗

Hvis en prøvedeltager medbringer ikke tilladte hjælpemidler eller gribes i uretmæssigt at skaffe sig eller give en anden prøvedeltager hjælp til besvarelse af en skriftlig opgave eller et mundtligt prøvespørgsmål eller i at forsøge herpå, skal lederen straks bortvise prøvedeltageren fra prøven.

Stk. 2. Hvis prøvedeltageren har modtaget danskuddannelse hos en udbyder, der ikke afholder prøve, orienterer lederen straks denne udbyder om de i stk. 1 nævnte uregelmæssigheder.

Stk. 3. Hvis der i forbindelse med en prøve eller bedømmelse af en besvarelse opstår formodning om, at en prøvedeltager uretmæssigt har skaffet sig hjælp eller givet hjælp, indberetter lederen straks dette til Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration. Hvis formodningen bliver bekræftet, træffer Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration beslutning om bortvisning fra prøven. En karakter for den prøve, der bortvises fra, bortfalder.

Stk. 4. Ved forstyrrende adfærd kan lederen bortvise prøvedeltageren fra prøven.

Kapitel 5 · Skriftlige prøver

§ 21.§-link ↗

I forbindelse med anmeldelse af prøver, bestiller udbyderen opgavesæt til den skriftlige del af prøverne hos Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration, jf. § 6.

Stk. 2. Senest en uge før prøven sender Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration de enkelte opgavesæt påført oplysning om prøvens art og antal opgavesæt samt ugedag, dato og klokkeslæt for prøven. Forsendelsen sker i forseglet kuvert som anbefalet post til lederen.

Stk. 3. Lederen sikrer sig ved modtagelsen, at forsendelsen indeholder det bestilte antal opgavekuverter.

Stk. 4. Lederen sikrer, at de uåbnede opgavekuverter opbevares forsvarligt, indtil prøven afholdes.

§ 22.§-link ↗

Lederen sikrer, at prøven gennemføres under betryggende forhold, herunder at prøvelokalerne er hensigtsmæssigt indrettede til formålet.

§ 23.§-link ↗

Lederen udpeger tilsynsførende og fordeler opgaverne mellem dem. Ingen lærer må føre tilsyn med prøvedeltagere, som læreren selv fører op til den pågældende prøve.

Stk. 2. Antallet af tilsynsførende i prøvelokalet er to for de første 20 prøvedeltagere samt én pr. yderligere påbegyndte 20 prøvedeltagere.

Stk. 3. Tilsynsførende eller andre tilstedeværende, jf. § 25, stk. 3, må ikke give prøvedeltagere oplysning om forståelse eller besvarelse af opgaver.

§ 24.§-link ↗

Lederen skal før prøven sørge for, 1) at prøvedeltagere og tilsynsførende er gjort bekendt med reglerne om tilladte hjælpemidler, jf. § 16 og bilag 3, 2) at tilsynsførende er gjort bekendt med tilladelser, der er givet til handicappede, jf. §§ 18 og 19, idet kopier af tilladelserne skal foreligge i prøvelokalet, jf. § 17, stk. 4, og 3) at prøvedeltagerne har fået tildelt det prøvenummer, der svarer til deres nummer på karakterlisten, jf. stk. 3.

Stk. 2. Lederen skal sørge for, at de tilsynsførende, umiddelbart før prøvelokalet åbnes, får udleveret karakterlisten, der er udfyldt med prøvedeltagernes navn, CPR-nummer og prøvenummer.

Stk. 3. Karakterlister til skriftlige prøver skal indeholde rubrikker til angivelse af prøvedato, prøvens art, prøvedeltagernes navn, CPR-nummer og prøvenummer, prøvekarakter, bemærkninger, dato og underskrifter. Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration udformer blanket til karakterliste.

§ 25.§-link ↗

Prøven er begyndt, når fordelingen af opgavesæt er begyndt.

Stk. 2. Alle tilsynsførende skal være i prøvelokalet, når det åbnes senest 10 minutter, før prøven begynder.

Stk. 3. Under prøven må ingen andre end de prøvedeltagere, der er anført på karakterlisten, de tilsynsførende, lederen, jf. § 1, stk. 4, og eventuelle hjælpere til prøvedeltagere med handicap, jf. § 18, stk. 1, nr. 2, være i prøvelokalet.

Stk. 4. Prøvedeltagere skal være i prøvelokalet, når prøven begynder. Lederen kan dog tillade en prøvedeltager, der kommer for sent, at deltage, hvis lederen anser det for udelukket, at vedkommende kan have modtaget nogen oplysning om opgaverne, og finder forsinkelsen rimeligt begrundet. Prøvesluttidspunktet ændres ikke for den pågældende, med mindre der foreligger særlige omstændigheder.

§ 26.§-link ↗

Før prøven begynder, uddeles ark, der skal bruges ved besvarelsen. Yderligere ark udleveres under prøven ved henvendelse til de tilsynsførende.

Stk. 2. Opgavebesvarelsen må kun skrives på de uddelte ark, herunder på ark der indgår i opgaver, jf. dog stk. 3. Alle ark skal indeholde rubrikker til de oplysninger, som prøvedeltageren skal anføre i overensstemmelse med § 29, stk. 1.

Stk. 3. Hvis prøvedeltageren beslutter, at dennes kladdeark skal indgå som en del af besvarelsen, skal disse ark påføres de samme oplysninger, som nævnt i § 29, stk. 1.

§ 27.§-link ↗

Prøvedeltagerne skal sidde i en sådan afstand, at de ikke kan nå hinanden.

Stk. 2. Under prøven må prøvedeltagerne ikke henvende sig til hinanden.

Stk. 3. Hvis en prøvedeltager forlader prøvelokalet uden tilladelse fra og uden ledsagelse af en tilsynsførende, betragtes det som afbrydelse af prøven for denne prøvedeltager.

Stk. 4. Ved aflevering af opgaven må en prøvedeltager først forlade sin plads, når en tilsynsførende har attesteret modtagelsen af besvarelsen. Herefter kan prøvedeltageren ikke ændre i besvarelsen.

Stk. 5. I det sidste kvarter før prøvens ophør må ingen prøvedeltager forlade sin plads, heller ikke efter at have afleveret sin besvarelse.

Stk. 6. I de tilfælde hvor det fremgår af opgavepakken, at der skal holdes en kort pause mellem to opgaver i prøven, må prøvedeltagerne ikke forlade deres pladser, før alle har afleveret deres besvarelser.

§ 28.§-link ↗

På tidspunktet for prøvens begyndelse åbner lederen eller den, lederen bemyndiger hertil, opgavekuverten. De tilsynsførende uddeler et opgavesæt til hver prøvedeltager.

§ 29.§-link ↗

Prøvedeltageren udfylder rubrikkerne i alle de ark, som prøvedeltageren ønsker at aflevere til bedømmelse, med navn, CPR-nummer, prøvenummer, sidetal og antal ark i alt.

Stk. 2. Den tilsynsførende skal ved modtagelsen af besvarelsen sikre sig, at alle ark er udfyldt, og med sin underskrift på første besvarelsesark attestere, 1) at opgaven er afleveret, 2) at antal ark svarer til det anførte, og 3) at arkene er udfyldt i overensstemmelse med stk. 1.

§ 30.§-link ↗

Ved udløbet af den tid, der er fastsat for prøven, tilkendegiver de tilsynsførende, at tiden er udløbet, og indsamler de opgavebesvarelser, der ikke er afleveret.

§ 31.§-link ↗

Alle eksemplarer af opgavesættene skal blive i prøvelokalet, indtil de tilsynsførende har tilkendegivet, at prøven er afsluttet.

Stk. 2. Prøvedeltagere, der afleverer ved prøvens afslutning, kan tage opgavesæt og ark, der ikke indgår i besvarelsen, med ud af prøvelokalet. Prøvedeltagere, der afleverer tidligere, kan afhente dette materiale umiddelbart efter prøvens afslutning.

§ 32.§-link ↗

Den prøveafholdende udbyder kan tillade, at prøvedeltagerne medbringer og anvender computer ved skriftlige prøver, samt at prøvedeltagerne anvender computere tilhørende den prøveafholdende udbyder, jf. bilag 4. Prøvetiden er den samme som for prøvedeltagere, der ikke anvender computer.

Stk. 2. Lederen skal før prøven meddele prøvedeltageren vilkårene for benyttelse af egen computer/printer, herunder i hvilket omfang den prøveafholdende udbyder under prøven kan tilbyde teknisk assistance til prøvedeltagerens eget udstyr, og for forsikringsforhold, mens prøvedeltagerens eget udstyr befinder sig hos den prøveafholdende udbyder.

Stk. 3. Øvrige regler om brug af computer ved prøverne fremgår af bilag 4.

Stk. 4. Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration kan bestemme, at udbyderen skal indberette oplysninger om brug af computer ved prøver.

Stk. 5. Prøvedeltagere, der anvender computer, samles i et særskilt lokale.

§ 33.§-link ↗

Lederen sender som anbefalet post snarest muligt efter prøveafholdelsen opgavesæt og de originale besvarelser til censor sammen med karakterlisten. Lederen videregiver kopi af besvarelserne og opgavesæt til læreren. Forsendelsen skal indeholde oplysning om antal besvarelser, prøvens art samt ugedag, dato og klokkeslæt for prøven.

Stk. 2. Umiddelbart efter prøven foretager Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration en analyse af et antal besvarelser, der danner grundlag for vejledning om bedømmelsen af prøverne (forcensur).

Stk. 3. Karakteren fastsættes efter drøftelse mellem censor og lærer, når censor har modtaget resultatet af forcensuren, jf. stk. 2, som udsendes af Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration umiddelbart efter prøveafholdelsen.

Stk. 4. Hvis der ikke opnås enighed om en fælles bedømmelse, fastsættes karakteren efter § 8, stk. 2, i karakterbekendtgørelsen. Censor indfører en bemærkning på karakterlisten om karakterer, som lærer og censor ikke er blevet enige om, og som derfor er fastsat efter reglerne i § 8, stk. 2, i karakterbekendtgørelsen.

Stk. 5. Censor sender karakterlisten i underskrevet stand til læreren, der underskriver den og videregiver karakterlisten til lederen.

Stk. 6. Ved Studieprøven underskriver begge censorer karakterlisten, og den censor, der underskriver sidst, fremsender karakterlisten til lederen.

Stk. 7. Senest 7 hverdage efter modtagelsen returnerer censor som anbefalet post de bedømte besvarelser til lederen.

§ 34.§-link ↗

Den prøveafholdende udbyder udleverer de originale besvarelser til prøvedeltagere, der ønsker det, når klagefristen, jf. § 47, stk. 1, og § 50, stk. 1, er udløbet. Besvarelser, der ikke er udleveret, kan tilintetgøres efter et år.

Stk. 2. Prøvedeltagerne har ophavsretten til egne besvarelser.

Kapitel 6 · Mundtlige prøver

§ 35.§-link ↗

Den mundtlige del af prøverne afholdes efter den skriftlige del af prøverne.

§ 36.§-link ↗

Den del af prøvegrundlaget, der udformes af Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration, jf. § 10, stk. 1 og 2, sendes sammen med de skriftlige prøver som anbefalet post til den prøveafholdende udbyders leder, jf. § 21, stk. 2.

Stk. 2. Den del af prøvegrundlaget ved Prøve i Dansk 1, Prøve i Dansk 2 og Prøve i Dansk 3, som udformes af eksaminator, jf. § 10, stk. 2, afleveres af eksaminator senest 15 hverdage før prøvedatoen til lederen, der inden to hverdage godkender prøvegrundlaget ved sin underskrift.

Stk. 3. Men henblik på at kende prøvegrundlaget, jf. stk. 1 før prøvens begyndelse ved Prøve i Dansk 1, Prøve i Dansk 2 og Prøve i Dansk 3 udleverer lederen 5 hverdage før prøvedatoen et eksemplar af dette til eksaminator til orientering.

Stk. 4. 5 hverdage før prøvedatoen sender lederen et eksemplar af det samlede prøvegrundlag, jf. § 10, stk. 1 og 2, til censor.

Stk. 5. Hvis censor ikke modtager materialet, eller hvis det er mangelfuldt eller giver anledning til tvivl, retter censor straks henvendelse til lederen. Løses problemet ikke, retter censor henvendelse til Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration, som træffer afgørelse i sagen.

Stk. 6. Lederen skal sikre, at eksaminator og censor er orienteret om, at prøvegrundlaget til Prøve i Dansk 1, Prøve i Dansk 2 og Prøve i Dansk 3 hemmeligholdes indtil prøvens begyndelse.

§ 37.§-link ↗

Eksaminator og censor må maksimalt eksaminere et antal prøvedeltagere svarende til 6 timers eksamination om dagen, med mindre det sikres, at eksaminationen kan forgå på fuldt betryggende måde.

§ 38.§-link ↗

I prøveafviklingen deltager både eksaminator og censor. Eksaminator skal i censors påhør sikre sig, at prøvedeltageren har opfattet prøvespørgsmålet og er klar over, hvad prøvegrundlaget i øvrigt består af.

Stk. 2. Hvis undervisningen inden for prøvegrundlaget har været varetaget af mere end én lærer, udpeger lederen en eksaminator til prøven. Hvis der foreligger særlige forhold, f.eks. inhabilitet eller sygdom, kan en anden eksaminator end kursistens lærer udpeges.

Stk. 3. Eksaminator for en selvstuderende, jf. § 2, stk. 1, nr. 2 og 3, udpeges af lederen hos den prøveafholdende udbyder.

Stk. 4. Hvis censor har forfald, beskikkes eller udpeges en anden censor i henhold til § 13.

§ 39.§-link ↗

I det omfang prøvegrundlaget består af flere prøvespørgsmål, får prøvedeltagerne tildelt prøvespørgsmålene ved lodtrækning, hvor der anvendes uigennemsigtige og ensartede sedler. Sedlerne må ikke være forsynet med tal eller andre kendetegn på den side, der er synlig for prøvedeltageren. Alle sedlerne skal fremlægges ved prøvens start, og den enkelte prøvedeltager skal kunne vælge mellem mindst tre sedler. Det samme spørgsmål kan være anført på flere sedler, hvis antallet af sedler overstiger tre.

Stk. 2. Prøvedeltagere må medbringe ét ark med egne notater til prøven og støtte sig til disse under prøven. Eksaminator og censor har ret til at se notaterne.

§ 40.§-link ↗

Censor bestemmer, hvornår prøven er afsluttet. Herefter forlader prøvedeltageren lokalet.

Stk. 2. Prøvedeltagere må ikke tage opgavesæt ud af prøvelokalet, jf. dog § 47, stk. 1.

§ 41.§-link ↗

Lederen kan tillade, at prøve aflægges på et senere tidspunkt i prøveforløbet for prøvedeltagere, der kommer for sent, hvis forsinkelsen er rimeligt begrundet.

Stk. 2. Censor anfører på karakterlisten, at en prøvedeltager er udeblevet.

§ 42.§-link ↗

Prøven er offentlig, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Lederen kan begrænse adgangen til prøvelokalet af pladsmæssige grunde og kan nægte adgang for og bortvise enkeltpersoner, hvor det findes nødvendigt for at sikre den nødvendige ro og orden. Lederen kan endvidere fravige reglen i stk. 1, hvis der foreligger særlige forhold, f.eks. hensynet til prøvedeltageren.

Stk. 3. Lyd- og billedoptagelse er ikke tilladt i prøvelokalet.

§ 43.§-link ↗

Der censureres efter hver prøvepræstation. Kun eksaminator og censor må være til stede. Censor udtaler sin bedømmelse først. Hvis censor og eksaminator ikke bliver enige om en fælles bedømmelse, fastsættes karakteren efter reglerne i § 8, stk. 2, i karakterbekendtgørelsen. Censor indfører en bemærkning på karakterlisten om karakterer, som eksaminator og censor ikke er blevet enige om, og som derfor er fastsat efter reglerne i § 8, stk. 2, i karakterbekendtgørelsen.

Stk. 2. Inden karakteren meddeles prøvedeltageren, indføres den på karakterlisten. Karakteren meddeles prøvedeltageren af eksaminator i overværelse af censor.

Stk. 3. Når prøven for de prøvedeltagere, der er anført på karakterlisten for den pågældende dag, er afsluttet, underskriver og daterer eksaminator og censor karakterlisten og afleverer den til lederen.

Stk. 4. Karakterlister til mundtlige prøver skal indeholde rubrikker til angivelse af prøvedato, prøvens art, prøvedeltagerens navn, CPR-nummer og prøvenummer, prøvekarakter, bemærkninger, dato og underskrifter. Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration udformer blanket til karakterliste.

Kapitel 7 · Prøveprotokol og prøvebeviser

§ 44.§-link ↗

Den prøveafholdende udbyder fører en prøveprotokol. Ved prøvedagens afslutning indfører lederen karaktererne i prøveprotokollen, som kan føres elektronisk. Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration træffer beslutning om udformning af prøveprotokollen.

Stk. 2. Karaktererne indføres i prøveprotokollen efter den underskrevne karakterliste.

Stk. 3. Karakterlisten er den prøveafholdende udbyders dokumentation for karaktererne, indtil disse er indført i prøveprotokollen.

Stk. 4. Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration kan bestemme, at kopi af prøveprotokollen indsendes til ministeriet efter hver prøvetermin, eventuelt i elektronisk form.

Stk. 5. Hvis prøveprotokollen føres elektronisk, fremstilles der efter hver prøve en udskrift, der opbevares hos udbyder i 30 år. Ophører udbyderen med at afholde prøver, træffer Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration beslutning om opbevaring af prøveprotokollen.

§ 45.§-link ↗

Lederen udsteder et prøvebevis for aflagte prøver og beståede prøver.

Stk. 2. På prøvebeviset anføres navn, CPR-nummer, prøvetidspunkt (måned og år), prøvetype, prøveform, karakter(er) og den beskrivelse af 13-skalaen, der fremgår af karakterbekendtgørelsen. Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration udformer blanketter til beviser.

Stk. 3. Ved Prøve i Dansk 1, Prøve i Dansk 2 og Prøve i Dansk 3 udstedes der prøvebevis, hvis både den skriftlige og den mundtlige del af prøven er aflagt ved samme prøvetermin.

Stk. 4. Ved Studieprøven udstedes der prøvebevis, hvis både den skriftlige og mundtlige del af prøven er bestået, jf. § 10, stk. 7.

Stk. 5. Lederen sender kopi af prøvebevis til kommunalbestyrelsen i bopælskommunen for prøvedeltagere, der er omfattet af integrationsloven.

Stk. 6. På prøvedeltagerens anmodning udsteder lederen attestation for henholdsvis skriftlig og mundtlig del af Studieprøven, hvis ikke hele prøven er bestået. Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration udformer blanket til attestation.

Kapitel 8 · Forsøg og dispensation

§ 46.§-link ↗

Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration kan tillade fravigelser af reglerne i § 13, stk. 1, § 15, stk. 1, og bilag 2 i det omfang det anses for hensigtsmæssigt for at fremme forsøgs- og udviklingsarbejde. Samtidig fastsættes forsøgets varighed og rapporteringsformen. Det er en betingelse, at prøvens anvendelighed som grundlag for fortsat uddannelse ikke forringes.

Stk. 2. Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration kan dispensere fra reglerne i § 6, stk. 2, § 7, stk. 1, nr. 1, § 10, stk. 7 og § 15, stk. 2, når det er begrundet i usædvanlige forhold.

Kapitel 9 · Klager

§ 47.§-link ↗

Klage over eksaminators og censors afgørelser i forbindelse med prøver samt klage over forhold i forbindelse med prøveforløbet kan af prøvedeltageren indbringes for lederen af den prøveafholdende udbyder inden to uger efter, at afgørelsen eller karakteren er meddelt prøvedeltageren, eller prøven har fundet sted. Prøvedeltageren har ret til uden betaling at få udleveret kopi af sin skriftlige opgavebesvarelse og af prøvegrundlaget ved mundtlig prøve.

Stk. 2. Klagen indgives individuelt og skriftligt. Klageren skal præcisere og begrunde klagepunkterne.

§ 48.§-link ↗

Lederen indhenter hurtigst muligt de nødvendige udtalelser til klagen fra de involverede parter. Udtalelserne afgives inden en frist fastsat af lederen på to uger, med mindre særlige forhold gør sig gældende.

Stk. 2. Lederen forelægger de indhentede udtalelser for klageren, der inden for en frist på normalt en uge har mulighed for at komme med sine kommentarer.

§ 49.§-link ↗

I sager, hvor klagen ikke vedrører bedømmelse af prøver, træffer lederen afgørelse enten om at afvise klagen eller om omprøve. Ved skriftlige prøver kan omprøve først finde sted ved næste prøvetermin, herunder sygeeksamen, jf. § 5, stk. 2. Ved mundtlige prøver kan omprøve finde sted ved næste prøvetermin, med mindre det er muligt at afholde omprøven inden for den aktuelle prøvetermin.

Stk. 2. Hvis klagen vedrører bedømmelse af prøver, træffer lederen afgørelse enten om at afvise klagen eller om at videresende sagen til Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration med henblik på, at ministeriet træffer afgørelse.

Stk. 3. Sagen skal sendes videre til Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration, jf. stk. 2, hvis 1) der ved prøveforløbet eller bedømmelsen er forekommet væsentlige proceduremæssige mangler, eller 2) der foreligger andre særlige omstændigheder, der giver anledning til berettiget tvivl om bedømmelsen. Finder lederen, at der ikke foreligger sådanne omstændigheder, afvises klagen. Finder lederen, at der er grundlag for berettiget tvivl om bedømmelsen, sendes klagen, samtlige udtalelser og lederens udtalelse til Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration til afgørelse. Vedrører klagen bedømmelsen af en skriftlig opgavebesvarelse, medsendes den originale opgavebesvarelse, og kopi opbevares hos den prøveafholdende udbyder.

Stk. 4. Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration træffer afgørelse, jf. stk. 2, enten om at afvise klagen eller om ombedømmelse. Ministeriet kan udpege to beskikkede censorer til at foretage ombedømmelsen.

§ 50.§-link ↗

Lederens afgørelser om at afvise en klage eller tilbyde omprøve, jf. § 49, stk. 1 og 2, kan af klageren indbringes for Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration inden for en frist på to uger, fra klageren har fået meddelelse om afgørelsen.

Stk. 2. Klagen stiles til Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration og indsendes gennem lederen, der afgiver en udtalelse i forbindelse med sagens videresendelse til Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration.

Stk. 3. Klageren skal inden for samme frist som nævnt i § 48, stk. 2, før videresendelsen have lejlighed til at kommentere lederens udtalelse.

§ 51.§-link ↗

I sager, hvor klagen ikke vedrører bedømmelse af prøver, træffer Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration afgørelse enten om at afvise klagen eller om at tilbyde omprøve, jf. § 49, stk. 1.

Stk. 2. I sager, hvor klagen vedrører bedømmelse af prøver, træffer Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration afgørelse om at afvise klagen eller om ombedømmelse, jf. § 49, stk. 2.

Stk. 3. Afgørelse om ombedømmelse, jf. stk. 2 forudsætter, 1) at der ved prøveforløbet eller bedømmelsen er forekommet væsentlige proceduremæssige mangler, eller 2) at der foreligger andre særlige omstændigheder, der giver anledning til berettiget tvivl om bedømmelsen.

Stk. 4. Træffer Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration beslutning om ombedømmelse, kan ministeriet udpege to beskikkede censorer, som foretager ombedømmelsen.

Stk. 5. En klage kan ikke resultere i en lavere karakter.

Kapitel 10 · Overtrædelse af regler mv.

§ 52.§-link ↗

Hvis der under eller efter prøven konstateres overtrædelser af regler i denne bekendtgørelse eller i karakterbekendtgørelsen, indberetter lederen det straks til Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration og orienterer straks skriftligt de prøvedeltagere, som har deltaget i prøven.

Stk. 2. Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration kan bestemme, at prøvebevis eller attestation, jf. § 45, stk. 1 og 6, for den eller de pågældende prøvedeltagere tilbageholdes, indtil sagen er afgjort.

Stk. 3. Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration træffer afgørelse om at hæve karakteren, give tilbud om omprøve eller afvise sagen.

§ 53.§-link ↗

Træffer Ministeriet for Flygtninge, indvandrere og Integration en afgørelse på grund af mangler ved en prøve, har afgørelsen virkning for alle prøvedeltagere, hvis prøve lider af samme mangel.

Kapitel 11 · Ikrafttræden m.v.

§ 54.§-link ↗

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2004.