Bekendtgørelse nr. 236 · 2000

Historisk

Bekendtgørelse om radio- og teleterminaludstyr og elektromagnetiske forhold

Bekendtgørelse om radio- og teleterminaludstyr og elektromagnetiske forhold

Dokumentdato: 30. mar. 2000Kildeversion observeret: 27. sep. 2026Kilde kontrolleret: 27. sep. 2026
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

Kapitel 1 · Anvendelsesområde

§ 1.§-link ↗

Denne bekendtgørelse fastsætter regler for markedsføring, erklæring om overensstemmelse, mærkning, ibrugtagning og tilslutning af apparater og afhjælpning af forstyrrelser.

Stk. 2. Bekendtgørelsen finder ikke anvendelse på de i bilag 1, nr. 1, opregnede apparater.

Stk. 3. §§ 9-11, § 13, § 15, § 16, stk. 3-4, § 17, stk. 2 og § 19 finder ikke anvendelse på de i bilag 1, nr. 2, opregnede apparater.

Stk. 4. Bekendtgørelsen finder ikke anvendelse på forsvarets brug af apparater. Definitioner

§ 2.§-link ↗

Ved markedsføring forstås i denne bekendtgørelse tilrådighedsstillelse af apparater mod betaling eller gratis med henblik på distribution eller anvendelse.

§ 3.§-link ↗

Ved apparater forstås alle elektriske og elektroniske apparater samt udstyr og anlæg, der indeholder elektriske eller elektroniske komponenter, herunder radio- og teleterminaludstyr.

Stk. 2. Ved radioudstyr forstås et produkt eller en relevant komponent heri til kommunikation ved hjælp af udsendelse eller modtagelse af radiobølger.

Stk. 3. Ved teleterminaludstyr forstås et produkt eller en relevant komponent heri, der muliggør kommunikation, og som er beregnet til at blive direkte eller indirekte tilsluttet nettermineringspunkter i offentlige telenet.

Stk. 4. Ved elektromagnetiske forstyrrelser forstås et elektromagnetisk fænomen, der kan forstyrre en mekanismes, et apparats eller et systems funktion.

§ 5.§-link ↗

En grænseflade er 1) et fysisk tilslutningspunkt, hvor en bruger får adgang til offentlige telenet, samt dettes tekniske specifikationer eller 2) en radiogrænseflade, der specificerer radiovejen mellem radioudstyr, samt dennes tekniske specifikationer.

§ 6.§-link ↗

Ved harmoniserede standarder forstås en teknisk specifikation, som er vedtaget af et anerkendt standardiseringsorgan efter mandat fra Europa-Kommissionen, og hvis referencenummer er offentliggjort i De Europæiske Fællesskabers Tidende.

§ 7.§-link ↗

Ved samfundsvigtig kommunikation, jf. § 19, stk. 6, i lov om radio- og teleterminaludstyr og elektromagnetiske forhold, forstås den kommunikation via radio- eller teleterminaludstyr, der er afgørende for at sikre menneskers liv og helbred og samfundsmæssig forsyningsvirksomhed.

Stk. 2. Under forudsætning af, at betingelserne i stk. 1 er opfyldt, betragtes følgende kommunikation som samfundsvigtig kommunikation: 1) Politiets kommunikation. 2) Forsvarets kommunikation. 3) Nød- og redningstjenesters kommunikation. 4) Tog-, fly- og maritim kommunikation og navigation. 5) Kommunikation i forbindelse med samfundsmæssig forsyningsvirksomhed.

Kapitel 2 · Markedsføring

§ 8.§-link ↗

Apparater skal ved markedsføringen ledsages af en anvisning, som skal indeholde de nødvendige oplysninger om, til hvilken brug udstyret er bestemt.

§ 9.§-link ↗

Ved markedsføringen af teleterminaludstyr skal oplysninger om, til hvilken brug udstyret er bestemt, jf. § 8, være tilstrækkelige til at identificere de grænseflader i det offentlige telenet, jf. § 20, hvor udstyr skal tilsluttes.

Stk. 2. Ved markedsføringen af radioudstyr skal oplysninger om, til hvilken brug udstyret er bestemt, jf. § 8, være anbragt på en fremtrædende plads, og de skal på pakningen og i brugsanvisningen for udstyret angive, hvor det pågældende udstyr er bestemt til at bruges.

§ 10.§-link ↗

I forbindelse med markedsføring af radioudstyr, der benytter frekvensbånd, som ikke er harmoniseret inden for hele Fællesskabet, som anført i bilag 2, skal fabrikanten eller dennes befuldmægtigede inden for hele Fællesskabet, eller den person, der er ansvarlig for markedsføringen af udstyret, mindst 4 uger forinden markedsføringen oplyse Telestyrelsen om de i bilag 3 nævnte forhold.

§ 11.§-link ↗

Radioudstyr, som anvender frekvensbånd til aeronautisk navigation og kommunikation, som anført i bilag 4 , og som har forårsaget eller kan forventes at ville forårsage uacceptable forstyrrelser af samfundsvigtig radiokommunikation, må i forbindelse med markedsføring kun udleveres til personer, der kan fremvise en tilladelse til frekvensanvendelse udstedt i medfør af lov om radiokommunikation og tildeling af frekvenser. Erklæring om overensstemmelse

§ 12.§-link ↗

Vurdering af, om apparater, herunder radio- og teleterminaludstyr, er i overensstemmelse med de i § 5, stk. 1, i lov om radio- og teleterminaludstyr og elektromagnetiske forhold, nævnte beskyttelseskrav og udstedelse af erklæring om overensstemmelse kan ske på en af følgende måder: 1) Ved anvendelse af harmoniserede standarder kan erklæring udstedes ved EF-overensstemmelseserklæring uden teknisk dokumentation, jf. bilag 5. 2) Når der ikke eller kun delvis anvendes harmoniserede standarder skal erklæring udstedes ved EF-overensstemmelseserklæring med teknisk dokumentation, jf. bilag 6. 3) Når der ikke anvendes harmoniserede standarder for radiosendere i fly skal erklæring om overensstemmelse udstedes ved anvendelse af EF-typeattest, jf. artikel 10, stk. 5, i direktiv 89/336/EØF.

§ 13.§-link ↗

Udstedelse af erklæring om overensstemmelse og vurdering af, om radio- og teleterminaludstyr er i overensstemmelse med de i § 5, stk. 3-4, i lov om radio- og teleterminaludstyr og elektromagnetiske forhold nævnte væsentlige krav, kan ske på en af følgende måder: 1) For teleterminaludstyr og modtagerdele i radioudstyr udstedes erklæring om overensstemmelse efter gennemført intern fabrikationskontrol, jf. bilag 7. 2) For radiosendeudstyr kan der, når der anvendes harmoniserede standarder, udstedes erklæring om overensstemmelse efter gennemført intern fabrikationskontrol, jf. bilag 7. 3) For radiosendeudstyr kan der, når der ikke eller kun delvis anvendes harmoniserede standarder, udstedes erklæring om overensstemmelse efter gennemført intern fabrikationskontrol samt særlige apparaturprøvninger og dokumentation vedrørende den tekniske konstruktion, jf. bilag 8 og 9. 4) Ved anvendelse af godkendt kvalitetssystem for konstruktion, fremstilling, endelig produktionskontrol og prøvning kan erklæring om overensstemmelse ske ved fuld kvalitetssikring, jf. bilag 10.

§ 14.§-link ↗

Ansvaret for afgivelse af erklæring om overensstemmelse, jf. §§ 12-13, påhviler fabrikanten eller dennes befuldmægtigede inden for Fællesskabet, eller den person, der er ansvarlig for markedsføringen af apparatet.

Stk. 2. På forlangende af Telestyrelsen skal erklæringen om overensstemmelse og den tekniske dokumentation, i en periode på 10 år efter at markedsføringen er begyndt, kunne fremlægges inden for 10 arbejdsdage.

§ 15.§-link ↗

Dokumenter og korrespondance vedrørende erklæring om overensstemmelse, jf. § 13, nr. 3, eller notificering af frekvenser, jf. § 10, skal ved henvendelse til Telestyrelsen være affattet på et nordisk sprog, færøsk, grønlandsk eller engelsk. Mærkning

§ 16.§-link ↗

Apparater må kun markedsføres, hvis der er påsat CE-mærkning.

Stk. 2. CE-mærkning består af »CE«, jf. bilag 11.

Stk. 3. CE-mærkning skal på radio- og teleterminaludstyr suppleres med type-, parti- eller serienumre og navnet på fabrikanten eller den person, der er ansvarlig for markedsføringen.

Stk. 4. Hvis erklæring om overensstemmelse er udstedt på en af de i § 13, nr. 3 og 4, angivne måder, skal CE-mærkning suppleres med identifikationsnummeret på de involverede bemyndigede organer.

Stk. 5. Radioudstyr, som anvender frekvensbånd, hvis anvendelse ikke er blevet harmoniseret, jf. bilag 12, nr. 2, må kun markedsføres, hvis apparatet udover CE-mærkningen er påført advarselsmærkning, som angivet i bilag 11, nr. 2.

Stk. 6. Uanset stk. 1 til 5, gælder der særlige mærkningsregler for apparater og køretøjer fastsat i Forskningsministeriets bekendtgørelse nr. 708 af 25. juli 1996 om elektromagnetisk kompatibilitet for visse køretøjer m.v., og i Forskningsministeriets bekendtgørelse nr. 1002 af 15. december 1999 om elektromagnetisk kompatibilitet for visse mindre køretøjer m.v.

§ 17.§-link ↗

På apparater, som ikke er radio- eller teleterminaludstyr, skal mærkning, jf. § 16, anbringes på udstyret eller dettes dataskilt. I tilfælde, hvor dette ikke er muligt, kan mærkning anbringes på emballagen, brugsanvisningen eller garantibeviset.

Stk. 2. På radio- og teleterminaludstyr skal CE-mærkningen og eventuel anden mærkning jf. § 16, anbringes på udstyret eller på dettes dataskilt og på udstyrets emballage, hvis der er en sådan, og på de ledsagende dokumenter.

§ 18.§-link ↗

Der må ikke på apparater anbringes mærkning, der kan vildlede med hensyn til CE-mærkningens betydning og udformning.

Stk. 2. Anden mærkning kan dog anbringes på apparater, hvis dette ikke gør CE-mærkningen mindre synlig eller læsbar.

Stk. 3. Hvis apparater udover at være omfattet af direktiverne 89/336/EØF og 99/5/EF tillige er omfattet af andre direktiver, som vedrører andre aspekter, og som foreskriver CE-mærkning, angiver CE-mærkning i henhold til denne bekendtgørelse, at apparaterne også formodes at opfylde bestemmelserne i andre direktiver.

Kapitel 3 · Ibrugtagning og tilslutning af apparater

§ 19.§-link ↗

Apparater kan tages i brug i overensstemmelse med de formål, hvortil de er bestemt, forudsat at de 1) overholder beskyttelseskravene henholdsvis de væsentlige krav, jf. § 5, stk. 1, i lov om radio- og teleterminaludstyr og elektromagnetiske forhold, 2) er forsynet med CE-mærkning og anden mærkning, jf. §§ 16-18.

Stk. 2. Radio- og teleterminaludstyr kan tages i brug, hvis udstyret overholder de i stk. 1 nævnte krav, og hvis udstyret tages i brug i overensstemmelse med de grænseflader udstyret er beregnet til at blive taget i brug til eller tilsluttet.

§ 20.§-link ↗

Udbydere af offentlige telenet eller teletjenester skal til Telestyrelsen indsende ajourførte præcise og fyldestgørende tekniske specifikationer for de grænseflader, de stiller til rådighed, inden de tjenester, der udbydes via disse grænseflader, stilles til rådighed for offentligheden.

Stk. 2. Udbydere af offentlige telenet eller teletjenester skal offentliggøre præcise og fyldestgørende tekniske specifikationer for de grænseflader, de stiller til rådighed, inden de tjenester, der udbydes via disse grænseflader, stilles til rådighed for offentligheden. Disse specifikationerne skal være så detaljerede, at der kan konstrueres og gennemføres prøvninger af teleterminaludstyr, som vil være i stand til at udnytte de tjenester, der udbydes via den pågældende grænseflade.

Kapitel 4 · Afhjælpning af forstyrrelser

§ 21.§-link ↗

I tilfælde af konstaterede forstyrrelser kan Telestyrelsen pålægge ejere eller brugere af de involverede apparater for egen regning at foretage de nødvendige foranstaltninger, herunder reparation og montering af ekstra filtre, for at nedbringe forstyrrelserne.

Stk. 2. Hvis forstyrrelserne efter Telestyrelsens skøn skyldes, at et eller flere af de involverede apparater ikke overholder de for det pågældende apparat fastsatte beskyttelseskrav henholdsvis væsentlige krav, kan Telestyrelsen pålægge ejeren eller brugeren af de pågældende apparater for egen regning at bringe apparaterne i overensstemmelse med de fastsatte beskyttelseskrav, jf. § 5 i lov om radio- og teleterminaludstyr og elektromagnetiske forhold.

Stk. 3. Hvis forstyrrelserne efter Telestyrelsens skøn skyldes, at et eller flere af de involverede apparater er fejlbehæftet, herunder opstillet, installeret eller benyttet på uhensigtsmæssig måde, kan Telestyrelsen pålægge ejeren eller brugeren af de pågældende apparater for egen regning at afhjælpe disse forhold.

Stk. 4. Uanset stk. 2 og 3 gælder for apparater taget i brug før 1. januar 1997, og som ikke er forsynet med CE-mærke, at det kun kan kræves, at apparaterne bringes til at overholde beskyttelseskravene i jf. § 5, stk. 1, i lov om radio- og teleterminal og elektromagnetiske forhold. For apparater, for hvilke der før 1. januar 1992 var fastsat grænseværdier for udstrålingen, kan der ikke fastsættes strengere krav end dem, der var gældende ved apparatets ibrugtagning.

Kapitel 5 · Straffe-, ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser

§ 22.§-link ↗

Med bøde straffes den, der 1) markedsfører apparater i strid med reglerne i §§ 8-9, § 11, § 14, stk. 2, og §§ 16-18, og 2) ikke offentliggør grænsefladespecifikationer som anført i § 20, stk. 2.

Stk. 2. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

§ 23.§-link ↗

Bekendtgørelsen træder i kraft den 8. april 2000.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 957 af 12. december 1997 om godkendelse og omsætning m.v. af radioanlæg ophæves.

Stk. 3. Bekendtgørelse nr. 796 af 5. december 1991 om markedsføring m.v. af elektriske apparater og om elektromagnetiske forstyrrelser med senere ændringer ophæves.

Stk. 4. Uanset stk. 3 forbliver bemyndigelser udstedt i medfør af bekendtgørelse nr. 796 af 5. december 1991 om markedsføring m.v. af elektriske apparater og om elektromagnetiske forstyrrelser i kraft indtil der udstedes regler i medfør af § 14 i lov om radio- og teleterminaludstyr og elektromagnetiske forhold.

Stk. 5. Apparater, herunder radio- og teleterminaludstyr, der er godkendt efter tidligere gældende regler samt oprettet og ibrugtaget i overensstemmelse med hidtil gældende bestemmelser, må fortsat tages i brug.

Stk. 6. Apparater uden CE-mærke, der er taget i brug før den 1. januar 1997, og som efter hidtil gældende regler lovligt har kunnet ibrugtages, vil også fremover kunne ibrugtages, hvis de overholder de grænseværdier for elektromagnetisk udstråling, som var gældende for apparaterne ved ibrugtagningen.