Bekendtgørelse nr. 1096 · 2002

Historisk

Bekendtgørelse om energimærkning og oplysningspligt vedrørende elovne til husholdningsbrug

Bekendtgørelse om energimærkning og oplysningspligt vedrørende elovne til husholdningsbrug

Dokumentdato: 9. dec. 2002Kildeversion observeret: 27. sep. 2026Kilde kontrolleret: 27. sep. 2026
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

§ 1.§-link ↗

Elovne til husholdningsbrug skal ved markedsføring og udbud til salg eller leje være mærket og forsynet med oplysninger om energiforbrug m.v. som fastsat i denne bekendtgørelse.

Stk. 2. Bekendtgørelsen omfatter elovne, som overvejende fremstilles med henblik på anvendelse i private husholdninger, og som anvendes med almindelig elnettilslutning, herunder ovne, som indgår i større apparater.

Stk. 3. Bekendtgørelsen omfatter ikke 1) ovne, der også kan benytte andre energikilder end almindelig elnettilslutning, 2) ovne, der ikke er omfattet af de harmoniserede standarder, der er henvist til i § 6, stk. 3, 3) transportable elovne defineret som ikke-fastmonterede apparater, der vejer under 18 kg, forudsat at de ikke er beregnet til indbygning, 4) brugte elovne og 5) elovne, der er gået ud af produktion før den 1. januar 2003.

Stk. 4. Energiforbruget til dampfunktioner ud over heddampsfunktionen er ikke omfattet af denne bekendtgørelse.

Stk. 5. Det relative energiforbrug for hvert ovnrum bestemmes i henhold til bilag 4.

§ 2.§-link ↗

Ved leverandør forstås i denne bekendtgørelse 1) producenter af elovne, 2) godkendte repræsentanter for producenter af elovne, 3) importører af elovne til Danmark og 4) den, der fra dansk område markedsfører elovne i andre lande i Den Europæiske Union.

Stk. 2. Ved forhandler forstås i denne bekendtgørelse detailhandlere eller andre, der sælger, udlejer eller udstiller elovne, som er bestemt for den endelige bruger.

§ 3.§-link ↗

Elovne skal forsynes med en etiket med oplysninger om ovnens energiforbrug m.v. Etiketten skal udformes og indeholde oplysninger som angivet i bilagene 1 og 4.

Stk. 2. Etiketten skal anbringes på ovnlågen på en sådan måde, at etiketten er klart synlig og ikke er skjult. Har ovnen flere ovnrum, mærkes hvert enkelt ovnrum, med undtagelse af ovnrum, som ikke er omfattet af de harmoniserede standarder, der er henvist til i § 6, stk. 3.

Stk. 3. De udtryk, som anvendes ved udfærdigelsen af etiketten, skal vælges fra fortegnelsen i bilag 5.

Stk. 4. I forbindelse med elovne, som markedsføres og udbydes i Danmark, skal der anvendes dansksprogede etiketter.

§ 4.§-link ↗

Der skal for elovne foreligge et oplysningsskema, som i standardiseret form giver oplysninger om den pågældende elovn. Oplysningsskemaet skal indeholde oplysninger og udformes som angivet i bilagene 2 og 4.

Stk. 2. Oplysningsskemaet skal indgå i leverandørens produktbrochurer. Hvis produktbrochurer ikke forelægges af leverandøren, skal oplysningsskemaet foreligge i en særskilt tryksag eller anden dokumentation, som leverandøren leverer sammen med elovnen.

Stk. 3. De udtryk, som anvendes ved udfærdigelsen af oplysningsskemaet, skal vælges fra fortegnelsen i bilag 5.

Stk. 4. I forbindelse med elovne, som markedsføres og udbydes i Danmark, skal oplysningsskemaet være på dansk.

§ 5.§-link ↗

Udbydes elovne til salg eller leje ved en trykt eller skriftlig meddelelse eller på andre måder, som indebærer, at den potentielle kunde må formodes ikke at få lejlighed til at se den pågældende elovn udstillet, som f.eks. et skriftligt tilbud, postordrekatalog, reklamer på internettet eller andre elektroniske medier, skal meddelelsen indeholde alle de oplysninger, som er angivet i bilag 3.

Stk. 2. Kravet i stk. 1 gælder også, når indbygningsovne udbydes som en del af fuldt udstyrede køkkener.

§ 6.§-link ↗

Oplysninger på etiketter, i oplysningsskemaer og i trykte, skriftlige eller elektroniske meddelelser m.v., jf. §§ 3-5, skal være begrundet i et teknisk dokumentationsmateriale vedrørende den pågældende model af elovn.

Stk. 2. Det tekniske dokumentationsmateriale for den pågældende model af elovn skal være udarbejdet så udførligt, at det er muligt at bedømme nøjagtigheden af etikettens, oplysningsskemaets og meddelelsens oplysninger. Dokumentationsmaterialet skal indeholde følgende: 1) Leverandørens navn og adresse. 2) En generel beskrivelse af modellen, som skal være tilstrækkelig til entydigt og let at identificere denne. 3) Oplysninger, med relevante tegninger, om modellens vigtigste konstruktionstræk, især forhold, som har væsentlig indflydelse på dens energiforbrug. 4) Rapporter inklusive måleresultater over relevante målinger, som er udført på modellen i henhold til målemetoderne i de harmoniserede standarder for den pågældende apparattype, jf. stk. 3, samt beregninger for de værdier, der er afledt af værdier for lignende modeller. 5) Brugsvejledning, hvis en sådan er udarbejdet.

Stk. 3. De oplysninger om den pågældende elovn, som skal gives på etiketter, i oplysningsskemaer og i meddelelser m.v., jf. §§ 3-5, findes ved målinger i overensstemmelse med de harmoniserede standarder, som er vedtaget af Den Europæiske Komité for Elektroteknisk Standardisering (Cenelec) for den pågældende apparattype. Ligeledes skal udførte prøvninger, der er indeholdt i det tekniske dokumentationsmateriale for den pågældende model, måles i overensstemmelse med disse harmoniserede standarder. Standardernes referencenumre er offentliggjort i De Europæiske Fællesskabers Tidende, og medlemsstaterne har offentliggjort referencenumrene for de nationale standarder, som gennemfører disse harmoniserede standarder.

Stk. 4. Foretages sådanne ændringer i konstruktionen af en eksisterende model, at oplysningerne om modellens energiforbrug m.v. ikke længere er korrekte, anses den ændrede elovn for en ny model, som skal have en selvstændig modelbetegnelse, eget teknisk dokumentationsmateriale samt etiket og oplysningsskema med korrekte oplysninger.

§ 7.§-link ↗

For så vidt angår oplysninger om elovnes lydeffektniveau (støj), jf. bilag 1-3, finder §§ 3-6 kun anvendelse 1) i forbindelse med markedsføring til lande i Den Europæiske Union, som har påbudt offentliggørelse af oplysninger om luftbåren støj fra elovne, jf. artikel 3 i Rådets direktiv 86/594/EØF, eller 2) hvis der frivilligt oplyses om elovnes lydeffektniveau i forbindelse med markedsføring i Danmark eller et andet land, hvor der ikke er pligt til at oplyse om luftbåren støj.

Stk. 2. Oplysninger om elovnes lydeffektniveau, som indgår på etiketter, i oplysningsskemaer, i meddelelser m.v. og i teknisk dokumentationsmateriale, jf. §§ 3-6, skal tilvejebringes og angives i overensstemmelse med Rådets direktiv 86/594/EØF, jf. bekendtgørelse om frivillig mærkning af husholdningsapparater med oplysning om luftbåren støj.

§ 8.§-link ↗

Det påhviler leverandører, som markedsfører elovne, at tilvejebringe etiketter, oplysningsskemaer og teknisk dokumentationsmateriale i overensstemmelse med §§ 3, 4, 6 og 7.

Stk. 2. Leverandøren skal sikre, at etiketter og oplysningsskemaer er korrekt udformede og indeholder korrekte oplysninger, jf. §§ 6 og 7 samt bilagene 1, 2 og 4.

Stk. 3. Leverandøren anses for at have givet sit samtykke til offentliggørelsen af oplysningerne på etiketten og oplysningsskemaet.

Stk. 4. Leverandøren skal i 5 år efter, at fremstillingen af den pågældende elovn er ophørt, kunne fremlægge teknisk dokumentationsmateriale som nævnt i § 6.

§ 9.§-link ↗

Leverandøren skal vederlagsfrit levere forhandlere de nødvendige etiketter til korrekt mærkning af leverede elovne på det sprog, som forhandleren skal anvende.

Stk. 2. Anmoder en forhandler om at få etiketter leveret, skal leverandøren sikre, at de ønskede etiketter leveres omgående.

Stk. 3. Leverandøren skal levere forhandlerne de fornødne oplysningsskemaer sammen med leverede elovne.

§ 10.§-link ↗

Forhandlere, der udstiller elovne, skal inden udstilling påføre elovnen korrekt mærkning med etiket i overensstemmelse med § 3.

Stk. 2. Forhandleren skal inden salg eller udleje give kunder mulighed for at gøre sig bekendt med oplysningsskemaet, jf. § 4, for den pågældende elovn.

§ 11.§-link ↗

Den, der udbyder elovne til salg eller leje ved meddelelse m.v. omfattet af § 5, skal i meddelelsen anføre korrekte oplysninger om den pågældende elovn i overensstemmelse med §§ 6 og 7 samt bilag 3.

§ 12.§-link ↗

Energistyrelsen fører for så vidt angår elovne tilsyn med overholdelsen af reglerne i lov om fremme af besparelser i energiforbruget kapitel 5 og i denne bekendtgørelse.

Stk. 2. Energistyrelsen kan overdrage tilsynet efter stk. 1 samt styrelsens beføjelser efter stk. 3 og §§ 13-16 til en anden myndighed.

Stk. 3. Energistyrelsen kan bemyndige en virksomhed eller en sagkyndig institution eller organisation til for så vidt angår elovne at udøve nærmere angivne beføjelser vedrørende kontrol, registrering og lignende i henhold til lov om fremme af besparelser i energiforbruget kapitel 5 og denne bekendtgørelse.

§ 13.§-link ↗

Leverandører skal uden betaling stille eksemplarer af elovne til rådighed for Energistyrelsen med henblik på måling og kontrol samt dække øvrige udgifter ved udtagelsen af de pågældende elovne. Udtager Energistyrelsen eksemplarer hos forhandlere med henblik på måling og kontrol, skal leverandøren af den pågældende elovn afholde alle udgifter herved.

Stk. 2. Energistyrelsens udgifter i forbindelse med måling og kontrol af elovne skal dækkes af leverandøren af den pågældende elovn, medmindre måle- eller kontrolresultater bekræfter rigtigheden af leverandørens oplysninger.

Stk. 3. Leverandøren skal dække alle de udgifter ved udtagelse, måling og kontrol, som skyldes, at leverandøren har meddelt Energistyrelsen eller en bemyndiget sagkyndig institution m.v. urigtige eller vildledende oplysninger eller undladt at afgive nødvendige oplysninger, jf. § 15.

§ 14.§-link ↗

Resultatet af en kontrolundersøgelse af i alt tre eksemplarer af samme model elovn, som Energistyrelsen har ladet udføre i overensstemmelse med de harmoniserede standarder, jf. § 6, stk. 3, indgår i det tekniske dokumentationsmateriale for den pågældende model, jf. § 6, stk. 2, nr. 4, og erstatter eksisterende måleresultater fra tidligere udførte prøvninger, såfremt kontrolresultatet medfører, at oplysninger i energimærket skal ændres.

Stk. 2. Kontrolundersøgelser skal være udført enten som akkrediteret teknisk prøvning på et laboratorium akkrediteret af DANAK eller af et tilsvarende anerkendt akkrediteringsorgan, som har undertegnet den europæiske samarbejdsorganisation for akkrediteringsopgavers multilaterale aftale om gensidig anerkendelse, og som er etableret i et EU/EØS-land, eller på et laboratorium udpeget af Energistyrelsen eller af den myndighed, der har fået overdraget tilsynet.

Stk. 3. Energistyrelsen kan bestemme, at resultatet af kontrolundersøgelser udført i overensstemmelse med stk. 1 og 2 af tilsynsmyndigheder i andre lande i Den Europæiske Union, skal indgå i det tekniske dokumentationsmateriale.

§ 15.§-link ↗

Energistyrelsen kan pålægge leverandører og forhandlere af elovne, herunder den, der udbyder elovne til salg eller leje gennem en meddelelse m.v. som nævnt i § 5, at fremkomme med alle sådanne oplysninger, som er nødvendige for varetagelsen af tilsynet, herunder oplysninger, som er nødvendige for at afgøre, om et forhold er omfattet af reglerne om energimærkning m.v. i lov om fremme af besparelser i energiforbruget og i denne bekendtgørelse. Energistyrelsen kan herunder kræve indsendt dokumentation i form af etiketter, oplysningsskemaer og meddelelser m.v., jf. §§ 3-5, samt, hvis der er grund til at formode, at oplysningerne på etiketterne eller oplysningsskemaerne er ukorrekte, teknisk dokumentationsmateriale, jf. § 6.

Stk. 2. En virksomhed eller en sagkyndig institution eller organisation, der er bemyndiget efter § 12, stk. 3, kan inden for rammerne af bemyndigelsen anmode leverandører og forhandlere om oplysninger omfattet af stk. 1.

Stk. 3. Oplysningerne kan kræves meddelt skriftligt og inden en nærmere fastsat frist.

§ 16.§-link ↗

Energistyrelsen kan meddele påbud i henhold til § 17, stk. 5, i lov om fremme af besparelser i energiforbruget.

§ 17.§-link ↗

Afgørelser truffet af Energistyrelsen eller af en anden myndighed, der har fået overdraget tilsynet efter § 12, stk. 2, kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

§ 18.§-link ↗

Med bøde straffes den, der som leverandør af elovne 1) undlader at tilvejebringe etiketter eller oplysningsskemaer som foreskrevet i § 3, § 4, § 6 og § 7, jf. § 8, stk. 1 og 2, 2) undlader at levere en forhandler etiketter eller oplysningsskemaer som foreskrevet i § 9, eller 3) undlader at tilvejebringe et teknisk dokumentationsmateriale som foreskrevet i § 6 og § 7, jf. § 8, stk. 1 og 4, eller tilvejebringer et mangelfuldt eller misvisende materiale.

Stk. 2. Med bøde straffes den, der som forhandler af elovne 1) udstiller elovne, der ikke er mærket med etiket som foreskrevet i § 3, jf. § 10, stk. 1, eller 2) undlader at give kunder mulighed for at gøre sig bekendt med oplysningsskemaer som foreskrevet i § 10, stk. 2.

Stk. 3. Med bøde straffes den, der i forbindelse med udbud af elovne til fjernsalg eller fjernudlejning gennem en trykt, skriftlig eller elektronisk meddelelse m.v. omfattet af § 5 undlader at give oplysninger om elovnen som foreskrevet i § 5, jf. § 11.

Stk. 4. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

§ 19.§-link ↗

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2003.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 688 af 17. december 1982 om mærkning af elektriske ovne til husholdningsbrug med oplysning om energiforbrug m.v. ophæves. Bekendtgørelsens bestemmelser finder dog fortsat anvendelse for elovne, der er gået ud af produktion før den 1. januar 2003.

Stk. 3. Til og med den 30. juni 2003 vil markedsføring, handel med eller udstilling af elovne samt fordeling af oplysningsmateriale m.v. som nævnt i § 5, som ikke er i overensstemmelse med §§ 3-11, dog være tilladt, såfremt de hidtil gældende regler opfyldes.