§ 1.§-link ↗
Denne bekendtgørelse finder anvendelse ved håndtering af affald i form af motordrevne køretøjer og ved håndtering af affaldsfraktioner herfra opstået ved: 1) affaldsbehandling af motordrevne køretøjer, 2) reparation og vedligeholdelse af motordrevne køretøjer.
Stk. 2. Medmindre andet følger af denne bekendtgørelse, finder den øvrige lovgivning om håndtering af affald anvendelse.
§ 2.§-link ↗
I denne bekendtgørelse forstås ved: 1) Motordrevet køretøj1) : Køretøj der er forsynet med motor som drivkraft. Motordrevne køretøjer inddeles i motorkøretøj (bil og motorcykel) knallert, traktor og motorredskab. 2) Personbil (M1): Bil, der er indrettet til at benyttes til befordring af højst 9 personer, føreren medregnet. 3) Varebil (N1): Bil, der er indrettet til at benyttes til godsbefordring, og som har en tilladt totalvægt på ikke over 3500 kg. 4) Bil: Motorkøretøj, der er forsynet med 4 eller flere hjul eller med bælter, valser, meder eller lignende, samt motorkøretøj på 3 hjul, hvis egenvægt overstiger 400 kg. 5) Affaldsbehandling: Enhver aktivitet der finder sted, når et udtjent køretøj er afleveret til et anlæg med henblik på udtagning og aftapning af stoffer, komponenter og materialer, adskillelse, opskæring, fragmentering, nyttiggørelse og/eller bortskaffelse af køretøjet og dets komponenter.
§ 3.§-link ↗
Bekendtgørelsen omfatter ikke: 1) Knallerter og 2) Motorredskaber, der er bestemt til at føres af gående.
§ 4.§-link ↗
Borgere, virksomheder, offentlige og private institutioner er forpligtet til at aflevere affald i form af personbiler (M1) og varebiler (N1) til virksomheder registreret i henhold til § 5 eller til bilforhandlere, der opfylder de i § 7, stk. 2 nævnte betingelser.
Stk. 2. Borgere, virksomheder, offentlige og private institutioner er forpligtet til at aflevere affald i form af andre motordrevne køretøjer end de i stk. 1 nævnte, til de af kommunalbestyrelsen anviste virksomheder. Registrering af affaldsbehandlere m.v.
§ 5.§-link ↗
Den, der erhvervsmæssigt foretager særskilt behandling af personbiler (M1) og/eller varebiler (N1) i henhold til § 9, er forpligtet til at lade sig registrere hos Miljøstyrelsen.
Stk. 2. Anmodningen om registrering skal indeholde oplysninger om virksomhedens navn, adresse, SE-nummer, virksomhedens anslåede årlige kapacitet (angivet som antal biler) og skal være underskrevet af den for virksomheden ansvarlige ledelse.
Stk. 3. Anmodning om registrering skal bilægges en erklæring fra tilsynsmyndigheden om, at virksomheden har godkendelse til at foretage affaldsbehandling af biler i henhold til miljøbeskyttelsesloven kapitel 5, og/eller at virksomheden har efterlevet eventuelle påbud.
Stk. 4. Anmodningen om registrering skal bilægges dokumentation for, at virksomheden er certificeret, jf. § 6.
Stk. 5. Miljøstyrelsen bekræfter registreringen over for virksomheden med datoen herfor senest tre uger efter modtagelsen af anmodningen og den fulde dokumentation.
Stk. 6. Ændringer i oplysninger, angivet efter stk. 2-4, skal snarest meddeles Miljøstyrelsen.
Stk. 7. Såfremt tilsynsmyndigheden nedlægger forbud mod virksomhedens fortsatte drift, eller såfremt certifikatet inddrages, jf. § 6, stk. 4, træffer Miljøstyrelsen afgørelse om at ophæve registreringen. Miljø- eller kvalitetsstyring
§ 6.§-link ↗
Den, der erhvervsmæssigt foretager særskilt behandling af personbiler (M1) og/eller varebiler (N1) jf. § 9, skal have etableret et certificeret miljøstyringssystem i overensstemmelse med ISO 14001 eller et kvalitetsstyringssystem i overensstemmelse med ISO 9001 eller ISO 9002, eller skal være registreret som deltager i den europæiske fællesskabsordning for miljøstyring og miljørevision (EMAS).
Stk. 2. Det efter stk. 1 etablerede miljø- eller kvalitetsstyringssystem skal som minimum omfatte alle aktiviteter, der er reguleret i denne bekendtgørelse.
Stk. 3. Det i stk. 1 nævnte miljø- eller kvalitetsstyringssystem skal certificeres af en akkrediteret virksomhed.
Stk. 4. Hvis den certificerede virksomhed får inddraget certifikatet, skal den inden otte dage fremsende meddelelse herom til Miljøstyrelsen og tilsynsmyndigheden. Skrotningsattest
§ 7.§-link ↗
Den, der erhvervsmæssigt foretager særskilt behandling af personbiler (M1) og/eller varebiler (N1) i henhold til § 9, skal udstede en skrotningsattest til den, der leverer køretøjet til affaldsbehandling.
Stk. 2. Den, der erhvervsmæssigt omsætter (forhandler) personbiler (M1) og/eller varebiler (N1) kan udstede skrotningsattest på vegne af en virksomhed registreret efter § 5 stk. 1, såfremt forhandleren har indgået aftale med den registrerede affaldsbehandlingsvirksomhed om levering af de modtagne biler til særskilt behandling på den registrerede virksomhed.
Stk. 3. Skrotningsattester, der udstedes i henhold til stk. 1 eller 2, skal udstedes på en af Miljøstyrelsen godkendt standardblanket og skal indeholde følgende: 1) Oplysning om køretøjets seneste registreringsnummer og ejerforhold, Oplysning om køretøjets stelnummer, 3) Oplysning om køretøjet er en personbil (M1) eller varebil (N1), 4) En erklæring om, at køretøjet håndteres og behandles i overensstemmelse med § 9, stk. 1, jf. bilag 1-3 og § 12 i denne bekendtgørelse, 5) Den registrerede virksomheds navn, adresse og SE-nummer, 6) Datoen for modtagelsen af køretøjet, og 7) Datoen for udstedelsen af skrotningsattesten.
Stk. 4. Skrotningsattesten skal være underskrevet af virksomhedens ansvarlige ledelse. Register
§ 8.§-link ↗
Den, der erhvervsmæssigt foretager særskilt behandling, jf. § 9, af motordrevne køretøjer, der er omfattet af denne bekendtgørelse, skal føre et register over følgende oplysninger: 1) antallet af modtagne køretøjer, opdelt på følgende kategorier, personbiler (M1), varebiler (N1) og andre motordrevne køretøjer, 2) fraktion, art, mængde og sammensætning af det producerede affald, jf. reglerne i affaldsbekendtgørelsen, 3) navne og adresser for virksomheder, hvortil de i bilag 1 nævnte stoffer, materialer og komponenter er leveret til videre håndtering (genanvendelse, forbrænding med energiudnyttelse eller bortskaffelse).
Stk. 2. Oplysninger nævnt i stk. 1, nr. 1-3 skal efter anmodning indberettes til Miljøstyrelsen. Indberetningen skal ske på edb-læsbart medie. Særskilt behandling
§ 9.§-link ↗
Det påhviler enhver, der til videre håndtering modtager affald i form af motordrevne køretøjer, at sikre, at de i bilag 1 nævnte stoffer, materialer og komponenter m.v. udtages og håndteres efter retningslinierne i bilag 2 og 3.
Stk. 2. Udtagningen af stoffer, materialer og komponenter, skal foretages inden for de frister, der er fastsat i virksomhedens miljøgodkendelse, dog senest en måned efter modtagelsen af det motordrevne køretøj. Dette gælder dog ikke dæk.
Stk. 3. Såfremt det motordrevne køretøj indgår som bevismateriale i en retssag eller i en forsikringssag gælder fristen i stk. 2 først fra det tidspunkt, hvor rådigheden over køretøjet overgår til virksomheden. Anden affaldshåndtering
§ 10.§-link ↗
Efter udtagning af de i bilag 1 nævnte stoffer, materialer og komponenter kan andre materialer og komponenter udtages til genbrug.
Stk. 2. Efter udtagning af de i bilag 1 nævnte stoffer, materialer og komponenter kan affald i form af motordrevne køretøjer tilføres til autoophugningsvirksomheder, der er godkendt i overensstemmelse med miljøbeskyttelseslovens kap. 5 eller tilsvarende lovgivning i udlandet, med henblik på øget genbrug, jf. stk. 1.
§ 11.§-link ↗
Det påhviler enhver, der ved reparation og vedligeholdelse af motordrevne køretøjer, frembringer de i bilag 1 nævnte stoffer, materialer og komponenter at sikre, at disse håndteres efter retningslinierne i bilag 3.
Stk. 2. En forhandler, der modtager affald i form af biler på vegne af en registreret virksomhed, jf. § 7, stk. 2, skal opbevare disse biler på et impermeabelt areal med afløb til sandfang og olieudskiller. Antallet af biler der opbevares med henblik på aflevering til autoophugning må ikke overstige fem, og bilerne skal afleveres senest en måned efter modtagelsen hos forhandleren.
§ 12.§-link ↗
Efter udtagning af stoffer, materialer og komponenter, jf. § 9 eller § 10, skal restaffaldsfraktionen tilføres anlæg for mekanisk neddeling og sortering herunder shredderanlæg og sakse med henblik på størst mulig genanvendelse.
Stk. 2. Afleveringen af restaffaldsfraktionen i henhold til stk. 1 skal ske til virksomheder, der er godkendt i henhold til miljøbeskyttelseslovens kap. 5 eller tilsvarende lovgivning i udlandet. Administrative bestemmelser
§ 13.§-link ↗
Miljøstyrelsens afgørelser efter denne bekendtgørelse kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed. Straf
§ 14.§-link ↗
Medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning straffes med bøde den, der 1) overtræder § 4, 2) foretager særskilt behandling af person- eller varebiler uden at være registreret, jf. § 5, 3) foretager særskilt behandling af person- eller varebiler, uden at betingelserne for at være registreret, jf. § 5, er til stede, 4) overtræder § 6, stk. 4, 5) udsteder skrotningsattester, jf. § 7, uden at være registreret, jf. §5, 6) undlader at føre register som foreskrevet i § 8, stk. 1, 7) undlader at foretage indberetning efter anmodning som foreskrevet i § 8, stk. 2, 8) undlader at håndtere affald i form af motordrevne køretøjer som foreskrevet i §§ 9,10 og 11, og bilag 1-3, eller 9) undlader at foretage tilførsel til anlæg for mekanisk neddeling og sortering, herunder shredderanlæg og sakse som foreskrevet i § 12.
Stk. 2. Straffen kan stige til hæfte eller fængsel i indtil 2 år, hvis overtrædelsen er begået forsætligt eller ved grov uagtsomhed, og hvis der ved overtrædelsen er: 1) voldt skade på miljøet eller fremkaldt fare derfor, eller 2) opnået eller tilsigtet en økonomisk fordel for den pågældende selv eller andre, herunder ved besparelser.
Stk. 3. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel. Ikrafttrædelse
§ 15.§-link ↗
Bekendtgørelsen træder i kraft den 8. december 1999, jf. dog stk. 2 og 3.
Stk. 2. Eksisterende virksomheder, der erhvervsmæssigt foretager affaldsbehandling af affald i form af motordrevne køretøjer, herunder særskilt behandling, er først forpligtet til at overholde bekendtgørelsens bestemmelser fra den 1. juli 2000. Eksisterende virksomheder registreres tidligst med virkning fra den 1. maj 2000.
Stk. 3. § 4 og § 7 træder først i kraft den 1. juli 2000.