Bekendtgørelse nr. 780 · 2003

Historisk

Bekendtgørelse om regnskab for Centre for Videregående Uddannelse og andre selvejende institutioner for videregående uddannelser m.v.\n

Bekendtgørelse om regnskab for Centre for Videregående Uddannelse og andre selvejende institutioner for videregående uddannelser m.v.\n

Dokumentdato: 4. sep. 2003Kildeversion observeret: 27. sep. 2026Kilde kontrolleret: 27. sep. 2026
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

Kapitel 1 · Regnskab

§ 1.§-link ↗

Bestyrelsen er ansvarlig for en forsvarlig organisering af institutionens virksomhed i forbindelse med regnskab og revision. Bestyrelsen skal sørge for, at der tages skyldige økonomiske hensyn ved forvaltningen af institutionens midler og påse, at institutionens bogføring og formueforvaltning varetages og kontrolleres på betryggende måde.

Stk. 2. Bogføringen skal være i overensstemmelse med bogføringsloven, jf. dog § 2, stk. 1, 3. pkt.

Stk. 3. Ved revisorskift skal bestyrelsen snarest muligt underrette Undervisningsministeriet og Rigsrevisionen om navn og adresse på den nye revisor.

§ 2.§-link ↗

Regnskabsåret er kalenderåret. Ved regnskabsårets afslutning udarbejder institutionen en årsrapport efter bestemmelserne i lov om erhvervsdrivende virksomheders aflæggelse af årsregnskab m.v. (årsregnskabsloven) for store virksomheder i regnskabsklasse C med de fravigelser, der fremgår af denne bekendtgørelse. Alle beløb i årsrapporten opgives i danske kroner.

Stk. 2. For Centre for Videregående Uddannelse (CVU’er) godkendt efter § 27 g (betingede CVU’er) skal der tillige udarbejdes et konsolideret regnskab for CVU’et, de stiftende institutioner samt eventuelle institutioner, der efterfølgende har tilsluttet sig stiftelsesaftalen, jf. kapitel 14 i årsregnskabsloven med de undtagelser, der fremgår af stk. 3.

Stk. 3. Årsregnskabslovens bestemmelser i §§ 3 – 7, § 16, § 18, § 19, stk. 2, § 20, §§ 22 – 23, § 29, § 32, §§ 34 – 35,§ 37, stk. 3, § 38, § 43, stk. 1 og 2, § 48, § 49, stk. 2, nr. 2 og stk. 3, § 53, stk. 2, nr. 4 og 5, § 56, stk. 2, § 62, §§ 71 – 76, § 79, §§ 81 – 85, § 86, stk. 4, § 87, stk. 1, nr. 1 og 2, § 88, § 93, § 98, afsnit V, §§ 110 – 113, § 114, stk. 2 og 3, § 116, stk. 2, § 118, stk. 2 og 4, §§121 – 124, § 125, stk. 2 og 3, § 127, afsnit VII – XI og bilag 2, finder ikke anvendelse for Centre for Videregående Uddannelse og andre selvejende institutioner for videregående uddannelser m.v.

Stk. 4. Årsrapporten skal have følgende minimumsindhold: 1) Ledelsespåtegning, ledelsens underskrifter og bestyrelsens habilitetserklæring, jf. § 3, stk. 2. 2) Revisorpåtegning. 3) Generelle oplysninger om institutionen. 4) Beretning. 5) Anvendt regnskabspraksis. 6) Resultatopgørelse. 7) Balance. 8) Pengestrømsopgørelse. 9) Noter til regnskabet inkl. anlægsoversigt. 10) Hoved- og nøgletal. 11) Særlige specifikationer.

Stk. 5. Ud over det i stk. 4 nævnte indhold, skal regnskabet forsynes med sammenligningstal og følge opstillingen i bilag 1 og kravene i bilag 2 - 7 til denne bekendtgørelse.

§ 3.§-link ↗

Årsrapporten skal underskrives i overensstemmelse med bestemmelserne i § 24, stk. 1, 3. pkt. i lov om Centre for Videregående Uddannelse og andre selvejende institutioner for videregående uddannelser m.v. (selvejeloven) samt kapitel 2 i årsregnskabsloven og påtegnes af revisor.

Stk. 2. I forbindelse med underskrifterne skal medlemmerne af bestyrelsen afgive en erklæring på tro og love om, at de opfylder habilitetskravene i § 8, stk. 3 og 4, i selvejeloven. Denne erklæring er ikke omfattet af revisors revision.

Stk. 3. Bestyrelsen er ansvarlig for, at en revideret og originalt underskrevet årsrapport samt originalt underskrevne revisionsprotokoller sendes til Undervisningsministeriet og Rigsrevisionen inden den 1. april i året efter regnskabsåret.

Stk. 4. Bestyrelsen tager stilling til revisors bemærkninger, anvisninger og konklusioner i revisionsprotokollen. Bestyrelsens stillingtagen og kommentarer til revisionsprotokollen sendes til ministeriet og Rigsrevisionen sammen med årsrapporten.

Kapitel 2 · Anlægsaktiver, afskrivning, resultatdisponering m.v. · Anlægskartotek

§ 4.§-link ↗

Institutionen udarbejder et anlægskartotek over de aktiver, der har en værdi over den i § 5, stk. 2, nævnte beløbsgrænse. Herudover udarbejder institutionen en fortegnelse over øvrige væsentlige aktiver, som er udgiftsført i anskaffelsesåret, jf. § 5, stk. 2. Bestyrelsen fastlægger kriterier for registrering heraf.

Stk. 2. I det omfang institutionen råder over inventar, udstyr m.v., der er stillet vederlagsfrit til rådighed af andre, skal dette opføres særskilt i anlægskartoteket. Afskrivning

§ 5.§-link ↗

Ved afskrivning på anlægsaktiver anvendes lineær afskrivning over aktivets forventede brugstid efter fradrag af eventuel scrapværdi. Institutionen skal redegøre for de anvendte afskrivningsprincipper under anvendt regnskabspraksis.

Stk. 2. Undervisningsministeriet fastsætter hvert år en beløbsgrænse for værdien af aktiver, der kan udgiftsføres i anskaffelsesåret. Aktiver, der består af flere dele, og som er bestemt til at fungere samlet, og hvis samlede anskaffelsespris overstiger den førnævnte beløbsgrænse, skal opføres som et aktiv.

§ 6.§-link ↗

Afskrivningsperioden for indretning af lejede lokaler kan højst udgøre den resterende lejeperiode. Hvis der ikke er fastsat en lejeperiode, kan afskrivningsperioden højst udgøre 5 år.

§ 7.§-link ↗

Bygninger eksklusiv installationer afskrives over højst 60 år. Der kan anvendes en scrapværdi på højst 50 procent. Afskrivningsperiode og scrapværdi fastsættes på grundlag af en vurdering af bygningens vedligeholdelsesstand, konstruktion og anvendelsesformål.

Stk. 2. Bygningsinstallationer afskrives efter deres art over en periode på 10 - 30 år.

Stk. 3. Inventar og andet udstyr afskrives over en periode på 5 - 15 år.

Stk. 4. Edb-udstyr afskrives over en periode på 3 - 5 år.

Stk. 5. Biler, busser, traktorer m.v. afskrives over en periode på 3 - 8 år.

Stk. 6. For materielle anlægsaktiver, der er udsat for stort slid eller hastig teknisk forældelse, kan bestyrelsen fastsætte en kortere afskrivningsperiode end de i stk. 2 – 5 nævnte. Begrundelse herfor angives under anvendt regnskabspraksis.

Stk. 7. For inventar- og udstyrsgenstande af særlig beskaffenhed og fredede bygninger kan der fastsættes en længere afskrivningsperiode. Begrundelse herfor angives under anvendt regnskabspraksis. Resultatdisponering

§ 8.§-link ↗

Bestyrelsen kan disponere årets resultat til bestemte formål. Disponeringen af resultatet indgår som henlæggelse i specificeringen af egenkapitalen.

Kapitel 3 · Ikrafttrædelses- og overgangsregler

§ 9.§-link ↗

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. oktober 2003 og har virkning fra og med regnskabsåret 2003.

Stk. 2. I bekendtgørelse nr. 1173 af 16. december 1996 som ændret ved bekendtgørelse nr. 962 af 12. december 1997 om tilskud og regnskab m.v. ved selvejende institutioner for videregående uddannelser m.v. og om udbetaling af tilskud for 1996 ophæves § 8, stk. 1, nr. 6, nr. 9 og nr. 10 og § 9, stk. 2, dog således, at disse retningslinier finder anvendelse for aflæggelse af årsregnskab for 2002 og tidligere.

Stk. 3. Retningslinier om regnskab i Undervisningsministeriets Regnskabsinstruks for Selvejelovinstitutioner og DEL-Regnskabsinstruks ophæves, dog således, at disse retningslinier finder anvendelse for aflæggelse af årsregnskab for 2002 og tidligere.

Stk. 4. Kravet om hoved- og nøgletal for de seneste 5 år, jf. bilag 6, skal opfyldes i årsrapporten fra og med 2003 i det omfang, det er praktisk muligt.

Stk. 5. Muligheden for at optage kurstab fra prioritetslån som et aktiv i balancen ophører med udgangen af 2003. Fra og med 2004 følges bestemmelserne i årsregnskabsloven. Institutioner, der har optaget kurstab i balancen efter reglerne i Undervisningsministeriets Regnskabsinstruks for Selvejelovinstitutioner eller DEL-Regnskabsinstruks, kan lade disse fortsætte til udløb.