§ 1.§-link ↗
Bekendtgørelsen omfatter bekæmpelsesmidler, jf. bilag 1, i det omfang de er godkendelsespligtige i medfør af reglerne i kapitel 7 i lov om kemiske stoffer og produkter.
Stk. 2. Bekendtgørelsen omfatter endvidere biocid-basisstoffer, jf. § 2, stk. 4, og aktivstoffer, jf. § 2, stk. 5 og 6, og § 42.
Stk. 3. Bekendtgørelsen omfatter bekæmpelsesmidler i den form, hvori de overdrages til brugeren. Bekendtgørelsen finder ikke anvendelse i forbindelse med 1) transport af bekæmpelsesmidler, jf. dog § 26, 2) bekæmpelsesmidler, der forhandles mellem producenter og importører eller mellem producenter indbyrdes, jf. dog § 27 og § 32, eller 3) eksport af bekæmpelsesmidler, jf. dog § 44 og § 45, stk. 1, om opbevaring, som også gælder ved eksport.
§ 2.§-link ↗
Ved et plantebeskyttelsesmiddel forstås kemiske stoffer og produkter eller mikroorganismer, i den form, hvori de overdrages til brugeren, og som har et eller flere af følgende formål: 1) At beskytte planter eller planteprodukter mod skadegørere eller at forebygge sådanne skadegøreres angreb. 2) At øve indflydelse på planters livsprocesser på anden måde end som ernæring (f.eks. som vækstregulerende midler). 3) At bevare produkter, som stammer fra planter, der er uforarbejdede eller er forarbejdede ved simple metoder såsom formaling, tørring eller presning og for hvilke der ikke findes særlige EU-regler om konserveringsmidler. 4) At ødelægge uønskede planter, at ødelægge plantedele, eller at bremse eller forebygge uønsket vækst af planter.
Stk. 2. Ved et biocidmiddel forstås aktivstoffer og produkter, som indeholder et eller flere aktivstoffer, i den form, hvori de overdrages til brugeren, og som er bestemt til at kunne ødelægge, hindre, uskadeliggøre, hindre virkningen af eller på anden vis bekæmpe virkningen af skadegørere kemisk eller mikrobiologisk.
Stk. 3. Ved et lavrisikobiocidmiddel forstås et biocidmiddel, der som aktivstof eller aktivstoffer kun indeholder et eller flere aktivstof(fer), der er opført på bilag I A til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/8/EF af 16. februar 1998 om markedsføring af biocidholdige produkter (herefter biociddirektivet), og som ikke indeholder noget stof, der giver anledning til bekymring, jf. direktivets artikel 2, stk. 1, litra e.
Stk. 4. Ved et biocid-basisstof forstås et stof, der er opført på bilag I B til biociddirektivet, og hvis væsentligste anvendelse ikke er som bekæmpelsesmiddel, men som i begrænset omfang, og uden direkte at markedsføres til denne anvendelse, anvendes som biocid enten direkte eller i et produkt bestående af stoffet og et ublandet fortyndingsmiddel, som ikke i sig selv er et stof, der giver anledning til bekymring, jf. direktivets artikel 2, stk. 1.
Stk. 5. Ved et aktivstof forstås, når aktivstoffet er til brug som eller i et plantebeskyttelsesmiddel, et kemisk stof eller mikroorganismer, herunder vira, med generel eller specifik virkning mod skadegørere eller på planter, plantedele eller planteprodukter. Ved et aktivstof forstås, når aktivstoffet er til brug som eller i et biocidmiddel, et kemisk stof eller mikroorganismer, herunder vira eller svampe, med generel eller specifik virkning på eller imod skadegørere.
Stk. 6. Ved et nyt aktivstof forstås, når aktivstoffet er til brug som eller i et plantebeskyttelsesmiddel: Et aktivstof som ikke den 26. juli 1993 indgik i et plantebeskyttelsesmiddel, som blev solgt i eller importeret til et EU-land. Ved et nyt aktivstof forstås, når aktivstoffet er til brug som eller i et biocidmiddel: Et aktivstof som ikke før den 14. maj 2000 indgik i et biocidmiddel, som blev solgt i eller importeret til et EU-land.
Stk. 7. En mikroorganisme defineres som en mikroskopisk enhed, cellulær eller ikke-cellulær, der kan formere sig eller overføre genetisk materiale. Definitionen gælder for, men er ikke begrænset til, bakterier, svampe, protozoer, vira og viroider.
§ 3.§-link ↗
Bilag 7 til denne bekendtgørelse omfatter de aktivstoffer, som er optaget på bilag I til Rådets direktiv 91/414/EØF af 15. juli 1991 om markedsføring af plantebeskyttelsesmidler (herefter plantebeskyttelsesmiddeldirektivet).
Stk. 2. I bilag 8 til denne bekendtgørelse angives de aktivstoffer, som er optaget på bilag I, I A eller I B til biociddirektivet.
Stk. 3. I bilag 9 til denne bekendtgørelse angives de aktivstoffer, som EU-Kommissionen har besluttet ikke at optage på bilag I til plantebeskyttelsesmiddeldirektivet, jf. § 43.
§ 4.§-link ↗
Bekæmpelsesmidler, bortset fra biocid-basisstoffer, jf. § 2, stk. 4, skal være godkendt før salg, import eller anvendelse, jf. lovens § 33.
Stk. 2. Biocidmidler, der før den 14. maj 2000 kunne markedsføres lovligt uden godkendelse efter de hidtil gældende regler herom, kan fortsat importeres, sælges eller anvendes, jf. dog stk. 3.
Stk. 3. Biocidmidler, hvori der indgår et nyt aktivstof, skal før import, salg eller anvendelse være godkendt i henhold til lovens § 33.
§ 5.§-link ↗
Afgørelse om godkendelse træffes af Miljøstyrelsen, bortset fra sager om godkendelse af bekæmpelsesmidler, hvor alle aktivstofferne er mikrobiologiske. I sådanne sager træffes afgørelsen af Skov- og Naturstyrelsen. I sager, hvor Skov- og Naturstyrelsen er godkendelsesmyndighed, udøver denne myndighed de opgaver og beføjelser, der i bekendtgørelsen er henlagt til Miljøstyrelsen eller godkendelsesmyndigheden.
Stk. 2. For plantebeskyttelsesmidler skal godkendelsen ske i overensstemmelse med retningslinier og procedurer i plantebeskyttelsesmiddeldirektivet. For biocidmidler, hvori der indgår et aktivstof, som er optaget eller søgt optaget på bilag I eller I A til biociddirektivet eller hvori der indgår et nyt aktivstof, skal sagsbehandling og godkendelse ske i overensstemmelse med reglerne herom i biociddirektivet.
Stk. 3. Ansøgning om godkendelse af et bekæmpelsesmiddel indsendes til godkendelsesmyndigheden, jf. stk. 1, af den, der agter at indføre bekæmpelsesmidler til Danmark eller at producere bekæmpelsesmidler i Danmark med henblik på salg eller anvendelse i Danmark.
Stk. 4. Ansøgningen skal være skriftlig, udformet på dansk eller engelsk og i øvrigt følge godkendelsesmyndighedens anvisninger. Godkendelsesmyndigheden kan bestemme, at ansøgning skal ske på et skema, der kan rekvireres hos myndigheden. Godkendelsesmyndigheden kan bestemme, at ansøgningen skal ske elektronisk.
Stk. 5. For biocidmidler, hvor aktivstoffet eller aktivstofferne er optaget på bilag I eller I A til biociddirektivet, og for plantebeskyttelsesmidler skal ansøgeren have fast forretningssted i et land, der er medlem af Den Europæiske Union.
Stk. 6. Den, der ansøger om godkendelse af et plantebeskyttelsesmiddel, hvori der indgår et nyt aktivstof, som ikke er optaget til det ansøgte anvendelsesområde på bilag I til plantebeskyttelsesmiddeldirektivet, skal efter godkendelsesmyndighedens anvisninger sende ansøgningen til Europa-Kommissionen og alle EU-lande, når myndigheden har tilkendegivet, at ansøgningen formodes at opfylde de nødvendige datakrav.
Stk. 7. Den, der ansøger om godkendelse af et biocidmiddel, hvori der indgår et nyt aktivstof, som ikke er optaget til det ansøgte anvendelsesområde på bilag I, I A eller I B til biociddirektivet, skal efter godkendelsesmyndighedens anvisninger sende ansøgningen til Europa-Kommissionen og alle EU-lande, når myndigheden har tilkendegivet, at ansøgningen formodes at opfylde de nødvendige datakrav.
§ 6.§-link ↗
Ansøgning om godkendelse af et plantebeskyttelsesmiddel, hvori der indgår et nyt kemisk aktivstof, som ikke er optaget på bilag I til plantebeskyttelsesmiddeldirektivet til det ansøgte anvendelsesområde, skal indeholde de oplysninger, der er angivet i bilag 5.1, jf. dog stk. 6.
Stk. 2. Ansøgning om godkendelse af et plantebeskyttelsesmiddel, hvori der indgår et nyt mikrobiologisk aktivstof, som ikke er optaget på bilag I til plantebeskyttelsesmiddeldirektivet til det ansøgte anvendelsesområde, skal indeholde de oplysninger, der er angivet i bilag 5.2.1, jf. dog stk. 7.
Stk. 3. Ansøgning om godkendelse af et plantebeskyttelsesmiddel, hvor alle aktivstofferne er optaget på bilag I til plantebeskyttelsesmiddeldirektivet til det ansøgte anvendelsesområde, skal kun indeholde oplysninger om selve midlet. For kemiske bekæmpelsesmidler er oplysningskravene angivet i bilag 5.1, litra b, og for mikrobiologiske i bilag 5.2.1, litra b.
Stk. 4. Ansøgning om godkendelse af et plantebeskyttelsesmiddel, hvor alle aktivstofferne er optaget på bilag I til plantebeskyttelsesmiddeldirektivet, og hvor midlet er godkendt i et andet EU-land, efter eller da aktivstofferne kom på bilaget, og hvor de relevante landbrugsmæssige, plantesundheds- og miljømæssige forhold, herunder klimaforhold, mellem det pågældende land og Danmark er sammenlignelige, skal indeholde oplysninger, der dokumenterer denne sammenlignelighed, hvis ansøgeren ønsker ansøgningen behandlet efter reglerne om gensidig anerkendelse, jf. artikel 10 i plantebeskyttelsesmiddeldirektivet.
Stk. 5. Ansøgning om godkendelse af et plantebeskyttelsesmiddel, der indeholder kemiske aktivstoffer, der ikke er optaget på bilag I til plantebeskyttelsesmiddeldirektivet til det ansøgte anvendelsesområde, og som indgik i et plantebeskyttelsesmiddel, som blev solgt i eller importeret til et EU-land den 26. juli 1993, skal indeholde de oplysninger, der er angivet i bilag 5.1 eller i bilag 5.3, jf. dog stk. 7.
Stk. 6. Ansøgning om godkendelse af et plantebeskyttelsesmiddel, der indeholder mikrobiologiske aktivstoffer, der ikke er optaget på bilag I til plantebeskyttelsesmiddeldirektivet til det ansøgte anvendelsesområde, og som indgik i et plantebeskyttelsesmiddel, som blev solgt i eller importeret til et EU-land den 26. juli 1993, skal indeholde de oplysninger, der er angivet i bilag 5.2, jf. dog stk. 7. Godkendelsesmyndigheden kan fastsætte en frist for fremsendelse af yderligere oplysninger samt tilkendegive, at ansøgningen anses for bortfaldet og retten til salg ophørt, hvis ikke oplysningerne er modtaget inden fristens udløb. For plantebeskyttelsesmidler, der ikke kan opnå godkendelse, fastsætter godkendelsesmyndigheden en frist for ophør af retten til salg af det pågældende middel.
Stk. 7. Ansøgning om godkendelse af et plantebeskyttelsesmiddel, der indeholder forskellige kategorier af aktivstoffer, skal indeholde oplysning om de enkelte stoffer i overensstemmelse med stk. 1, 2, 5 og 6. Indeholder midlet både aktivstoffer, der er nævnt i stk. 1, og aktivstoffer, der er nævnt i stk. 5, skal oplysningerne om selve midlet være i overensstemmelse med kravene i bilag 5.1, litra b. Indeholder midlet både aktivstoffer, der er nævnt i stk. 2, og aktivstoffer, der er nævnt i stk. 6, skal oplysningerne om selve midlet være i overensstemmelse med kravene i bilag 5.2.1, litra b.
§ 7.§-link ↗
Ansøgning om godkendelse af et biocidmiddel, hvori der indgår et nyt kemisk aktivstof, som ikke er optaget på bilag I eller IA til biociddirektivet til det ansøgte anvendelsesområde, skal indeholde de oplysninger, som er angivet i bilag 5.4, litra a-d, jf. dog stk. 6.
Stk. 2. Ansøgning om godkendelse af et biocidmiddel, hvori der indgår et nyt mikrobiologisk aktivstof, som ikke er optaget på bilag I eller IA til biociddirektivet til det ansøgte anvendelsesområde, skal indeholde de oplysninger, som er angivet i bilag 5.5, litra a og b, jf. dog stk. 6.
Stk. 3. Ansøgning om godkendelse af et biocidmiddel, hvor alle aktivstofferne er optaget på bilag I til biociddirektivet til det ansøgte anvendelsesområde, skal kun indeholde oplysninger om selve midlet. For kemiske biocidmidler er oplysningskravene angivet i bilag 5.4, litra b og d, og for mikrobiologiske i bilag 5.5, litra b.
Stk. 4. Ansøgning om godkendelse af et biocidmiddel, hvor alle aktivstofferne er optaget på bilag I til biociddirektivet, og hvor midlet er godkendt i et andet EU-land, skal indeholde et resume af de oplysninger, som er angivet i bilag 5.4, litra b og d, eller i givet fald bilag 5.5, litra b, og indgives sammen med en kopi af den første godkendelse, som er bekræftet af den udstedende myndighed, hvis ansøgeren ønsker ansøgningen behandlet efter reglerne om gensidig anerkendelse, jf. artikel 4 i biociddirektivet.
Stk. 5. Ansøgning om godkendelse af et biocidmiddel, der som aktivstoffer udelukkende indeholder kemiske aktivstoffer, der ikke er optaget på bilag I eller IA til biociddirektivet til det ansøgte anvendelsesområde, og som indgik i et biocidmiddel, som blev solgt i eller importeret til et EU-land før den 14. maj 2000, skal efter ansøgerens valg indeholde de oplysninger, der er angivet i bilag 5.3 eller de oplysninger, der er angivet i bilag 5.4, litra a-d.
Stk. 6. Ansøgning om godkendelse af et biocidmiddel, der indeholder flere aktivstoffer, og hvor disse indbyrdes tilhører forskellige kategorier, fx kemiske/mikrobiologiske, nye/ikke-nye eller optagne/ikke-optagne på bilag I eller IA, skal indeholde oplysninger om de enkelte stoffer i overensstemmelse med kravene i stk. 1, stk. 2, eller stk. 5 efter Miljøstyrelsens nærmere anvisning. I sådanne tilfælde skal oplysningerne om selve midlet være i overensstemmelse med kravene i bilag 5.4, litra b og d, eller i givet fald bilag 5.5, litra b.
Stk. 7. Miljøstyrelsen kan kræve, at ansøgeren fremlægger supplerende oplysninger, som styrelsen vurderer er nødvendige for at vurdere risici forbundet med biocidmidlet.
§ 8.§-link ↗
Ansøgning om godkendelse af et lavrisikobiocidmiddel skal indeholde følgende oplysninger: 1) Ansøgerens navn og adresse. 2) Fabrikanterne af biocidmidlet og de aktive stoffer (navne og adresser, herunder det sted, hvor fabrikanten af aktivstoffet er etableret). 3) Eventuelt en adgangstilladelse til alle nødvendige relevante data. 4) Biocidmidlets handelsnavn. 5) Biocidmidlets komplette sammensætning. 6) Fysiske og kemiske egenskaber. 7) Produkttype. 8) Brugerkategori. 9) Anvendelsesmetode. 10) Effektivitet. 11) Analysemetoder. 12) Klassificering, emballering og etikettering, herunder et udkast til etiket, i overensstemmelse med reglerne i denne bekendtgørelse. 13) Leverandørbrugsanvisning udarbejdet i henhold til Beskæftigelsesministeriets bekendtgørelse om arbejde med stoffer og materialer.
Stk. 2. For så vidt angår lavrisikobiocidmidler, som allerede er godkendt i et andet EU-land, skal ansøgningen omfatte de oplysninger, som fremgår af stk. 1, bortset fra effektivitetsdata, hvor et resume er tilstrækkeligt og indgives sammen med en kopi af den første godkendelse, som er bekræftet af den udstedende myndighed.
Stk. 3. Miljøstyrelsen kan kræve, at ansøgeren fremlægger supplerende oplysninger, som styrelsen vurderer er nødvendige for at vurdere risici forbundet med biocidmidlet.
§ 9.§-link ↗
Analyser og undersøgelser, der skal gennemføres i henhold til reglerne om godkendelse af bekæmpelsesmidler, udføres i overensstemmelse med principperne for god laboratoriepraksis som anført i Erhvervs- og Boligstyrelsens regler herom. Erhvervs- og Boligstyrelsen kan stille krav om, at undersøgelser og analyser skal være foretaget på anerkendte institutioner eller lignende. Undersøgelser af plantebeskyttelsesmidlers effektivitet, der er udført i Danmark efter den 1. januar 1996, skal være foretaget på forsøgsenheder, der er anerkendt hertil af Danmarks JordbrugsForskning (GEP-anerkendelse).
§ 10.§-link ↗
Offentlige eller videnskabelige institutioner, som har med landbrug, gartneri mv. at gøre, faglige landbrugsorganisationer og erhvervsmæssige brugere kan søge om, at et allerede godkendt plantebeskyttelsesmiddel også kan anvendes til andre formål end de, der er omfattet af godkendelsen.
Stk. 2. Ansøgningen skal redegøre for de miljø- og sundhedsmæssige konsekvenser ved den ansøgte udvidelse, om midlets effektivitet, om restkoncentrationer i de pågældende afgrøder samt om, hvordan brugerne vil blive oplyst om midlet og dets anvendelse.
§ 11.§-link ↗
Den, der agter at gennemføre forsøg på hvirveldyr til brug for ansøgning om godkendelse af et plantebeskyttelsesmiddel, som indeholder et aktivstof, der er på bilag I til plantebeskyttelsesmiddeldirektivet, skal inden iværksættelsen af forsøget indhente oplysning fra Miljøstyrelsen, om hvorvidt der i et EU-land er godkendt et tilsvarende middel. Ansøgeren skal indsende dokumentation om midlets oprindelse og sammensætning til brug for Miljøstyrelsens udtalelse samt sandsynliggøre at være eller kunne komme i besiddelse af de oplysninger, der i øvrigt er nødvendige for at kunne opnå godkendelse.
Stk. 2. Den, der agter at gennemføre forsøg på hvirveldyr til brug for ansøgning om godkendelse af et biocidmiddel, som indeholder et aktivstof, der er på bilag I eller I A til biociddirektivet, skal inden iværksættelsen af forsøget indhente oplysning fra Miljøstyrelsen, om hvorvidt der i et EU-land er godkendt et tilsvarende middel samt om navnet og adressen på indehaveren af den eller de tidligere godkendelse(r). Ansøgeren skal indsende dokumentation om midlets oprindelse og sammensætning til brug for Miljøstyrelsens udtalelse samt sandsynliggøre at være eller kunne komme i besiddelse af de oplysninger, der i øvrigt er nødvendige for at kunne opnå godkendelse.
§ 12.§-link ↗
En godkendelse af et bekæmpelsesmiddel er tidsbegrænset, jf. § 33, stk. 3, i lov om kemiske stoffer og produkter. Ansøgning om fornyet godkendelse skal udformes efter reglerne i dette kapitel, og indsendes til godkendelsesmyndigheden, jf. § 5, senest et år før godkendelsesperiodens udløb.
Stk. 2. Godkendelsesmyndigheden kan træffe afgørelse om, at godkendelsen ikke kan fornys, eller fastsætte ændrede vilkår for godkendelsen. Myndigheden træffer afgørelse om tilbagekaldelse i henhold til lovens § 38, stk. 1, af en godkendelse, såfremt vilkårene herfor overtrædes. Myndigheden træffer afgørelse om en afviklingsfrist for bekæmpelsesmidler, der er på lager. I afviklingsperioden betales afgift efter lovens § 36 og eventuelt gebyr efter bekendtgørelsens § 55.
Stk. 3. Miljøstyrelsen kan, når der træffes afgørelse om, at et tidligere markedsført stof eller produkt godkendes på vilkår, der begrænser stoffets eller produktets hidtidige anvendelsesområde, tillige betinge godkendelsen med, at stoffet eller produktet sælges under et andet navn.
§ 13.§-link ↗
Ved vurderingen af, om der for biocidmidler findes alternative midler eller metoder, der er mindre farlige for sundheden eller mindre skadelige for miljøet, jf. lovens § 35, stk. 2, lægges til grund, at de alternative midler eller metoder kan anvendes med samme effekt på skadevolderen uden væsentlige økonomiske og arbejdsmæssige ulemper for brugeren.
Stk. 2. Miljøstyrelsen kan indhente yderligere oplysninger hos importøren eller producenten, herunder dokumentation for midlets effektivitet og virkninger ved forskellige doseringer til brug for den i stk. 1 nævnte vurdering.
§ 14.§-link ↗
Miljøstyrelsen kan kræve prøver af det rene aktivstof og aktivstoffet i den renhedsgrad, der anvendes ved formuleringen, samt prøver af det formulerede middel og dets bestanddele.
§ 15.§-link ↗
Bekæmpelsesmidler skal være fremstillet, så aktivstofferne er ensartet fordelt eller fordeler sig ensartet efter omrystning eller omrøring.
§ 16.§-link ↗
Af hensyn til fabrikations- og analyseusikkerhed tillades følgende tolerancer for kemiske aktivstoffer: Angiven vægtprocent af aktivstof i midler Tolerancer Over 50 +/- 2,5 pct. (absolut) Over 25 og højst 50 +/- 5 pct. (relativ) Over 10 og højst 25 +/- 6 pct. (relativ) Over 2,5 og højst 10 +/- 10 pct. (relativ) Højst 2,5 +/- 15 pct. (relativ)
Stk. 2. Miljøstyrelsen kan ved godkendelsen af det enkelte middel fastsætte andre tolerancer.
§ 17.§-link ↗
Miljøstyrelsen afgør i forbindelse med godkendelsesbehandlingen, om et bekæmpelsesmiddel skal betegnes som farligt. Farlige bekæmpelsesmidler klassificeres af Miljøstyrelsen og tildeles en eller flere af følgende farebetegnelser: 1) Eksplosiv. 2) Yderst brandfarlig. 3) Meget brandfarlig. 4) Brandnærende. 5) Meget giftig. 6) Giftig. 7) Sundhedsskadelig. 8) Ætsende. 9) Lokalirriterende.
Stk. 2. Biocidmidler, hvori der indgår et aktivstof, som er optaget til det ansøgte anvendelsesområde på bilag I, IA eller IB til biociddirektivet, eller hvori der indgår et nyt aktivstof, klassificeres og tildeles farebetegnelser i henhold til reglerne i bekendtgørelse om klassificering, emballering, mærkning, salg og opbevaring af kemiske stoffer og produkter. Øvrige bekæmpelsesmidler klassificeres og tildeles farebetegnelser efter kriterierne, som er anført i bilag 2.
§ 18.§-link ↗
Reglerne i dette kapitel finder anvendelse på alle bekæmpelsesmidler, jf. §1, stk. 1, bortset fra de biocidmidler, hvori der indgår et aktivstof, som er optaget til det pågældende middels anvendelsesområde på bilag I, I A eller I B til biociddirektivet, eller hvori der indgår et nyt aktivstof, jf. § 2, stk. 6.
§ 19.§-link ↗
Bekæmpelsesmidler må kun sælges, såfremt den anvendte emballage opfylder følgende krav: 1) Emballagen skal være således udformet og fremstillet, at indholdet ikke utilsigtet kan trænge ud. 2) Det materiale, som emballagen er fremstillet af, må ikke kunne angribes af indholdet eller kunne indgå sundhedsfarlige eller på anden måde farlige forbindelser med dette. 3) Emballagen og lukningen skal i alle dele være så solid og stærk, at den ikke kan løsne sig, og skal med sikkerhed kunne tåle den behandling, som den erfaringsmæssigt udsættes for. 4) Emballager med lukkeanordning, som gør det muligt at lukke emballagen igen, skal være konstrueret således, at emballagen kan lukkes gentagne gange, uden at indholdet utilsigtet kan trænge ud. 5) Emballagen skal være udformet, så hel eller delvis tømning kan ske på forsvarlig måde.
Stk. 2. Emballagen skal af producenter eller importører være forseglet på en sådan måde, at forseglingen ødelægges endeligt ved den første åbning af emballagen.
Stk. 3. Miljøstyrelsen kan bestemme, at prøver af salgsemballagen inden godkendelsen skal indsendes til Miljøstyrelsen.
Stk. 4. Emballager med indhold af bekæmpelsesmidler, der sælges en detail til offentligheden, skal være forsynet med børnesikrede lukninger, hvis de skal mærkes med farebetegnelserne »Ætsende« eller »Sundhedsskadelig«, og emballagen har et rumindhold på 3 liter eller derunder.
Stk. 5. Børnesikrede lukninger, jf. stk. 4, skal udformes i overensstemmelse med reglerne i bekendtgørelse om klassificering, emballering, mærkning, salg og opbevaring af kemiske stoffer og produkter.
§ 20.§-link ↗
Emballagen skal være forsynet med en etiket, der angiver: 1) midlets handelsnavn, 2) navn og adresse på indehaveren af godkendelsen, 3) midlets anvendelsesområde, fx afgrøde, virkefelt, fx insekticid og type, fx sprøjtepulver, efterfulgt af produktets registreringsnummer samt sætningen: »Omfattet af Miljøministeriets bekendtgørelse om bekæmpelsesmidler «, 4) for hvert aktivstof i midlet: navn på og indhold af stoffet i midlet, a) i vægtprocent for bekæmpelsesmidler, der er faste stoffer, aerosoler, flygtige væsker (kogepunkt maks. 50 °C) eller tyktflydende væsker (nedre grænse 1 Pa. s. ved 20 °C), b) i vægtprocent og i g pr. l ved 20 °C for andre væsker, c) i rumfangsprocent for luftarter, d) i g pr. enhed for imprægnerede genstande, 5) for mikrobiologiske plantebeskyttelsesmidler hvis det er relevant: antal levende kim pr. g, pr. l eller antal internationalt anerkendte enheder pr. g eller pr. 1, 6) navnet på alle stoffer, der har farebetegnelserne »Meget giftige«, »Giftige«, »Sundhedsskadelige« eller »Ætsende« og som forekommer i midlet i en koncentration, der overstiger 0,2 pct. for meget giftige og giftige stoffer og 5 pct. for sundhedsskadelige eller ætsende, 7) nettoindhold af midlet, 8) partiets fabrikationsnummer eller –dato, 9) eventuel holdbarhedsangivelse, 10) farebetegnelser og faresymboler som angivet i bilag 3, 11) risikoangivelser og sikkerhedsforskrifter (R- og S-sætninger), 12) oplysninger om førstehjælp, 13) forskrifter for anvendelse og opbevaring og anvisning for bortskaffelse af rester og emballage, 14) hvis det er relevant: angivelse af den periode, der skal gå efter midlets anvendelse indtil høst eller anvendelse af afgrøde, 15) for bekæmpelsesmidler, der har farebetegnelserne, »Meget giftige«, »Giftige« eller »Sundhedsskadelige«, skal sætningen: »Emballagen må ikke genanvendes«, anføres på emballagen, medmindre beholderen er beregnet på at blive genanvendt eller genpåfyldt af producenten eller importøren, 16) brugsanvisning, 17) hvis det er relevant: angivelse af den periode, der skal gå efter midlets anvendelse indtil udsåning eller plantning af den kultur, der skal beskyttes, eller indtil udsåning eller plantning af efterafgrøder, 18) oplysning om uønskede bivirkninger på planter, bl.a. fytotoksicitet og skader på naboafgrøder, 19) bigiftighed og symbol herfor, jf. bilag 3.1, og 20) eventuelle andre særlige angivelser, der har til formål at beskytte sundheden eller miljøet.
Stk. 2. For kemiske bekæmpelsesmidler skal de i stk. 1, nr. 4 og 6, nævnte angivelser være i overensstemmelse med nomenklaturen i Miljøministeriets liste over farlige stoffer. Hvis stoffet ikke er optaget på listen, skal angivelsen være i overensstemmelse med en internationalt anerkendt nomenklatur, fortrinsvis den betegnelse, der er anvendt i EINECS (europæisk fortegnelse over markedsførte kemiske stoffer).
Stk. 3. De i stk. 1, nr. 5, 10, 11, 14, 19 og 20 nævnte angivelser fastsættes af Miljøstyrelsen i forbindelse med godkendelsen.
§ 21.§-link ↗
De i § 20 krævede oplysninger skal anføres samlet på en etiket (fareetiketten), jf. dog § 24. Fareetiketten må ikke indeholde andre oplysninger, men kan udgøre en del af en større etiket, hvis betingelserne i stk. 2 er opfyldt.
Stk. 2. Fareetikettens tekst skal være affattet på dansk og skal, eksempelvis ved indramning, adskille sig klart fra andre oplysninger, herunder mærkning på andre sprog.
Stk. 3. Fareetiketten skal have mindst følgende format: Emballagens rumindhold Format (i mm) 1) 3 liter eller derunder ...................................... 52x74 2) over 3 liter men højst 50 liter ....................... 74x105 3) over 50 liter men højst 500 liter ................... 105x148 4) over 500 liter .................................................. 148x210
Stk. 4. Hvert faresymbol skal optage mindst 1/10 af fareetikettens overflade. Det må dog ikke være mindre end 1 cm 2 . Farebetegnelsen skal angives under symbolet.
Stk. 5. Etikettens farve og udseende skal sikre, at faresymbolet og dets orangegule baggrund, jf. bilag 3, træder klart frem. Teksten skal være let læselig og må ikke kunne udviskes.
§ 22.§-link ↗
Etiketten skal fastgøres på emballagen, således at teksten kan læses vandret, når emballagen er anbragt på sædvanlig måde. Etiketten skal med hele sin overflade være fastklæbet på den emballage, som umiddelbart indeholder midlet, og på en sådan måde, at den forbliver på emballagen.
Stk. 2. Såfremt stoffet eller produktet sælges i dobbelt salgsemballage, skal begge emballagedele være forsynet med de i § 20 krævede angivelser.
§ 23.§-link ↗
En etiket er ikke påkrævet, når angivelserne i §§ 20-22 tydeligt er anført på selve emballagen.
§ 24.§-link ↗
Miljøstyrelsen kan give tilladelse til, at de angivelser, der er nævnt i § 20, stk. 1, nr. 16-19, gives i en særskilt vedlagt folder, hvis der er for lidt plads på selve emballagen. Miljøstyrelsen kan i disse tilfælde endvidere tillade, at disse oplysninger ikke skal være angivet på yderemballagen, hvis midlet sælges i en dobbelt salgsemballage.
Stk. 2. Ved angivelse i en folder, jf. stk. 1, skal etiketten indeholde følgende sætning: »Læs først vedlagte brugsanvisning«.
Stk. 3. Teksten i folderen, jf. stk. 1, skal være på dansk, let læselig og må ikke kunne udviskes.
§ 25.§-link ↗
Miljøstyrelsen skal godkende etiket, jf. § 20, teksten på emballage, jf. § 23, og folder, jf. § 24, inden salg af midlet.
§ 26.§-link ↗
Transportemballagen skal som minimum være mærket i overensstemmelse med de internationale bestemmelser om transport af farlige stoffer og produkter samt angivelserne i § 20, stk.1, nr. 1, 8 og 11.
§ 27.§-link ↗
De bekæmpelsesmidler, der er nævnt i § 1, stk. 3, nr. 2, skal tydeligt være mærket med midlets navn, navn på og procentvis indhold af hvert aktivstof, producentens eller importørens navn og adresse samt følgende tekst: »Må ikke udleveres til forbrugere. Kun til viderefabrikation (ompakning) «. Midlerne skal desuden mærkes efter reglerne i bekendtgørelse om klassificering, mærkning, salg og opbevaring af kemiske stoffer og produkter.
§ 28.§-link ↗
Reglerne i dette kapitel finder anvendelse for biocidmidler, hvori der indgår et aktivstof, som er optaget til det pågældende middels anvendelsesområde på bilag I, I A eller I B til biociddirektivet, eller hvori der indgår et nyt aktivstof, jf. § 2, stk. 6.
§ 29.§-link ↗
Biocidmidler emballeres i henhold til reglerne i bekendtgørelse om klassificering, emballering, mærkning, salg og opbevaring af kemiske stoffer og produkter.
Stk. 2. Herudover gælder det for sådanne midler at 1) midler, som kan forveksles med levnedsmidler, drikkevarer eller foder, skal emballeres således, at sandsynligheden for forveksling mindskes mest muligt, og 2) midler, som er tilgængelige for offentligheden, og som kan forveksles med levnedsmidler, drikkevarer eller foder, skal indeholde bestanddele, der nedsætter risikoen for indtagelse.
Stk. 3. Miljøstyrelsen kan bestemme, at prøver af salgsemballagen inden godkendelsen skal indsendes til Miljøstyrelsen.
§ 30.§-link ↗
Biocidmidler etiketteres i henhold til reglerne i bekendtgørelse om klassificering, emballering, mærkning, salg og opbevaring af kemiske stoffer og produkter. Etiketterne må ikke være vildledende eller give et overdrevent indtryk af produktets egenskaber, og de må ikke indeholde de angivelser, som nævnes i § 41, stk. 2.
Stk. 2. Herudover skal etiketterne tydeligt, på dansk og med uudslettelig tekst vise følgende: 1) alle aktivstoffers identitet og koncentration i metriske enheder, 2) nummeret på den godkendelse, som den kompetente myndighed har givet det biocidholdige produkt, 3) præparattype (fx flydende koncentrat, granulat, pulver, fast stof osv.), 4) godkendte anvendelser af det biocidholdige produkt (fx træimprægnering, desinfektion, anti-fouling osv.), 5) brugsanvisning og dosering, angivet i metriske enheder, for hver af de anvendelsesformer, som godkendelsen dækker, 6) enkeltheder om sandsynlige direkte eller indirekte bivirkninger og eventuel vejledning om førstehjælp, 7) såfremt der er vedlagt en brugsanvisning, sætningen »Læs først vedlagte brugsanvisning«, 8) anvisninger for forsvarlig bortskaffelse af biocidmidlet og emballagen, herunder om nødvendigt eventuelt forbud mod genbrug af emballagen, 9) præparatets batchnummer eller betegnelse, samt udløbsdato under normale opbevaringsforhold, og 10) den tid det tager, inden biocidmidlet virker, den tid, der skal hengå mellem anvendelse af biocidmidlet eller mellem anvendelse og næste brug af det behandlede produkt, den tid, der skal hengå indtil næste adgang for mennesker eller dyr til det område, hvor biocidmidlet er anvendt, herunder oplysninger om dekontamineringsmidler og -foranstaltninger og varigheden af den nødvendige ventilation af de behandlede områder, oplysninger med henblik på passende rensning af udstyr, oplysninger om forebyggende foranstaltninger under brug, oplagring og transport (fx beskyttelsesdragter og -udstyr til personer, foranstaltninger til beskyttelse mod ild, dækning af møblement, fjernelse af fødevarer og foderstoffer og anvisninger om, hvordan man undgår, at dyr bliver udsat), samt om fornødent: 11) den kategori af brugere, som biocidmidlet er begrænset til, 12) oplysninger om eventuelle særlige farer for miljøet, især om beskyttelse af organismer uden for målgruppen og hindring af forurening af vand, og 13) for mikrobiologiske biocidmidler eventuelle yderligere etiketteringskrav i henhold til Beskæftigelsesministeriets bekendtgørelse om biologiske agenser og arbejdsmiljø.
Stk. 3. Oplysningerne i stk. 2, nr. 1, 2 og 4 samt om fornødent 7 og 11 anføres på selve etiketten. Oplysningerne i stk. 2, nr. 3, 5, 6 , 8, 9, 10 og 12 kan anføres andetsteds på emballagen eller i en særskilt vedlagt folder, som udgør en integreret del af emballagen. Sådanne oplysninger anses for en del af etiketteringen.
§ 31.§-link ↗
Miljøstyrelsen skal godkende etiket, etikettekst på emballagen (hvor etiket ikke er påkrævet), og folder, jf. § 30, stk. 3, inden salg af midlet.
§ 32.§-link ↗
De bekæmpelsesmidler, der er nævnt i § 1, stk. 3, nr. 2, skal tydeligt være mærket med midlets navn, navn på og procentvis indhold af hvert aktivstof, producentens eller importørens navn og adresse samt følgende tekst: »Må ikke udleveres til forbrugere. Kun til viderefabrikation (ompakning) «. Midlerne skal desuden mærkes efter reglerne i bekendtgørelse om klassificering, mærkning, salg og opbevaring af kemiske stoffer og produkter.
§ 33.§-link ↗
Reglerne i dette kapitel samt i kapitel 7, 8 og 10 om meget giftige og giftige bekæmpelsesmidler finder anvendelse for alle midler, der skal mærkes med farebetegnelsen »Meget giftig« eller »Giftig«.
§ 34.§-link ↗
Meget giftige og giftige bekæmpelsesmidler må kun sælges af 1) indehaveren af godkendelsen for det pågældende middel eller 2) den, der på nærmere fastsatte vilkår har fået tilladelse hertil af Miljøstyrelsen. En tilladelse omfatter et udsalgssted og kan indskrænkes til kun at omfatte giftige bekæmpelsesmidler. Tilladelser kan tilbagekaldes af Miljøstyrelsen.
§ 35.§-link ↗
Meget giftige og giftige bekæmpelsesmidler må kun sælges til virksomheder, der er omfattet af § 34 eller til den, der har gennemført et giftkursus, jf. § 48, stk. 3, nr. 1.
Stk. 2. Giftige bekæmpelsesmidler må endvidere sælges til den, der i medfør af § 48, stk. 2, nr. 1-2 må anvende disse bekæmpelsesmidler.
§ 36.§-link ↗
Forhandleren har pligt til at sikre sig, at køberen er berettiget til at købe meget giftige eller giftige bekæmpelsesmidler. Salg af meget giftige bekæmpelsesmidler til brugere må kun finde sted mod forevisning af bevis for at have et gennemført giftkursus, jf. § 48, stk. 3, nr. 1, eller en tilladelse, som er udstedt af Miljøstyrelsen til at indkøbe og anvende bekæmpelsesmidler i fareklasse »Meget giftig«, uanset om gyldighedsperioden er overskredet. Salg må endvidere kun finde sted mod egenhændig kvittering fra køberen.
§ 37.§-link ↗
Forhandlere, der sælger meget giftige bekæmpelsesmidler, skal føre bog over hvert køb og salg af disse midler. Bogføringen skal foretages straks efter, at dispositionen har fundet sted og skal ske med angivelse af dato, køberen navn og adresse, midlernes handelsnavn samt antal og størrelse af pakningerne.
Stk. 2. Bogføringen skal i øvrigt ske på en sådan måde, at forhandlerens beholdning af disse midler til enhver tid klart fremgår af bogen eller af en særlig specificeret udskrift af forhandlerens normale bogholderi, der kan godkendes af Miljøstyrelsen. Bogen med bilag skal opbevares i 5 år efter at være udskrevet.
§ 38.§-link ↗
Kemiske midler til bekæmpelse af rotter må kun sælges til personer, der ifølge bekendtgørelse om bekæmpelse af rotter mv. er autoriseret af Miljøstyrelsen eller bemyndiget af kommunalbestyrelsen til at foretage bekæmpelse af rotter med sådanne midler.
Stk. 2. Forhandleren har pligt til at sikre sig, at køberen er indehaver af et gyldigt autorisationsbevis eller en bemyndigelse fra kommunalbestyrelsen samt til at føre bog over hvert køb og salg af kemiske midler til bekæmpelse af rotter i overensstemmelse med fremgangsmåden, som er beskrevet i § 37.
§ 39.§-link ↗
Bekæmpelsesmidler må kun sælges i den ubrudte originalpakning, som varen er leveret i fra producent eller importør.
Stk. 2. Åbne originalpakninger af bekæmpelsesmidler må ikke forefindes i forretningslokaler, lagerlokaler og andre lokaler, hvor bekæmpelsesmidler opbevares med henblik på salg til brugere.
§ 40.§-link ↗
Bestemmelserne i lovens § 24 og § 25, stk. 1-3, gælder ikke for bekæmpelsesmidler, der er omfattet af denne bekendtgørelse.
§ 41.§-link ↗
Et bekæmpelsesmiddel må ikke markedsføres under omstændigheder, der er egnet til at vildlede brugerne med hensyn til midlets anvendelse eller den risiko, der kan være forbundet med midlet.
Stk. 2. Et bekæmpelsesmiddel må ikke markedsføres under omstændigheder, der er egnet til at give brugerne den opfattelse, at midlet ikke indebærer risiko for mennesker eller miljø. Dette gælder bl.a. angivelser, handelsnavne mv. som »ufarlig«, »ugiftig«, »ikke sundhedsskadelig«, »lavrisikobiocidmiddel « , »ikke mærkningspligtig«, »testet for .....« (f.eks. allergi), »godkendt«, »miljø«, »øko«, og »natur« eller sammensætninger heraf. Angivelsen »bio « eller sammensætninger heraf, bortset fra »biocid- « , må ikke benyttes i forbindelse med markedsføringen af ikke-mikrobiologiske bekæmpelsesmidler.
Stk. 3. Reklamering må ikke indeholde udsagn mv. om, at et bekæmpelsesmiddel indeholder eller har virkning som plantenæringsstof. Ved reklame for et bekæmpelsesmiddel, der er klassificeret, jf. § 17, skal der i reklamebudskabet gøres opmærksom på midlets farebetegnelse og indholdet af aktivstoffer.
Stk. 4. Reklamering for biocidmidler skal ledsages af sætningerne: »Biocidmidler skal anvendes med forsigtighed. Læs etiket og brugsanvisning, før produktet tages i brug. «.
§ 42.§-link ↗
Aktivstoffer må kun markedsføres til anvendelse i bekæmpelsesmidler, hvis de er klassificeret, emballeret og etiketteret i overensstemmelse med bekendtgørelse om klassificering, emballering, mærkning, salg og opbevaring af kemiske stoffer og produkter.
Stk. 2. Et nyt aktivstof må kun markedsføres til anvendelse i plantebeskyttelsesmidler, hvis en ansøgning, der opfylder kravene i bilag 5.1, litra a, eller 5.2.1, litra a, eller tilsvarende regler i andre EU-lande, er sendt til alle EU-lande og Europa-Kommissionen i overensstemmelse med § 5, stk. 6, eller tilsvarende regler i andre EU-lande med en erklæring om, at aktivstoffet er bestemt til at indgå i et plantebeskyttelsesmiddel.
Stk. 3. Et nyt aktivstof må kun markedsføres til anvendelse i biocidmidler, hvis en ansøgning, der opfylder kravene i bilag 5.4, litra a og i givet fald de relevante dele af bilag 5.4, litra c, eller som opfylder kravene i bilag 5.5, litra a, er sendt til alle EU-lande og Europa-Kommissionen i overensstemmelse med § 5, stk. 7, eller tilsvarende regler i andre EU-lande med en erklæring om, at aktivstoffet er bestemt til at indgå i et biocidmiddel.
Stk. 4. Undtaget fra bestemmelserne i stk. 2 og 3 er markedsføring til anvendelser, som er omfattet af kapitel 9 om forsøgsmæssig afprøvning.
§ 43.§-link ↗
Plantebeskyttelsesmidler, der indeholder aktivstoffer optaget på bilag 9 til denne bekendtgørelse, må ikke sælges eller anvendes efter tidsfristerne anført i bilag 9.
§ 44.§-link ↗
Bekæmpelsesmidler skal overalt opbevares miljø- og sundhedsmæssigt forsvarligt, utilgængeligt for børn og ikke sammen med eller i nærheden af levnedsmidler, foderstoffer, lægemidler eller lignende.
§ 45.§-link ↗
Meget giftige og giftige bekæmpelsesmidler, jf. § 33, skal overalt opbevares miljø- og sundhedsmæssigt forsvarligt, under lås, utilgængeligt for børn og ikke sammen med levnedsmidler, foderstoffer, lægemidler eller lignende.
Stk. 2. Producenter, importører og forhandlere skal opbevare meget giftige og giftige bekæmpelsesmidler i særskilt og aflåst skab eller rum, der tydeligt er mærket med advarselstavle, som er angivet i bilag 4. Forhandlere må ikke anbringe andet end meget giftige og giftige stoffer og produkter i et sådant giftskab eller giftrum.
§ 46.§-link ↗
Rester af bekæmpelsesmidler samt tom brugt emballage er omfattet af bestemmelserne i § 44 og § 45, stk. 1.
Stk. 2. Brugere må kun opbevare bekæmpelsesmidler i den oprindelige emballage.
Stk. 3. Sprøjtevæsker mv., der er tilberedt af bekæmpelsesmidler, må ikke efterlades uden tilsyn.
§ 47.§-link ↗
Bekæmpelsesmidler, der indeholder et eller flere af de aktivstoffer, som er anført på bilag 2, liste A og B, i lov om kemiske stoffer og produkter og bilag 9 om plantebeskyttelsesmidler i denne bekendtgørelse, må ikke besiddes.
Stk. 2. Hvis der i en bekendtgørelse, som ændrer lovens bilag 2 eller bilag 9 om plantebeskyttelsesmidler i denne bekendtgørelse, er fastsat en sidste lovlig anvendelsesdag for et middel, gælder besiddelsesforbudet for midlet først 3 måneder efter denne dato.
Stk. 3. Et bekæmpelsesmiddel, hvis anvendelse kun er delvist forbudt, kan dog lovligt besiddes, hvis oplysningerne på midlets etiket, jf. § 20, er i overensstemmelse med de anvendelsesbegrænsninger for det pågældende middel, som er fastsat i lovens bilag 2.
Stk. 4. Et bekæmpelsesmiddel, som er omfattet af stk. 1, må endvidere besiddes, hvis det sker for at udnytte en dispensation eller tilladelse, som er meddelt i medfør af lov om kemiske stoffer og produkter.
Stk. 5. Forbudet mod besiddelse omfatter ikke midler, der er fremstillet i udlandet og som kun føres gennem landet som transitgods. Forbudet gælder endvidere ikke for virksomheder, som lovligt fremstiller kemiske stoffer og produkter til eksport.
§ 48.§-link ↗
Kemiske midler til bekæmpelse af rotter må kun anvendes af personer, der ifølge bekendtgørelse om bekæmpelse af rotter mv. må foretage bekæmpelse af rotter med kemiske midler.
Stk. 2. Giftige bekæmpelsesmidler, jf. § 33, må kun anvendes af 1) den, der erhvervsmæssigt anvender midlerne i egen bedrift, eller 2) den, der erhvervsmæssigt udfører bekæmpelse for andre.
Stk. 3. Meget giftige bekæmpelsesmidler, jf. § 33, må kun anvendes af 1) den, der er omfattet af stk. 1, og som har bevis for at have gennemgået et giftkursus for det pågældende anvendelsesområde. Kurset skal være foranstaltet af eller anerkendt af Miljøstyrelsen, 2) den, der er omfattet af stk. 2, og som har bevis for at have gennemgået et giftkursus for det pågældende anvendelsesområde. Kurset skal være foranstaltet af eller anerkendt af Miljøstyrelsen, eller 3) ansatte hos den i nr. 2 nævnte, dog ikke for så vidt angår anvendelse af meget giftige midler til bekæmpelse af rotter.
Stk. 4. Miljøstyrelsen kan fastsætte nærmere regler for anvendelse af grupper af meget giftige bekæmpelsesmidler.
§ 49.§-link ↗
Meget giftige og giftige bekæmpelsesmidler, jf. § 33, må ikke anvendes i private haver, i offentlige områder og lignende, der er tilgængelige for publikum, på arealer omkring boligbyggeri, børneinstitutioner og lignende eller til behandling af beplantninger i skel mod offentlige veje eller private haver.
Stk. 2. Undtaget for bestemmelsen i stk. 1 er anvendelsen af meget giftige og giftige midler til bekæmpelse af rotter, mosegrise og muldvarpe under forudsætning af, at bekæmpelsen udføres af personer, der har gennemgået et giftkursus, jf. § 48, stk. 3, nr. 1 og 2.
§ 50.§-link ↗
Meget giftige og giftige bekæmpelsesmidler, jf. § 33, må ikke overlades til personer, som må antages at ville volde skade på sig selv eller deres omgivelser.
§ 51.§-link ↗
Bestemmelserne i stk. 2-7 finder anvendelse for de bekæmpelsesmidler, som er nævnt i § 18 (biocidmidler i overgangsordningen og plantebeskyttelsesmidler).
Stk. 2. Miljøstyrelsen kan tillade, at bekæmpelsesmidler uanset bekendtgørelsens øvrige bestemmelser kan anvendes til undersøgelser af bekæmpelsesmidlers anvendelighed mv. Midlerne skal i så fald udleveres vederlagsfrit, jf. dog stk. 6.
Stk. 3. Ansøgning om tilladelse skal indgives af den mulige ansøger om godkendelse, jf. § 4, stk. 3, eller berørte personer til Miljøstyrelsen inden forsøgets start og skal indeholde oplysninger om: 1) midlets sammensætning samt akut toksicitet for dets aktivstof(fer). 2) for mikrobiologiske plantebeskyttelsesmidler: Aktivstoffets eller aktivstoffernes patogenicitet over for pattedyr, især mennesker, samt naturlig forekomst og udbredelse i Danmark, 3) data, der i øvrigt kan belyse mulige virkninger på menneskers og dyrs sundhed eller på miljøet, 4) midlets anvendelsesområde, 5) de forhold, hvorunder afprøvningen skal finde sted, herunder angivelse af de foranstaltninger, der vil blive truffet for at imødegå eventuel fare for sundheden eller miljøet, 6) navn og adresse på den ejer eller bruger, hvis arealer, afgrøder eller husdyr benyttes ved afprøvningen og 7) navn og adresse på den, der forestår afprøvningen.
Stk. 4. Ansøgninger, jf. stk. 1, vedrørende kemiske bekæmpelsesmidler skal indgives på et særligt skema, som kan fås hos Miljøstyrelsen.
Stk. 5. Miljøstyrelsen kan kræve yderligere oplysninger og fastsætte nærmere vilkår for afprøvningen.
Stk. 6. Forsøgsmæssig afprøvning, der foretages af forskningsinstitutioner under Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, af forsøgsenheder, der er anerkendt hertil af Danmarks JordbrugsForskning (GEP-anerkendelse), jf. § 9, eller af laboratorier eller institutioner, der er akkrediteret, jf. Økonomi- og erhvervsministeriets regler herom, kan få en generel tilladelse til at foretage bestemte forsøg og prøver på nærmere fastsatte vilkår om udførelse af forsøgene. Der kan opkræves vederlag for midler, der anvendes ved disse forsøg.
Stk. 7. Forsøg, der foretages på laboratorium uden udslip til miljøet af ikke godkendte bekæmpelsesmidler, forudsætter ikke tilladelse efter dette kapitel.
§ 52.§-link ↗
Bestemmelserne i stk. 2-6 finder anvendelse for de biocidmidler, som er nævnt i § 28 (biocidmidler uden for overgangsordningen).
Stk. 2. Ikke godkendte biocidmidler eller aktivstoffer beregnet udelukkende til anvendelse i et biocidmiddel, og som ikke indgår i et allerede godkendt biocidmiddel, kan uanset bekendtgørelsens øvrige bestemmelser markedsføres eller anvendes til: 1) Videnskabelig forskning og udvikling, når den eller de ansvarlige for markedsføringen eller anvendelsen udarbejder og opbevarer skriftlige fortegnelser med detaljerede oplysninger om produktets eller aktivstoffets identitet, etiketteringsdata, leverede mængder, navne og adresser på personer, som modtager produktet eller aktivstoffet, samt udarbejder dossierer indeholdende alle foreliggende data om mulige virkninger på menneskers eller dyrs sundhed eller på miljøet, jf. dog stk. 3. Disse oplysninger skal på forlangende stilles til rådighed for Miljøstyrelsen. 2) Procesorienteret forskning og udvikling, såfremt den eller de ansvarlige personer, før markedsføringen eller anvendelsen skriftligt meddeler de i nummer 1 nævnte oplysninger til Miljøstyrelsen, jf. dog stk .3.
Stk. 3. Markedsføring eller anvendelse, jf. stk. 2, som kan indebære eller føre til, at det pågældende biocidmiddel eller stof udsættes i miljøet, må ikke finde sted uden Miljøstyrelsens godkendelse. Ansøgning herom skal indgives til Miljøstyrelsen af de ansvarlige for markedsføringen eller anvendelsen efter styrelsens nærmere anvisninger.
Stk. 4. Ved videnskabelig forskning og udvikling forstås i denne bestemmelse: Videnskabelige forsøg, analyser eller kemisk forskning under kontrollerede betingelser. Heri indgår bestemmelse af stoffets egenskaber, ydeevne og effektivitet såvel som videnskabelige undersøgelser i tilknytning til produktudvikling.
Stk. 5. Ved procesorienteret forskning og udvikling forstås i denne bestemmelse: Videreudvikling af et stof, hvorunder dets anvendelsesområder testes ved hjælp af pilotforsøg eller fremstillingsforsøg.
Stk. 6. Ved markedsføring forstås i denne bestemmelse: Enhver overdragelse mod eller uden vederlag, eller senere oplagring bortset fra overdragelse til oplagring med efterfølgende forsendelse ud af EU's toldområde eller bortskaffelse. Indførsel af et biocidmiddel til EU's toldområde anses for markedsføring.
§ 53.§-link ↗
Den i lovens § 36 nævnte afgift forfalder til betaling den 1. januar og skal indbetales til Miljøstyrelsen inden den 1. februar.
§ 54.§-link ↗
Den, der efter lovens § 36 skal betale afgift, skal senest den 1. februar indsende en årsopgørelse for det umiddelbart foregående kalenderår til Miljøstyrelsen efter dennes nærmere anvisning. Årsopgørelsen skal omfatte den solgte mængde for hvert enkelt produkt og skal udarbejdes på grundlag af optegnelser i en form, som kan godkendes af Miljøstyrelsen. For udenlandske godkendelsesindehavere skal opgørelsen omhandle den samlede mængde, der er afsat med henblik på anvendelse i Danmark. Årsopgørelsen skal være underskrevet af en autoriseret eller registreret revisor, medmindre Miljøstyrelsen i det konkrete tilfælde meddeler fritagelse for revisorattestation.
§ 55.§-link ↗
Den, der har fået tilladelse til forhandling af meget giftige eller giftige bekæmpelsesmidler, skal for hvert udsalgssted, som tilladelsen omfatter, betale et gebyr på: 1) 250 kr. pr. halvår, hvis tilladelsen omfatter meget giftige midler, eller 2) 125 kr. pr. halvår, hvis tilladelsen alene omfatter giftige midler.
Stk. 2. Gebyrerne forfalder til betaling den 1. januar hvert andet år og skal indbetales inden 1. februar i det pågældende kalenderår. Gebyrer, der indbetales efter denne dato, forrentes i overensstemmelse med reglerne i renteloven.
§ 56.§-link ↗
Den, der ansøger om godkendelse af eller ændring af en godkendelse af et biocidmiddel, hvor mindst et aktivstof er optaget på bilag I eller IA til biociddirektivet til den ansøgte anvendelse, skal betale et gebyr til godkendelsesmyndigheden, jf. § 5, stk. 1. Ligeledes skal den, der ansøger om et aktivstofs optagelse på bilag I, IA eller IB, betale et gebyr til godkendelsesmyndigheden. Betaling af gebyrer skal ske til dækning af omkostningerne ved ansøgningerne.
Stk. 2. Gebyret udgør: 1) 1.300.000 kr. pr. aktivstof som i henhold til biociddirektivet anmeldes til vurdering i Danmark med henblik på optagelse på bilag I, IA eller IB. 2) 80.000 kr. pr. middel, hvor Danmark er første land i EU, hvor midlet søges godkendt, efter eller i forbindelse med aktivstoffets optagelse på bilag I, jf. dog nummer 4 og 5. Såfremt midlet alene udgøres af et eller flere aktivstof(fer) udgør gebyret 20.000 kr. pr. aktivstof. 3) 20.000 kr. pr. middel som søges godkendt, jf. § 7, stk. 4, om gensidig anerkendelse. 4) 20.000 kr. pr. middel, der som aktivt stof eller aktivstoffer kun indeholder et eller flere af dem, der er opført på bilag IA (lavrisikobiocidmiddel). 5) 20.000 kr. pr. middel, som har samme rammeformulering, jf. artikel 2, stk. 1, litra j i biociddirektivet, som et middel, som tidligere er godkendt i et EU-land. 6) 5.000 kr. pr. middel, som søges parallelimporteret, og som er identisk med et middel, som i forvejen er godkendt i Danmark efter kapitel 7 i lov om kemiske stoffer og produkter. 7) 5.000 kr. pr. middel som med henvisning til § 6 i lov om kemiske stoffer og produkter søges midlertidigt undtaget fra lovens almindelige betingelser om godkendelse. 8) 5.000 kr. for ændringer i en eksisterende godkendelse. 9) 5.000 kr. pr. middel, som søges godkendt til forsøgsmæssig afprøvning, jf. § 52.
Stk. 3. Gebyret skal indbetales til godkendelsesmyndigheden efter myndighedens nærmere anvisninger på tidspunktet for indgivelse af ansøgningen om godkendelse. Af gebyret, som nævnes i stk. 2, nr. 1, betales alene 10.000 kr. på tidspunktet for indgivelse af anmeldelsen. Den resterende del af gebyret indbetales herefter til godkendelsesmyndigheden efter dennes nærmere anvisning.
Stk. 4. Godkendelsesmyndigheden nedsætter taksten i forbindelse med ansøgninger om fornyet godkendelse, eller i andre sager, hvis sagsbehandlingen har været mindre ressourcekrævende. Taksten kan ligeledes nedsættes i tilfælde, hvor en ansøgning tilbagekaldes af ansøgeren, før der er truffet beslutning om godkendelse. Nedsættelsen skal modsvare de sparede omkostninger i forbindelse med sagens behandling. Beløbet på 10.000 kr., jf. stk. 3, tilbagebetales ikke.
§ 57.§-link ↗
Den, der i henhold til Kommissionsforordning (EC) 451/2000 af 28. februar 2000 anmelder et aktivstof til vurdering i Danmark, med henblik på optagelse på bilag I til plantebeskyttelsesmiddeldirektivet, skal betale et gebyr til Miljøstyrelsen, jf. § 5, stk. 1, til dækning af omkostningerne ved den administrative behandling og vurdering af anmeldelsen.
Stk. 2. Gebyret udgør 1.600.000 kr. Heraf betales 10.000 kr. på tidspunktet for indgivelse af anmeldelsen. Den resterende del af gebyret indbetales herefter til Miljøstyrelsen efter dennes nærmere anvisning.
Stk. 3. Miljøstyrelsen nedsætter taksten, hvis sagsbehandlingen har været mindre ressourcekrævende. Nedsættelsen skal modsvare de sparede omkostninger i forbindelse med sagens behandling. Beløbet på 10.000 kr., jf. stk. 2, tilbagebetales ikke.
§ 58.§-link ↗
Følgende beføjelser i henhold til loven udøves af Miljøstyrelsen: 1) Bestemmelse i henhold til lovens § 35 c, stk. 1 om, at oplysninger kan anvendes uanset reglerne om databeskyttelse samt fastsættelse af vilkårene herfor. 2) Modtagelse af underretning i henhold til lovens § 34, stk. 2, om ændringer i eller tilføjelser til allerede indsendte oplysninger om et godkendt bekæmpelsesmiddel.
§ 59.§-link ↗
Tilsyn og kontrol med overholdelse af reglerne i bekendtgørelsen udøves af Miljøstyrelsen, jf. lovens § 48.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen bistår Miljøstyrelsen ved tilsyn og kontrol med overholdelsen af reglerne om opbevaring og anvendelse af bekæmpelsesmidler hos erhvervsmæssige brugere, jf. lovens § 48.
Stk. 3. Kommunalbestyrelsen bistår Miljøstyrelsen ved tilsyn og kontrol med overholdelsen af opbevarings- og mærkningsreglerne hos detailhandlere og lignende, jf. lovens § 48.
§ 60.§-link ↗
I spørgsmål om bekæmpelsesmidler bistås Miljøstyrelsen af et af ministeren nedsat bekæmpelsesmiddelråd.
Stk. 2. Statens Serum Institut og forskningsinstitutioner under Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri bistår Miljøstyrelsen ved vurderingen af bekæmpelsesmidlers effektivitet.
Stk. 3. Fødevaredirektoratet bistår Miljøstyrelsen i forbindelse med vurderingen af restkoncentrationer i levnedsmidler.
Stk. 4. Danmarks JordbrugsForskning anerkender forsøgsenheder, der i Danmark udfører undersøgelser af plantebeskyttelsesmidlers effektivitet, jf. § 9. Danmarks JordbrugsForsknings afgørelser om anerkendelse kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.
Stk. 5. Danmarks JordbrugsForskning kan opkræve et grundgebyr samt et årligt gebyr til dækning af udgifter i forbindelse med anerkendelser af laboratorier og tilsyn med, at vilkårene for disse overholdes.
Stk. 6. Danmarks JordbrugsForskning bistår ved vurdering af plantebeskyttelsesmidlers farlighed for bier, herunder fastsættelse af krav til mærkning for bifare.
§ 61.§-link ↗
Miljøstyrelsen kan i særlige tilfælde tillade, at reglerne i bekendtgørelsen fraviges.
Stk. 2. Miljøstyrelsen kan ændre bekendtgørelsens bilag 2-9.
§ 62.§-link ↗
Godkendelsesmyndighedens afgørelser efter bestemmelser i denne bekendtgørelse kan påklages til Miljøklagenævnet i overensstemmelse med reglerne i lovens §§ 55 og 57.
Stk. 2. Godkendelsesmyndigheden har den endelige administrative afgørelse i sager, der ikke kan indbringes for Miljøklagenævnet.
§ 63.§-link ↗
Medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning, straffes med bøde den, der 1) overtræder § 15, § 16, stk. 1, § 19, stk. 1, 2, 4 og 5, § 20, stk. 1-2, §§ 21-22, § 24, stk. 2-3, § 26, § 27, § 29, stk. 1-2, § 30, § 32, §§ 34-39, § 41, § 42, stk. 1-3, §§ 43-46, § 47, stk. 1-4, § 48, stk. 1-3, §§ 49-50 eller § 54, 2) overskrider tolerancer fastsat af Miljøstyrelsen efter § 16, stk. 2, 3) sælger et bekæmpelsesmiddel uden godkendelse efter § 25 eller § 31, 4) tilsidesætter vilkår knyttet til en godkendelse, tilladelse eller dispensation efter § 34, nr. 2, § 51, stk. 2 og 5, § 52, stk. 3 eller § 61, stk. 1, eller 5) overtræder regler fastsat i medfør af § 48, stk. 4.
Stk. 2. Straffen kan stige til fængsel i indtil 2 år, hvis overtrædelsen er begået forsætligt eller ved grov uagtsomhed, og hvis der ved overtrædelsen er 1) voldt skade på menneskers eller husdyrs liv eller sundhed eller fremkaldt fare derfor, eller 2) voldt skade på miljøet eller fremkaldt fare derfor, eller 3) opnået eller tilsigtet en økonomisk fordel, herunder ved besparelser, for den pågældende selv eller andre.
Stk. 3. For overtrædelser af § 19, stk. 1, 2, 4 og 5, § 20, stk. 1-2, §§ 21-22, § 24, stk. 2-3, § 26, § 27, § 29, stk. 1-2, § 30, § 32, § 43, §§ 44-45 samt for salg af et bekæmpelsesmiddel uden godkendelse efter §§ 25 eller 31 kan der pålægges producent, importør eller en virksomheds ejer eller bruger bødeansvar, selv om overtrædelsen ikke kan tilregnes denne som forsætlig eller uagtsom. For sådant bødeansvar fastsættes ingen forvandlingsstraf.
Stk. 4. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
Stk. 5. Forældelsesfristen for strafansvaret er 5 år for overtrædelser omfattet af stk. 1-4.
§ 64.§-link ↗
Bekendtgørelsen træder i kraft den 30. juni 2003. Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 241 af 27. april 1998 om bekæmpelsesmidler.