§ 1.§-link ↗
Bekendtgørelsen omfatter import, fremstilling, overdragelse eller overladelse af stoffer og materialer til erhvervsmæssig brug. Bilag 1 til bekendtgørelsen gælder dog også for ikke-erhvervsmæssig brug. Stk. 2. Ved stoffer og materialer, der kan være farlige for eller i øvrigt forringe sikkerhed eller sundhed (farlige stoffer og materialer) forstås i denne bekendtgørelse: 1) Stoffer og materialer, der opfylder kriterierne for klassificering som farlige efter de regler, der er fastsat af Miljøministeriet om klassificering. 2) Stoffer og materialer, der er optaget med en grænseværdi i Arbejdstilsynets liste over grænseværdier for luftforurening med stoffer og materialer. 3) Materialer, der indeholder 1% eller derover (for gasformige materialer 0,2%) af et stof optaget med en grænseværdi i Arbejdstilsynets liste over grænseværdier for luftforurening med stoffer og materialer. 4) Materialer, der indeholder 1% eller derover (for gasformige materialer 0,2%) af et stof, der er klassificeret som sundhedsfarligt eller miljøfarligt efter Miljøministeriets regler om klassificering. 5) Stoffer og materialer, som Direktøren for Arbejdstilsynet bestemmer skal anses for farlige for eller forringende for sikkerhed eller sundhed. Stk. 3. I bilag 1 om mærkning af chromat i cement er der fastsat særlige krav, uanset om stoffet er omfattet af § 1, stk. 2. Stk. 4. Bekendtgørelsen finder ikke anvendelse på nedennævnte stoffer og materialer, der er omfattet af anden lovgivning: 1) Nærings- og nydelsesmidler, der er færdige til indtagelse. 2) Lægemidler, der er gjort klar til indtagelse. 3) Foderstoffer. 4) Kosmetiske produkter. 5) Affald. 6) Materialer, der indeholder radioaktive stoffer. 7) Medicinsk udstyr, som er bestemt til at anbringes i eller at anvendes direkte i kontakt med det menneskelige legeme, forudsat at der er fastsat regler i medfør af anden lovgivning på baggrund af EF-direktiver om klassificering og mærkning af farlige stoffer og materialer, der sikrer samme informations- og beskyttelsesniveau, som denne bekendtgørelse.
§ 2.§-link ↗
Ved anvendelse af bestemmelserne i denne bekendtgørelse skal følgende definitioner lægges til grund: 1) Stoffer: Grundstoffer og deres forbindelser. 2) Materialer: Sammensætninger af to eller flere stoffer, herunder biologiske materialer.
§ 3.§-link ↗
Farlige stoffer og materialer skal, for så vidt der ikke er foreskrevet andet, være emballeret således, at emballagen opfylder Miljøministeriets fastsatte regler herom.
§ 4.§-link ↗
Emballage skal mærkes i overensstemmelse med de af Miljøministeriet fastsatte regler om mærkning samt med et eventuelt tildelt produktregistreringsnummer (PR-nr.), jf. § 11. Stk. 2. Endvidere skal cement og ikke-hærdede cementholdige produkter mærkes i henhold til bilag 1.
§ 5.§-link ↗
Den, som fremstiller eller importerer følgende stoffer eller materialer, skal indgive anmeldelse til Arbejdstilsynet med de i bilag 2 angivne oplysninger, medmindre der er sket anmeldelse efter de tidligere gældende regler: 1) Stoffer og materialer, som er omfattet af § 1, stk. 2, nr. 1 og 2. 2) Stoffer, som ikke er omfattet af § 1, stk. 2, nr. 1, men som er omfattet af bekendtgørelsen om foranstaltninger til forebyggelse af kræftrisikoen ved arbejde med stoffer og materialer bilag 1. 3) Epoxyharpikser med middelmolvægt på 700 eller derunder. 4) Materialer med 1 % eller derover af epoxyharpiks med middelmolvægt på 700 eller derunder. 5) Epoxyharpikser med middelmolvægt på over 700, som indeholder 1 % eller derover af en monomer epoxyforbindelse med molvægt på 700 eller derunder. 6) Materialer, som indeholder epoxyharpiks i så store mængder, at indholdet af monomere epoxyforbindelser med molvægt på 700 eller derunder er 1 % eller derover. 7) Reaktive opløsningsmidler, dvs. opløsningsmidler, som indeholder én eller flere epoxygrupper, og som skal anvendes i hærdende systemer. 8) Materialer, som skal anvendes i hærdende systemer, og som indeholder 0,2 % eller derover af stoffer, nævnt under nr. 7. 9) Monomere og præpolymere isocyanater. 10) Materialer, som indeholder isocyanat, som nævnt under 9, i en mængde på 0,5 vægtprocent eller derover. 11) Materialer, der indeholder et eller flere stoffer, der på Arbejdstilsynets liste over grænseværdier er opført som organiske opløsningsmidler, og stoffer markeret på grænseværdilisten med »ppm«, dvs. flygtige stoffer, og hvori indgår mindst 0,5 vægtprocent af et af disse stoffer alene eller flere tilsammen. Ved summation af flere stoffers vægtprocenter medtages ikke vægtprocenter på under 0,1. Stk. 2. Anmeldelsen skal indgives senest 1 måned efter fremstillingen eller importen. Stk. 3. Stk. 1 finder ikke anvendelse på stoffer og materialer, hvis fremstillingen eller importen er påbegyndt eller sket før 1. april 1983. Stk. 4. Stk. 1 finder ikke anvendelse på stoffer og materialer, der fremstilles eller importeres til forsknings- eller analyseformål.
§ 6.§-link ↗
Pligten til at anmelde påhviler desuden fremstillere og importører af farlige stoffer og materialer, hvis stoffet eller materialet får et nyt handelsnavn.
§ 7.§-link ↗
En fremstiller eller importør, der har anmeldt efter § 5, stk. 1, eller § 6, skal herudover underrette Arbejdstilsynet om væsentlige ændringer i forhold til det anmeldte, herunder om stoffet eller materialet anvendes eller forudsættes anvendt til andre formål, om der foreligger ny toksikologisk viden o. lign.
§ 8.§-link ↗
En fremstiller eller importør, der har anmeldt efter § 5, stk. 1, eller § 6, skal med henblik på fremskaffelse af yderligere oplysninger efter anmodning fra Arbejdstilsynet foretage eller lade foretage undersøgelser i overensstemmelse med § 12.
§ 9.§-link ↗
Anmeldelse i henhold til § 5, kan ske på særlige skemaer, der fås hos Arbejdstilsynet.
§ 10.§-link ↗
En anmelder af et stof eller materiale kan henvise til en anden anmelders oplysninger om det samme stof eller materiale, hvis det dokumenteres, at denne er indforstået hermed. Stk. 2. En anmelder af et stof, som anmelderen tidligere har anmeldt til Miljøstyrelsen, kan opfylde sin pligt efter § 5, stk. 1, ved at henvise til denne anmeldelse.
§ 11.§-link ↗
Anmeldte stoffer og materialer tildeles et produktregistreringsnummer (PR-nr.) af Arbejdstilsynet, når der er modtaget de fornødne oplysninger. Nummeret skal være påført stoffets eller materialets emballage senest et år efter tildelingen.
§ 12.§-link ↗
Undersøgelse af stoffernes og materialernes fysisk-kemiske egenskaber samt deres giftighed skal foretages efter metoder, der kan anerkendes af Arbejdstilsynet. Stk. 2. Direktøren for Arbejdstilsynet kan påbyde, at analyser og undersøgelser af stoffer og materialer skal udføres efter bestemte metoder på akkrediterede laboratorier.
§ 13.§-link ↗
Tekniske datablade og lignende om farlige stoffer og materialer skal indeholde alle væsentlige oplysninger om stoffets eller materialets virkning på sikkerhed og sundhed i arbejdsmiljøet.
§ 14.§-link ↗
Den, der overlader eller overdrager et stof eller materiale, der skal klassificeres som farligt efter Miljøministeriets regler om klassificering, jf. § 1, stk. 2, nr. 1, skal sørge for, at det ved levering er forsynet med en letforståelig brugsanvisning. Brugsanvisningen skal dateres og være gratis. Stk. 2. Den, der overlader eller overdrager et stof eller materiale, der alene er omfattet af § 1, stk. 2, nr. 2-4, skal på anmodning af brugeren udlevere en brugsanvisning som nævnt i stk. 1. Stk. 3. En brugsanvisning skal have følgende overskrifter og indeholde oplysninger om: 1) identifikation af stoffet/materialet og af fremstiller, leverandør eller importør, herunder oplysning om handelsnavn samt et eventuelt produktregistreringsnummer (PR-nr.) tildelt af Arbejdstilsynet, 2) sammensætning/oplysning om indholdsstoffer, herunder de stoffer og materialer, der er klassificeringspligtige efter Miljøministeriets regler om klassificering, 3) fareidentifikation, 4) førstehjælpsforanstaltninger, 5) brandbekæmpelse, herunder oplysninger om forholdsregler ved brand, 6) forholdsregler over for udslip ved uheld, herunder oplysninger om forholdsregler ved spild, 7) håndtering og opbevaring, herunder oplysninger om sikkerhedsforskrifter ved oplagring, 8) eksponeringskontrol/personlige værnemidler, herunder oplysninger om forholdsregler ved udsættelse for stoffet eller materialet, og om brug af personlige værnemidler, 9) fysisk-kemiske egenskaber, 10) stabilitet og reaktivitet, herunder oplysninger om egenskaber ved opvarmning og brand, 11) toksikologiske oplysninger (sundhedsfarlige egenskaber), herunder oplysninger om evt. symptomer ved indtagelse eller optagelse i organismen, 12) miljøoplysninger, 13) bortskaffelse, herunder oplysninger om forholdsregler ved bortskaffelse, 14) transportoplysninger, 15) oplysning om regulering, herunder oplysninger om f.eks. anvendelsesbegrænsninger, krav om særlig uddannelse, særlige krav til alder m.v. og 16) andre oplysninger, herunder anvendelsesområder. Stk. 4. Brugsanvisningen kan forelægges i papirform eller elektronisk, såfremt modtageren råder over det fornødne modtageudstyr. Stk. 5. En brugsanvisning skal være affattet på dansk, medmindre andet følger af særregler, eller direktøren for Arbejdstilsynet bestemmer andet. Stk. 6. Fremstilleren, leverandøren eller importøren skal sørge for, at oplysningerne i brugsanvisningen i karakter og omfang kan opfylde det i bilag 3 angivne formål. Oplysninger i brugsanvisninger, der udleveres i henhold til stk. 2, kan forholdsmæssigt afpasses under hvert punkt. Stk. 7. Når der foreligger væsentlige nye oplysninger om beskyttelse af sikkerhed, sundhed og miljø skal fremstilleren, leverandøren eller importøren sørge for, at brugsanvisningen revideres, benævnes revision og nydateres. Stk. 8. Oplysninger efter stk. 7, stilles gratis til rådighed for alle, som tidligere har modtaget stoffet eller materialet inden for de foregående 12 måneder.
§ 15.§-link ↗
Direktøren for Arbejdstilsynet kan, hvor særlige forhold foreligger, tillade afvigelser fra bestemmelserne i denne bekendtgørelse, når det skønnes rimeligt og fuldt forsvarligt, og i det omfang det er foreneligt med direktiv af 5. marts 1991 (91/155/EØF) som ændret ved direktiv af 10. december 1993 (93/112/EF) og ved direktiv af 27. juli 2001 (2001/58/EØF) om fastsættelse af de nærmere bestemmelser for en særlig informationsordning vedrørende farlige præparater, i henhold til artikel 14 i direktiv 1999/45/EF om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser om klassificering, emballering og etikettering af farlige præparater og vedrørende farlige stoffer til gennemførelse af artikel 27, i direktiv 67/548/EØF (sikkerhedsdatablade).
§ 16.§-link ↗
Afgørelser efter denne bekendtgørelse kan påklages efter § 81 i lov om arbejdsmiljø.
§ 17.§-link ↗
Medmindre højere straf er forskyldt efter lov om arbejdsmiljø eller anden lovgivning, straffes med bøde eller fængsel i indtil 2 år den, der 1) overtræder § 4, stk. 2, § 5, stk. 1 og 2, §§ 6- 8, § 11 og §§ 13-14, 2) ikke efterkommer påbud eller forbud, der er meddelt i henhold til bekendtgørelsen, eller 3) tilsidesætter vilkår for tilladelse i henhold til bekendtgørelsen. Stk. 2. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
§ 18.§-link ↗
Bekendtgørelsen træder i kraft den 30. juli 2002, jf. dog stk. 2 og 3. Stk. 2. For pesticider og biocider, jf. Miljøministeriets regler om bekæmpelsesmidler, træder bekendtgørelsen først i kraft den 30. juli 2004. Stk. 3. For de i stk. 2 omfattede stoffer og materialer i perioden indtil den 30. juli 2004 opretholdes kapitel 3 og 4 i bekendtgørelse nr. 540 af 2. september 1982 om stoffer og materialer, som ændret ved bekendtgørelse nr. 485 af 16. juni 1995, og § 2, stk. 1, nr. 1- 4 og § 2, stk. 2 og 3 i bekendtgørelse nr. 52 af 13. januar 1988 om materialer med indhold af flygtige stoffer, herunder organiske opløsningsmidler.