Bekendtgørelse nr. 218 · 2001

Historisk

Bekendtgørelse om behandling af personoplysninger i Det Centrale Kriminalregister (Kriminalregisteret)

Bekendtgørelse om behandling af personoplysninger i Det Centrale Kriminalregister (Kriminalregisteret)

Dokumentdato: 27. mar. 2001Kildeversion observeret: 27. sep. 2026Kilde kontrolleret: 27. sep. 2026
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

§ 1.§-link ↗

Det Centrale Kriminalregister består af en afgørelsesdel og en efterforskningsdel. Stk. 2. Rigspolitichefen er dataansvarlig myndighed.

§ 2.§-link ↗

Registerets formål er at: 1) registrere afgørelser mv. i kriminelle sager til brug i strafferetsplejen, 2) tjene som internt arbejdsregister for politiet, 3) danne grundlag for udskrift af straffeattester og andre meddelelser til brug i strafferetsplejen, til privat brug og til brug for andre myndigheder, 4) danne grundlag for udarbejdelse af kriminalstatistik, og 5) danne grundlag for vurdering af ansøgninger om erhvervelse af dansk indfødsret.

§ 3.§-link ↗

I afgørelsesdelen optages oplysninger om personer, om hvem der er truffet afgørelse i straffesager, herunder straffesager behandlet i den militære retsplejes former. Stk. 2. Oplysningstyperne fremgår af bilag 1.

§ 4.§-link ↗

I efterforskningsdelen optages oplysninger af politimæssig betydning. Stk. 2. Oplysningstyperne fremgår af bilag 2.

§ 5.§-link ↗

Indberetning af oplysninger til Kriminalregisteret sker fra domstolene, auditørerne, Direktoratet for Kriminalforsorgen, kriminalforsorgens anstalter og arresthuse, politiet og udenlandsk politi eller justitsmyndighed.

§ 6.§-link ↗

Såvel den indberettende myndighed som Rigspolitichefen udfører kontrol til sikring af, at der ikke behandles urigtige eller vildledende oplysninger eller oplysninger af ikke-politimæssig karakter. Oplysninger, der viser sig urigtige eller vildledende eller uden politimæssig interesse, skal snarest muligt berigtiges eller slettes.

§ 7.§-link ↗

Ved indberetning af nye oplysninger til Kriminalregisteret foretages ajourføring af tidligere registrerede oplysninger.

§ 8.§-link ↗

Sletning af oplysninger i afgørelsesdelen sker efter de i bilag 3 fastsatte regler.

§ 9.§-link ↗

Sletning af oplysninger i efterforskningsdelen sker efter de i bilag 4 fastsatte regler.

§ 10.§-link ↗

Oplysninger om en registreret person slettes i Kriminalregisteret senest 2 år efter den pågældendes død. Får Rigspolitichefen først efterfølgende underretning om dødsfaldet, slettes oplysningerne om den pågældende på dette tidspunkt.

§ 11.§-link ↗

Politiet udsteder straffeattester for private personer, når de pågældende fremsætter begæring herom. For personer under 18 år udstedes straffeattester dog kun, når forældremyndighedens indehaver eller den pågældendes værge har givet samtykke. Stk. 2. I straffeattester efter stk. 1 optages alene afgørelser, som er tilført afgørelsesdelen, og som omfatter overtrædelse af straffeloven, lovgivningen om euforiserende stoffer eller udenlandske afgørelser med følgende begrænsninger: 1) Tiltalefrafald medtages ikke, hvis der er forløbet 2 år fra datoen for tiltalefrafaldets godkendelse i retten. 2) Bødestraffe medtages ikke, hvis der er forløbet 2 år fra datoen for den endelige afgørelse. 3) Andre afgørelser medtages ikke, hvis der er forløbet 3 år fra datoen for den endelige afgørelse. Hvis den, som afgørelsen vedrører, har været indsat til afsoning, medtages afgørelsen dog, hvis der ikke er forløbet 5 år fra den endelige løsladelse. 4) Retsfølger efter straffelovens §§ 68-70 medtages ikke, hvis der er forløbet 5 år fra retsfølgens endelige ophævelse. Stk. 3. Er der tale om overtrædelser begået af unge mellem 15 og 18 år, gælder endvidere følgende begrænsninger: 1) Tiltalefrafald med vilkår om ungdomskontrakt medtages ikke, hvis det er første gang, den pågældende modtager en afgørelse, der omfatter overtrædelse af straffeloven eller lovgivningen om euforiserende stoffer, og der er forløbet 1 år fra datoen for tiltalefrafaldets godkendelse i retten. 2) Bødestraffe medtages ikke, hvis det er første gang, den pågældende modtager en afgørelse, der omfatter overtrædelse af straffeloven, og der er forløbet 1 år fra datoen for den endelige afgørelse. Stk. 4. De i stk. 2 og 3 nævnte tilførsler medtages ikke, hvis den pågældende straffebestemmelse senere er ophævet. Stk. 5. Rigspolitichefen kan efter ansøgning fra den registrerede i særlige tilfælde meddele dispensation fra de i stk. 2 og 3 anførte tidsfrister.

§ 12.§-link ↗

Begæring om udstedelse af straffeattest efter § 11 skal fremsættes over for politiet. Stk. 2. Udlevering af oplysninger må kun finde sted, når den pågældende har legitimeret sig behørigt, eller der på anden måde er skabt sikkerhed for, at den, der fremsætter begæringen, er identisk med den, som oplysningerne vedrører. Begæringen skal været underskrevet af den pågældende personligt. Fremsættes begæringen af en anden end den pågældende, skal politiet sikre sig, at denne er berettiget til at handle på den pågældendes vegne.

§ 13.§-link ↗

Der kan kun gives oplysninger fra efterforskningsdelen efter reglerne i kapitel 7.

§ 14.§-link ↗

Politiets beslutning med hensyn til meddelelse af oplysninger efter §§ 11 og 13 kan indbringes for Datatilsynet. Tilsynets afgørelse kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

§ 15.§-link ↗

Oplysninger fra Kriminalregisteret må, bortset fra efter reglerne i kapitel 3, 5 og 7, ikke videregives til private personer eller virksomheder m.v., medmindre dette følger af §§ 16 eller 17, eller det følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov, at oplysningerne skal videregives.

§ 16.§-link ↗

Oplysninger fra afgørelsesdelen kan videregives, når den, oplysningerne angår, har givet samtykke. Stk. 2. Samtykke skal meddeles skriftligt og skal indeholde oplysning om, 1) hvilke typer oplysninger der må videregives, 2) hvem oplysningerne må videregives til, og 3) hvorledes oplysningerne må anvendes af den angivne modtager. Stk. 3. Samtykke bortfalder senest efter et års forløb. Stk. 4. Videregivelse af oplysninger efter denne bestemmelse kan kun omfatte de oplysninger, der er anført i § 11.

§ 17.§-link ↗

Politiet kan på begæring videregive enkeltstående oplysninger fra Kriminalregisteret til private personer eller virksomheder, hvis videregivelsen sker til varetagelse af private eller offentlige interesser, der klart overstiger hensynet til de interesser, der begrunder hemmeligholdelse, herunder hensynet til den, oplysningerne angår, eller videregivelsen er nødvendig for udførelsen af en persons eller virksomheds opgaver for det offentlige.

§ 18.§-link ↗

Rigspolitichefen kan videregive oplysninger fra Kriminalregisteret på nærmere angivne vilkår, når videregivelsen er nødvendig for udførelsen af videnskabelige eller statistiske undersøgelser af væsentlig samfundsmæssig betydning.

§ 19.§-link ↗

Oplysninger, der kan henføres til bestemte personer, må, bortset fra efter reglerne i kapitel 5 og 7, ikke videregives til anden offentlig myndighed, medmindre dette fremgår af bestemmelserne i dette kapitel, eller det følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov, at oplysningerne skal videregives.

§ 20.§-link ↗

Oplysninger fra afgørelsesdelen kan videregives, når den, oplysningerne angår, har givet samtykke. § 16, stk. 2 og 3, finder tilsvarende anvendelse. Stk. 2. Videregivelse af oplysninger efter denne bestemmelse kan kun omfatte de oplysninger, der er anført i § 11.

§ 21.§-link ↗

Rigspolitichefen udsteder efter begæring fuldstændige udskrifter af Kriminalregisteret og straffeattester som nævnt i § 22 til: 1) politiet, anklagemyndigheden, Justitsministeriet, herunder Direktoratet for Kriminalforsorgen, samt Forsvarets Auditørkorps, 2) Domstolsstyrelsen, 3) Udlændingestyrelsen, 4) anstalter under Direktoratet for Kriminalforsorgen for personer, som søger ansættelse ved anstalten, 5) dommerembederne for personer, der søger ansættelse ved embedet, 6) landsretterne og Sø- og Handelsretten i København for personer, der er bragt i forslag som nævninger, domsmænd, lægdommere ved boligretterne samt andre sagkyndige retsmedlemmer, til hvem der stilles særlige vandelskrav, 7) Folketingets Ombudsmand, 8) vedkommende myndighed i de nordiske lande til brug for sager angående erhvervelse af statsborgerret og sager angående erhvervelse af kørekort til motorkøretøj, 9) udenlandsk politi, anklagemyndighed og domstole i de nordiske lande eller i lande, der er medlemmer af Europarådet, til brug for offentlige straffesager i udlandet, 10) udenlandsk politi, anklagemyndighed og domstole i lande, der ikke er omfattet af nr. 9, til brug for offentlige straffesager i udlandet, hvis det i det enkelte tilfælde ikke skønnes betænkeligt. Stk. 2. Videregivelse af oplysninger efter stk. 1, nr. 4, 5 og 8, kan kun ske efter samtykke fra den, oplysningerne angår. § 16, stk. 2 og 3, finder tilsvarende anvendelse.

§ 22.§-link ↗

Rigspolitichefen kan endvidere efter begæring udstede straffeattester til offentlig brug, som indeholder de i bilag 1 nævnte afgørelser, til: 1) offentlige myndigheder til brug ved afgørelse af, om en ansøger efter straffelovens § 78 eller anden lovgivning eller bestemmelser udstedt i henhold til lov er udelukket fra at opnå en under vedkommende myndigheds forretningsområde særlig offentlig autorisation eller godkendelse, 2) Udenrigsministeriet til brug for sager om bistand til danske statsborgere, mod hvem der er indledt strafferetlig forfølgning i udlandet, 3) Den Sociale Ankestyrelse, de sociale nævn og kommunerne for forældre til børn og unge, over for hvem der er spørgsmål om iværksættelse af særlig støtte efter lov om social service, kapitel 8, 4) de under nr. 3 nævnte myndigheder samt amtskommunerne for personer, der søger tilladelse til at have børn i døgnophold, i privat døgnpleje eller i privat dagpasning mod betaling samt disses ægtefæller, samlevere og andre, der skal bistå med pasningen af børnene, 5) Overøvrigheden, de amtskommunale socialcentre, Københavns Kommune og Frederiksberg Kommunes sociale udvalg for personer, som ønsker at adoptere børn, samt for forældre til børn, der ønskes bortadopteret, 6) amtskommunerne, kommunerne og institutioner omfattet af den offentlige forvaltning for personer, der søger ansættelse ved dagtilbud, døgntilbud og rådgivningstilbud for børn og unge, 7) amtskommunerne og kommunerne for personer, der søger ansættelse ved dagtilbud og botilbud for voksne samt for personer, der er ansat ved eller driver private botilbud, 8) kommunerne for personer, der i medfør af lov om social service §§ 40, 40a og 62 skal virke som personlig rådgiver, fast kontaktperson eller støtteperson, 9) amtskommunerne for personer, der søger ansættelse ved amtskommunernes rådgivning og konsulentstøtte samt revalideringsindsats, 10) amtsrådene, Københavns Kommune og kommunalbestyrelsen i Frederiksberg Kommune for personer, der søger ansættelse ved de pågældende myndigheders psykiatriske institutioner, 11) amtsrådene, Københavns Kommune og kommunalbestyrelserne for personer, der søger ansættelse i folkeskolen, og som led i ansættelsen har en direkte kontakt med elever, 12) Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri og Fiskeridirektoratet for personer, der søger ansættelse som fiskeribetjente, 13) kommunalbestyrelser til brug ved indberetning til valgbarhedsnævnet om den kommunalbestyrelsesmedlemmer idømte straf, 14) Forsvarskommandoen og Hjemmeværnskommandoen for personer, der søger ansættelse ved forsvaret, eller som skal udnævnes til befalingsmænd samt i særlige tilfælde for personer, som agtes indkaldt til at aftjene værnepligt, 15) Beredskabsstyrelsen for personer, der søger ansættelse i det statslige redningsberedskab eller ønskes optaget på skoler under samme, for personer, der ønskes udnævnt til befalingsmænd, og i særlige tilfælde for tjenstgørende værnepligtigt personel og hjemsendte befalingsmænd, samt Militærnægteradministrationen i særlige tilfælde for civile værnepligtige, 16) Sundhedsministeriet for personer, der søger ansættelse som embedslæge, 17) Kulturministeriet for personer, der søger ansættelse ved museer og samlinger, 18) Den Kongelige Mønt for personer, der søger ansættelse ved den pågældende institution. Stk. 2. Videregivelse af oplysninger efter stk. 1, nr. 1, 4 - 12 og 16 18, kan kun ske efter samtykke fra den, oplysningerne angår. § 16, stk. 2 og 3, finder tilsvarende anvendelse.

§ 23.§-link ↗

Politiet kan meddele Udlændingestyrelsen oplysninger fra Kriminalregisteret om personer, der er meddelt indrejseforbud, til brug for behandlingen af ansøgninger om visum og opholdstilladelse. Stk. 2. Oplysninger efter stk. 1 kan af Udlændingestyrelsen videregives til Udenrigsministeriets visumudstedende repræsentationer, herunder til repræsentationer i tredjelande til brug for behandlingen af ansøgninger om visum. Stk. 3. De oplysninger, der kan videregives efter stk. 1 og 2, er oplysninger til identifikation af personer, der er meddelt indrejseforbud, indrejseforbudets længde og oplysninger om, hvilken myndighed der har meddelt indrejseforbudet.

§ 24.§-link ↗

Rigspolitichefen kan videregive enkeltstående oplysninger fra Kriminalregisteret i forbindelse med behandling af sager om sikkerhedsgodkendelse samt sager, hvor der på tilsvarende måde er et sikkerhedsmæssigt behov herfor, jf. herunder Statsministeriets cirkulære af 1. september 1997 om sikkerhedsbeskyttelse af informationer, der er af fælles interesse for NATO-landene, andre klassificerede informationer samt informationer af sikkerhedsmæssig beskyttelsesinteresse i øvrigt.

§ 25.§-link ↗

Politiet vedlægger i sager om indfødsret efter begæring en fuldstændig udskrift af Kriminalregisteret.

§ 26.§-link ↗

Politiet vedlægger i sager om adoptionsbevilling efter begæring en udskrift af afgørelsesdelen og kan videregive oplysninger fra efterforskningsdelen om strafforfølgning for overtrædelse af de bestemmelser, der er nævnt i bilag 4, pkt. 2.1 og 2.2. Stk. 2. Videregivelse af oplysninger efter stk. 1 kan kun ske efter samtykke fra den, oplysningerne angår. § 16, stk. 2 og 3, finder tilsvarende anvendelse.

§ 27.§-link ↗

Politiet giver efter begæring til Færdselsstyrelsen eller anden offentlig myndighed til brug for sager om meddelelse eller tilbagekaldelse af tilladelser eller bevillinger til erhvervsmæssig godstransport og personbefordring oplysning om tilførsler til Kriminalregisteret om overtrædelser af færdselsloven begået af vedkommende personer. Stk. 2. Videregivelse af oplysninger efter stk. 1 kan i ansøgningssager kun ske efter samtykke fra den, oplysningerne angår. § 16, stk. 2 og 3, finder tilsvarende anvendelse.

§ 28.§-link ↗

Politiet giver efter begæring til den overordnede personaleadministrative myndighed for DSB for så vidt angår personer, der søger ansættelse som lokomotivfører, og som direkte skal beskæftiges med togfremførelse, oplysning om strafforfølgning og tilførsler til efterforskningsdelen vedrørende overtrædelse af færdselslovens §§ 53 og 54, enhver frakendelse eller administrativ inddragelse af retten til at føre motordrevet køretøj samt vedrørende forhold, som i øvrigt kan være af betydning ved bedømmelse af vedkommendes egnethed som lokomotivfører. Stk. 2. Videregivelse af oplysninger efter stk. 1 kan kun ske efter samtykke fra den, oplysningerne angår. § 16, stk. 2 og 3, finder tilsvarende anvendelse.

§ 29.§-link ↗

Politiet giver efter begæring til Statens Luftfartsvæsen til brug for sager om udstedelse og besiddelse af luftfartscertifikat tilsvarende oplysninger som nævnt i § 28, herunder om forhold, som i øvrigt kan være af betydning ved bedømmelse af vedkommendes egnethed som fører af luftfartøj. Stk. 2. Videregivelse af oplysninger efter stk. 1 kan i ansøgningssager kun ske efter samtykke fra den, oplysningerne angår. § 16, stk. 2 og 3, finder tilsvarende anvendelse.

§ 30.§-link ↗

Til offentlige myndigheder må der af politiet i øvrigt kun videregives enkeltstående oplysninger fra Kriminalregisteret, hvis videregivelsen sker til varetagelse af private eller offentlige interesser, der klart overstiger hensynet til de interesser, der begrunder hemmeligholdelse, herunder hensynet til den, oplysningerne angår, eller videregivelsen er nødvendig for udførelsen af en myndigheds virksomhed eller påkrævet for en afgørelse, som myndigheden skal træffe.

§ 31.§-link ↗

Begæring om udstedelse af fuldstændige udskrifter fra Kriminalregisteret og om udstedelse af straffeattester skal af politiet, anklagemyndigheden, auditørkorpset, Justitsministeriet og kriminalforsorgens anstalter og arresthuse fremsættes skriftligt eller ved brug af dataskærmterminaler. Af andre myndigheder skal begæringen fremsættes skriftligt. Stk. 2. Det skal af begæringen fremgå, til hvilket formål oplysningerne skal benyttes.

§ 32.§-link ↗

Af fuldstændige udskrifter, straffeattester og oplysninger, der videregives efter dette kapitel, skal det tydeligt fremgå, at oplysningerne af de pågældende myndigheder skal behandles som fortrolige.

§ 33.§-link ↗

Kriminalregisteret samkøres med Skov- og Naturstyrelsens registre over jagtprøveaspiranter og jagttegnsløsere, jf. bilag 5.

§ 34.§-link ↗

Kriminalregisteret samkøres med Det Centrale Rettighedsregister med henblik på at tilføre Hjemmeværnets medlemsregister en markering af, om personer, der søger optagelse eller genoptagelse i Hjemmeværnet, er kendt eller ukendt i Det Centrale Kriminalregister, jf. bilag 6.

§ 35.§-link ↗

De i Kriminalregisteret indeholdte oplysninger danner grundlag for maskinelt udskrevne statistiske oplysninger.

§ 36.§-link ↗

Rigspolitichefen kan efter begæring til brug for ansættelse eller beskæftigelse af personer, der som led i ansættelsen eller beskæftigelsen har en direkte kontakt med børn under 15 år, videregive oplysninger fra efterforskningsdelen om afgørelser, som er eller har været optaget i afgørelsesdelen, og som omfatter overtrædelse af straffelovens § 222, § 222, jf. §§ 224 og 225, og § 235 samt om overtrædelse af §§ 210 og 232, hvis forholdet er begået mod et barn under 15 år. Stk. 2. Videregivelse af oplysninger efter stk. 1 kan kun ske efter samtykke fra den, oplysningerne angår. § 16, stk. 2 og 3, finder tilsvarende anvendelse. Stk. 3. I forbindelse med Rigspolitichefens videregivelse af oplysninger efter stk. 1 skal det tydeligt fremgå, at en uberettiget videregivelse af oplysningerne kan straffes. Stk. 4 . Ved skriftlig henvendelse til Rigspolitichefen kan en person få meddelelse om oplysninger, der er videregivet om den pågældende efter stk. 1.

§ 37.§-link ↗

Om behandlingssikkerheden gælder de i lov nr. 429 af 31. maj 2000 om behandling af personoplysninger, kapitel 11, og de i bekendtgørelse nr. 528 af 15. juni 2000 om sikkerhedsforanstaltninger til beskyttelse af personoplysninger, som behandles for den offentlige forvaltning, fastsatte regler.

§ 38.§-link ↗

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. april 2001, jf. dog stk. 2. Stk. 2. §§ 8 og 9 træder i kraft den 1. oktober 2002.