Bekendtgørelse nr. 655 · 2000

Historisk

Bekendtgørelse om genanvendelse af restprodukter og jord til bygge- og anlægsarbejder

Bekendtgørelse om genanvendelse af restprodukter og jord til bygge- og anlægsarbejder

Dokumentdato: 27. jun. 2000Kildeversion observeret: 27. sep. 2026Kilde kontrolleret: 27. sep. 2026
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

§ 1.§-link ↗

Denne bekendtgørelse fastsætter regler om genanvendelse af restprodukter og jord til bygge- og anlægsarbejder.

Stk. 2. Bekendtgørelsen omfatter ikke 1) restprodukter og jord, der er klassificeret som farligt affald, efter Miljø- og Energiministeriets til enhver tid gældende bekendtgørelse om affald, 2) jord, der er forurenet med andre stoffer end de i bilag 4 nævnte, 3) jord og restprodukter, der tilføres råstofgrave og tidligere råstofgrave med henblik på genanvendelse, og 4) bygge- og anlægsarbejder på deponeringsanlæg, der er registreringspligtige efter lov om afgift på affald og råstoffer.

§ 2.§-link ↗

I denne bekendtgørelse forstås ved: 1) Restprodukter: De affaldsfraktioner, der er opført på bilag 1. 2) Jord: Jord opført på bilag 1. 3) Farligt affald: Ethvert stof og enhver genstand som er defineret som farligt affald i henhold til lovgivningen om affald. 4) Bygge- og anlægsarbejder: Etablering af veje, stier, pladser, støjvolde, ramper, diger, dæmninger, jernbaneunderbygning, ledningsgrave, terrænregulering, anlæg på søterritoriet samt opfyldning i gulve og under fundamenter. 5) Genanvendelse: Anvendelse af restprodukter og jord til bygge- og anlægsarbejder som erstatning for primære råstoffer og uforurenet jord til opfyldning. 6) Affaldsproducent: Den, der frembringer, forbehandler eller importerer restprodukter eller jord. 7) Bruger: Den, der anvender eller lader anvende restprodukter til bygge- og anlægsarbejder. 8) Faststofindhold: Mængden af et stof bestemt i forhold til tørstofindholdet i den samlede prøve, jf. bilag 5. 9) Eluatkoncentration: Koncentrationen af et stof i væsken fra et udvaskningsforsøg.

§ 3.§-link ↗

Bekendtgørelsen inddeler jord og restprodukter i kategorier 1, 2 og 3 jf. bilag 4.

§ 4.§-link ↗

Restprodukter og jord i kategori 1 må uden tilladelse genanvendes til bygge- og anlægsarbejder omfattet af bekendtgørelsen, medmindre andet følger af miljøbeskyttelsesloven og den øvrige lovgivning.

§ 5.§-link ↗

Restprodukter og jord i kategori 2 må uden tilladelse genanvendes til bygge- og anlægsarbejder på de i bilag 2 nævnte betingelser.

Stk. 2. Slagger fra affaldsforbrænding, der overskrider kravværdierne til kategori 2 for klorid, sulfat og natrium op til de kravværdier, der er angivet i bilag 4, tabel 2, kan dog frem til 1. januar 2004 anvendes til pladser på de særlige vilkår, der fremgår af bilag 2. Det er en forudsætning, at øvrige stoffer overholder kravet til kategori 2.

Stk. 3. Restprodukter og jord i kategori 3 må uden tilladelse genanvendes til bygge- og anlægsarbejder på de i bilag 3 nævnte betingelser.

Stk. 4. Tilladelse til genanvendelse af jord eller restprodukter, der ikke er omfattet af kategori 1, 2 og 3, meddeles efter bestemmelserne i miljøbeskyttelsesloven.

§ 6.§-link ↗

Genanvendelse af restprodukter og jord i kategorierne 2 og 3 til bygge- og anlægsarbejder er betinget af, 1) at afstanden til indvindingsanlæg for vandforsyning, hvortil der stilles krav om drikkevandskvalitet, er mindst 30 m, 2) at restprodukter og jord anbringes over højeste grundvandsspejl, og 3) at udlagt jord er afgrænset med markeringsnet.

§ 7.§-link ↗

Amtsrådet kan meddele dispensation fra reglerne om genanvendelsesbegrænsninger i bilag 2 og 3, hvis genanvendelsen er anlægsteknisk begrundet og miljømæssig forsvarlig. Amtet kan gøre en dispensation betinget af, at nærmere angivne vilkår overholdes.

§ 8.§-link ↗

Affaldsproducenten skal inden afsætning til genanvendelse lade restprodukter og jord analysere ved repræsentative prøver efter retningslinierne i bilag 5.

Stk. 2. Analyser af jord og restprodukter skal udføres af et akkrediteret laboratorium, jf. Miljø- og Energiministeriets bekendtgørelse om kvalitetskrav til miljømålinger udført af akkrediterede laboratorier, certificerede personer m.v.

§ 9.§-link ↗

Partier af jord fra samme gravearbejde må oplagres samlet. Det samlede oplag kategoriseres efter den prøve, der medfører den højeste kategori.

Stk. 2. Sammenblanding af partier i øvrigt må kun finde sted på anvendelsesstedet. Hvis partier af restprodukter og jord i forbindelse med et bygge- og anlægsarbejde sammenblandes, gælder bekendtgørelsens regler for den mest forurenede kategori.

Stk. 3. Som mest forurenende kategori anses efter denne bekendtgørelse jord og restprodukter i kategori 3 og som mindre forurenende kategori 2. Som mindst forurenende anses jord og restprodukter i kategori 1.

§ 10.§-link ↗

Affaldsproducenten skal, inden restprodukter eller jord afhændes til genanvendelse, udarbejde en deklaration med oplysning om: 1) Affaldsproducent, produktionssted samt typen af restprodukt eller jord, jf. bilag 1. 2) Den kategori, som restproduktet eller jorden tilhører, jf. bilag 4. 3) Eventuel rensning med angivelse af den anvendte proces. 4) Den anvendte metode for prøveudtagning, anvendte udvaskningstest og analyseresultater, tidspunkt for prøveudtagning og analyse samt analyselaboratorium. De betegnelser, der er anvendt i bilag 5, skal anvendes.

Stk. 2. Deklarationen skal underskrives af affaldsproducenten og opbevares hos denne i 5 år. Deklarationen skal på forlangende udleveres til miljømyndighederne.

§ 11.§-link ↗

Senest 4 uger før genanvendelse af restprodukter i kategori 1, 2 og 3 og jord i kategori 2 og 3 skal brugeren indgive en skriftlig anmeldelse til amtsrådet, hvor arbejdet agtes udført. Amtsrådet sender straks efter modtagelsen en kopi af anmeldelsen og medsendt materiale til kommunalbestyrelsen, hvor arbejdet agtes udført. Anmeldelsen skal indeholde oplysninger om: 1) Projektets beliggenhed. 2) Datoen for projektets påbegyndelse og afslutning. 3) Mængde, typen af restprodukt eller jord og kategorien af restprodukt og jord, der agtes anvendt i projektet. 4) Dimensioner/tegninger af projektet. 5) Oversigtsplan med angivelse af berørte matr. nr., placering i forhold til drikkevandsboringer og brønde, samt vandløb, søer og havet. 6) Oplysning om hvorvidt der vil ske udledning direkte eller via drænsystemer til vandløb, søer og havet.

Stk. 2. Anmeldelsen skal være vedlagt den i § 10 nævnte deklaration.

Stk. 3. Amtsrådet kan, hvis projektet kan medføre forurening eller risiko herfor, inden 4 uger fra modtagelsen af anmeldelse efter stk. 1 bestemme, at iværksættelsen af bygge- og anlægsarbejdet skal udsættes, indtil projektets påvirkning af miljøet er nærmere undersøgt eller vurderet. Amtsrådet nedlægger forbud mod projektet, hvis det ikke er i overensstemmelse med lovgivningen.

Stk. 4. Amtsrådet kan, på baggrund af den i stk. 3 foretagne konkrete vurdering af hensyn til miljøet, bestemme, at genanvendelsen af restproduktet eller jorden skal ske på bestemte vilkår, herunder tidsfrister for overdækning af udlagte restprodukter og jord. Amtsrådet kan tillige nedlægge forbud mod projektet på baggrund af vurderingen.

Stk. 5. Anmeldelsen opbevares af myndighederne og indgår i amtets kortlægning efter lov om forurenet jord.

Stk. 6. Restprodukter og jord, der opgraves fra eksisterende bygge- og anlægsarbejder i forbindelse med renovering af bygge- og anlægsarbejdet må genanvendes på stedet uden anmeldelse.

§ 12.§-link ↗

Restprodukter i kategori 1 kan oplagres på stedet for genanvendelsen i op til 6 måneder regnet fra modtagelsesdatoen af første læs.

Stk. 2. Restprodukter og jord i kategori 2 og 3, kan oplagres på stedet for genanvendelsen i op til 4 uger uden overdækning. Oplagring kan med tæt overdækning ske i op til 6 måneder regnet fra datoen for modtagelse af første læs.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen kan i forbindelse med bygge- og anlægsarbejder og oplag af restprodukter og jord, der medfører uhygiejniske forhold eller væsentlig forurening, give påbud om, at forureningen skal nedbringes jf. lov om miljøbeskyttelse § 42.

§ 13.§-link ↗

Kommunalbestyrelsen fører tilsyn med, at reglerne i kapitel 2 og 5 overholdes.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen videresender sager om overtrædelse af afgørelser, som amtsrådet har truffet, til amtsrådet. Amtsrådet træffer i så fald afgørelse i sagen i overensstemmelse med miljøbeskyttelseslovens øvrige bestemmelser.

Stk. 3. Den myndighed, der fører tilsynet med affaldsproducenten, fører tilsyn med, at reglerne i kapitel 3 og 4 overholdes.

§ 14.§-link ↗

Amtsrådets afgørelser efter § 11, stk. 4 kan påklages til Miljøstyrelsen.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsens og amtsrådets afgørelser i øvrigt efter denne bekendtgørelse kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.

Stk. 3. Miljøstyrelsens afgørelser efter stk. 1 kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

§ 15.§-link ↗

Medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning, straffes med bøde den, der 1) ikke overholder de i § 5, jf. bilag 2 og 3 samt § 6 nævnte betingelser for genanvendelse af restprodukter og jord, 2) genanvender restprodukter eller jord i strid med § 5 uden at overholde de i bilag 4 fastsatte grænseværdier, 3) overtræder vilkår fastsat i medfør af § 7, undlader at lade restprodukter eller jord analysere efter de i § 8, jf. bilag 5 angivne retningslinier inden afsætning til genanvendelse, sammenblander partier i strid med § 9, 6) undlader at udarbejde, underskrive, opbevare eller på miljømyndighedens forlangende udlevere den i § 10 nævnte deklaration, 7) afgiver urigtige eller vildledende oplysninger i forbindelse med den i § 10 nævnte deklaration eller en anmeldelse efter § 11, 8) påbegynder genanvendelse af restprodukter og jord inden udløbet af den i § 11 nævnte 4 ugers frist, 9) genanvender restprodukter eller jord i strid med amtsrådets afgørelse efter § 11, stk. 3 og 4, eller 10) oplagrer restprodukter eller jord i strid med kravene i § 12, stk. 1 og 2.

Stk. 2. Straffen kan stige til hæfte eller fængsel i indtil 2 år, hvis overtrædelse er begået forsætligt eller ved grov uagtsomhed, og hvis der ved overtrædelsen er 1) voldt skade på miljøet eller fremkaldt fare derfor, eller 2) opnået eller tilsigtet en økonomisk fordel for den pågældende selv eller andre, herunder ved besparelser.

Stk. 3. Der kan pålægges selskaber mv. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel, jf. miljøbeskyttelseslovens § 110, stk. 4 og jordforureningslovens § 88, stk. 4.

§ 16.§-link ↗

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2001.

§ 17.§-link ↗

Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 568 af 6. december 1983 om anvendelse af slagger og flyveaske ophæves ved denne bekendtgørelses ikrafttrædelse.

Stk. 2. Tilladelser, der er meddelt efter bekendtgørelse nr. 568 af 6. december 1983 om anvendelse af slagger og flyveaske, bevarer deres gyldighed.

Stk. 3. Klager over afgørelser, der er truffet i medfør af den i stk. 1 nævnte bekendtgørelse, der ikke er færdigbehandlet ved denne bekendtgørelses ikrafttrædelse, afgøres efter de hidtil gældende regler.