Bekendtgørelse nr. 1277 · 1996

Historisk

Bekendtgørelse om merkonomuddannelsen og teknonomuddannelsen

Bekendtgørelse om merkonomuddannelsen og teknonomuddannelsen

Dokumentdato: 18. dec. 1996Kildeversion observeret: 27. sep. 2026Kilde kontrolleret: 27. sep. 2026
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

§ 1.§-link ↗

Formålet med merkonomuddannelsen er at give deltagerne et kvalificeret grundlag for at varetage funktioner i deres erhverv inden for kommercielle og administrative fagområder.

Stk. 2. Formålet med teknonomuddannelsen er at give deltagerne et kvalificeret grundlag for at varetage funktioner i deres erhverv inden for tekniske og administrative fagområder.

§ 2.§-link ↗

Undervisningsministeriet godkender skoler til at udbyde uddannelserne. En godkendelse kan tilbagekaldes.

§ 3.§-link ↗

Skolen skal gennemføre en eller flere uddannelseslinjer, jf. § 7. Kravet kan opfyldes i et på forhånd fastlagt samarbejde med en eller flere erhvervsskoler inden for rimelig geografisk afstand.

§ 4.§-link ↗

Skolen yder interesserede oplysning og vejledning om uddannelsens mål og om de krav, som uddannelsen stiller til deltageren, samt om adgangskrav m.v.

§ 5.§-link ↗

Deltageren kan vælge at gennemføre en samlet uddannelse eller at gennemføre et eller flere fag. Tilmelding og optagelse finder sted for hvert fag.

Stk. 2. Skolen kan bestemme, at optagelse i visse enkeltfag er betinget af, at deltageren har gennemført det indledende kursus i virksomhedsøkonomi, og at deltageren i øvrigt har faglige forudsætninger for at kunne gennemføre det pågældende fag. Struktur og varighed

§ 6.§-link ↗

Uddannelsen er en erhvervsrettet deltidsuddannelse, der kan tilrettelægges på heltid inden for en tidsramme af op til 1 års varighed.

§ 7.§-link ↗

Hvert fag har et omfang svarende til en normeret arbejdstid for deltagerne på 12,5 pct. af et arbejdsår, medmindre andet er fastsat i reglerne om fagene, jf. bilag 1 til denne bekendtgørelse.

Stk. 2. En samlet uddannelse består af en uddannelseslinje med 6 fag a 12,5 pct. af et arbejdsår, jf. dog stk. 1, der skal udgøre en afrundet faglig helhed, jf. bilag 1.

Stk. 3. I merkonomuddannelsen består en uddannelseslinje normalt af tre fællesfag og tre specialefag, jf. bilag 1.

Stk. 4. I teknonomuddannelsen består en uddannelseslinje af to fællesfag og fire specialefag, jf. bilag 1.

Stk. 5. Der er knyttet studiekredsarbejde, jf. §§ 9-11, til fagene, som anført i bilag 1.

Stk. 6. Skolen kan tilbyde suppleringsfag, jf. bilag 1, der ikke indgår i en uddannelseslinje. Indhold, mål og tilrettelæggelse

§ 8.§-link ↗

Skolen fastsætter fagplaner for undervisningen, hvis krav mindst svarer til kravene i ministeriets vejledende fagplaner, jf. bilag 1.

Stk. 2. Skolens fagplaner skal angive fagenes formål, mål og indhold.

Stk. 3. Ved fagplanernes udformning tages særligt hensyn til, at den uddannede skal have indsigt i og forståelse af beskæftigelsesområdets miljømæssige forhold.

§ 9.§-link ↗

I studiekredsarbejdet udføres et selvstændigt arbejde af den enkelte deltager. På baggrund af studiekredsarbejdet udfærdiges en rapport.

Stk. 2. Formålet med studiekredsarbejdet er at sikre dybere indlæring af væsentlige dele af fagets stofområde samt at træne deltagerne i 1) systematisk problemformulering og -behandling, 2) indsamling og analyse af kildemateriale og 3) systematisk skriftlig og mundtlig fremstilling.

§ 10.§-link ↗

Studiekredsarbejdet udføres i grupper eller individuelt efter skolens bestemmelse. Studiekredsemner tildeles af læreren i samråd med deltagerne. Det skal fremgå, hvilken del af en grupperapport den enkelte er ansvarlig for.

Stk. 2. Skolen afgør, hvornår i undervisningsåret studiekredsarbejdet skal finde sted, og hvornår rapporten skal afleveres.

Stk. 3. Inden læreren træffer den endelige afgørelse af, om rapporten kan godkendes, skal den forelægges de øvrige deltagere i undervisningen.

Stk. 4. Efter forelæggelsen afgiver læreren sin begrundede bedømmelse af rapporten i formen »Godkendt/Ikke godkendt«. Afgørelsen »Ikke godkendt« træffes af skolens leder eller en anden efter bemyndigelse fra lederen.

§ 11.§-link ↗

Skolen kan fritage for studiekredsarbejde, når deltageren har udført et arbejde, som efter skolens vurdering kan sidestilles med studiekredsarbejde i det pågældende fag.

§ 12.§-link ↗

Undervisningen skal give indsigt i og forståelse af miljømæssige forhold, herunder håndtering af miljømæssige problemstillinger i forbindelse med materialeanvendelse. Lærerkvalifikationer

§ 13.§-link ↗

Skolen påser, at lærerne har de fornødne faglige og pædagogiske kvalifikationer for at varetage undervisningen, herunder relevant og aktuel erhvervserfaring. Eksamen og bedømmelse

§ 14.§-link ↗

Der afholdes prøve i hvert fag, jf. dog stk. 3.

Stk. 2. Hvis faget indeholder studiekredsarbejde, er deltagelse i prøven betinget af, at studiekredsrapporten er godkendt, jf. dog §§ 11 og 18.

Stk. 3. I faget Virksomhedsstyring afholdes ikke prøve. I stedet for udarbejdes en hovedopgave.

§ 15.§-link ↗

Skolen kan fritage for prøve, hvis ansøgeren kan dokumentere tilsvarende viden og færdighed inden for faget.

§ 16.§-link ↗

Prøverne er skriftlige eller mundtlige og afholdes normalt to gange årligt.

Stk. 2. For så vidt angår prøvernes form, afvikling og tilladte hjælpemidler, gælder reglerne i bilag 2 til denne bekendtgørelse.

§ 17.§-link ↗

Opgaver til de skriftlige prøver stilles af Undervisningsministeriet eller af skolerne, jf. bilag 3 til denne bekendtgørelse. Ministeriet fastsætter tidspunktet for afholdelse af de skriftlige prøver i fag, hvor opgaverne stilles af ministeriet.

Stk. 2. Skolen fastsætter tidspunktet for mundtlige prøver. Selvstuderende

§ 18.§-link ↗

I fag, som indeholder studiekredsarbejde, har selvstuderende adgang til eksamen, når de inden en af skolen fastsat frist afleverer et udført arbejde, som efter skolens vurdering kan sidestilles med studiekredsarbejde i det pågældende fag. Rådgivning

§ 19.§-link ↗

Undervisningsministeriet sammensætter et rådgivende forum, der med ministeriet drøfter spørgsmål i almindelighed om uddannelsernes udvikling på baggrund af nye eller ændrede kompetencebehov på arbejdsmarkedet og i erhvervslivet. Det rådgivende forum rådgiver ministeriet om uddannelsernes overordnede formål, mål og strukturelle rammer.

Stk. 2. Ministeriet nedsætter midlertidige arbejdsgrupper, der behandler særlige faglige eller pædagogiske spørgsmål med henblik på konkret faglig eller pædagogisk fornyelse af uddannelserne. Andre regler

§ 20.§-link ↗

Undervisningsministeriet kan fravige bekendtgørelsen, når det findes begrundet i usædvanlige forhold eller som led i tidsbegrænsede forsøg.

§ 21.§-link ↗

Hvis ikke andet følger af denne bekendtgørelse, gælder reglerne i bekendtgørelse om åben uddannelse. Klager

§ 22.§-link ↗

Klager over skolens afgørelser efter denne bekendtgørelse kan for så vidt angår retlige spørgsmål indbringes for Undervisningsministeriet af den, som afgørelsen vedrører.

Stk. 2. Klagen indgives til skolen senest 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende. Hvis klagen ikke tages til følge af skolen, og klageren fastholder klagen, videresender skolen klagen til ministeriet ledsaget af skolens udtalelse. Skolen skal give ministeriet de nødvendige oplysninger til behandling af sagen. Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser

§ 23.§-link ↗

Bekendtgørelsen træder i kraft den 11. januar 1997.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 729 af 24. august 1992 om bekendtgørelse om merkonomuddannelsen og teknonomuddannelsen ophæves.

Stk. 3. Personer, der har påbegyndt uddannelsen i henhold til de regler, der er nævnt i stk. 2, den 11. januar 1997 eller tidligere, kan afslutte uddannelsen efter de hidtidige regler indtil udgangen af skoleåret 1996/97.