Bekendtgørelse nr. 887 · 2002

Historisk

BL 11-10 A, 1. udgave

Bekendtgørelse om arbejdsmiljøforhold for besætningsmedlemmer under tjeneste på luftfartøj og for deres arbejdsgivere

Dokumentdato: 31. okt. 2002Kildeversion observeret: 27. sep. 2026Kilde kontrolleret: 27. sep. 2026
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

§ 1.§-link ↗

I denne bekendtgørelse forstås ved: Besætningsmedlem En person, som i henhold til lov om luftfart eller bestemmelser udfærdiget i medfør af denne er indehaver af et certifikat udstedt eller godkendt af Statens Luftfartsvæsen. Flyvebesætningsmedlem Et certificeret besætningsmedlem, der er pålagt opgaver af betydning for føringen af et luftfartøj i flyvetjenestetiden. Kabinebesætningsmedlem Et certificeret besætningsmedlem, der er pålagt andre opgaver end føringen af et luftfartøj i flyvetjenestetiden. Ansat/arbejdstager En indehaver af et certifikat, der har ret til umiddelbart at udøve certifikatets rettighed i en bestemt virksomhed, betragtes som udgangspunkt som ansat i virksomheden i den periode, som certifikatrettigheden må udøves i den pågældende virksomhed. Hvis der foreligger ganske særlige omstændigheder, kan Statens Luftfartsvæsen efter ansøgning træffe afgørelse om, at udgangspunktet kan fraviges. Arbejdsgiver Enhver fysisk eller juridisk person, der har stiftet et arbejdsmæssigt forhold med besætningsmedlemmet, og som har ansvaret for virksomheden.

§ 2.§-link ↗

Denne bekendtgørelse indeholder bestemmelser, der gennemfører følgende direktiver: 1) Rådets direktiv 89/391/EØF om iværksættelse af foranstaltninger til forbedring af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed under arbejdet, 2) Rådets direktiv 89/655/EØF som ændret ved Rådets direktiv 95/63/EØF om minimumsforskrifter for sikkerhed og sundhed i forbindelse med arbejdstagernes brug af arbejdsudstyr under arbejdet (andet særdirektiv i henhold til artikel 16, stk. 1, i direktiv 89/391/EØF), 3) Rådets direktiv 90/269/EØF om minimumsforskrifter for sikkerhed og sundhed i forbindelse med manuel håndtering af byrder, som kan medføre risiko for især ryg- og lændeskader hos arbejdstagerne (fjerde særdirektiv i henhold til artikel 16, stk. 1, i direktiv 89/391/EØF), 4) Rådets direktiv 91/383/EØF om supplering af foranstaltningerne til forbedring af sikkerheden og sundheden på arbejdsstedet for arbejdstagere, der har tidsbegrænset ansættelsesforhold eller et vikaransættelsesforhold, 5) Rådets direktiv 92/85/EØF om iværksættelse af foranstaltninger til forbedring af sikkerheden og sundheden under arbejdet for arbejdstagere, som er gravide, som lige har født eller som ammer (tiende særdirektiv i henhold til artikel 16, stk. 1, i direktiv 89/391/ EØF), 6) Rådets direktiv 89/656/EØF om minimumsforskrifter for sikkerhed og sundhed i forbindelse med arbejdstagernes brug af personlige værnemidler under arbejdet (tredje særdirektiv i henhold til artikel 16, stk. 1, i direktiv 89/391/EØF), 7) Rådets direktiv 90/394/EØF om beskyttelse af arbejdstagerne mod risici for under arbejdet at være udsat for kræftfremkaldende stoffer (sjette særdirektiv i henhold til artikel 16, stk. 1, i direktiv 89/391/ EØF), 8) Rådets direktiv 97/42/EF af 27. juni 1997 om første ændring af direktiv 90/394/EØF om beskyttelse af arbejdstagere mod risici for under arbejdet at være udsat for kræftfremkaldende stoffer (sjette særdirektiv i henhold til artikel 16, stk. 1, i direktiv 89/391/EØF), 9) Rådets direktiv 98/24/EF om beskyttelse af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed under arbejdet mod risici i forbindelse med kemiske agenser (fjortende særdirektiv i henhold til direktiv 89/391/EØF, artikel 16, stk. 1), 10) Kommissionens direktiv 2000/39/EF om etablering af den første liste over vejledende grænseværdier for erhvervsmæssig eksponering til gennemførelse af Rådets direktiv 98/24/EF om beskyttelse af arbejdstagernes sundhed og sikkerhed mod farerne ved at være udsat for kemiske agenser under arbejdet, 11) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/54/EF om beskyttelse af arbejdstagerne mod farerne ved at være udsat for biologiske agenser under arbejdet (syvende særdirektiv i henhold til artikel 16, stk. 1, i direktiv 89/391/EØF). Direktiverne er medtaget som bilag 1-11 til denne bekendtgørelse.

§ 3.§-link ↗

Denne bekendtgørelse gælder for besætningsmedlemmer, der gør tjeneste om bord på danske civile luftfartøjer og for deres arbejdsgivere. Stk. 2. Et luftfartøj betragtes som dansk, når det er dansk registreret eller opereres i henhold til en dansk driftstilladelse. Anm. : Forsvarskommandoen udarbejder særlige bestemmelser for militær flyvning og tjeneste om bord på militære luftfartøjer.

§ 4.§-link ↗

Bestemmelserne i denne bekendtgørelse finder kun anvendelse i forbindelse med besætningsmedlemmets udførelse af arbejde om bord på luftfartøj og kun, hvis arbejdet er omfattet af besætningsmedlemmets certifikatrettigheder eller må anses for en del af ansættelsesforholdet. Anm. 1 : Arbejde på landjorden er omfattet af lovbekendtgørelse nr. 784 af 11. oktober 1999 om arbejdsmiljø, jf. § 3, stk. 1, der har følgende indhold: "Loven gælder kun for luftfart for så vidt angår arbejde på landjorden." (dvs. f.eks. arbejde i hangarer, værksteder, kontorer, lastning og losning samt andet arbejde, der udføres på jorden). Anm. 2 : Denne bekendtgørelses bestemmelser ændrer ikke de bestemmelser, som i medfør af lov om luftfart og anden lovgivning er fastsat af betydning for luftfartens sikkerhed. Sådanne bestemmelser gælder forud for bestemmelserne i denne bekendtgørelse.

§ 5.§-link ↗

Arbejdsgiveren er forpligtet til at stille tilstrækkelige midler til rådighed for opfyldelsen af denne bekendtgørelse. Foranstaltningerne efter bekendtgørelsen må ikke medføre økonomiske byrder for arbejdstagerne.

§ 6.§-link ↗

Hvis en arbejdsgiver i henhold til denne bekendtgørelse henvender sig til en kompetent sagkundskab uden for virksomheden, fritager dette ikke arbejdsgiveren for ansvar.

§ 7.§-link ↗

Arbejdet skal i alle led planlægges og tilrettelægges således, at det kan udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt. Det skal iagttages, at der ikke foreskrives eller forudsættes anvendt konstruktioner, detailløsninger og arbejdsmetoder, der kan være farlige for eller i øvrigt forringe sikkerhed eller sundhed ved arbejdets udførelse. Stk. 2. Ved planlægningen og tilrettelæggelsen af arbejdet skal det sikres, at de samlede påvirkninger i arbejdsmiljøet på kort eller lang sigt ikke forringer de ansatte besætningsmedlemmers sikkerhed eller sundhed.

§ 8.§-link ↗

Planlægningen og tilrettelæggelsen af arbejdet skal ske under hensyntagen til de bestemmelser, der er angivet i bilag 1-12 til denne bekendtgørelse. Stk. 2. Den vurdering, der i den forbindelse skal foretages, skal i den udstrækning, den har særlig betydning for sikkerhed og sundhed under arbejdet, foreligge i skriftlig form. Stk. 3. Statens Luftfartsvæsen fastsætter retningslinier for det nærmere indhold af den vurdering, der skal foretages efter stk. 2 (arbejdspladsvurdering), og der tages herunder hensyn til virksomhedens art og størrelse. Stk. 4. Retningslinierne for den i stk. 2 nævnte arbejdspladsvurdering forelægges Arbejdsmiljørådet for Luftfart til udtalelse. Stk. 5. På grundlag af den efter stk. 2 foretagne vurdering træffer arbejdsgiveren de foranstaltninger, som er nødvendige, jf. de angivne forebyggelsesbestemmelser i bilag 1. Iværksættelsen skal ske, inden arbejdet påbegyndes.

§ 9.§-link ↗

Ved planlægning af nye eller ændring af eksisterende arbejdspladser, arbejdsprocesser og -metoder, indførelse af ny teknologi, anskaffelse af tekniske hjælpemidler, stoffer og materialer samt personlige værnemidler skal arbejdsmiljøet være i overensstemmelse med indholdet i denne bekendtgørelse.

§ 10.§-link ↗

Hvis en ansat skal gå alene ved en arbejdsproces, og dette kan medføre en særlig fare for den pågældende, skal arbejdet tilrettelægges således, at denne fare imødegås. Kan faren ikke imødegås, må den ansatte ikke arbejde alene.

§ 11.§-link ↗

Virksomhedens sikkerhedsrepræsentanter eller sikkerhedsudvalg skal deltage i planlægningen af arbejdet, jf. §§ 7, 8, 9 og 10. Stk. 2. I virksomheder, hvor der ikke skal udpeges sikkerhedsrepræsentanter eller oprettes sikkerhedsudvalg, jf. § 42, stk. 1, skal de ansatte i samarbejde med arbejdsgiveren eller dennes repræsentant deltage i planlægningen af arbejdet.

§ 12.§-link ↗

Arbejdsgiveren skal sørge for at give de ansatte alle nødvendige oplysninger af betydning for sikkerhed og sundhed og skal give de ansatte adgang til at fremsætte forslag vedrørende sikkerhed og sundhed på arbejdsstedet.

§ 13.§-link ↗

Arbejdsgiveren skal sørge for, at arbejdstagerne, som særligt beskæftiger sig med arbejdstagernes sikkerhed og sundhed, eller de repræsentanter for arbejdstagerne, som særligt beskæftiger sig med arbejdstagernes sikkerhed og sundhed (sikkerhedsrepræsentanterne), ved udøvelsen af deres funktioner får adgang til 1) den vurdering af risici og de beskyttelsesforanstaltninger, der er omhandlet i § 8, stk. 2 og 3, samt 2) den liste og de rapporter, der er omhandlet i § 33, stk. 1, nr. 3 og 4.

§ 14.§-link ↗

Arbejdet skal i alle led udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt ud fra både en enkeltvis og samlet vurdering af de forhold i arbejdsmiljøet, som på kort eller lang sigt kan have indvirkning på den fysiske eller psykiske sundhed. Arbejdet skal udføres i overensstemmelse med denne bekendtgørelse, herunder med bestemmelserne i bilag 1-12 til denne bekendtgørelse.

§ 15.§-link ↗

Ved arbejde, som virker fysisk eller psykisk skadeligt eller belastende på kort eller lang sigt, kan Statens Luftfartsvæsen stille krav om, at særlige arbejdsmiljømæssige foranstaltninger skal gennemføres. Sådanne foranstaltninger kan være særlige velfærdsforanstaltninger og andre arbejdsmiljømæssige foranstaltninger, som er nødvendige for at forebygge sygdom, nedslidning, ulykker m.v.

§ 16.§-link ↗

Ved udførelsen af arbejdet skal det tilstræbes, 1) at ensidigt, belastende arbejde, som på kort eller lang sigt medfører fare for fysisk eller psykisk helbredsforringelse, undgås eller begrænses, og 2) at arbejdstempoet er således, at det ikke medfører fare for fysisk eller psykisk helbredsforringelse på kort eller lang sigt.

§ 17.§-link ↗

Ved udførelsen af arbejdet skal det sikres, 1) at udformning af arbejdspladser, inventar, tekniske hjælpemidler samt valg af arbejdsmetoder så vidt muligt passer til de personer, der skal benytte disse, og 2) at egnede og effektive hjælpemidler, såsom løfteanordninger og transportmidler m.v., er tilgængelige i det omfang, det er nødvendigt for, at arbejdet kan udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt.

§ 18.§-link ↗

Ved udførelsen af arbejdet skal det sikres, 1) at der er truffet effektive foranstaltninger til at forebygge risiko for sammenstyrtning, faldende bagage m.v., sammenskridning, ulykker hidrørende fra elektrisk strøm, rystelser og lignende, 2) at der træffes effektive foranstaltninger for at forhindre udslip, lækage samt udvikling af støv, røg, damp, lugt, gas m.v., hvor dette kan medføre fare for sikkerhed eller sundhed, og 3) at klima- og belysningsforholdene er sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarlige under hensyntagen til det arbejde, der skal udføres. Der skal herunder træffes foranstaltninger til at beskytte de ansatte mod stærk hede eller kulde.

§ 19.§-link ↗

Unødig støjbelastning skal undgås. Støjniveauet under arbejdet skal holdes så lavt, som det er rimeligt under hensyntagen til den tekniske udvikling, og fastsatte grænseværdier skal overholdes.

§ 20.§-link ↗

Unødige fysiske belastninger samt uhensigtsmæssige arbejdsstillinger eller bevægelser skal undgås. Belastningen under arbejdet skal derfor være så lille, som det er rimeligt under hensyntagen til den tekniske udvikling, og fastsatte grænser skal overholdes.

§ 21.§-link ↗

Det arbejdsudstyr, som anvendes under arbejdet, skal opfylde de minimumskrav, der er anført i bilag I og bilag II til direktiv 89/655/ EØF som ændret ved direktiv 95/63/EF, jf. bilag 2 til denne bekendtgørelse.

§ 22.§-link ↗

Ved arbejdets udførelse skal der tages hensyn til den ansattes alder, indsigt, arbejdsevne og øvrige forudsætninger.

§ 23.§-link ↗

Hvis den legemlige eller åndelige tilstand hos en ansat ved visse arbejder kan betyde øget fare for den ansatte selv eller dennes omgivelser, må den ansatte ikke beskæftiges ved sådanne arbejder.

§ 24.§-link ↗

Særligt følsomme risikogrupper, herunder gravide og ammende, skal beskyttes mod farer, som for dem er særligt alvorlige.

§ 25.§-link ↗

For gravide og ammende besætningsmedlemmer gælder reglerne til sikring af sikkerhed og sundhed for gravide og ammende arbejdstagere på arbejdsmiljølovens område. Anm. 1: For gravide arbejdstagere gælder forud for denne bekendtgørelse reglerne i Bestemmelser for Civil Luftfart (BL) 6-05, Bestemmelser om helbredskrav. Denne bekendtgørelse får i disse tilfælde kun betydning, for så vidt der er givet dispensation efter BL 6-05. Anm. 2: På arbejdsmiljølovens område gælder reglerne i Arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 867 af 13. oktober 1994 om arbejdets udførelse, jf. §§ 8 og 12, stk. 2, samt bilag 4 til Arbejdsministeriets bekendtgørelse.

§ 26.§-link ↗

Arbejdsgiveren skal sørge for, at hvert enkelt besætningsmedlem uanset ansættelsesforholdets karakter og varighed får en tilstrækkelig og hensigtsmæssig oplæring og instruktion, som skal sikre, at arbejdet udføres på forsvarlig måde under hensyn til besætningsmedlemmernes sikkerhed og sundhed, og i overensstemmelse med bestemmelserne i bilag 1-12 til denne bekendtgørelse. Stk. 2. Besætningsmedlemmerne skal have tilstrækkelig instruktion på alle relevante områder, herunder om løft af tunge byrder, jf. i øvrigt bestemmelserne i bilag 2, 4 og 6 til denne bekendtgørelse. Stk. 3 . Besætningsmedlemmerne skal endvidere have oplysninger om de ulykkes- og sygdomsfarer, der eventuelt er forbundet med deres arbejde, herunder om arbejdsmedicinske undersøgelser, den ansatte har adgang til, jf. bekendtgørelse nr. 340 af 28. april 1997 om arbejdsmedicinske undersøgelser efter lov om luftfart.

§ 27.§-link ↗

Oplæring og instruktion skal navnlig ske i forbindelse med 1) ansættelsen, 2) forflyttelse eller ændring af arbejdsopgaverne, 3) indførelse eller ændring af arbejdsudstyr eller 4) indførelse af ny teknologi.

§ 28.§-link ↗

Den i §§ 26 og 27 nævnte oplæring og instruktion skal tilpasses udviklingen, herunder forekomsten af nye faremomenter, og skal om nødvendigt gentages regelmæssigt.

§ 29.§-link ↗

Arbejdsgiveren afholder eventuelle udgifter til den i §§ 26, 27 og 28 nævnte oplæring, som skal foregå i arbejdstiden.

§ 30.§-link ↗

En virksomhed, der anvender besætningsmedlemmer, som er ansat i en fremmed virksomhed, har pligt til at sørge for, at arbejdet planlægges, tilrettelægges og udføres under hensyn til besætningsmedlemmernes sikkerhed og sundhed i overensstemmelse med reglerne i denne bekendtgørelse.

§ 31.§-link ↗

Virksomheden skal i overensstemmelse med §§ 26, 27 og 28, sikre sig, at de besætningsmedlemmer, der er omfattet af § 30, får passende instruktion og modtager alle nødvendige oplysninger om eventuelle særlige sikkerheds- og sundhedsforhold på virksomheden, der kan have betydning for deres arbejde.

§ 32.§-link ↗

Det skal sikres, at kun ansatte, der har fået passende instruktion, har adgang til områder, hvor der er særlig fare.

§ 33.§-link ↗

For at sikre, at arbejdsmiljøet til stadighed er sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt, skal arbejdsgiveren sørge for, 1) at vurderingen, jf. § 8, stk. 2, forefindes på virksomheden og revideres, når det har særlig betydning for sikkerhed og sundhed under arbejdet, 2) at sagkyndig bistand indhentes, når dette er nødvendigt for at konstatere, at arbejdsforholdene er sikkerheds- og sundhedsmæssigt forsvarlige, samt 3) at føre en liste over arbejdsulykker, der for arbejdstageren har medført arbejdsudygtighed i mere end én arbejdsdag, samt 4) at udarbejde rapporter på en af Statens Luftfartsvæsen udarbejdet blanket om de arbejdsulykker, der har ramt arbejdstagerne, og senest 9 dage efter skadelidtes første fraværsdag at indsende disse til Statens Luftfartsvæsen.

§ 34.§-link ↗

Arbejdsgiveren skal tilsikre, at der udarbejdes arbejdsforskrifter for rengøring, reparation og vedligeholdelse i det omfang, det er nødvendigt for, at arbejdet kan udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt. Anm.: Området er tillige reguleret af Bestemmelser for Civil luftfart om vedligeholdelse af luftfartøj (BL 2-serien).

§ 35.§-link ↗

Arbejdsgiveren skal tilsikre, at de forskrifter og planer, der er nævnt i § 34, overholdes. Stk. 2 . Der skal foretages kontrol af, at de forskrifter og planer, der er nævnt i § 34, overholdes, og kontrollen skal forestås af personer med fornøden indsigt inden for det pågældende arbejdsområde.

§ 36.§-link ↗

Arbejdsgiveren skal tilsikre, at der udføres effektiv kontrol med, at de sundhedsskadelige påvirkninger, der er nævnt i §§ 18, 19 og 20, imødegås.

§ 37.§-link ↗

Hvor der kan opstå sundhedsfare på grund af stoffer og materialer eller på grund af støj og stråling, skal arbejdsgiveren sørge for, at det jævnligt og, hvor det konkret er påkrævet, til stadighed kontrolleres, at forholdene er i orden, herunder om muligt foretage målinger for at gennemføre kontrollen. Måleresultater skal opbevares og på forlangende fremvises for Statens Luftfartsvæsen.

§ 38.§-link ↗

For så vidt angår brug af personlige værnemidler og arbejde med stoffer og materialer gælder kapitel 1 og 2 i bekendtgørelse nr. 746 af 28. august 1992 om brug af personlige værnemidler, som ændret ved bekendtgørelse nr. 186 af 14. marts 1994 og bekendtgørelse nr. 942 af 16. december 1998. Biologiske agenser

§ 39.§-link ↗

For så vidt angår biologiske agenser og arbejdsmiljø gælder kapitel 1 og 2 i bekendtgørelse nr. 864 af 10. november 1993 om biologiske agenser og arbejdsmiljø, som ændret i bekendtgørelse nr. 998 af 16. december 1997 og bekendtgørelse nr. 177 af 23. marts 1998 bortset fra § 1, stk. 3 og 4, jf. dog stk. 2-6. Stk. 2. I § 3, stk. 1, 1. pkt., ændres "jf. § 4, § 6, §§ 6a 6c, og § 22, nr. 1, i bekendtgørelse om arbejdets udførelse," til "§ 7 og § 8 i bekendtgørelse om arbejdsmiljøforhold for besætningsmedlemmer under tjeneste på luftfartøj og for deres arbejdsgivere,". Stk. 3. I § 3, stk. 3, 1. pkt., ændres "i overensstemmelse med arbejdsmiljølovgivningens almindelige regler" til "i overensstemmelse med bekendtgørelsen om arbejdsmiljøforhold for besætningsmedlemmer under tjeneste på luftfartøj og for deres arbejdsgivere". Stk. 4. I § 4, 2. pkt., ændres "§19 i bekendtgørelse nr. 540 af 2. september 1982 om stoffer og materialer" til "§ 19 i bekendtgørelse nr. 292 af 26. april 2001 om arbejde med stoffer og materialer (kemiske agenser), jf. § 40, stk. 1 i bekendtgørelse om arbejdsmiljøforhold for besætningsmedlemmer under tjeneste på luftfartøj og for deres arbejdsgivere." Stk. 5. I § 6, stk. 2 ændres "jf. særlig bekendtgørelse nr. 746 af 28. august 1992 om brug af personlige værnemidler." til " jf. særlig bekendtgørelse nr. 746 af 28. august 1992 om brug af personlige værnemidler, jf. § 38 i bekendtgørelse om arbejdsmiljøforhold for besætningsmedlemmer under tjeneste på luftfartøj og for deres arbejdsgivere." Stk. 6. I § 10 ændres "i bekendtgørelse nr. 1165 af 16. december 1992 om arbejdsmedicinske undersøgelser efter lov om arbejdsmiljø." til "i bekendtgørelse nr. 340 af 28. april 1997 om arbejdsmedicinske undersøgelser efter lov om luftfart." Kemiske agenser

§ 40.§-link ↗

For så vidt angår arbejde med stoffer og materialer (kemiske agenser) gælder Kapitel 1, 2, 3, 4, 5, 6, 7 i bekendtgørelse nr. 292 af 26. april 2001 om arbejde med stoffer og materialer (kemiske agenser), herunder Arbejdstilsynets vejledning om grænseværdier for stoffer og materialer af 1. oktober 2000, bortset fra § 18, jf. dog stk. 2-6. Stk. 2. I § 4 ændres "Bekendtgørelsen indeholder supplerende regler til bekendtgørelsen om arbejdets udførelse og bekendtgørelsen om virksomhedernes sikkerheds- og sundhedsarbejde." til "Bekendtgørelsen indeholder supplerende regler til bekendtgørelsen om arbejdsmiljøforhold for besætningsmedlemmer under tjeneste på luftfartøj og for deres arbejdsgivere." Stk. 3. I § 5, stk. 1, ændres "jf. § 4 i bekendtgørelse om arbejdets udførelse." til "jf. § 7 og § 8 i bekendtgørelse om arbejdsmiljøforhold for besætningsmedlemmer under tjeneste på luftfartøj og for deres arbejdsgivere." Stk. 4. I § 6, stk. 1, ændres "arbejdspladsvurderingen efter bekendtgørelse om arbejdets udførelse" til "arbejdspladsvurderingen efter bekendtgørelse om arbejdsmiljøforhold for besætningsmedlemmer under tjeneste på luftfartøj og for deres arbejdsgivere". Stk. 5. I § 12, stk. 3, § 13, stk. 3, og § 23, ændres "Arbejdstilsynet" til "Statens Luftfartsvæsen". Stk. 6. I § 22 ændres "efter reglerne herfor i bekendtgørelse om arbejdsmedicinske undersøgelser efter lov om arbejdsmiljø," til "efter reglerne herfor i bekendtgørelse om arbejdsmedicinske undersøgelser efter lov om luftfart,". Foranstaltninger til forebyggelse af kræftrisikoen ved arbejde med stoffer og materialer

§ 41.§-link ↗

For så vidt angår foranstaltninger til forebyggelse af kræftrisikoen ved arbejde med stoffer og materialer gælder kapitel 1, 2, 3 og 4 i bekendtgørelse nr. 140 af 17. februar 1997 om foranstaltninger til forebyggelse af kræftrisikoen ved arbejde med stoffer og materialer som ændret ved bekendtgørelse nr. 999 af 16. december 1997 og bekendtgørelse nr. 521 af 15. juni 2000, bortset fra §§ 2, 37 og 38, jf. dog stk. 2-8. Stk. 2. I § 4, stk. 1, ændres "Bekendtgørelsen indeholder supplerende regler til bekendtgørelsen om arbejde med stoffer og materialer og bekendtgørelsen om arbejdets udførelse." til "Bekendtgørelsen indeholder supplerende regler til bekendtgørelsen om arbejdsmiljøforhold for besætningsmedlemmer under tjeneste på luftfartøj og for deres arbejdsgivere." Stk. 3. I § 4, stk. 2, ændres "og bekendtgørelsen om stoffer og materialer gælder" til "og bekendtgørelsen om arbejde med stoffer og materialer (kemiske agenser), jf. § 40, i bekendtgørelsen om arbejdsmiljøforhold for besætningsmedlemmer under tjeneste på luftfartøj og for deres arbejdsgivere, gælder". Stk. 4. I § 4, stk. 3, ændres "i bekendtgørelse om stoffer og materialer" til "i bekendtgørelse om arbejde med stoffer og materialer (kemiske agenser), jf. § 40, i bekendtgørelsen om arbejdsmiljøforhold for besætningsmedlemmer under tjeneste på luftfartøj og for deres arbejdsgivere". Stk. 5. I § 5, stk. 1 og § 6, stk. 1 , ændres "i ovennævnte bekendtgørelse om stoffer og materialer« til "bekendtgørelse om arbejde med stoffer og materialer (kemiske agenser), jf. § 40, stk. 1 i bekendtgørelsen om arbejdsmiljøforhold for besætningsmedlemmer under tjeneste på luftfartøj og for deres arbejdsgivere". Stk. 6. I §15, stk. 1 , ændres "jf. § 4, § 6, §§ 6 a 6 c og § 22, nr. 1 i bekendtgørelse om arbejdets udførelse," til "jf. §§ 8 og 33, i bekendtgørelsen om arbejdsmiljøforhold for besætningsmedlemmer under tjeneste på luftfartøj og for deres arbejdsgivere,". Stk. 7. I § 21, stk. 1 , ændres "efter kapitel 5 i bekendtgørelse om arbejdets udførelse," til "efter kap. 8 i bekendtgørelsen om arbejdsmiljøforhold for besætningsmedlemmer under tjeneste på luftfartøj og for deres arbejdsgivere,". Stk. 8. I § 23 , ændres "efter reglerne herfor i bekendtgørelsen om arbejdsmedicinske undersøgelser efter lov om arbejdsmiljø" til "efter reglerne herfor i bekendtgørelse nr. 340 af 28. april 1997 om arbejdsmedicinske undersøgelser efter lov om luftfart."

§ 42.§-link ↗

For virksomheder med mindre end 5 ansatte besætningsmedlemmer gælder reglen i luftfartslovens § 40 c. Stk. 2. I virksomheder, hvor der ikke er valgt en sikkerhedsrepræsentant og oprettet et sikkerhedsudvalg efter reglen i stk. 3, skal de ansatte i samarbejde med arbejdsgiveren eller dennes repræsentant deltage i den i §§ 7 - 10 nævnte planlægning og den i §§ 35 og 36 nævnte kontrol. Stk. 3. I virksomheder med mindre end 5 ansatte besætningsmedlemmer kan det mellem disse og virksomheden aftales, at der vælges sikkerhedsrepræsentanter og oprettes et sikkerhedsudvalg. I så fald gælder bestemmelserne i §§ 43 45. Anm. : Luftfartslovens § 40 c, jf. lovbekendtgørelse nr. 543 af 13. juni 2001, har følgende indhold: "I virksomheder med 1-4 ansatte, der gør tjeneste som besætningsmedlemmer på luftfartøj, skal virksomhedens arbejde for arbejdsmiljø under denne tjeneste udføres ved personlig kontakt mellem arbejdsgiveren og de ansatte besætningsmedlemmer." Sikkerhedsrepræsentanter

§ 43.§-link ↗

For virksomheder med 5 ansatte eller derover, som gør tjeneste som besætningsmedlemmer på luftfartøj, gælder reglerne i §§ 43, 44 og 45. Stk. 2. De ansatte flyvebesætningsmedlemmer henholdsvis kabinebesætningsmedlemmer skal hver af deres midte vælge en sikkerhedsrepræsentant for hver luftfartøjstype eller andet hensigtsmæssigt afgrænset arbejdsområde. Stk. 3. Valget som sikkerhedsrepræsentant gælder for 2 år, dog længst indtil sikkerhedsrepræsentantens ansættelse i virksomheden som flyvebesætningsmedlem henholdsvis kabinebesætningsmedlem ophører. Stk. 4. Afgår sikkerhedsrepræsentanten i løbet af perioden, skal der vælges en ny sikkerhedsrepræsentant. Hvis den resterende del af valgperioden er mindre end et halvt år, gælder valget tillige for næste valgperiode. Genvalg kan finde sted. Stk. 5. Samtlige ansatte besætningsmedlemmer i virksomheden har valgret og er valgbare ved valg af sikkerhedsrepræsentant. Stk. 6. Det påhviler arbejdsgiveren at sikre, at valg af sikkerhedsrepræsentant kan finde sted i overensstemmelse med §§ 43, stk. 2, 3, 4 og 5, og at meddele resultatet af valget til Statens Luftfartsvæsen. Stk. 7. Sikkerhedsrepræsentanten er beskyttet mod afskedigelse og anden forringelse af sine forhold på samme måde som tillidsmænd inden for arbejdsmiljølovens område. Stk. 8. Arbejdsgiveren skal give sikkerhedsrepræsentanten en efter forholdene rimelig tid til i arbejdstiden at varetage sine pligter i sikkerhedsarbejdet. Stk. 9. Arbejdsgiveren skal give sikkerhedsrepræsentanten lejlighed til at erhverve sig en arbejdsmiljøuddannelse. Stk. 10. Arbejdsgiveren afholder udgifterne ved sikkerhedsrepræsentantens hverv og godtgør sikkerhedsrepræsentanten tab af indtægt, herunder ved nødvendig deltagelse i arbejdsmiljøuddannelse, jf. kapitel 11. Stk. 11. Kursusafgiften indbetales af arbejdsgiveren til kursusarrangøren. Sikkerhedsudvalg

§ 44.§-link ↗

I virksomheden oprettes et sikkerhedsudvalg bestående af højst 2 sikkerhedsrepræsentanter valgt af flyvebesætningsmedlemmer og højst 2 sikkerhedsrepræsentanter valgt af kabinebesætningsmedlemmer. Arbejdsgiveren udpeger et tilsvarende antal repræsentanter. Stk. 2. Det enkelte sikkerhedsudvalg kan aftale en anden sammensætning. Stk. 3. Formanden for udvalget udpeges af arbejdsgiveren blandt udvalgets medlemmer efter indstilling fra disse. Stk. 4. Formanden sørger for, at der udarbejdes en liste over, hvem der er medlemmer af udvalget, og at denne sendes til Statens Luftfartsvæsen. Formanden sørger endvidere for, at de ansatte besætningsmedlemmer i virksomheden bliver bekendt med, hvem der er medlemmer af udvalget. Stk. 5. Formanden skal holde udvalget underrettet om arbejdsmiljøarbejdet og om problemer af arbejdsmiljømæssig art, der opstår mellem møderne. Stk. 6. Sikkerhedsudvalget skal inden for virksomheden være rådgivende med hensyn til planlægning og gennemførelse af foranstaltninger af betydning for arbejdsmiljøet for tjeneste på luftfartøjer. Stk. 7. Sikkerhedsudvalget holder ordinært møde mindst én gang årligt. Stk. 8. Formanden indkalder til mødet med mindst 4 ugers varsel og sørger for, at udvalgsmedlemmerne og øvrige ansatte besætningsmedlemmer gøres bekendt med dagsordenen senest 10 dage før mødet. Stk. 9. Ekstraordinært møde skal afholdes på begæring af ethvert af medlemmerne, dog højst hver 2. måned. Møde skal dog altid afholdes, hvis et flertal af medlemmerne fremsætter begæring herom. Stk. 10. Formanden foranlediger, at der udarbejdes referat af sikkerhedsudvalgets møder. Stk. 11. Sikkerhedsudvalget sørger for, at der bliver udpeget en daglig leder af sikkerhedsarbejdet, som kan handle på udvalgets vegne. Stk. 12. Er der ikke udpeget en sikkerhedsleder specielt til dette arbejde, skal arbejdsgiveren efter drøftelse med sikkerhedsudvalget blandt udvalgets medlemmer udpege en leder. Stk. 13. Arbejdsgiveren skal meddele Statens Luftfartsvæsen, hvem der er daglig leder af sikkerhedsarbejdet. Stk. 14. Den daglige leder skal i forlængelse af sine pligter efter § 45, stk. 2, holde sikkerhedsudvalget orienteret om sikkerheds- og sundhedsarbejdet og inddrage udvalget i løsning af problemer, der opstår mellem møderne. Stk. 15. Bestemmelserne i § 43, stk. 8-10, gælder også for de medlemmer af sikkerhedsudvalget, der er udpeget af arbejdsgiveren. Sikkerhedsrepræsentanter og sikkerhedsudvalg

§ 45.§-link ↗

Arbejdsgiveren skal sørge for, at virksomhedens sikkerhedsrepræsentanter eller sikkerhedsudvalg får adgang til 1) den i § 8, stk. 2, nævnte vurdering, 2) de i § 33, stk. 1, nr. 3 og 4 nævnte lister og rapporter, 3) nødvendige oplysninger, der hidrører fra såvel aktiviteter til beskyttelse og forebyggelse som fra institutioner med kompetence inden for sikkerhed og sundhed. Stk. 2. Virksomhedens sikkerhedsrepræsentanter eller sikkerhedsudvalg skal deltage i den i §§ 7 - 10 nævnte planlægning og den i §§ 35 og 36 nævnte kontrol. Stk. 3. Statens Luftfartsvæsen skal ved besøg i virksomheden træde i forbindelse med vedkommende sikkerhedsrepræsentanter og repræsentanter for sikkerhedsudvalget. Disse har fri adgang til at forelægge spørgsmål af arbejdsmæssig art for Statens Luftfartsvæsen. Stk. 4. Hvis personalet i virksomheden ikke er tilstrækkelig kompetent til at varetage sikkerhedsrepræsentantens eller sikkerhedsudvalgets aktiviteter med henblik på at sikre, at arbejdsforholdene er sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarlige, skal arbejdsgiveren henvende sig til kompetent sagkundskab uden for virksomheden. Stk. 5. Hvis arbejdsgiveren henvender sig til sådan kompetent sagkundskab, skal de pågældende personer eller serviceorganisationer informeres af arbejdsgiveren om faktorer, der vides eller formodes at påvirke arbejdstagernes sikkerhed og sundhed og indrømmes adgang til de oplysninger, der er omhandlet i § 8, stk. 2, og § 33, stk. 1, nr. 3 og 4.

§ 46.§-link ↗

Formålet med arbejdsmiljøuddannelsen er at kvalificere ledelsesrepræsentanter og sikkerhedsrepræsentanter til at samarbejde om de opgaver, der skal løses af sikkerhedsorganisationen. Formålet er endvidere 1) at styrke det forebyggende arbejde og effektivisere sikkerhedsorganisationens arbejde og 2) at sikre, at ledelsesrepræsentanter og sikkerhedsrepræsentanter får kendskab til lovgivningen og til deres rolle og opgaver i sikkerhedsorganisationen. Stk. 2. Ledelsesrepræsentanter og sikkerhedsrepræsentanter skal sættes i stand til at 1) opstille kriterier for et godt arbejdsmiljø, 2) løse eksisterende problemer og forebygge eventuelt kommende problemer ved nye eller ændringer af eksisterende arbejdspladser eller rutiner, 3) analysere arbejdsulykker, 4) udarbejde forslag til arbejdsmiljøforbedringer, 5) gennemføre arbejdsmiljøforbedringer, 6) vurdere effekten af gennemførte arbejdsmiljøforbedringer, 7) gennemføre arbejdspladsvurderinger (APV) og 8) indhente information i lovgivning m.v. og anvende forskellige samarbejds- og formidlingsmetoder i arbejdet for at sikre et sikkert og sundt arbejdsmiljø ombord. Uddannelsespligt

§ 47.§-link ↗

Sikkerhedsudvalgets medlemmer har pligt til at deltage i arbejdsmiljøuddannelsen. Stk. 2. I små virksomheder med mindre end 5 ansatte, og hvor der ikke er valgt sikkerhedsrepræsentant eller oprettet sikkerhedsudvalg, skal arbejdsgiveren eller en repræsentant for denne gennemgå arbejdsmiljøuddannelsen. Uddannelsens opbygning

§ 48.§-link ↗

Arbejdsmiljøuddannelsen varer i alt 37 timer og består af 5 moduler. Uddannelsen kan etableres som internat- eller eksternatkursus. Stk. 2. Det sidste modul afholdes som opfølgningsmodul 4 måneder efter gennemførelse af de øvrige moduler. Stk. 3. Under kurset skal der gennemføres en praktisk opgave. Formålet med opgaven er at koble kursets indhold sammen med den enkelte deltagers arbejde i sikkerhedsudvalget. Det er deltagerne selv, som skal formulere opgaven. Opgaven og erfaringerne med denne er samtidig udgangspunkt for uddannelsens opfølgningsmodul. Stk. 4. Et hold påbegynder og afslutter uddannelsen samlet. Undtagelsesvis kan en kursusdeltager dog flyttes til et andet hold for at gennemføre resterende moduler på uddannelsen. Stk. 5. Uddannelsen er først afsluttet, når opfølgningsmodulet er gennemført. Stk. 6. Et kursus skal baseres på hold med 12-15 deltagere. Uddannelsens indhold

§ 49.§-link ↗

Den, der arrangerer arbejdsmiljøuddannelsen (kursusarrangør), skal tilrettelægge de udbudte kurser således, at kursusdeltagerne undervises i følgende: 1) De væsentligste arbejdsmiljøpåvirkninger ombord på luftfartøjer, 2) de væsentligste arbejdsbetingede sygdomme og ulykker, 3) lovgrundlaget for sikkerhedsorganisationens arbejde og en gennemgang af sikkerhedsorganisationens arbejdsopgaver herunder rettigheder, pligter og ansvar, 4) ledelsens og sikkerhedsrepræsentantens rolle samt sikkerhedsorganisationens samarbejde om løsning af opgaverne, 5) problemløsning, undersøgelse af arbejdsulykker, arbejdspladsvurdering, 6) sikkerhedsorganisationens udvikling, herunder muligheder og begrænsninger i udførelse af arbejdsmiljøarbejdet, ændring af holdninger samt vedligeholdelse af viden i sikkerhedsorganisationen, og 7) principper for samarbejdsformer, formidlingsmetoder m.v. Stk. 2. Statens Luftfartsvæsen gennemgår efter aftale med kursusarrangøren Statens Luftfartsvæsens rolle og funktion.

§ 50.§-link ↗

Undervisningen skal tage udgangspunkt i deltagernes viden og erfaringer i relation til den funktion, som de skal udøve som ledelses- eller sikkerhedsrepræsentant på deres arbejdsplads og 1) motivere deltagerne til selvstændigt og i samarbejde med andre at arbejde med arbejdsmiljø, 2) etablere erfaringsudveksling mellem de enkelte kursusdeltagere, 3) give en indføring i aktuel viden om væsentlige arbejdsmiljøproblemer og lære deltagerne metoder i arbejdsmiljøarbejdet og 4) opøve i brug af lovgivning, vejledninger og anden aktuel viden, f.eks. Internet mv. Uddannelsesplan

§ 51.§-link ↗

Kursusarrangøren skal, inden kurserne iværksættes, indsende uddannelsesplan til Statens Luftfartsvæsen, som efter indstilling fra Arbejdsmiljørådet for Luftfart skal godkende planen. Herefter skal uddannelsesplan indsendes til Statens Luftfartsvæsen hvert 3. år. Stk. 2. En uddannelsesplan skal indeholde en samlet oversigt over formål, indhold og form på de forskellige moduler. Planen skal endvidere indeholde beskrivelse af 1) det overordnede formål, 2) rækkefølgen af moduler og indholdet, herunder tidsanvendelse, 3) formålet med de enkelte moduler, 4) hvordan en hjemmeopgave integreres i uddannelsesforløbet, 5) de pædagogiske principper og fremgangsmåder, 6) hvorledes der gøres brug af undervisningsmaterialer, og 7) om der anvendes gæsteundervisere. Underviserens kvalifikationer

§ 52.§-link ↗

Kursusarrangøren skal sikre, at en underviser i arbejdsmiljøuddannelsen er i besiddelse af virksomheds- og arbejdsmarkedskendskab, branchekundskab, praktiske og teoretiske arbejdsmiljøfaglige kvalifikationer og pædagogiske kvalifikationer. Stk. 2. De pædagogiske og arbejdsmiljøfaglige kvalifikationer anses for tilstrækkelige, hvis underviseren har 1) gennemgået arbejdsmiljøuddannelsen eller anden relevant arbejdsmiljøuddannelse/kursus, 2) kendskab til arbejdspladsforhold ved enten at have deltaget i praktisk arbejdsmiljøarbejde f.eks. som medlem af sikkerhedsudvalg eller anden praktisk erfaring, 3) gennemgået en voksenpædagogisk eller anden undervisnings-/formidlingsteoretisk uddannelse, og 4) relevant undervisningserfaring. Stk. 3. Underviseren skal løbende sikre en ajourføring af sine kvalifikationer, f.eks. ved at undervise på minimum to kurser om året eller deltage i andre relevante undervisningskurser. Dokumentation for uddannelsesplan og undervisers kvalifikationer

§ 53.§-link ↗

Kursusarrangøren skal til enhver tid over for Statens Luftfartsvæsen kunne dokumentere, at kravene angående uddannelsesplan i § 51 og underviserens kvalifikationer i § 52 er opfyldt. Stk. 2. Hvis kursusarrangøren ikke kan dokumentere, at kravene til uddannelsesplan er opfyldt, kan Statens Luftfartsvæsen inddrage sin godkendelse af planen, jf. § 51. Stk. 3 . Hvis underviseren ikke opfylder kravene i § 52, kan Statens Luftfartsvæsen påbyde kursusarrangøren ikke at benytte pågældende underviser i arbejdsmiljøforhold efter denne bekendtgørelse. Evaluering og auditering

§ 54.§-link ↗

Kursusarrangøren har ansvaret for, at afholdte kurser bliver evalueret af deltagerne. Stk. 2. Kursusarrangøren skal på baggrund af de enkelte evalueringer udarbejde en årlig samlet evaluering af de afholdte kurser. Stk. 3. Statens Luftfartsvæsen vil efter aftale med den enkelte kursusarrangør foretage en auditering på arbejdsmiljøuddannelsen, hvori de årlige evalueringer indgår. Udstedelse af kursusbeviser

§ 55.§-link ↗

Efter deltagelse i hele kurset udsteder kursusarrangøren på den sidste dag et kursusbevis, der er godkendt af Statens Luftfartsvæsen, til hver enkelt kursist. Stk. 2. Kursusarrangøren skal indsende en liste til Statens Luftfartsvæsen med navn og virksomhed på de kursister, som har fået kursusbevis. Tilmelding, gennemførelse og udbud af uddannelsen

§ 56.§-link ↗

Arbejdsgiveren skal senest 4 uger efter valg af sikkerhedsrepræsentanter og udpegelse af ledelsesrepræsentanter (etablering af sikkerhedsudvalg) tilmelde disse til arbejdsmiljøuddannelsen. Stk. 2. Arbejdsmiljøuddannelsen skal være gennemgået senest 8 måneder efter valg og oprettelse af sikkerhedsudvalg. Stk. 3. Medlemmer af et sikkerhedsudvalg, som har gennemgået arbejdsmiljøuddannelsen i 1999 eller senere, skal ikke gennemføre hele uddannelsen, men kun deltage den sidste dag på kurset (opfølgningsmodul). Denne dag skal planlægges særskilt for disse medlemmer af sikkerhedsudvalget. Stk. 4. Medlemmer af et sikkerhedsudvalg, som har gennemgået arbejdsmiljøuddannelsen før 1999, skal gennemgå den nye arbejdsmiljøuddannelse. Stk. 5. En kursusarrangør skal hvert år udbyde mindst to kurser. Tidspunktet for disse skal oplyses til selskaberne for et år ad gangen. Stk. 6. Statens Luftfartsvæsen offentliggør i Aeronautical Information Circular (AIC), hvem der er godkendt som kursets arrangør.

§ 57.§-link ↗

Det påhviler det enkelte besætningsmedlem alt efter hans muligheder at drage omsorg for sin egen sikkerhed og sundhed samt for andre personers sikkerhed og sundhed, for så vidt disse personer berøres af besætningsmedlemmets handlinger eller undladelser under arbejdet i overensstemmelse med sin oplæring og med arbejdsgiverens instrukser. Stk. 2. Besætningsmedlemmet skal navnlig i overensstemmelse med sin oplæring og med arbejdsgiverens instrukser 1) anvende maskiner, apparater, værktøj, farlige stoffer, transportudstyr og andre hjælpemidler korrekt, 2) anvende de personlige værnemidler, der stilles til rådighed, korrekt og anbringe dem på plads efter brug, 3) ikke vilkårligt afbryde, ændre eller flytte sikkerhedsanordninger, som særligt hører til maskiner, apparater, værktøj og installationer, samt anvende disse sikkerhedsanordninger korrekt, 4) øjeblikkelig underrette arbejdsgiveren og/eller de arbejdstagere, som særligt beskæftiger sig med arbejdstagernes sikkerhed og sundhed, om enhver arbejdssituation, som de har en rimelig grund til at opfatte som en alvorlig, umiddelbar fare for sikkerheden og sundheden, samt om enhver mangel, der er konstateret ved beskyttelsessystemerne, 5) sammen med arbejdsgiveren og/eller de arbejdstagere, som særligt beskæftiger sig med besætningsmedlemmernes sikkerhed og sundhed, medvirke i det omfang, det er nødvendigt til udførelsen af alle de opgaver eller opfyldelsen af alle de krav, som af den kompetente myndighed er pålagt dem med henblik på beskyttelse af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed under arbejdet, 6) sammen med arbejdsgiveren og/eller de arbejdstagere, som særligt beskæftiger sig med arbejdstagernes sikkerhed og sundhed, medvirke i det omfang, det er nødvendigt til, at arbejdsgiveren kan sikre, at arbejdsmiljøet og arbejdsforholdene er sikre og ikke indebærer risici for sikkerheden og sundheden inden for deres område.

§ 58.§-link ↗

Statens Luftfartsvæsen kan, når særlige forhold foreligger, dispensere fra bestemmelserne i denne bekendtgørelse i det omfang, det er foreneligt med Rådets direktiver 89/391/EØF, 89/655/EØF, 90/269/EØF, 91/383/EØF, 92/85/EØF, 89/656/EØF, 90/394/EØF, 97/42/EF, 97/42/EF og 98/24/EF samt Kommissionens direktiv 2000/39/EF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/54/EF. Straf

§ 59.§-link ↗

Med bøde straffes den arbejdsgiver, der overtræder §§ 7-10, §§ 12-14, §§ 17-19, § 21, § 23, § 26, stk. 2 og 3, § 28, § 31, § 32, §§ 33-37, § 43, stk. 6-11, § 44, stk. 13, § 45, stk. 1 og stk. 4-5, § 47 og § 56, stk. 1 og stk. 2. Stk. 2. Overtræder en arbejdsgiver de i stk. 1, anførte bestemmelser, kan der efter § 149, stk. 10 i lov om luftfart pålægges den pågældende bødeansvar, selv om overtrædelsen ikke kan tilregnes denne som forsætlig eller uagtsom. Stk. 3. Med bøde straffes den arbejdsgiver, der undlader at efterkomme et påbud eller forbud udstedt i medfør af denne bekendtgørelse. Arbejdsgiveren kan for sådan overtrædelse pålægges bødeansvar, selv om overtrædelsen ikke kan tilregnes denne som forsætlig eller uagtsom, jf. luftfartslovens § 149, stk. 10. Stk. 4. Der pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel, jf. luftfartslovens § 149, stk. 14.

§ 60.§-link ↗

Med bøde straffes den, der overtræder 1) §§ 3 - 5, § 6, stk. 1 - 3, og §§ 7 13, i bekendtgørelse om brug af personlige værnemidler, jf. § 38 i denne bekendtgørelse, 2) §§ 3 - 10, i bekendtgørelse om biologiske agenser og arbejdsmiljø, jf. § 39 i denne bekendtgørelse, 3) § 5, stk. 3, § 6, § 7, stk. 1, § 11, § 12, stk. 1 og 2, § 13, stk. 1, §§ 14 22 i bekendtgørelse om arbejde med stoffer og materialer, jf. § 40 i denne bekendtgørelse, 4) §§ 5 - 13, §§ 15 - 29 og §§ 32 - 35 i bekendtgørelse om foranstaltninger til forebyggelse af kræftrisikoen ved arbejde med stoffer og materialer, jf. § 41 i denne bekendtgørelse. Stk. 2. Selv om overtrædelsen ikke kan tilregnes arbejdsgiveren som forsætlig eller uagtsom, kan arbejdsgiveren efter luftfartsloven § 149, stk. 10, pålægges bødestraf, hvis følgende bestemmelser overtrædes: 1) §§ 3 - 5, § 6, stk. 1 - 3, og §§ 7 - 13 i bekendtgørelse om brug af personlige værnemidler, jf. § 38 i denne bekendtgørelse, 2) § 3, §§ 5 - 6, § 10 i bekendtgørelse om biologiske agenser og arbejdsmiljø, jf. § 39 i denne bekendtgørelse, 3) § 5, stk. 3, § 6, § 7, stk. 1, § 11, § 12, stk. 1 - 2, § 13, stk. 1, §§ 14 - 22 i bekendtgørelse om arbejde med stoffer og materialer, jf. § 40 i denne bekendtgørelse, 4) § 5, stk. 1 og 2, §§ 6 - 13, §§ 15 - 29 og §§ 32 - 35 i bekendtgørelse om foranstaltninger til forebyggelse af kræftrisikoen ved arbejde med stoffer og materialer, jf. § 41 i denne bekendtgørelse.

§ 61.§-link ↗

Med bøde straffes et besætningsmedlem, der forsætligt, groft uagtsomt eller gentagende gange overtræder bestemmelserne i § 57, stk. 1 og stk. 2, nr. 1-4.

§ 62.§-link ↗

Med bøde straffes den kursusarrangør, der overtræder § 51, stk. 1, § 52, stk. 1, § 54, stk. 2, og § 55. Ikrafttræden

§ 63.§-link ↗

Bekendtgørelsen træder i kraft den 9. november 2002. Stk. 2. Samtidig ophæves Bestemmelser for Civil Luftfart, BL 5-44, 3. udgave af 8. juni 1998 med senere ændringer.

§ 64.§-link ↗

Denne bekendtgørelse gælder ikke for Færøerne. Anm. : For Færøerne gælder BL 5-44, Bestemmelser om sikkerhed og sundhed for besætningsmedlemmer under tjeneste på luftfartøj, 3. udgave af 8. juni 1998.