Dokumenttekst
Dokumenttekst
Bekendtgørelse om ændring af bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 1 I bekendtgørelse nr. 698 af 31. august 1993 om euforiserende stoffer, som ændret ved bekendtgørelse nr. 116 af 31. januar 1997, foretages følgende ændringer: 1. Overalt i bekendtgørelsen ændres »Sundhedsstyrelsen« til: »Lægemiddelstyrelsen«. 2. Overalt i bekendtgørelsen ændres »Sundhedsstyrelsens« til: »Lægemiddelstyrelsens«. 3. I § 8, stk.12, ændres »Færøerne og den øvrige del af riget« til: »Færøerne eller Grønland og den øvrige del af riget«. 4. I § 9 indsættes som nyt stykke, efter stk. 1: »Stk. 2. Udførsel af de i stk. 1 nævnte varer må kun finde sted, når Lægemiddelstyrelsen i hvert enkelt tilfælde har udstedt et udførselscertifikat for det pågældende vareparti.« 5 . Stk. 2-10, ændres herefter til: Stk. 3-11. 6. I § 9 stk. 5, som bliver til stk. 6, ændres »stk. 7« til: »stk. 8«. 7. § 9 stk. 10, som bliver stk. 11, formuleres således: »Stk. 2. Bestemmelserne i stk. 1-10 finder ikke anvendelse på euforiserende midler, der i overensstemmelse med de herom fastsatte bestemmelser findes i medicinkister i skibe eller i nødhjælpskasser i luftfartøjer, eller ved forsendelser mellem Færøerne eller Grønland og den øvrige del af riget«. 8. I § 11, stk. 2, ændres »§ 9, stk. 3« til: »§ 9, stk. 4«. 9. § 19 affattes således: »§ 19. Indførsel og udførsel af de på liste D og E opførte euforiserende midler er kun tilladt personer, virksomheder, laboratorier og institutioner, som af Lægemiddelstyrelsen har fået tilladelse hertil, samt apoteker, herunder sygehusapoteker. Stk. 2. Indførsel af euforiserende midler opført på liste D og E sker efter reglerne i § 8, stk. 2-11, dog således, at stk. 11 kun finder anvendelse i de tilfælde, hvor udførselslandet kræver udførselscertifikat. Stk. 3. I forbindelse med indførsel af euforiserende midler opført på liste D og E, modtager Lægemiddelstyrelsen fra de lande, som ikke kræver udførselscertifikater, udførselsdeklarationer som Lægemiddelstyrelsen returnerer i kvitteret stand. Stk. 4. Udførsel af euforiserende midler opført på liste D og E sker efter reglerne i § 9, stk. 2-9. Ved udførsel i forbindelse med transit, jf. § 9, stk. 3, er det tilstrækkeligt, at de euforiserende midler ledsages af en eksportdeklaration. Stk. 5. Bestemmelserne i stk. 1-4 finder ikke anvendelse på euforiserende midler på liste D og E, der i overensstemmelse med de herom fastsatte bestemmelser findes i medicinkister i skibe eller i nødhjælpskasser i luftfartøjer, eller ved forsendelser mellem Færøerne eller Grønland og den øvrige del af riget«. 10. Bilag 2 ophæves. § 2 Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. oktober 1998. Sundhedsministeriet, den 18. september 1998 Carsten Koch /Mogens Jørgensen