Dokumenttekst
Dokumenttekst
Bekendtgørelse om ændring af bekendtgørelse om fartøjer, der anvendes til erhvervsmæssigt fiskeri § 1 I bekendtgørelse nr. 1120 af 15. december 1997 om fartøjer, der anvendes til erhvervsmæssigt fiskeri, senest ændret ved bekendtgørelse nr. 220 af 12. april 1999, foretages følgende ændringer: 1. § 12, stk. 3, affattes således: »Stk. 3. Under forudsætning af, at der er disponibel tonnage til fartøjsudskiftning, jf. § 7, må tonnagen for det fartøj, der tillades anvendt til erhvervsmæssigt fiskeri, overstige tonnagen for det fartøj, der slettes i fartøjsregistret, med højst 10 %, dog højst 25 BT. Hvis tonnagen for det fartøj, der slettes i fartøjsregistret, er målt i BRT, og derfor ikke kan ligestilles med det fartøj, der tillades anvendt til erhvervsmæssigt fiskeri, som skal måles i BT, må det fartøj, der tillades anvendt til erhvervsmæssigt fiskeri, højst overstige »længden overalt« på det fartøj, der slettes i fartøjsregistret, med 3 m.«. 2. I § 12 indsættes efter stk. 3 som nyt stykke: »Stk. 4. Hvis det fartøj, der slettes af fartøjsregistreret, indtil udgangen af 1998 var målt i BRT og uden ejerens anmodning er målt til BT, finder reglen i stk. 3, 2. punktum anvendelse, hvis der søges om tilladelse til fartøjsudskiftning inden den 1. oktober 1999.«. 3. § 18, stk. 2, affattes således: »Stk. 2. Under forudsætning af, at der er disponibel tonnage til modernisering, jf. § 7, må det ombyggede fartøjs tonnage overstige det oprindelige fartøjs tonnage med højst 10%, dog højst 25% BT. Hvis fartøjets tonnage før og efter moderniseringen ikke kan sammenlignes, fordi fartøjet før moderniseringen er målt i BRT, må fartøjet efter moderniseringen højst overstige det oprindelige fartøjs »længde overalt« med 3 m. Hvis fartøjet indtil udgangen af 1998 var målt i BRT og uden ejerens anmodning er målt i BT, kan gives tilladelse til modernisering efter reglen i 2. punktum, hvis der søges om tilladelse til modernisering inden den 1. oktober 1999.«. § 2 Bekendtgørelsen træder i kraft den 21. juli 1999. Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, den 9. juli 1999 Henrik Dam Kristensen /Michael Hartmann