Bekendtgørelse nr. 67 · 1998

Historisk

Bekendtgørelse om naturligt mineralvand og kildevand (* 1)

Bekendtgørelse om naturligt mineralvand og kildevand (* 1)

Dokumentdato: 30. jan. 1998Kildeversion observeret: 27. sep. 2026Kilde kontrolleret: 27. sep. 2026
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

Kapitel 1 · Anvendelsesområde

§ 1.§-link ↗

Denne bekendtgørelse omfatter fremstilling, behandling, kvalitetskrav, mærkning m.v. af naturligt mineralvand og kildevand.

§ 2.§-link ↗

Bekendtgørelsen omfatter ikke vand, som er et lægemiddel i henhold til Rådets direktiv 65/65/EØF af 26. januar 1965 om tilnærmelse af lovgivning om medicinske specialiteter, eller naturligt mineralvand, der anvendes ved kilden til helbredende formål i kurbade og vandkuranstalter.

Kapitel 2 · Godkendelse af naturligt mineralvand

§ 3.§-link ↗

Vand, som 1) udvindes af jorden i Danmark med henblik på salg indenfor Den Europæiske Union eller 2) udvindes af jorden i et land uden for Den Europæiske Union og indføres til landet med henblik på salg indenfor Den Europæiske Union, må kun markedsføres som naturligt mineralvand, hvis det er godkendt af kommunalbestyrelsen.

Stk. 2. Godkendelsen er betinget af, at vandet er i overensstemmelse med bilag 1, afsnit 1, og at udnyttelsen af kilden og aftapning af vandet derfra finder sted i overensstemmelse med bilag 2.

Stk. 3. Det i stk. 1, nr. 2 nævnte naturlige mineralvand kan kun godkendes, hvis den kompetente myndighed i udvindingslandet har attesteret, at vandet er i overensstemmelse med bilag 1, afsnit 1, og at der løbende føres kontrol med overholdelsen af bestemmelserne i bilag 2, punkt 1.

Stk. 4. Attestationen fra udvindingslandets myndighed, jf. stk. 3, kan højest gælde for fem år af gangen. Hvis attestationen ikke fornyes inden udløb af gyldighedsperioden, skal kommunalbestyrelsen foretage en ny godkendelse.

Stk. 5. Kommunalbestyrelsen offentliggør meddelelse af godkendelse eller tilbagekaldelse heraf i Statstidende og giver meddelelse herom til Veterinær- og Fødevaredirektoratet.

Kapitel 3 · Udvinding og fremstilling m.v. af naturligt mineralvand

§ 4.§-link ↗

Naturligt mineralvand, således som det forekommer ved kildeudspringet, må ikke underkastes nogen anden behandling eller tilsætning end: 1) udskillelse af ubestandige stoffer, såsom jern- og svovlforbindelser, ved filtrering eller dekantering, eventuelt efter forudgående iltning, såfremt denne behandling ikke medfører nogen ændring i vandets sammensætning for så vidt angår de væsentlige bestanddele, der er bestemmende for dets egenskaber. 2) fuldstændig eller delvis fjernelse af fri kulsyre ved udelukkende fysiske processer. 3) tilførsel eller gentilførsel af kulsyre på de betingelser, der er fastsat i bilag 1, afsnit 3.

Stk. 2. Enhver desinficerende behandling uanset midlet er forbudt. Det gælder også tilsætning af bakteriostatiske stoffer og enhver anden behandling, der kan ændre det naturlige mineralvands indhold af mikroorganismer, jf. dog stk. 1.

Stk. 3. Stk. 1 er ikke til hinder for anvendelse af naturligt mineralvand til fremstilling af alkoholfrie læskedrikke.

§ 5.§-link ↗

Ved udspringet skal et naturligt mineralvands samlede indhold af udviklingsdygtige mikroorganismer, jf. bilag 1, afsnit 2, nr. 1.3.3, svare til dets normale indhold af mikroorganismer, jf. bilag 1, afsnit 1, nr. 3, og vidne om effektiv beskyttelse af kilden mod enhver forurening.

Stk. 2. Efter aftapning må dette indhold ikke overstige 100 pr. ml ved 20-22 IC efter 72 timer på agar-agar eller en agar-gelatineblanding og 20 pr. ml ved 37 IC efter 24 timer på agar-agar. Dette indhold skal måles inden for 12 timer efter aftapningen, idet vandet i denne 12-timers periode holdes på 4 IC 7 1 IC.

§ 6.§-link ↗

Ved udspringet og under markedsføringen skal naturligt mineralvand være fri for: 1) parasitter og patogene mikroorganismer, 2) escherichia coli eller andre colibakterier samt streptococcus faecalis i en undersøgt prøve på 250 ml, 3) sporebærende sulfitreducerende anaerobe bakterier i en undersøgt prøve på 50 ml og 4) pseudomonas aeruginosa i en undersøgt prøve på 250 ml.

§ 7.§-link ↗

På markedsføringsstadiet skal det samlede indhold af udviklingsdygtige mikroorganismer i naturligt mineralvand hidrøre alene fra den normale udvikling af dets bakterieindhold ved udspringet, jf. dog §§ 5 og 6 samt de i bilag 2 fastsatte betingelser for udvinding. Endvidere skal det naturlige mineralvand være fejlfrit i organoleptisk henseende.

§ 8.§-link ↗

De beholdere, der anvendes til opbevaring af naturligt mineralvand, skal være forsynet med en sådan lukkeanordning, at enhver mulighed for forurening og forfalskning undgås.

Kapitel 4 · Betegnelse og mærkning af naturligt mineralvand

§ 9.§-link ↗

Varebetegnelsen for naturligt mineralvand er »naturligt mineralvand«. Såfremt det drejer sig om et kulsyreholdigt naturligt mineralvand, jf. bilag 1, afsnit 3, er varebetegnelsen alt efter omstændighederne: 1) »naturligt mineralvand med naturligt kulsyreindhold«, 2) »naturligt mineralvand tilsat kulsyre fra kilden« eller 3) »naturligt mineralvand tilsat kulsyre«.

Stk. 2. Varebetegnelsen for naturligt mineralvand, hvor kulsyre er fjernet, jf. § 4, stk. 1, nr. 2, suppleres alt efter omstændighederne med teksten »kulsyre fuldstændig fjernet« eller »kulsyre delvist fjernet«.

Stk. 3. Mærkning af naturligt mineralvand skal endvidere indeholde følgende angivelser: 1) angivelse af den analytiske sammensætning, herunder opregning af de karakteristiske bestanddele, 2) stedet, hvor kilden udnyttes, og kildens navn.

§ 10.§-link ↗

Et stednavn, landsby- eller lokalnavn kan indgå i handelsnavnet for naturligt mineralvand, når det henviser til naturligt mineralvand, hvis kilde udnyttes på det sted, der angives ved dette handelsnavn, og på betingelse af at anvendelsen af dette navn ikke er vildledende med hensyn til stedet for kildens udnyttelse.

Stk. 2. Såfremt de etiketter eller påskrifter, der anbringes på beholdere, i hvilke det naturlige mineralvand udbydes til salg, indeholder et handelsnavn, der adskiller sig fra navnet på kilden eller på stedet for dens udnyttelse, skal navnet på stedet eller kilden eller en tilsvarende hævdvunden betegnelse være anført med bogstavtyper, der er mindst halvanden gang så høje og brede som højden og bredden af den største bogstavtype, der er anvendt til angivelse af handelsnavnet.

Stk. 3. I en hvilken som helst form for reklame for naturligt mineralvand skal der være det samme forhold som i stk. 2 mellem den betydning, der tillægges handelsbetegnelsen, og den betydning der tillægges kildens navn eller navnet på det sted, hvor den udnyttes.

Stk. 4. Naturligt mineralvand fra een og samme kilde må ikke markedsføres under flere forskellige handelsnavne.

§ 11.§-link ↗

For så vidt angår aftappet drikkevand, der ikke opfylder bestemmelserne i bilag 1, afsnit 1, må der ikke på emballage, etikette eller i nogen form for reklame være angivelser, benævnelser, fabrikations- eller varemærker, billeder eller andre tegn, figurative eller ej, der kan give anledning til forveksling med et naturligt mineralvand. Især må angivelsen »mineralvand« ikke benyttes.

§ 12.§-link ↗

Angivelserne i bilag 3 er tilladt, såfremt de: 1) overholder de deri fastsatte kriterier, og på betingelse af, at 2) de er udarbejdet på grundlag af fysiske og kemiske analyser eller om nødvendigt farmakologiske, fysiologiske og kliniske undersøgelser, der er gennemført efter anerkendte videnskabelige metoder i overensstemmelse med bilag 1, afsnit 1, nr. 2.

Kapitel 5 · Krav til kildevand

§ 13.§-link ↗

Udtrykket »kildevand« er forbeholdt vand, der opfylder 1) fremstillingsbestemmelserne i § 4, 2) de mikrobiologiske krav i §§ 5-7 3) bestemmelser om mærkning i § 9, stk. 3, nr. 2 og § 10, 4) udvindingsbetingelserne i bilag 2, samt 5) kravene i Rådets direktiv 80/778/EØF af 15. juli 1980 om kvaliteten af drikkevand, bilag I, tabel A-D.

Kapitel 6 · Tilsyn og kontrol m.m.

§ 14.§-link ↗

Kommunalbestyrelsen eller den levnedsmiddelkontrolenhed, som kommunalbestyrelsen har bemyndiget hertil, (herefter kaldet de lokale tilsynsmyndigheder) påser, at bestemmelserne i denne bekendtgørelse overholdes.

§ 15.§-link ↗

Overtilsynet med, at bestemmelserne i denne bekendtgørelse overholdes, påhviler Veterinær- og Fødevaredirektoratet.

Stk. 2. Veterinær- og Fødevaredirektoratet kan fastsætte nærmere regler for og træffe bestemmelse om udførelsen og omfanget af kontrollen med overholdelse af denne bekendtgørelse.

§ 16.§-link ↗

De lokale tilsynsmyndigheder kan meddele de påbud eller forbud, som anses for nødvendige for at sikre overholdelse af bekendtgørelsen. Det kan herunder bestemmes, at varer, der ikke opfylder de krav, som er fastsat i bekendtgørelsen, skal beslaglægges eller tilintetgøres.

Kapitel 7 · Klage og dispensation

§ 17.§-link ↗

De lokale tilsynsmyndigheders afgørelser efter denne bekendtgørelse kan påklages til Veterinær- og Fødevaredirektoratet. Direktoratets afgørelser er endelige.

Stk. 2. Ministeren for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri kan tillade, at afgørelser truffet af Veterinær- og Fødevaredirektoratet som første instans påklages til ministeren, såfremt afgørelsen er af principiel karakter eller i øvrigt må anses for at være af væsentlig betydning.

§ 18.§-link ↗

Klagefristen er 4 uger fra den dag, afgørelsen er meddelt den pågældende.

Stk. 2. Veterinær- og Fødevaredirektoratet kan indtil 6 måneder efter afgørelsen se bort fra overskridelse af klagefristen, når overskridelsen af særlige grunde er undskyldelig.

Kapitel 8 · Straffe- og ikrafttrædelsesbestemmelser

§ 19.§-link ↗

Med bøde straffes den, der overtræder § 3, stk. 1, §§ 4-13 eller afgørelser truffet i henhold til § 16.

Stk. 2. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

Stk. 3. Straffen kan stige til hæfte eller fængsel i indtil 1 år, hvis overtrædelsen er begået forsætligt eller ved grov uagtsomhed, og hvis der ved overtrædelsen er: 1) voldt skade på sundheden eller fremkaldt fare derfor eller 2) opnået eller tilsigtet en økonomisk fordel for den pågældende selv eller andre, herunder ved besparelser.

§ 20.§-link ↗

Denne bekendtgørelse træder i kraft den 11. februar 1998. Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 463 af 5. september 1984 om naturligt mineralvand.

Stk. 2. Produkter, der inden 28. oktober 1998 er markedsført eller mærket i henhold til bekendtgørelse nr. 463 af 5. september 1984 om naturligt mineralvand, kan dog omsættes indtil lagrene er brugt op. Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, den 30. januar 1998 Henrik Dam Kristensen / Lone Faliu