§ 1.§-link ↗
Afgørelser, som er omfattet af aftalen af 14. juli 2000 mellem Kongeriget Danmark og Den Bolivarianske Republik Venezuela om overførelse af domfældte, jf. bilaget til denne bekendtgørelse, kan fuldbyrdes efter aftalens regler. Stk. 2. Afgørelse om samtykke efter aftalens artikel 3, stk.1, litra f, træffes af justitsministeren.
§ 2.§-link ↗
Fuldbyrdelse af venezuelanske afgørelser i Danmark sker efter reglerne i aftalens artikel 11 om omsætning af straffen. Afgørelsen om omsætning træffes ved dom. Stk. 2. Justitsministeren kan, hvis det ellers ikke vil være muligt at få en domfældt overført hertil, bestemme, at fuldbyrdelse af den venezuelanske afgørelse skal ske efter reglerne i aftalens artikel 10 om fortsat fuldbyrdelse. Der skal ske tilpasning af sanktionen i overensstemmelse med artikel 10, stk. 2. Afgørelsen om tilpasning træffes ved dom. Stk. 3. Fuldbyrdelse af retsfølgen, herunder prøveløsladelse, skal ske i overenstemmelse med danske regler, jf. aftalens artikel 9, stk. 3.
§ 3.§-link ↗
Reglerne i kapitel 4 i lov nr. 323 af 4. juni 1986 om international fuldbyrdelse af straf m.v., som ændret ved lov nr. 291 af 24. april 1996, finder i øvrigt anvendelse ved behandling af sager om fuldbyrdelse af venezuelanske afgørelser i Danmark.
§ 4.§-link ↗
Denne bekendtgørelse træder i kraft den 7. april 2001.
§ 5.§-link ↗
Denne bekendtgørelse gælder ikke for Færøerne og Grønland.