Bekendtgørelse nr. 171 · 1998

Historisk

Bekendtgørelse om registrering m.m. af foderstofvirksomheder(* 1)

Bekendtgørelse om registrering m.m. af foderstofvirksomheder(* 1)

Dokumentdato: 19. mar. 1998Kildeversion observeret: 27. sep. 2026Kilde kontrolleret: 27. sep. 2026
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

§ 1.§-link ↗

Følgende kategorier af virksomheder skal registreres eller godkendes af Plantedirektoratet: 1) virksomheder, der erhvervsmæssigt fremstiller, indfører og sælger a) tilsætningsstoffer, forblandinger og foderblandinger, hvori indgår tilsætningsstoffer og forblandinger, og b) produkter, der tilfører protein eller kvælstof, 2) mellemhandlere, hvorved forstås andre virksomheder end nævnt i nr. 1, der erhvervsmæssigt pakker, emballerer, oplagrer og sælger eller alene videresælger (håndterer) a) tilsætningsstoffer og forblandinger og b) produkter, der tilfører protein eller kvælstof, 3) virksomheder, der erhvervsmæssigt fremstiller foderblandinger, hvori indgår fodermidler med et så stort indhold af uønskede stoffer og produkter, at de efter bekendtgørelse om foderstoffer kun må sælges til særligt godkendte foderstofvirksomheder, og 4) virksomheder, der udelukkende til brug for eget opdræt fremstiller foderblandinger, hvori indgår tilsætningsstoffer og forblandinger.

Stk. 2. Registrering eller godkendelse efter stk. 1 kan kun meddeles virksomheder, der opfylder betingelserne for den registrering eller godkendelse, der ansøges om efter bilag 1, jf. bilag 2-8.

Stk. 3. Virksomheder, der her i landet erhvervsmæssigt fremstiller, sælger eller indfører foderstoffer, dog ikke helt korn af byg, hvede, rug, havre, triticale og majs samt helt frø af raps og ærter, og som ikke er omfattet af stk. 1, skal registreres med henblik på betaling af Plantedirektoratets udgifter til kontrol og tilsyn med virksomhederne.

§ 2.§-link ↗

Består en virksomhed af flere driftsmæssigt adskilte enheder, skal hver enhed registreres eller godkendes særskilt. Driftsmæssigt adskilte virksomheder med forretningsmæssigt fællesskab skal registreres eller godkendes særskilt.

Stk. 2. Skifter en virksomhed, der er registreret eller godkendt efter § 1, stk. 1, nr. 1-3, ejer eller ophører den med at fremstille eller indføre foderstoffer eller med at fremstille, indføre og sælge tilsætningsstoffer til foderstoffer eller produkter der tilfører protein eller kvælstof, skal Plantedirektoratet underrettes skriftligt herom.

Stk. 3. Skifter en virksomhed, der er registreret eller godkendt efter § 1, stk. 1, nr. 4, ejer eller bruger, eller ophører den med fremstillingen af foderblandinger, hvori indgår tilsætningsstoffer og forblandinger, skal direktoratet underrettes skriftligt herom.

§ 3.§-link ↗

Plantedirektoratet godkender efter skriftlig ansøgning en virksomhed efter § 1, stk. 1, når det har konstateret, at virksomheden opfylder betingelserne for den ansøgte godkendelse.

Stk. 2. Direktoratet registrerer efter skriftlig ansøgning en virksomhed efter § 1, stk. 1, når virksomheden over for direktoratet skriftligt har erklæret, hvordan den opfylder betingelserne for den ansøgte registrering.

Stk. 3. Stk. 1 og 2 finder tilsvarende anvendelse, hvis en virksomhed ønsker at ændre sin registrering eller godkendelse.

Stk. 4. For hver godkendelse tildeles virksomheden et godkendelsesnummer. For hver registrering tildeles virksomheden et registreringsnummer.

§ 4.§-link ↗

Virksomheder, der er registreret eller godkendt efter § 1, stk. 1, skal til stadighed overholde betingelserne for registreringen eller godkendelsen.

Stk. 2. Plantedirektoratet kan ophæve en virksomheds registrering eller godkendelse, hvis det konstaterer, 1) at virksomhedens aktivitet er ophørt, 2) at virksomheden ikke længere overholder en væsentlig betingelse for registreringen eller godkendelsen og trods pålæg herom ikke har berigtiget forholdet inden for en rimelig frist, eller 3) at virksomheden ikke senest 30 dage efter påkrav har betalt forfaldne afgifter og gebyrer efter bekendtgørelse om betaling for foderstofkontrol.

§ 5.§-link ↗

Plantedirektoratet fører tilsyn med, at betingelserne for registrering og godkendelse i denne bekendtgørelse overholdes.

Stk. 2. Plantedirektoratet offentliggør en liste over de virksomheder, der er registreret eller godkendt efter denne bekendtgørelse.

§ 6.§-link ↗

Overtrædelse af § 1, stk. 1 og 3, § 2 og § 4, stk. 1, straffes med bøde.

Stk. 2. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

§ 7.§-link ↗

Bekendtgørelsen træder i kraft den 31. marts 1998.

Stk. 2. Virksomheder, der den 1. april 1998 udøver en aktivitet, der efter § 1, stk. 1 og 3, forudsætter registrering eller godkendelse, og som inden den 1. september 1998 indgiver ansøgning herom til Plantedirektoratet, kan opretholde aktiviteten, indtil direktoratet har truffet afgørelse om, hvorvidt ansøgningen kan imødekommes.