§ 1.§-link ↗
Bekendtgørelsen gælder for ibrugtagning og anvendelse af radioanlæg i amatør-radio- og amatør-radiosatellittjenesten, hvortil der efter lovens § 14 kræves individuel tilladelse til frekvensanvendelse. Stk. 2. Ved radioanlæg forstås anlæg, der er indrettet til at sende eller sende/modtage radiokommunikation. Stk. 3. Ved amatør-radio- og amatør-radiosatellittjeneste forstås, jf. det internationale radioreglement (Geneve 1998), artikel 1, en radiokommunikationstjeneste til brug for selvoplæring, indbyrdes kommunikation og tekniske undersøgelser, som udføres af amatører, det vil sige behørigt autoriserede personer, som er interesseret i radioteknik udelukkende med personligt sigte og uden økonomisk interesse.
§ 2.§-link ↗
Anlæg, der alene er indrettet til modtagning, og som indgår i amatør-radio- og amatør-radio-satellittjenesten, er omfattet af bestemmelserne i bekendtgørelse om frekvensanvendelse m.v. uden individuel tilladelse. Ibrugtagning og anvendelse af radioanlæg
§ 3.§-link ↗
Ibrugtagning og anvendelse af radioanlæg må kun ske, hvis Telestyrelsen har meddelt individuel tilladelse til frekvensanvendelse, jf. lovens § 14.
§ 4.§-link ↗
Tilladelse kan kun udstedes til personer, som har bestået prøver i overensstemmelse med bekendtgørelse om radioprøver (amatør-radio-prøver og maritim SRC-radio-prøve), og de udstedes i en af følgende kategorier afhængig af beståede prøver: 1) Kategori A: Almindelig teknisk prøve, begrænset teknisk prøve, ikke-teknisk prøve samt morseprøve (min. 25 tegn/minut). 2) Kategori B: Begrænset teknisk prøve samt ikke-teknisk prøve. 3) Kategori C: Almindelig teknisk prøve, begrænset teknisk prøve samt ikke-teknisk prøve. 4) Kategori D: Ikke-teknisk prøve. Stk. 2. Udstedelse af en tilladelse er betinget af, at tilladelsen er knyttet til en dansk adresse, hvor radioanlæggene normalt ibrugtages og anvendes. Stk. 3. Indehaveren af tilladelsen tildeles et kaldesignal til personlig brug i forbindelse med tilladelsen. Stk. 4. Uanset bestemmelsen i stk. 1 kan Telestyrelsen til brug under kortvarige eller permanente ophold i Danmark udstede tilladelser til indehavere af udenlandske tilladelser, hvis det over for Telestyrelsen dokumenteres, at prøvekravene er opfyldt ved beståelse af tilsvarende prøver i andre lande. Stk. 5. For permanente tilladelser efter stk. 4 gælder bestemmelserne i stk. 2. Stk. 6. Tilladelse kan endvidere udstedes til en forening, et firma eller lignende, hvis en person, der har bestået prøver i overensstemmelse med bekendtgørelse om radioprøver (amatør-radioprøver og maritim SRC-radio-prøve), er juridisk ansvarlig for tilladelsen. Stk. 7. Personer, der er indehavere af en Kategori B-tilladelse, må anvende frekvenser og sendeeffekter for tilladelseskategorien C, hvis anvendelsen overvåges af en person, som er indehaver af en tilladelse til at anvende frekvenser i tilladelseskategori A eller C. Stk. 8. Personer, der er indehavere af en Kategori D-tilladelse, må anvende frekvenser og sendeeffekter for tilladelseskategorierne B henholdsvis C, hvis anvendelsen overvåges af en person, som er indehaver af en tilladelse til at anvende frekvenser i tilladelseskategori A, B eller C henholdsvis tilladelseskategori A eller C.
§ 5.§-link ↗
Tilladelser, som er udstedt af udenlandske myndigheder, er gyldige under kortvarige ophold i Danmark, hvis en sådan gyldighed er indeholdt i internationale aftaler, der er tiltrådt af Danmark. Generelle vilkår for tilladelser
§ 6.§-link ↗
Tilladelseshavere med en Kategori D-tilladelse må alene ibrugtage og anvende fabriksfremstillede radioanlæg, som ikke er undtaget fra bestemmelserne i bekendtgørelse nr. 791 af 10. september 2001 om radio- og teleterminaludstyr og elektromagnetiske forhold.
§ 7.§-link ↗
Tilladelseshaveren må kun oprette forbindelse med andre radioanlæg i amatør-radio- og amatør-radiosatellittjenesten.
§ 8.§-link ↗
Tilladelseshaveren må kun anvende de frekvensbånd, spektralbredder og sendeeffekter, som er anført i bilag 1 for den enkelte kategori af tilladelse, medmindre andet er fastsat i individuelle vilkår for tilladelsen. Tilsvarende begrænsning gælder for et eventuelt tilsluttet forstærkertrin.
§ 9.§-link ↗
Ved anvendelse af radioanlæg skal tilladelseshaveren sikre, at der ikke skabes uacceptable forstyrrelser, herunder for modtagning af radiofoni eller fjernsyn, eller for andre elektriske anlæg.
§ 10.§-link ↗
Tilladelseshaverens anvendelse af radioanlæg skal ved internationale forbindelser (inkl. Grønland og Færøerne) begrænses til udveksling af meddelelser af teknisk art, der vedrører forsøgene, og til bemærkninger af så ringe betydning, at det ikke vil være naturligt i stedet at benytte offentlige teletjenester.
§ 11.§-link ↗
Tilladelseshaverens udsendelser skal ved internationale forbindelser (inkl. Grønland og Færøerne) foretages i klart sprog i form af tale, morse eller ved anvendelse af digital kommunikation, hvor der benyttes alment tilgængelige protokoller og programmer.
§ 12.§-link ↗
Det er ikke tilladt for tilladelseshaveren at foretage udsendelser med forretningsmæssigt eller kommercielt indhold, udsendelse af musik, underholdning, reklame, propaganda eller lignende.
§ 13.§-link ↗
Tilladelseshaveren må ikke anvende ubemandede radioanlæg, medmindre andet er fastsat i individuelle vilkår for tilladelsen.
§ 14.§-link ↗
Tilladelseshaveren må ikke foretage blindsending eller udsendelse af oplysningsstof, medmindre andet er fastsat i individuelle vilkår for tilladelsen.
§ 15.§-link ↗
Tilladelseshaveren må ikke anvende radioanlæg til befordring af meddelelser til eller fra trediemand.
§ 16.§-link ↗
Tilladelseshaveren må oprette radioforbindelse med amatør-radiostationer i andre lande i overensstemmelse med bestemmelserne i det internationale radioreglement. Kaldesignaler
§ 17.§-link ↗
En tilladelseshaver må ikke benytte andre kaldesignaler end det, som er blevet tildelt i forbindelse med udstedelse af tilladelsen. Stk. 2. Kaldesignaler, der må benyttes i overensstemmelse med § 5, skal indledes med "OZ/". Stk. 3. Uanset stk. 1 kan der ved benyttelse af radioanlæg, som er knyttet til en forening, et firma eller lignende, benyttes det kaldesignal, der er tildelt denne/dette. Stk. 4. Det tildelte kaldesignal skal udsendes ved opkald og ved afslutning af hver forbindelse, dog mindst hvert tiende minut så længe forbindelsen er etableret. Betjening af radioanlæg
§ 18.§-link ↗
Kun personer, der har bestået de fornødne prøver, må betjene radioanlæg, jf. dog § 4, stk. 7 og 8. Tavshedspligt
§ 19.§-link ↗
Hvis der modtages andre radiosignaler end: 1) udsendelser fra radiofoni- eller fjernsynsstationer, amatør-radiostationer eller privatradioanlæg (27 MHz), 2) programstof, der sendes via satellit bestemt for direkte modtagning hos almenheden eller med kabelfordeling for øje, eller 3) udsendelser beregnet for enhver, f.eks. nødsignaler, tidssignaler eller navigationssignaler, må deres indhold ikke gengives, meddeles til trediemand eller benyttes til noget som helst formål. End ikke deres eksistens må røbes til uvedkommende. Straffebestemmelser
§ 20.§-link ↗
Den, der overtræder §§ 6 - 8, 10 -15 eller 17 - 19, straffes med bøde. Stk. 2. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel. Ikrafttræden m.m.
§ 21.§-link ↗
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. november 2001. Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 418 af 21. maj 2001 om oprettelse, ibrugtagning og anvendelse af radioanlæg i amatør-radio- og amatør-radiosatellittjenesten med individuel tilladelse til frekvensanvendelse ophæves. Stk. 3. Tilladelser til frekvensanvendelse, der er udstedt efter hidtil gældende bestemmelser, er fortsat gældende. Stk. 4. Vilkår i tilladelser til frekvensanvendelse, der omhandler overholdelse af bestemmelserne i bekendtgørelse 418 af 21. maj 2001 erstattes med vilkår om overholdelse af de tilsvarende bestemmelser i denne bekendtgørelse. Stk. 5. Overtrædelse af §§ 6 8, 10 15 og 17-19, jf. § 20, i bekendtgørelse nr. 418 af 21. maj 2001 om oprettelse, ibrugtagning og anvendelse af radioanlæg i amatør-radio- og amatør-radiosatellittjenesten med individuel tilladelse til frekvensanvendelse straffes efter ophævelsen af bekendtgørelse nr. 418 af 21. maj 2001 og efter nærværende bekendtgørelses ikrafttræden efter de tilsvarende bestemmelser i §§ 6 8, 10 15 og 17 19, jf. § 20.