Dokumenttekst
Dokumenttekst
Bekendtgørelse om ændring af bekendtgørelse om opgørelse og afregning af tilskud og tilsvar i henhold til lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner og amtskommuner § 1 I bekendtgørelse nr. 524 af 27. juni 2002 om opgørelse og afregning af tilskud og tilsvar i henhold til lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner og amtskommuner foretages følgende ændring: 1. § 10 affattes således: »§ 10. Tilskuddet i henhold til § 21 a, i lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner og amtskommuner, fordeles til kommuner, som modtager tilskud efter lovens § 18, efter følgende kriterier: 1) 80 pct. i forhold til det samlede antal flygtninge, som er visiteret til boligplacering i kommunen. 2) 20 pct. i forhold til nettotilflytningen til kommunen af 18-59 årige, der modtager en midlertidig overførselsindkomst. Stk. 2. Antallet af flygtninge, som er visiteret til boligplacering i den enkelte kommune, oplyses fra Udlændingestyrelsen, som træffer afgørelse om visitering i henhold til § 11 i lov om integration af udlændinge i Danmark. Fordelingen af antal visiterede flygtninge, svarer til antal visiterede flygtninge i regnskabsåret to år før tilskudsåret. Stk. 3. Nettotilflytningen af personer på midlertidig overførselsindkomst opgøres på baggrund af oplysninger fra Danmarks Statistik. Nettotilflytningen til kommunen opgøres som tilflytningen fra en anden kommune fratrukket fraflytningen til en anden kommune baseret på de seneste tre år, for hvilke der foreligger statistiske oplysninger på fordelingstidspunktet. Stk. 4. Kommuner, der ydes tilskud efter § 21a i tilskuds- og udligningsloven, orienteres hvert år inden den 15. oktober om tilskuddet for det kommende tilskudsår.« § 2 Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. oktober 2002, og har virkning fra og med fordelingen af tilskuddet for 2003. Indenrigs- og Sundhedsministeriet, den 20. september 2002 Lars Løkke Rasmussen /Niels Jørgen Mau