Bekendtgørelse nr. 954 · 2000

Historisk

Bekendtgørelse om anvendelse af åbne radioaktive kilder på sygehuse, laboratorier m.v.

Bekendtgørelse om anvendelse af åbne radioaktive kilder på sygehuse, laboratorier m.v.

Dokumentdato: 23. okt. 2000Kildeversion observeret: 26. sep. 2026Kilde kontrolleret: 26. sep. 2026
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

§ 1.§-link ↗

I denne bekendtgørelse forstås ved: 1) Dosisbinding En begrænsning af de fremtidige doser, som personer kan modtage fra en nærmere bestemt strålekilde, og som kan anvendes ved optimering af strålebeskyttelsen i planlægningsfasen. 2) Dosishastighed Dosisækvivalenthastighed. For beregning, vurdering og måling af dosisækvivalenthastighed henvises til Sundhedsstyrelsens bekendtgørelse nr. 823 af 31. oktober 1997 om dosisgrænser for ioniserende stråling. 3) Isotoplaboratorium Laboratorium, der er godkendt af Sundhedsstyrelsen (Statens Institut for Strålehygiejne) til håndtering m.v. af åbne radioaktive kilder i nærmere specificerede aktivitetsmængder. 4) Medicinsk anvendelse Anvendelse af en åben radioaktiv kilde i form af et radioaktivt lægemiddel til en nuklearmedicinsk undersøgelse eller behandling af patienter. For definition af radioaktive lægemidler henvises til Lægemiddelstyrelsens (Sundhedsstyrelsens) bekendtgørelse nr. 1134 af 15. december 1992 om radioaktive lægemidler. 5) Middelaktivitet Middelværdien af den indgivne aktivitet for patienter af standardstørrelse. 6) Nuklearmedicinsk udstyr Nuklearmedicinsk udstyr til medicinsk anvendelse omfatter: a) Ethvert apparat der anvendes til fremstilling af et billede af fordelingen af åbne radioaktive kilder i en patient eller til at foretage en måling af åbne radioaktive kilder i en patient. b) Måleudstyr, f.eks. en dosiskalibrator, som bruges til måling af aktiviteten af den indgivne aktivitet. 7) Patient Person der gennemgår en nuklearmedicinsk undersøgelse eller behandling i forbindelse med: a) diagnosticering og behandling af en sygdom. b) en arbejdsmedicinsk undersøgelse. c) et screeningsprogram. d) et biomedicinsk forskningsprojekt. e) en retsmedicinsk undersøgelse. f) en forsikringsmæssig undersøgelse. 8) Patientdosis Stråledosis til en patient. Ved nuklearmedicinske undersøgelser angives patientdosis ved den effektive dosis og ved nuklearmedicinske behandlinger ved den absorberede dosis til det behandlede væv. I begge tilfælde kan man bruge den indgivne aktivitet som indikator for stråledosis. For definition af effektiv dosis henvises til Sundhedsstyrelsens bekendtgørelse nr. 823 af 31. oktober 1997 om dosisgrænser for ioniserende stråling. 9) Referenceniveau Referenceniveauet for en nuklearmedicinsk undersøgelse udtrykkes ved den aktivitet der anvendes ved en vis type undersøgelse og almindeligt udbredt udstyr. Middelaktiviteten ved samme undersøgelse forventes ikke at overskride referenceniveauet ved en veludført undersøgelse med et velfungerende udstyr. 10) Åben radioaktiv kilde Uindkapslet radioaktivt stof i form af gas, aerosol, væske eller fast stof, hvor kontakt med og spredning af stoffet kan forekomme under brug m.v.

§ 2.§-link ↗

Tilladelse fra Sundhedsstyrelsen skal indhentes på forhånd til indkøb, fremstilling, opbevaring, lagerføring, brug, viderelevering og bortskaffelse af åbne radioaktive kilder. Stk. 2. Sundhedsstyrelsen fastsætter i tilladelsen mængden af åbne radioaktive kilder, der må indkøbes, opbevares og anvendes ad gangen, samt eventuelle særlige betingelser for anvendelsen. Tilladelsen gives normalt i form af en standardtilladelse, jf. bilag 1. Stk. 3. Tilladelsen kan inddrages, såfremt de betingelser, der er fastsat af Sundhedsstyrelsen, ikke overholdes. Stk. 4. Såfremt tilladelsen ikke længere udnyttes skal dette skriftligt meddeles til Sundhedsstyrelsen. Afmeldelsespligten påhviler den ansvarlige leder, ved medicinsk anvendelse den ansvarlige læge.

§ 3.§-link ↗

Ansøgning om tilladelse, der skal være underskrevet af den ansvarlige leder, ved medicinsk anvendelse af den ansvarlige læge, indsendes til Sundhedsstyrelsen (Statens Institut for Strålehygiejne). Ansøgningen skal indeholde følgende oplysninger (ansøgningsskema kan rekvireres fra Sundhedsstyrelsen): 1) Navn og adresse på sygehus, institution eller lign. 2) Afdeling, hvor de åbne radioaktive kilder skal anvendes. 3) Navn på ansvarlig leder, ved medicinsk anvendelse ansvarlig læge og ansvarlig fysiker. 4) Uddannelse, kvalifikationer og praktisk erfaring for de under 3) nævnte personer. 5) Påtænkt anvendelse af de åbne radioaktive kilder (f.eks. laboratorieforsøg, dyreforsøg, medicinsk anvendelse). 6) Ønskede omfang af tilladelsen (standardtilladelse, radionuklidspecifik tilladelse, jf. bilag 1). 7) Oplysninger om laboratorier og lokaler (evt. om tidligere godkendelser af disse fra Sundhedsstyrelsen). 8) Opbevaringsforhold. 9) Andre lokalemæssige forhold (f.eks. lokaler til indgift, opholds- og undersøgelsesrum ved medicinsk anvendelse af åbne radioaktive kilder). 10) Ved anvendelse udenfor laboratorier, f.eks. ved sporstofundersøgelser i naturen eller lækagesporing på rørinstallationer, detaljeret beskrivelse af den påtænkte anvendelse. 11) Kontrolmålinger. 12) Bortskaffelse af radioaktivt affald.

§ 4.§-link ↗

Den der er ansvarlig for virksomheden/institutionen, skal sørge for at enhver anvendelse af åbne radioaktive kilder sker i overensstemmelse med bestemmelserne i denne bekendtgørelse, herunder sørge for vedligeholdelse af lokaler og udstyr samt uddannelse og efteruddannelse af personalet.

§ 5.§-link ↗

Den der er ansvarlig for virksomheden/institutionen, skal sørge for at der ved enhver ikke-medicinsk anvendelse af åbne radioaktive kilder er en ansvarlig leder med kvalifikationer og ansvarsområde i henhold til §§ 8-21, og at dennes navn og uddannelse meddeles Sundhedsstyrelsen.

§ 6.§-link ↗

Den der er ansvarlig for virksomheden/institutionen, skal sørge for at der ved enhver medicinsk anvendelse af åbne radioaktive kilder er en ansvarlig læge med kvalifikationer og ansvarsområde i henhold til §§ 22-37, og at dennes navn og uddannelse meddeles Sundhedsstyrelsen. Stk. 2. Ligeledes skal der ved medicinsk anvendelse af åbne radioaktive kilder være tilknyttet en ansvarlig fysiker med kvalifikationer og ansvarsområde i henhold til §§ 38-47, og dennes navn og uddannelse skal meddeles til Sundhedsstyrelsen.

§ 7.§-link ↗

Den der er ansvarlig for virksomheden/institutionen, skal sørge for at navnet på en ny ansvarlige leder/læge meddeles Sundhedsstyrelsen inden den ansvarlige leder/læge fratræder. Stk. 2. På samme måde skal navnet på en ny ansvarlige fysiker meddeles Sundhedsstyrelsen. Krav til ansvarlig leder ved ikke-medicinsk anvendelse af åbne radioaktive kilder

§ 8.§-link ↗

Den for brugen af åbne radioaktive kilder ansvarlige leder skal normalt være bosiddende i Danmark og have den fornødne uddannelse og praktiske erfaring i brug m.v. af åbne radioaktive kilder, herunder kendskab til: 1) Radioaktivitet og stråling. 2) Måling af radioaktivitet og stråling. 3) Biologisk virkning af stråling. 4) Principper for strålebeskyttelse. 5) Praktisk strålebeskyttelse. 6) Lovgivning vedr. strålebeskyttelse. Stk. 2. Sundhedsstyrelsen kan fastsætte bestemmelser, hvorefter personer der har gennemgået en af Sundhedsstyrelsen godkendt uddannelse, kan anses for kvalificerede.

§ 9.§-link ↗

Den ansvarlig leder skal sørge for at der ved arbejde med åbne radioaktive kilder kun beskæftiges personer, som er gjort bekendt med denne bekendtgørelse, navnlig §§ 48-53 om krav til personalet og §§ 59-69 om strålebeskyttelse af personalet. Personalet skal endvidere være nøje instrueret om arbejdet og om den fare, der er forbundet hermed, og om de sikkerhedsforanstaltninger, der skal træffes til forebyggelse af en sådan fare, og derved have opnået tilstrækkelig kyndighed. Stk. 2. Den ansvarlige leder skal føre en fortegnelse over de personer der er instrueret i henhold til stk. 1. Fortegnelsen skal være tilgængelig for personalet .

§ 10.§-link ↗

Den ansvarlige leder skal sørge for at det foreskrevne udstyr til strålebeskyttelse forefindes og holdes i god stand, samt at det anvendes som foreskrevet.

§ 11.§-link ↗

Den ansvarlige leder skal sørge for at der forefindes de nødvendige instrumenter (forureningsmonitorer, dosishastighedsmålere) til måling af forurening og stråling fra de anvendte radionuklider, samt at alle instrumenter kontrolleres regelmæssigt.

§ 12.§-link ↗

Den ansvarlige leder skal sørge for at personalet forsynes med persondosimetre, hvis dette kræves i henhold til Sundhedsstyrelsens bekendtgørelse nr. 823 af 31. oktober 1997 om dosisgrænser for ioniserende stråling.

§ 13.§-link ↗

Den ansvarlige leder skal sørge for at isotoplaboratorier og opbevaringssteder er mærket forskriftsmæssigt, jf. § 104 og § 108.

§ 14.§-link ↗

Den ansvarlige leder skal sørge for at isotoplaboratorier og andre lokaler holdes i god og ryddelig stand, jf. kapitel 7.

§ 15.§-link ↗

Den ansvarlige leder skal sørge for at alle under brugen observerede fejl og mangler straks afhjælpes.

§ 16.§-link ↗

Den ansvarlige leder skal sørge for at der føres en fortegnelse over lagerbeholdningen, jf. bilag 1.

§ 17.§-link ↗

Den ansvarlige leder skal sørge for at der føres en fortegnelse over beholdningen af radioaktivt affald samt at det registreres hvornår og hvordan radioaktivt affald bortskaffes.

§ 18.§-link ↗

Den ansvarlige leder skal sørge for at der for hvert isotoplaboratorium føres en protokol over udførte kontrolmålinger for radioaktiv forurening af personer og overflader samt af genstande, der tages ud af laboratoriet, jf. § 65 og §§ 68-69.

§ 19.§-link ↗

Den ansvarlige leder skal sørge for, at der er udarbejdet detaljerede skriftlige instrukser for håndteringen af de åbne radioaktive kilder, der omfatter alle personalegrupper, som kan komme i berøring med åbne radioaktive kilder. Instrukserne skal indeholde oplysning om hvilke hjælpemidler og personlige beskyttelsesmidler, der skal anvendes ved arbejdet samt indeholde forholdsregler ved forurening og rengøring. Som minimum skal følgende skriftlige instrukser og forholdsregler udarbejdes: 1) Instruks om håndtering af åbne radioaktive kilder. 2) Instruks om bortskaffelse af radioaktivt affald, herunder om eventuel transport af radioaktivt affald. 3) Instruks til rengøringspersonale. 4) Forholdsregler ved uheld. Stk. 2. Den ansvarlige leder skal ligeledes sørge for at der i dennes fravær er en klar ansvarsfordeling for hvorledes arbejdet skal tilrettelægges og udføres.

§ 20.§-link ↗

Videreleveres der åbne radioaktive kilder i henhold til § 2, stk. 1, skal den ansvarlige leder sørge for, at bestemmelserne i Sundhedsstyrelsens bekendtgørelse nr. 546 af 23. juni 1993 om overførsel af radioaktive stoffer følges.

§ 21.§-link ↗

Den ansvarlige leder skal straks underrette Sundhedsstyrelsen (Statens Institut for Strålehygiejne, telefon 44 94 37 73, døgnvagt) om indtrufne uheld som kan have medført utilsigtet stråleudsættelse af personale eller andre personer, om bortkomne radioaktive kilder og om større forurening af personer, lokaler, udstyr eller miljøet. Krav til ansvarlig læge ved medicinsk anvendelse af åbne radioaktive kilder

§ 22.§-link ↗

Den for den medicinske brug af åbne radioaktive kilder ansvarlige læge skal være fast ansat på den afdeling eller institution, hvor de åbne radioaktive kilder anvendes. Den ansvarlig læge skal være speciallæge i klinisk fysiologi og nuklearmedicin eller i onkologi eller have tilsvarende anden uddannelse med et tilstrækkeligt omfang på følgende områder: 1) Ioniserende strålings egenskaber. 2) Ioniserende strålings vekselvirkning med stof. 3) Radioaktivitet og måling af aktivitet. 4) Medicinsk anvendelse af åbne radioaktive kilder. 5) Nuklearmedicinsk udstyr, herunder kontrol af udstyret. 6) Vurdering af stråledosis og risiko for patienten ved nuklearmedicinske undersøgelser og behandlinger. 7) Strålehygiejne og strålebiologi, herunder strålebeskyttelse ved undersøgelse og behandling af børn, ved screening og ved teknikker der medfører store patientdoser. Stk. 2. Den ansvarlige læge skal ligeledes være tilstrækkelig uddannet og have nødvendig erfaring til at kunne tage det kliniske ansvar for den medicinske anvendelse af åbne radioaktive kilder, herunder vurdere berettigelsen og det kliniske resultat af en undersøgelse eller en behandling. Stk. 3. Sundhedsstyrelsen kan fastsætte bestemmelser, hvorefter personer der har gennemgået en af Sundhedsstyrelsen godkendt uddannelse, kan anses for kvalificerede.

§ 23.§-link ↗

Bestemmelserne i §§ 9-20 gælder også for den ansvarlige læge ved den medicinske anvendelse af åbne radioaktive kilder. Stk. 2. Ligeledes vil §§ 9-21 gælde for den ikke-medicinske anvendelse som eventuelt udføres i tilknytning til den medicinske anvendelse. Den ansvarlige læge betragtes i denne sammenhæng som en ansvarlig leder

§ 24.§-link ↗

Den ansvarlige læge skal sørge for at alle personer der udfører medicinske undersøgelser eller behandlinger med åbne radioaktive kilder er instrueret i procedurerne i forbindelse hermed og derved har opnået tilstrækkelig kyndighed. Stk. 2. Lægen skal ligeledes sørge for at personalet er instrueret om passende forholdsregler i tilfælde af misadministration og andre uheld under nuklearmedicinske undersøgelser og behandlinger der kan føre til en forøgelse af patientdosis. Stk. 3. Bioanalytikere, sygeplejersker og andre må kun foretage intravenøs indgift af åbne radioaktive kilder efter at den ansvarlige læge har vurderet, at pågældende er i stand til at udføre opgaven forsvarligt, og såfremt pågældende i øvrigt mener at kunne udføre opgaven.

§ 25.§-link ↗

Den ansvarlige læge skal sørge for at de personer der udfører nuklearmedicinske undersøgelser og behandlinger, har adgang til efteruddannelse, særligt i forbindelse med indførelse af nye teknikker og nuklearmedicinsk udstyr.

§ 26.§-link ↗

Den ansvarlige læge skal sørge for at følgende bestemmelser overholdes: 1) Bestemmelserne for berettigelse og optimering, jf. §§ 70-74. 2) Bestemmelserne for strålebeskyttelse af patienterne, jf. §§ 75-82. 3) Bestemmelserne for retsmedicinske og forsikringsmæssige undersøgelser m.v., jf. §§ 83-85. 4) Bestemmelserne for biomedicinske forskningsprojekter, jf. §§ 86-89.

§ 27.§-link ↗

Den ansvarlige læge skal fastsætte retningslinier for henvisning til nuklearmedicinske undersøgelser og skal sørge for, at de der henviser har adgang til disse samt til oplysninger om patientdoser.

§ 28.§-link ↗

Den ansvarlige læge skal fastsætte retningslinier for henvisning til nuklearmedicinske behandlinger og skal sørge for, at de der henviser er bekendt med disse.

§ 29.§-link ↗

Den ansvarlige læge skal sørge for at henvisninger til nuklearmedicinske undersøgelser og behandlinger suppleres med de oplysninger om tidligere relevante undersøgelser og behandlinger, som afdelingen har eller kan få adgang til, inden det besluttes om undersøgelsen/behandlingen skal udføres.

§ 30.§-link ↗

Den ansvarlige læge eller en af denne særligt bemyndiget person afgør om en nuklearmedicinsk undersøgelse eller behandling er berettiget og skal udføres. I vurdering af berettigelsen skal indgå mulighed for anvendelse af alternative diagnostiske metoder der ikke er baseret på ioniserende stråling. Stk. 2. I enkelttilfælde kan det tillades at der udføres nuklearmedicinske undersøgelser, som normalt bliver udført med andre metoder, hvis disse metoder midlertidigt ikke er til rådighed.

§ 31.§-link ↗

Den ansvarlige læge skal sørge for at journalføring, opbevaring af undersøgelsesresultater m.m. følger reglerne i Sundhedsstyrelsens cirkulære nr. 235 af 19. december 1996 om lægers pligt til at føre ordnede optegnelser (journalføring) og vejledning nr. 236 af 19. december 1996 om lægers journalføring.

§ 32.§-link ↗

Den ansvarlige læge skal sørge for at patienterne i fyldestgørende omfang bliver informeret om risikoen og eventuelle bivirkninger ved nuklearmedicinske undersøgelser og behandlinger. Stk. 2. For information af patienter samt videregivelse af helbredsoplysninger gælder lov nr. 482 af 1. juli 1998 om patienters retsstilling og Sundhedsstyrelsens vejledning nr. 161 af 16. september 1998 om information og samtykke og om videregivelse af helbredsoplysninger mv.

§ 33.§-link ↗

Den ansvarlige læge skal i samråd med den ansvarlige fysiker sørge for at årsagen findes til en eventuel konsekvent overskridelse af referenceniveauerne, jf. §§ 90-92 , og at der i nødvendigt omfang træffes korrigerende foranstaltninger.

§ 34.§-link ↗

Den ansvarlige læge skal i samråd med den ansvarlige fysiker sørge for at der etableres og vedligeholdes et effektivt kvalitetsstyringssystem, jf. §§ 93-94 og § 99.

§ 35.§-link ↗

Den ansvarlige læge skal sørge for at der ved nuklearmedicinske behandlinger er udarbejdet følgende skriftlige instrukser og vejledninger for hver type behandling: 1) Intern instruks for behandlingen herunder procedure for valg af radioaktivt lægemiddel, behandlingsaktivitet og individuel dosisplan. 2) Instrukser om strålehygiejniske forholdsregler for alt berørt personalet på den behandlende afdeling, på sengeafdelingen og andre steder, hvor personale kan komme i kontakt med patienten. 3) Vejledning til patienten om omfanget og varigheden af strålehygiejniske forholdsregler ved ambulant behandling eller efter hjemsendelse. 4) Vejledning til patienten om strålehygiejniske forholdsregler ved behandling under indlæggelse. Stk. 2. De skriftlige instrukser og vejledninger skal udarbejdes efter de principper der er beskrevet i bilag 3. Stk. 3. De strålehygiejniske forholdsregler i forbindelse med nuklearmedicinske behandlinger skal tilrettelægges således at de dosisbindinger der er givet i bilag 3 ikke overskrides.

§ 36.§-link ↗

Den ansvarlige læge skal sørge for, at der hvert år senest med udgangen af marts måned indsendes en opgørelse til Sundhedsstyrelsen (Statens Institut for Strålehygiejne) over antal af og middelaktivitet for hver type nuklearmedicinsk undersøgelse og behandling i det foregående år. Stk. 2. Samtidig skal der indsendes en opgørelse over det anvendte nuklearmedicinske udstyr med angivelse af fabrikat, type og årgang. Stk. 3. For nyt nuklearmedicinsk udstyr skal opgørelsen endvidere indeholde en redegørelse for anskaffelsen (f.eks. lange ventetider for patienter, kompliceret eller uhensigtsmæssig patienttransport, nye undersøgelsesprincipper, aktivitetsreduktion, udskiftning af slidt udstyr). Stk. 4. Sundhedsstyrelsen kan forbyde anskaffelsen af nyt nuklearmedicinsk udstyr der ikke er berettiget, med henblik på at undgå unødvendig spredning af udstyr.

§ 37.§-link ↗

Den ansvarlige læge skal straks underrette Sundhedsstyrelsen (Statens Institut for Strålehygiejne, telefon 44 94 37 73, døgnvagt) om indtrufne uheld som kan have medført utilsigtet stråleudsættelse af patienter, personale eller andre personer, om bortkomne radioaktive kilder og om større forurening af personer, lokaler, udstyr eller miljøet. Krav til ansvarlig fysiker ved medicinsk anvendelse af åbne radioaktive kilder

§ 38.§-link ↗

Som ansvarlig fysiker kan fortrinsvis godkendes personer der har uddannelse inden for det nuklearmedicinske område i et omfang som anført i Sundhedsstyrelsens vejledning nr. 122 af 20. juli 1995 om uddannelse af hospitalsfysikere. Stk. 2. Den ansvarlige fysiker skal ligeledes have tilstrækkelig erfaring med hensyn til drift og vedligeholdelse af nuklearmedicinsk udstyr.

§ 39.§-link ↗

Den ansvarlige fysiker skal sørge for at der udføres modtagekontrol, konstanskontrol og anden nødvendig kontrol af relevant nuklearmedicinsk udstyr, at der findes skriftlige instrukser herfor, og at alle resultater af disse kontroller dokumenteres. Stk. 2. Bioanalytikere og andre personer der udfører kontrollen skal være instrueret i procedurerne i forbindelse hermed.

§ 40.§-link ↗

Den ansvarlige fysiker skal sørge for at nuklearmedicinsk udstyr er i god stand, herunder teknisk (mekanisk, elektrisk) og strålehygiejnisk forsvarlig stand. Således må udstyrets sikkerhedsniveau, karakteristika og ydeevne ikke forringes i væsentlig grad, og alle under driften observerede fejl og mangler skal snarest muligt afhjælpes.

§ 41.§-link ↗

Den ansvarlige fysiker skal sørge for at nuklearmedicinsk udstyr der ikke opfylder de af Sundhedsstyrelsen fastsatte driftsbetingelser, jf. bilag 4 , tages ud af drift.

§ 42.§-link ↗

Den ansvarlige fysiker skal sørge for at der foreligger oplysninger om patientdosis for hver type nuklearmedicinsk undersøgelse og behandling.

§ 43.§-link ↗

Den ansvarlige fysiker skal sørge for at der findes egnede metoder til at bestemme aktiviteten ved indgift af åbne radioaktive kilder. Om muligt skal metoden være en direkte måling med en dosiskalibrator, der opfylder kravene i bilag 4.

§ 44.§-link ↗

Den ansvarlige fysiker skal i samråd med den ansvarlige læge sørge for at forholdet mellem de diagnostiske oplysninger og patientdosis optimeres.

§ 45.§-link ↗

Den ansvarlige fysiker skal sørge for at der til alt nuklearmedicinsk udstyr findes klare dansksprogede brugsanvisninger og vejledninger.

§ 46.§-link ↗

Den ansvarlige fysiker skal straks underrette den ansvarlige læge hvis fysikeren bliver bekendt med en mulig utilsigtet stråleudsættelse af patienter, personale eller andre personer, om bortkomne radioaktive kilder og om større forurening af personer, lokaler, udstyr eller miljøet.

§ 47.§-link ↗

Den ansvarlige fysiker skal ved udøvelsen af arbejdet udvise omhu og samvittighedsfuldhed. Krav til personale ved anvendelse af åbne radioaktive kilder

§ 48.§-link ↗

Om instruktion, uddannelse m.v. af personalet henvises til § 9 og §§ 24-25. Vedrørende yderligere bestemmelser for personalets arbejde henvises til §§ 59-69 og §§ 75-82.

§ 49.§-link ↗

Personalet skal under arbejdet altid bære udleverede persondosimetre.

§ 50.§-link ↗

Personalet skal under det daglige arbejde sørge for at arbejdsgangen i enhver henseende er strålebeskyttelsesmæssig forsvarlig. Det skal benytte det foreskrevne udstyr til strålebeskyttelse, f.eks. automatpipetter, beskyttelseshandsker, afskærmning af injektionssprøjter og hætteglas og beholdere til radioaktivt affald, og underrette den ansvarlige leder, ved medicinsk anvendelse den ansvarlige læge, såfremt dette udstyr ikke er i forsvarlig stand.

§ 51.§-link ↗

Hvis der indtræder en faresituation som f.eks. forurening af personer, lokaler eller udstyr, der giver strålehygiejniske problemer, skal personalet snarest muligt træffe foranstaltninger til at afværge og begrænse faren samt underrette den ansvarlige leder, ved medicinsk anvendelse den ansvarlige læge.

§ 52.§-link ↗

Personalet skal straks underrette den ansvarlige leder, ved medicinsk anvendelse den ansvarlige læge, hvis der opstår formodning om utilsigtet stråleudsættelse af patienter, personale eller andre personer samt om bortkomne radioaktive kilder.

§ 53.§-link ↗

Ved medicinsk anvendelse skal personalet ved udøvelsen af deres arbejde udvise omhu og samvittighedsfuldhed. Krav til personer der henviser til nuklearmedicinske undersøgelser og behandlinger

§ 54.§-link ↗

Den der henviser til en nuklearmedicinsk undersøgelse eller behandling skal følge de retningslinier for sådanne henvisninger som er fastsat af den ansvarlige læge, jf. §§ 27-28.

§ 55.§-link ↗

Den der henviser til en nuklearmedicinsk undersøgelse eller behandling, skal sørge for at undersøgelsen/behandlingen er berettiget, idet både tilstanden hos den person der undersøges/behandles i forbindelse med diagnosticering og behandling af en sygdom og det forventede resultat af undersøgelsen/behandlingen skal indgå i vurderingen af berettigelsen. I vurdering af berettigelsen af undersøgelser skal også indgå anvendelse af alternative diagnostiske metoder der ikke er baseret på ioniserende stråling.

§ 56.§-link ↗

Den der henviser til en nuklearmedicinsk undersøgelse eller behandling, skal på henvisningen oplyse om tidligere relevante undersøgelser/behandlinger som vedkommende har kendskab til.

§ 57.§-link ↗

Den der henviser til en nuklearmedicinsk undersøgelse eller behandling, skal på henvisningen oplyse om den kliniske problemstilling der berettiger undersøgelsen eller behandlingen. Stk. 2. Ligeledes skal der på henvisningen oplyses om graviditetsforhold når dette er relevant. Stk. 3. Det skal fremgå af henvisningen hvem der har udfyldt den.

§ 58.§-link ↗

På sygehusafdelinger hvorfra der henvises til nuklearmedicinske undersøgelser eller behandlinger, skal der findes en instruktion for hvem der må henvise. Instruktionen skal tilstilles den ansvarlige læge til accept.

§ 59.§-link ↗

Isotoplaboratorier og andre lokaler skal holdes fri for uvedkommende genstande og altid holdes ryddeligt. Stk. 2. Isotoplaboratorierne må kun benyttes til arbejde med åbne radioaktive kilder og de dertil knyttede arbejdsfunktioner. Kun personer, der har tilknytning til arbejdet med åbne radioaktive kilder må befinde sig i laboratorierne.

§ 60.§-link ↗

Ved enhver håndtering af åbne radioaktive kilder skal der træffes sikkerhedsforanstaltninger med henblik på at begrænse bestrålingen af kroppen udefra (ekstern bestråling) og forhindre, at radionuklider kommer ind i kroppen (intern bestråling).

§ 61.§-link ↗

Kvinder der ammer må ikke arbejde med åbne radioaktive kilder i mængder, der overstiger de maksimale aktivitetsmængder i en S1-standardtilladelse, jf. bilag 1. Stk. 2. Vedrørende gravides arbejde med åbne radioaktive kilder henvises til Sundhedsstyrelsens bekendtgørelse nr. 823 af 31. oktober 1997 om dosisgrænser for ioniserende stråling.

§ 62.§-link ↗

Arbejdet skal tilrettelægges på en sådan måde, at den eksterne bestråling bliver mindst mulig, f.eks. ved anvendelse af afskærmning og ved at undgå direkte håndtering af uafskærmede beholdere.

§ 63.§-link ↗

Arbejdet skal tilrettelægges således, at risikoen for forurening bliver mindst mulig. Indånding af gasser, damp, støv og aerosoler indeholdende radionuklider skal undgås, f.eks. ved at arbejdet udføres i stinkskab eller i lukkede systemer.

§ 64.§-link ↗

Ved anvendelse af åbne radioaktive kilder til dyreforsøg skal der træffes særlige foranstaltninger til begrænsning af risikoen for spredning af åbne radioaktive kilder via dyrenes urin, afføring eller udåndingsluft, jf. bilag 5.

§ 65.§-link ↗

Før, under og efter arbejdet med åbne radioaktive kilder skal der i fornødent omfang foretages kontrolmålinger for radioaktiv forurening af arbejdsborde, kitler, hænder, udstyr m.m. Stk. 2. Konstaterede forureninger skal fjernes så hurtigt som muligt. Kan forureningerne ikke fjernes helt, må den tilbageværende fastsiddende forurening ikke overstige de grænseværdier, der er givet i bilag 6. Stk. 3. Hvis forureningen i laboratoriet eller andre steder ikke kan bringes ned under grænseværdien, skal de forurenede overflader eller genstande tildækkes (afskærmes) eller udskiftes. Stk. 4. Vedrørende kontrolmåling af isotoplaboratorier, der tages midlertidigt eller permanent ud af drift henvises til § 110.

§ 66.§-link ↗

Ingen uvedkommende må kunne komme i besiddelse af åbne radioaktive kilder eller få adgang til forurenede steder.

§ 67.§-link ↗

Det er ikke tilladt at spise, drikke, påføre kosmetik, ryge m.v. i isotoplaboratorier. Stk. 2. Madvarer, drikkevarer, tobaksvarer, kosmetik og lignende må ikke medbringes i isotoplaboratorier.

§ 68.§-link ↗

Når isotoplaboratorier forlades, skal hænderne vaskes og kontrolmåles for radioaktiv forurening. Desuden skal tøjet kontrolmåles. Stk. 2. Ved arbejde med åbne radioaktive kilder i mængder, der overstiger de maksimale aktivitetsmængder i en S1-standardtilladelse, jf. bilag 1, skal arbejdstøjet (f.eks. kitler og fodtøj) skiftes i forrummet til laboratoriet.

§ 69.§-link ↗

Alle genstande (f.eks. rulleborde, arbejdsmapper m.m.) der tages ud af et isotoplaboratorium skal kontrolmåles for radioaktiv forurening.

§ 70.§-link ↗

Enhver nuklearmedicinsk undersøgelse eller behandling i forbindelse med diagnosticering og behandling af en sygdom skal være berettiget, idet både tilstanden hos den person der undersøges/behandles og det forventede resultat af undersøgelsen/behandlingen skal indgå i vurdering af berettigelsen. Stk. 2. Andre former for nuklearmedicinske undersøgelser skal også være berettigede, idet det udbytte der opnås ved undersøgelserne skal opveje den risiko som de medfører.

§ 71.§-link ↗

Ved nuklearmedicinske undersøgelser skal alle patientdoser holdes så lave som det med rimelighed er muligt under hensyntagen til de ønskede diagnostiske resultater.

§ 72.§-link ↗

Ved enhver nuklearmedicinsk behandling skal behandlingsdosis/indgivet aktivitet fastlægges individuelt for det væv som skal behandles, og bestrålingen af andet væv skal være så lav som det med rimelighed er muligt under hensyntagen til det terapeutiske formål.

§ 73.§-link ↗

Inden nye former for nuklearmedicinske undersøgelser eller behandlinger eller nyt nuklearmedicinsk udstyr der adskiller sig væsentligt fra det eksisterende anvendes generelt, skal der foreligge en analyse der ud fra en MTV(Medicinsk Teknologivurdering)-tilgang beskriver forudsætningerne for og konsekvenserne af at anvende den nye undersøgelsesmetode, den nye behandling eller det nye udstyr. Stk.2. Analysen bør omfatte en beskrivelse af: 1) Anvendelsesområde, effektivitet og risikovurdering i relation til den nye form for undersøgelsesmetode, behandling eller udstyr. 2) Organisation, herunder struktur og personale. 3) Økonomi, herunder samfundsøkonomi og driftsøkonomi. 4) Forhold i relation til patienten, herunder psykologiske, sociale og etiske forhold.

§ 74.§-link ↗

Bestående former for nuklearmedicinske undersøgelser og behandlinger skal tages op til revurdering når der fremkommer nye oplysninger om deres effektivitet eller den risiko de medfører. Strålebeskyttelse af patienter

§ 75.§-link ↗

Overflødige nuklearmedicinske undersøgelser skal undgås.

§ 76.§-link ↗

Ved nuklearmedicinske undersøgelser skal aktiviteten af den åbne radioaktive kilde bestemmes forud for hver enkelt indgift til patienten.

§ 77.§-link ↗

Ved nuklearmedicinske undersøgelser af børn og unge skal den indgivne aktivitet reduceres under hensyntagen til at billedkvaliteten ikke forringes.

§ 78.§-link ↗

Ved nuklearmedicinske undersøgelser af kvinder i den forplantningsdygtige alder skal følgende retningslinier følges: 1) Kvinden udspørges om hun er gravid, med mindre der allerede foreligger fyldestgørende information om graviditetsforhold. 2) Hvis kvinden er usikker på om hun er gravid, og man ikke umiddelbart kan afvise graviditet, f.eks. ved oplysning om menstruationsforhold eller eventuelt ved hjælp af graviditetstest, bør hun betragtes som gravid. 3) Hvis kvinden i henhold til 1) eller 2) må betragtes som gravid bør undersøgelsen udsættes. Kan undersøgelsen ikke udsættes, skal den udføres under særlig hensyntagen til forholdene. Undersøgelsesmetoder der ikke er baseret på ioniserende stråling, skal overvejes.

§ 79.§-link ↗

Ved nuklearmedicinske behandlinger af kvinder i den forplantningsdygtige alder skal det om nødvendigt ved en graviditetstest sikres, at kvinden ikke er gravid før behandlingen påbegyndes. Stk. 2. Kvindelige patienter i den forplantningsdygtige alder skal oplyses om at graviditet bør undgås i en passende tid efter indgift af de åbne radioaktive kilder. For behandling med I-131 skal denne periode være mindst 4 måneder.

§ 80.§-link ↗

For kvindelige patienter der ammer skal permanent eller midlertidig ophør med amningen iværksættes inden den nuklearmedicinske undersøgelse eller behandling, jf. bilag 7.

§ 81.§-link ↗

Ved nuklearmedicinske undersøgelser med jodmærkede radioaktive lægemidler som metaboliseres til jodid eller indeholder radioaktivt jod som urenhed bør skjoldbruskkirtlen blokeres.

§ 82.§-link ↗

For radioaktive lægemidler som udskilles gennem nyrerne bør stråledosis til blæren reduceres ved at patienten får rigeligt at drikke og får mulighed for hyppigt at tømme blæren. Retsmedicinske og forsikringsmæssige undersøgelser m.v.

§ 83.§-link ↗

For omfanget af retsmedicinske nuklearmedicinske undersøgelser af anholdte m.v. gælder lov nr. 332 af 24. maj 1989 om ændring af retsplejeloven (legemsindgreb). Stk. 2. For andre retsmedicinske undersøgelser gælder at de skal ske på frivillig basis, og de skal kunne være til den undersøgtes fordel.

§ 84.§-link ↗

For undersøgelser til afgørelse af forsikringsspørgsmål gælder at de skal ske på frivillig basis, og de skal kunne være til den undersøgtes fordel.

§ 85.§-link ↗

Ved alle undersøgelser der ikke direkte kan gavne helbredstilstanden hos den person der undersøges, skal der lægges særlig vægt på at de udføres med den mindst mulige indgivet aktivitet. Biomedicinske forskningsprojekter

§ 86.§-link ↗

Nuklearmedicinsk behandling af sunde forsøgspersoner må ikke finde sted i forbindelse med biomedicinske forskningsprojekter.

§ 87.§-link ↗

Nuklearmedicinske undersøgelser af forsøgspersoner og nuklearmedicinsk behandling af forsøgspatienter må først finde sted efter godkendelse af projektet i en Videnskabsetisk Komité, jf. lov nr. 503 af 24. juni 1992 med ændringer om et videnskabsetisk komitésystem og behandling af biomedicinske forskningsprojekter.

§ 88.§-link ↗

Der skal for alle forsøgspersoner på forhånd foretages en beregning af patientdosis og den risiko for en stråleinduceret dødelig cancer som den beregnede dosis medfører. Både patientdosis og risiko skal fremgå af forsøgsprotokollen. Stk. 2. For forsøgspersoner der ikke kan forvente nogen direkte nytte af den nuklearmedicinske undersøgelse, gælder de dosisbindinger der er fastsat i rekommandation fra den Centrale Videnskabsetiske Komité.

§ 89.§-link ↗

Forsøgspersoner og forsøgspatienter må kun undersøges/behandles efter afgivelse af deres frie og skriftlige samtykke, og de skal informeres om strålerisikoen. Referenceniveauer

§ 90.§-link ↗

Middelaktiviteter for de af Sundhedsstyrelsen fastsatte typer af nuklearmedicinske undersøgelser skal beregnes hvert år.

§ 91.§-link ↗

De i henhold til § 90 bestemte middelaktiviteter skal sammenlignes med de fastsatte referenceniveauer i Sundhedsstyrelsens vejledning om referenceniveauer. Stk. 2. Såfremt middelaktiviteterne til stadighed eller i væsentlig grad overskrider referenceniveauerne, skal årsagen hertil fastlægges og om muligt fjernes.

§ 92.§-link ↗

Resultater og vurderinger i forbindelse med referenceniveauer skal på forlangende forelægges Sundhedsstyrelsen. Kvalitetsstyring

§ 93.§-link ↗

På afdelinger der udfører nuklearmedicinske undersøgelser og behandlinger skal der etableres et effektivt kvalitetsstyringssystem. Stk. 2. Kvalitetsstyringssystemet skal omfatte: 1) Hele processen fra henvisning af patienten, eventuel fremskaffelse af resultater fra tidligere undersøgelser/behandlinger, forberedelse af patienten, undersøgelse/behandling af patienten, til beskrivelse af undersøgelsen og afgivelse af svar. 2) Analyse af afvigende resultater såvel billedmæssige som diagnostiske og behandlingsmæssige. 3) Principperne for korrigerende handlinger. 4) Oplæring af personale i udførelse af nuklearmedicinske undersøgelser og behandlinger. 5) Modtagekontrol og konstanskontrol af nuklearmedicinsk udstyr.

§ 94.§-link ↗

Der skal forefindes en kvalitetshåndbog der standardmæssigt skal indeholde følgende: 1) Titel, formål og anvendelsesområde. 2) Indholdsfortegnelse. 3) Indledning om afdelingens organisation og selve kvalitetshåndbogen. 4) Kvalitetsmålene og afdelingens formål. 5) Beskrivelse af afdelingens struktur, ansvarsfordeling og ledelse. 6) Beskrivelse af delelementerne i kvalitetsstyringssystemet og henvisninger til dokumenterede procedurer i kvalitetsstyringssystemet. 7) Eventuelle definitioner. 8) Eventuelle vejledninger til håndbogen. 9) Eventuelle bilag.

§ 95.§-link ↗

Der skal for alt nuklearmedicinsk udstyr udføres en modtagekontrol der skal sikre, at udstyret er i overensstemmelse med de specifikationer der er opstillet i forbindelse med anskaffelsen.

§ 96.§-link ↗

Efter reparationer eller ændringer der kan have indflydelse på billedkvalitet, skal der for alt nuklearmedicinsk udstyr udføres en fornyet modtagekontrol eller relevante dele heraf med henblik på at sikre, at udstyret fortsat vil kunne opfylde specifikationerne.

§ 97.§-link ↗

Der skal for alt nuklearmedicinsk udstyr med konstante mellemrum udføres konstanskontrol med henblik på at sikre at udstyret til stadighed giver en diagnostisk tilfredsstillende billedkvalitet ved den lavest mulige aktivitet.

§ 98.§-link ↗

Der skal forefindes skriftlige instrukser for udførelse af alle kontroller og eftersyn, og alle resultater heraf skal dokumenteres på en ordnet og systematisk måde.

§ 99.§-link ↗

Der skal med højst 15 måneders mellemrum udføres en audit med henblik på at konstatere: 1) Om de udførte kvalitetsstyringsaktiviteter har været i overensstemmelse med afdelingens planlagte aktiviteter, og om aktiviteterne har været udført på en effektiv måde. 2) Om de opnåede resultater er i overensstemmelse med de planlagte mål, og om de udførte kvalitetsstyringsaktiviteter i øvrigt er tilstrækkelige og hensigtsmæssige. Stk. 2. Den i stk. 1 nævnte audit skal udføres af personer med kendskab til medicinsk anvendelse af åbne radioaktive kilder. Dem der udfører auditten bør ikke være ansvarlig for nogen del af kvalitetsstyringssystemet.

§ 100.§-link ↗

Åbne radioaktive kilder og radioaktivt affald skal opbevares sikret mod tyveri, brand og vandskade, enten i et særligt opbevaringslokale eller på specielt indrettede opbevaringssteder i de lokaler, hvor de åbne radioaktive kilder anvendes. Stk. 2. Kilder, hvorfra radioaktive luftarter kan undvige, skal opbevares i lufttætte beholdere eller i stinkskabe.

§ 101.§-link ↗

Beholdere med åbne radioaktive kilder, herunder beholdere med radioaktivt affald, skal mærkes med symbolet for ioniserende stråling og teksten »Radioaktivitet« og være forsynet med oplysning om radionuklid, aktivitet og dato.

§ 102.§-link ↗

Opbevaringsstedet skal være konstrueret således, at det kan bære og rumme den fornødne afskærmning. Stk. 2. Opbevaringsstedet bør være opdelt på passende vis, så de enkelte åbne radioaktive kilder let kan identificeres.

§ 103.§-link ↗

Dosishastigheden på ydersiden af opbevaringsstedet må ikke overstige 7,5 m Sv/h. Stk. 2. Dosishastigheden på arbejdspladser i nærheden af opbevaringsstedet skal holdes så lav som rimeligt opnåeligt og må ikke overstige 2,5 m Sv/h.

§ 104.§-link ↗

Alle steder, hvor åbne radioaktive kilder opbevares, skal være forsynet med advarselsskilt for radioaktivitet (Dansk Standard 734.2). Stk. 2. Advarselsskilte skal som minimum have R5 eller T5 format.

§ 105.§-link ↗

Afdelinger, der udfører nuklearmedicinske undersøgelser og anvender generatorer til fremstilling af kortlivede radionuklider, skal være udstyret med tilstrækkelige hjælpemidler til afskærmning af generatorerne. Afskærmningen skal være så effektiv, at dosishastigheden intet sted uden for afdelingen overstiger 2,5 µSv/h.

§ 106.§-link ↗

Bortskaffelse af åbne radioaktive kilder skal ske i overensstemmelse med bilag 8.

§ 107.§-link ↗

Krav til indretning, godkendelse og registrering af isotoplaboratorier og andre lokaler til håndtering og opbevaring af åbne radioaktive kilder er givet i bilag 9. Stk. 2. Indretningen skal desuden foretages i overensstemmelse med Arbejdstilsynets almindelige regler for indretning af laboratorier. Stk. 3. Ved fremstilling af radioaktive lægemidler skal endvidere de af Lægemiddelstyrelsen givne retningslinier for indretning af laboratorier til fremstilling af radioaktive lægemidler følges.

§ 108.§-link ↗

Indgangsdøre til isotoplaboratorier, hvor der anvendes åbne radioaktive kilder i mængder, der overstiger 1/100 af de maksimale aktivitetsmængder i en S1-standardtilladelse, jf. bilag 1, skal være forsynet med advarselsskilt for radioaktivitet (Dansk Standard 734.2). Stk. 2. Tages et isotoplaboratorium midlertidigt ud af drift, skal advarselsskiltningen fjernes. Stk. 3. Advarselsskilte skal som minimum have R5 eller T5 format.

§ 109.§-link ↗

Bygningsmæssige arbejder som f.eks. indretning og ændring af isotoplaboratorier og andre lokaler vil kunne forhåndsgodkendes af Sundhedsstyrelsen på grundlag af tegninger indsendt til Sundhedsstyrelsen. Stk. 2. Foretages der under indretning af isotoplaboratorierne eller lokalerne ændringer i forhold til de forhåndsgodkendte tegninger, bør reviderede tegninger indsendes til Sundhedsstyrelsen til ny forhåndsgodkendelse.

§ 110.§-link ↗

Godkendelse af isotoplaboratorier gives, efter at besigtigelse har fundet sted. Stk. 2. Godkendelsen kan inddrages, hvis laboratoriet eller lokalet ikke længere opfylder de af Sundhedsstyrelsen fastsatte bestemmelser. Stk. 3. Isotoplaboratorier der permanent tages ud af drift, skal kontrolmåles for radioaktiv forurening (isotoplaboratorium med tilhørende ventilations- og afløbssystemer) og om nødvendigt rengøres, således at den tilbageværende fastsiddende forurening ikke overstiger de grænseværdier, der er givet i bilag 6. Isotoplaboratorierne skal herefter skriftlig afmeldes til Sundhedsstyrelsen med henvisning til den udførte kontrolmåling. Stk. 4. Isotoplaboratorier der midlertidigt tages ud af drift skal kontrolmåles på samme måde.

§ 111.§-link ↗

Særskilte lokaler, der kræver registrering, skal anmeldes til Sundhedsstyrelsen før ibrugtagning.

§ 112.§-link ↗

Enhver brug m.v. af åbne radioaktive kilder er underlagt tilsyn af Sundhedsstyrelsen, der til enhver tid skal have adgang til åbne radioaktive kilder, isotoplaboratorier, lokaler, udstyr og fortegnelser m.m. samt til kvalitetshåndbog, anden dokumentation i forbindelse med kvalitetsstyring og resultater af nuklearmedicinske undersøgelser og behandlingsdata.

§ 113.§-link ↗

De ændringer af isotoplaboratorier, lokaler, udstyr, arbejdsgange m.v. som Sundhedsstyrelsen måtte kræve ved besigtigelsen, skal være udført inden udløbet af den af Sundhedsstyrelsen satte frist. Stk. 2. Sundhedsstyrelsen kan forbyde brugen af de åbne radioaktive kilder indtil disse ændringer er udført.

§ 114.§-link ↗

Sundhedsstyrelsen kan forbyde nuklearmedicinske undersøgelser og behandlinger der ikke er berettigede.

§ 115.§-link ↗

Sundhedsstyrelsen opkræver det i § 1, stk. 1, 1. pkt., nævnte bidrag i bekendtgørelse nr. 734 af 21. september 1999 om opkrævning af bidrag for tilsyn med sikkerhedsforanstaltninger på radioaktivitetsområdet.

§ 116.§-link ↗

Sundhedsstyrelsens påbud, vilkår og andre afgørelser i medfør af denne bekendtgørelse kan inden 4 uger påklages til Indenrigsministeriet.

§ 117.§-link ↗

Overtrædelse af bestemmelserne i denne bekendtgørelse straffes med bøde. Stk. 2. På samme måde straffes den ansvarlige fysiker og andet personale, jf. § 47 og § 53, der gør sig skyldig i grovere eller gentagne forsømmelser eller skødesløshed.

§ 118.§-link ↗

Denne bekendtgørelse træder i kraft den 1. januar 2001. Stk. 2. Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 485 af 18. november 1985 om anvendelse af åbne radioaktive kilder på sygehuse, laboratorier m.v. Stk. 3. Godkendelser af isotoplaboratorier, som Sundhedsstyrelsen har givet i henhold til den i stk. 2 nævnte bekendtgørelse forbliver i kraft indtil tilladelsen til brug af pågældende isotoplaboratorier fornys.