Bekendtgørelse nr. 844 · 1999

Historisk

Bekendtgørelse om standardtilbud på samtrafikområdet

Bekendtgørelse om standardtilbud på samtrafikområdet

Dokumentdato: 12. nov. 1999Kildeversion observeret: 27. sep. 2026Kilde kontrolleret: 27. sep. 2026
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

§ 1.§-link ↗

Udbydere af offentlige telenet eller teletjenester, der har en stærk markedsposition på det samlede marked for fastnet- og mobilkommunikation, på markedet for leje af infrastrukturkapacitet eller på fastnetmarkedet, skal på de markeder, hvor de har en stærk markedsposition, udarbejde og offentliggøre standardtilbud på samtrafik, jf. § 2b, stk. 1, i lov om konkurrenceforhold og samtrafik i telesektoren. Samtidig med offentliggørelsen indsendes standardtilbudene til Telestyrelsen. Stk. 2. Standardtilbud som nævnt i stk. 1 skal som minimum udarbejdes for hvert af følgende samtrafikprodukter: 1) Koblet samtrafik, jf. § 1, stk. 3, nr. 1, i lov om konkurrenceforhold og samtrafik i telesektoren. 2) Leje af infrastrukturkapacitet, jf. § 1, stk. 3, nr. 2, i lov om konkurrenceforhold og samtrafik i telesektoren. 3) Tjenesteudbyderaftaler, jf. § 1, stk. 3, nr. 3, i lov om konkurrenceforhold og samtrafik i telesektoren. Stk. 3. Standardtilbud som nævnt i stk. 1 og 2 skal: 1) Omfatte vilkårene for sammenkobling med de i stk. 1 nævnte udbyderes telenet eller teletjenesters grundlæggende funktionselementer, herunder udbud af forbindelsespunkter og grænseflader. 2) Omfatte en opgørelse af de enkeltkomponenter der indgår i standardtilbudene, jf. bilag 1-3, og de dertil knyttede betingelser, herunder priserne for disse, jf. også kravet om at samtrafikaftaler ikke må indeholde pakkeløsninger eller bundtning, som tvinger en aftalepart til at betale for ydelser, der ikke vedrører den ønskede samtrafik, eller til at levere eller modtage ydelser, som ikke har relation til samtrafikken, jf. § 5, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 861 af 4. december 1998 om aftaler om samtrafik i telesektoren m.v. 3) Opfylde de i bilag 1-3 angivne krav. Stk. 4. Standardtilbud som nævnt i stk. 1-3 skal være offentliggjort senest den 1. marts 2000. Stk. 5. De forpligtelser, der følger af stk. 1-3 , er begrænset til de ydelser, som den forpligtede udbyder rent faktisk udbyder til egne slutbrugere eller på anden måde stiller til rådighed for andre, herunder egne afdelinger, datterselskaber m.v.

§ 2.§-link ↗

Telestyrelsen fører tilsyn med standardtilbud som nævnt i § 1 og kontrollerer i den forbindelse, at standardtilbud, som er indsendt til styrelsen, er i overensstemmelse med reglerne i § 2, stk. 10, § 2a og § 2b, i lov om konkurrenceforhold og samtrafik i telesektoren, jf. § 5, stk. 1, i lov om konkurrenceforhold og samtrafik i telesektoren. Stk. 2. Telestyrelsen kan kræve, at der foretages ændringer i standardtilbud, der ikke overholder kravene i lov om konkurrenceforhold og samtrafik i telesektoren, med tilhørende bekendtgørelser, jf. § 5, stk. 4, i lov om konkurrenceforhold og samtrafik i telesektoren.

§ 3.§-link ↗

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. december 1999. Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 987 af 11. december 1997 om standardtilbud på samtrafikområdet ophæves.