Bekendtgørelse nr. 447 · 1998

Historisk

Bekendtgørelse om styring af bygge- og anlægsaktiviteten i støttet boligbyggeri

Bekendtgørelse om styring af bygge- og anlægsaktiviteten i støttet boligbyggeri

Dokumentdato: 26. jun. 1998Kildeversion observeret: 26. sep. 2026Kilde kontrolleret: 26. sep. 2026
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

§ 1.§-link ↗

For byggerier, hvortil kommunalbestyrelsen giver tilsagn (skema A) i 1998, jf. § 100, § 115 og § 160 b i lov om almene boliger samt støttede private andelsboliger m.v., skal Bolig- og Byministeriets godkendelse foreligge, før byggeriet kan påbegyndes.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal i tilsagnet til bygherren tage forbehold for Bolig- og Byministeriets godkendelse.

Stk. 3. Bestemmelsen i stk. 1 finder ikke anvendelse for mertilsagn som følge af projektudvidelser af begrænset omfang til projekter, hvortil der er givet tilsagn før den 4. juli 1998.

§ 2.§-link ↗

Bolig- og Byministeriet beslutter på baggrund af udviklingen i den samlede byggeaktivitet, dog under hensyntagen til byggeriets karakter, om kommunalbestyrelsens tilsagn kan godkendes.

§ 3.§-link ↗

Kommunalbestyrelsen er forpligtet til at foretage indberetning til Bolig- og Byministeriets informations- og forvaltningssystem BOSSINF umiddelbart efter kommunalbestyrelsen har truffet endelig og ubetinget beslutning om at meddele de i § 1, stk. 1, nævnte tilsagn.

Stk. 2. På baggrund af den i stk. 1 nævnte indberetning meddeler Bolig- og Byministeriet godkendelse eller afslag via BOSSINF.

Stk. 3. Afslår Bolig- og Byministeriet at godkende kommunalbestyrelsens tilsagn, kan byggeriet ikke påbegyndes. Dette medfører, at tilsagnet bortfalder.

§ 4.§-link ↗

Bekendtgørelsen træder i kraft den 4. juli 1998.

Stk. 2. Kravet om ministeriets godkendelse omfatter projekter, som kommunalbestyrelsen ikke inden bekendtgørelsens ikrafttræden har truffet endelig og ubetinget beslutning om at meddele tilsagn til på grundlag af en af bygherren fremsendt skema A-ansøgning eller dertil svarende ansøgning.