§ 1.§-link ↗
Denne bekendtgørelse vedrører anvendelsen af den særlige opkøbsordning på oksekødsområdet i henhold til Det Europæiske Fællesskabs regler herom, jf. Rådets forordning (EF) nr. 1254/1999 af 17. maj 1999 om den fælles markedsordning for oksekød og Kommissionens forordning nr. 690/2001 af 3. april 2001 om særlige markedsstøtteforanstaltninger for oksekød med senere ændringer.
Stk. 2. Ordningen vedrører kød fra køer over 30 måneder af kategori D, jf. art. 3, stk. 1, i forordning (EØF) nr. 1208/81.
§ 2.§-link ↗
Den sælger, der ønsker at levere oksekød under den særlig opkøbsordning, skal fremsætte tilbud til Direktoratet for FødevareErhverv, Kampmannsgade 3, 1780 København V, inden for den frist, der er fastsat i fællesskabets bestemmelser for ordningen. Tilbud skal fremsættes på en blanket, der kan rekvireres hos Direktoratet for FødevareErhverv.
Stk. 2. De hele og halve kroppe, der tilbydes, skal leveres i fjerdinger og præsenteres som det fremgår af bekendtgørelsens bilag 1.
Stk. 3. Det tilbudte oksekød skal i øvrigt opfylde de krav, der er fastsat i fællesskabets bestemmelser for ordningen.
§ 3.§-link ↗
Sælger skal følge Direktoratet for FødevareErhvervs anvisninger vedrørende leveringen af kødet.
Stk. 2. Sælger skal for egen regning og risiko og efter Direktoratet for FødevareErhvervs anvisninger transportere kødet fra slagtestedet til stedet for overtagelsen. Transporten skal foregå i overensstemmelse med de til enhver tid gældende regler for transport af fersk kød.
Stk. 3. Plantedirektoratet foretager på overtagelsesstedet en besigtigelse af det tilbudte oksekød.
Stk. 4. Den i stk. 3 omhandlede besigtigelse sker i overværelse af sælger eller en repræsentant for denne, medmindre sælger giver afkald herpå.
Stk. 5. Konstaterer Plantedirektoratets kontrollør, at kødet ikke opfylder de fastsatte krav, jf. § 2, stk. 2 og 3, skal kontrolløren afvise kødet.
Stk. 6. Kødet skal i forbindelse med overtagelsen vejes af Fødevaredirektoratets repræsentant. Den herved konstaterede vægt lægges til grund ved beregningen af købesummens størrelse.
§ 4.§-link ↗
Direktoratet for FødevareErhverv udsender vejledning om gældende bestemmelser for den særlige opkøbsordning og foretager udbetalinger i forbindelse med ordningen. Plantedirektoratet foretager kontrol med ordningen, dog forestår Fødevaredirektoratet vejning og temperaturmåling af kødet, jf. bilag 1, pkt. 5.
§ 5.§-link ↗
Bekendtgørelsen træder i kraft den 26. januar 2002 og har virkning fra den 1. januar 2002.
Stk. 2. Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 260 af 18. april 2001 om den særlige opkøbsordning på oksekødsområdet.