Bekendtgørelse nr. 613 · 1999

Historisk

Dioxinbekendtgørelsen

Bekendtgørelse om forbud mod omsætning af fødevarer forurenet med dioxin

Dokumentdato: 22. jul. 1999Kildeversion observeret: 26. sep. 2026Kilde kontrolleret: 26. sep. 2026
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

§ 1.§-link ↗

Bekendtgørelsen fastsætter restriktioner for de i nr. 1-11 anførte produkttyper, jf. bilag 1: 1) fersk fjerkrækød af høns og kyllinger, 2) fersk kød af kvæg og svin, 3) maskinsepareret kød, 4) hakket kød og tilberedt kød, 5) kødprodukter og andre produkter af animalsk oprindelse, som er produceret på grundlag af kvæg, svin, høns eller kyllinger, 6) fødevarer, som indeholder andre produkter af animalsk oprindelse produceret på grundlag af kvæg, svin, høns eller kyllinger og med et fedtindhold på over 2% animalsk fedt, bortset fra mælkefedt, 7) hønseæg, 8) ægprodukter fremstillet af hønseæg, bortset fra æggehvide, 9) fødevarer, som indeholder mere end 0,2% ægfedt fra hønseæg, f.eks. ved tilsætning af mere end 2% æg eller tilsætning af mere end 2% ægprodukt med et indhold på mere end 10% ægfedt, 10) afsmeltet fedt fra kvæg, svin, høns eller kyllinger indført fra tredjelande og behandlet i Belgien, og 11) forarbejdet animalsk protein fra kvæg, svin, høns eller kyllinger beregnet til menneskeføde.

Stk. 2. Bekendtgørelsen fastsætter restriktioner for de i stk. 1 nævnte fødevarer, når de stammer fra dyr, som er opdrættet i Belgien eller har fået foder med ingredienser fra Belgien efter 14. januar 1999, eller for afsmeltet fedt indført fra tredjelande behandlet i Belgien efter den 14. januar 1999.

Stk. 3. Bekendtgørelsen fastsætter ligeledes restriktioner for fødevarer, som indeholder de af stk. 2 omfattede fødevarer som ingredienser.

Stk. 4. Ved fødevarer forstås i denne bekendtgørelse såvel færdige fødevarer som halvfabrikata og råvarer til fødevarefremstilling.

§ 2.§-link ↗

De af § 1 omfattede fødevarer må ikke omsættes, medmindre betingelserne i stk. 2 eller 3 er opfyldt.

Stk. 2. For fødevarer omfattet af § 1, stk. 2, som er indført fra Belgien før 31. juli 1999, og for fødevarer omfattet af § 1, stk. 3, skal der foreligge eller fremskaffes dokumentation i form af 1) en erklæring eller et certifikat fra de belgiske myndigheder om, at fødevarerne ikke hidrører fra dyr, der er opdrættet på bedrifter, som de belgiske myndigheder har indført restriktioner for, eller at analyser viser, at fødevarerne ikke er forurenet med dioxin, eller 2) en analyseattest som viser, at fødevarerne ikke er forurenet med dioxin.

Stk. 3. Erklæring som omtalt i stk. 2, nr. 1, for fødevarer omfattet af § 1, stk. 2, som er afsendt fra Belgien før den 12. juni 1999, kan være udformet i overensstemmelse med modellen i bilag 2.

Stk. 4. Dokumentation for fødevarer omfattet af § 1, stk. 2, som er indført fra Belgien den 31. juli 1999 eller senere, skal foreligge i form af et certifikat, som er udstedt af de belgiske myndigheder, og som indeholder oplysninger i overensstemmelse med modellen i bilag 3.

Stk. 5. Dokumentationen som omtalt i stk. 2 og 3 skal opbevares i mindst 2 år.

Stk. 6. Analysen omtalt i stk. 2, nr. 2, skal foretages i overensstemmelse med retningslinier fastlagt af Veterinær- og Fødevaredirektoratet. For æg, ægprodukter, fersk fjerkrækød og afledte produkter er der fastsat et maksimalt niveau for PCB (summen af følgende PCB (IUPAC): 28, 52, 101, 118, 138, 153 og 180) på 200 ng/g fedt.

§ 3.§-link ↗

Virksomheder, som har produceret eller foretaget engrossalg af de af § 1 omfattede fødevarer, skal til de virksomheder de har leveret til omgående meddele, at der er leveret fødevarer omfattet af restriktioner. Meddelelsen skal indeholde en specifikation af de pågældende partier. Kopi af meddelelsen skal samtidig fremsendes til tilsynsmyndigheden.

Stk. 2. Der skal dog ikke ske meddelelse om partier, for hvilke der foreligger dokumentation, jf. § 2.

§ 4.§-link ↗

Virksomheder, der er i besiddelse af de af § 1 omfattede fødevarer, skal omgående indberette dette til tilsynsmyndigheden. Indberetningen skal indeholde en specifikation af de pågældende partier.

Stk. 2. Der skal dog ikke ske indberetning om partier for hvilke der foreligger dokumentation, jf. § 2.

§ 5.§-link ↗

Fødevarer omfattet af § 2, for hvilke der ikke foreligger eller fremskaffes den fornødne dokumentation, vil af tilsynsmyndigheden blive påbudt tilintetgjort.

Stk. 2. For fødevarer nævnt i § 1, stk. 1, kan der på betingelserne anført i stk. 3 dog af Veterinær- og Fødevaredirektoratet meddeles tilladelse til at returnere varerne til Belgien.

Stk. 3. Returnering af fødevarer til Belgien som omtalt i stk. 2 er betinget af, at 1) fødevarerne er produceret i Belgien i perioden 15. januar 1999 til 1. juni 1999 for så vidt angår fersk fjerkrækød og æg samt fødevarer med indhold heraf omfattet af § 1, stk. 1, og i perioden 15. januar 1999 til 3. juni 1999 for så vidt angår fersk kød samt fødevarer med indhold heraf omfattet af § 1, stk. 1, 2) det ikke har været muligt at efterspore oprindelsesbesætningen i Belgien, 3) der ikke er foretaget undersøgelse for dioxin-indhold i fødevarerne, 4) der indsendes skriftlig ansøgning til Veterinær- og Fødevaredirektoratet bilagt kopi af det certifikat eller handelsdokument, som ledsagede fødevarerne ved ankomsten fra Belgien, 5) de belgiske myndigheder skriftligt overfor Veterinær- og Fødevaredirektoratet bekræfter, at fødevarerne kan returneres, og at det angives præcis, hvortil fødevarerne skal leveres, 6) fødevarerne transporteres i en container eller et transportmiddel, som forsegles med nummereret segl af tilsynsmyndigheden, 7) fødevarerne ledsages af et af Veterinær- og Fødevaredirektoratet godkendt certifikat, og 8) fødevarerne transporteres direkte fra det danske lager til den af myndighederne i Belgien angivne destination.

§ 6.§-link ↗

Udgifter til fremskaffelse af den i § 2, stk. 2 og 3, anførte dokumentation, tilintetgørelse som anført i § 5, stk. 1, samt oplagring og transport i forbindelse med returnering som anført i § 5, stk. 2, er det offentlige uvedkommende.

§ 7.§-link ↗

Ved udførsel af fødevarer kan Veterinær- og Fødevaredirektoratet efter krav fra myndighederne i indførselslandet samt i særlige tilfælde udstede attestation (certifikat) vedr. dioxin. Anmodning om udstedelse af særlig attestation rettes til Veterinær- og Fødevaredirektoratet.

Stk. 2. For det i stk. 1 anførte certifikat betaler virksomheden et gebyr på 630 kr. pr. certifikat i de tilfælde, hvor det har været nødvendigt at anmode en anden myndighed om at foretage særlige undersøgelser som grundlag for udstedelse af certifikatet. Gebyret betales efter påkrav.

Stk. 3. Der opkræves et særskilt gebyr på 200 kr. for udsendelse af erindringsskrivelse i tilfælde af ikke-rettidig indbetaling af gebyr efter stk. 2.

Stk. 4. Ved for sen betaling af gebyr efter stk. 2 opkræves 1,3 pct. af det skyldige beløb pr. påbegyndt måned fra kravets forfaldsdag.

Stk. 5. I henhold til lov om æg og ægprodukter, mælkeproduktloven og kødloven er der udpantningsret for de i stk. 2-4 nævnte beløb.

§ 8.§-link ↗

Afgørelse truffet i henhold til bekendtgørelsen kan påklages i henhold til §§ 20-22 samt § 24, stk. 1 og 3, i bekendtgørelse nr. 176 af 24. marts 1999 om Veterinær- og Fødevaredirektoratets opgaver og beføjelser.

§ 9.§-link ↗

Overtrædelse af § 2, § 3, stk. 1, § 4, stk. 1, eller § 5, stk. 2 og 3, straffes med bøde.

Stk. 2. For overtrædelse af regler fastsat med hjemmel i kødloven eller lov om levnedsmidler kan straffen stige til hæfte eller fængsel i indtil 1 år, hvis overtrædelsen er begået forsætligt eller groft uagtsomt og hvis der ved overtrædelsen er 1) voldt skade på sundheden eller fremkaldt fare derfor, eller 2) opnået eller tilsigtet en økonomisk fordel for den pågældende selv eller andre, herunder ved besparelser.

Stk. 3. Der kan pålægges juridiske selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

§ 10.§-link ↗

Bekendtgørelsen træder i kraft den 31. juli 1999.

Stk. 2. Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 430 af 9. juni 1999 om omsætning af fødevarer forurenet med dioxin, som ændret.

Stk. 3. Fødevarer, som er tilbageholdt fra omsætning som følge af bestemmelser i bekendtgørelse nr. 430, og som ikke er omfattet af denne bekendtgørelse, kan omsættes under overholdelse af den øvrige fødevarelovgivning.