§ 1.§-link ↗
Planteskadegørere nævnt i bilag 1 må ikke fordeles eller på anden måde overdrages til andre.
Stk. 2. Det er ikke tilladt at sælge planter nævnt i bilag 2, der er angrebet af planteskadegørere nævnt i bilaget.
Stk. 3. Stk. 2 gælder tilsvarende for udbud til salg, fordeling, levering eller anden form for overdragelse.
§ 2.§-link ↗
Planter angrebet af planteskadegørere nævnt i bilag 1 og 2 må ikke flyttes uden Plantedirektoratets skriftlige tilladelse.
§ 3.§-link ↗
Konstaterer Plantedirektoratet, at planteskadegørere omfattet af § 1 er blevet spredt, eller at der er fare herfor, kan direktoratet påbyde foranstaltninger til bekæmpelse af disse planteskadegørere, herunder isolation eller tilintetgørelse af planter, planteprodukter og emballage, der medfører smitterisiko.
Stk. 2. Finder direktoratet, at der er overhængende fare for udbredelse af andre planteskadegørere end nævnt i bilag 1 og 2, kan direktoratet påbyde foranstaltninger som nævnt i stk. 1.
§ 4.§-link ↗
Tilintetgørelse af planter m.v. skal ske i overensstemmelse med reglerne i bekendtgørelse om bortskaffelse af affald.
§ 5.§-link ↗
Plantedirektoratet kan fastsætte en frist for gennemførelse af påbudte foranstaltninger.
Stk. 2. Gennemføres påbudte foranstaltninger ikke inden for den fastsatte frist, kan direktoratet lade arbejdet udføre for den pågældende ejers eller brugers regning.
§ 6.§-link ↗
Plantedirektoratet kontrollerer, at bekendtgørelsen overholdes.
Stk. 2. Efter § 4, stk. 1, i lov om planteskadegørere kan direktoratet foretage eftersyn af offentlig og privat ejendom og transportmidler uden retskendelse, men mod legitimation. På forlangende skal nødvendigheden af eftersynet begrundes.
Stk. 3. Virksomheder skal, i det omfang, det er muligt, på forlangende oplyse om planternes oprindelse og fremvise dokumentation for, hvor disse planter er købt.
§ 7.§-link ↗
Har Plantedirektoratet begrundet formodning om, at planter er angrebet af planteskadegørere nævnt i bilag 1 og 2 eller af planteskadegørere omfattet af § 3, stk. 2, kan direktoratet i medfør af § 5 i lov om planteskadegørere vederlagsfrit udtage prøver af planterne til undersøgelse med henblik på at af- eller bekræfte formodningen.
Stk. 2. Planter omfattet af en undersøgelse i medfør af stk. 1 må ikke fjernes uden direktoratets skriftlige tilladelse.
§ 8.§-link ↗
Plantedirektoratet kan efter ansøgning og på nærmere fastsatte betingelser tillade fravigelse af bestemmelserne i § 1, hvis formålet er forskning, forsøg eller planteforædling, og fravigelsen ikke skader bekæmpelsen eller skaber risiko for udbredelse af planteskadegørere.
§ 9.§-link ↗
Efter § 7 i lov om planteskadegørere erstattes tab som følge af en påbudt tilintetgørelse af planter, planteprodukter, jord eller andre vækstmedier samt emballage, medmindre det tilintetgjorte er angrebet af eller befængt med planteskadegørere.
§ 10.§-link ↗
Overtrædelse af §§ 1-2, § 4, § 6, stk. 3, § 7, stk. 2, eller påbudte foranstaltninger fastsat i medfør af § 3 eller betingelser fastsat i medfør af § 8 straffes med bøde.
Stk. 2. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
§ 11.§-link ↗
Bekendtgørelsen træder i kraft den 15. oktober 1997.
Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 183 af 26. maj 1972 bekæmpelse af ildsot og bekendtgørelse nr. 298 af 25. maj 1973 om bekæmpelse af coloradobillen ophæves.