Bekendtgørelse nr. 1185 · 1996

Historisk

Bekendtgørelse om regnskabsaflæggelse for og revision af tilskud til støtte af ungdomsformål

Bekendtgørelse om regnskabsaflæggelse for og revision af tilskud til støtte af ungdomsformål

Dokumentdato: 16. dec. 1996Kildeversion observeret: 27. sep. 2026Kilde kontrolleret: 27. sep. 2026
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

Kapitel 1 · Område

§ 1.§-link ↗

Bekendtgørelsen omfatter regnskabsaflæggelse for og revision af tilskud efter lovens § 7, stk. 1, nr. 5, til støtte af ungdomsformål, som Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF) fordeler til ungdomsorganisationer efter de retningslinier, som Tipsungdomsnævnet i medfør af lovens § 7, stk. 9, har fastsat for fordelingen.

Kapitel 2 · Regnskabsaflæggelse

§ 2.§-link ↗

Det påhviler organisationens bestyrelse at tilrettelægge bogføringen og formueforvaltningen i form af registreringssystemer og procedurer, der opfylder vilkårene for ydelse af tilskud, jf. lovens § 7, stk. 9.

Stk. 2. Organisationens bestyrelse skal aflægge årsregnskab efter lovgivningens og vedtægternes regnskabsbestemmelser og i øvrigt i overensstemmelse med god regnskabsskik således, som dette begreb sædvanligvis praktiseres både i det private og det offentlige regi.

§ 3.§-link ↗

Til de enkelte regnskabsposter kan knyttes noter med supplerende oplysninger om regnskabsposternes indhold. Til medlemskontingenter skal knyttes en note med oplysning om antal medlemmer ved regnskabsårets afslutning med angivelse af det samlede antal medlemmer under 30 år.

§ 4.§-link ↗

Modregning af indtægter og udgifter samt af aktiver og passiver bør undgås og må kun finde sted, dersom modregningen medvirker til at øge regnskabets informationsværdi. Væsentlige modregnede poster skal oplyses i noterne.

§ 5.§-link ↗

Tilskud skal indtægtsføres i regnskabet i det år, de vedrører, hvilket normalt er udbetalingsåret. I en note redegøres for de i regnskabsåret modtagne tilskud og deres regnskabsmæssige placering.

Stk. 2. For etableringstilskud skal regnskabet eller noten hertil udvise tilbagebetalingsforpligtelsens omfang og på hvilke ejendomme, forpligtelsen hviler.

Stk. 3. Tilbagebetalingsforpligtelsen vedrørende etableringstilskud skal optages i regnskabet som langfristet gæld.

Stk. 4. For tilskud, der skal anvendes til bestemte formål, skal regnskabet, eventuelt en til regnskabet knyttet note, nøje belyse, om tilskuddet er anvendt til det givne formål. For generelle tilskud gælder, at tilskud skal anvendes til de i organisationens vedtægter anførte formål, herunder til finansiering af organisationens rimelige driftsomkostninger.

§ 6.§-link ↗

Regnskabet skal indeholde oplysning om den anvendte regnskabspraksis. Foretages ændringer i regnskabsprincipperne, skal regnskabet indeholde oplysning om begrundelse og virkning.

§ 7.§-link ↗

I bestyrelsens årsberetning, eller eventuelt i en særskilt regnskabsberetning, skal der gives en kort redegørelse om anvendelsen af tilskuddene.

§ 8.§-link ↗

Det af organisationens kompetente organer godkendte årsregnskab skal, forsynet med underskrifter af samtlige medlemmer af organisationens bestyrelse samt forsynet med revisionspåtegning og bilagt revisionsprotokollat, indsendes til DUF i forbindelse med indgivelse af ansøgning om generelt driftstilskud eller rådighedstilskud.

Stk. 2. Har organisationen modtaget støtte og ikke ansøger om nyt tilskud, skal regnskab m.v . som anført i stk. 1, insendes senest 6 måneder efter regnskabsårets afslutning.

§ 9.§-link ↗

DUF påser, at organisationens årsregnskab er aflagt rigtigt, herunder at årsregnskabet er forsynet med en anmærkningsfri revisionspåtegning samt anmærkningsfrie underskrifter fra samtlige medlemmer af bestyrelsen, jf. § 8. Hvis der er taget forbehold i påtegningen, må DUF, efter evt. indhentet yderligere redegørelse hos organisationens ledelse vurdere, om forbeholdet er så væsentlig, at regnskabet ikke kan godkendes. DUF skal udtage årsregnskaber for et tilfældigt udvalgt antal organisationer til en nærmere regnskabsgennemgang.

Kapitel 3 · Revision

§ 10.§-link ↗

Revisionen udføres af en statsautoriseret eller registreret revisor eller af et kommunalt revisionsorgan. Dog kan tilskud på indtil 100.000 kr. revideres af en af organisationen valgt revisor.

Stk. 2. Eventuelt revisorskift og begrundelsen herfor skal bestyrelsen underrette DUF om.

Stk. 3. Den tiltrædende revisor skal rette henvendelse til den fratrædende revisor, der har pligt til at oplyse grunden til fratrædelsen.

§ 11.§-link ↗

Revisionen foretages i overensstemmelse med god offentlig revisionsskik, således som dette begreb er fastlagt i § 3 i lov om revisionen af statens regnskaber m.m.

Stk. 2. Ved revisionen efterprøves, om regnskabet er rigtigt og om de dispositioner, der er omfattet af regnskabsaflæggelsen er i overensstemmelse med meddelte bevillinger, love og andre forskrifter samt med indgåede aftaler og sædvanlig praksis. Der foretages endvidere en vurdering af, hvorvidt der er taget skyldige økonomiske hensyn ved forvaltningen af de midler og ved driften af de organisationer, der er omfattet af regnskabet.

§ 12.§-link ↗

Revisionen kan udføres ved stikprøvevise undersøgelser. Revisionens omfang afhænger af organisationens administrative struktur og forretningsgange, herunder den interne kontrol og andre forhold af betydning for regnskabsaflæggelsen.

Stk. 2. Revisor skal påpege eventuelle svagheder af væsentlig karakter samt fremkomme med forslag til forbedringer.

§ 13.§-link ↗

Der foretages sædvanligvis revision i årets løb. Revisor foretager mindst en gang årligt et uanmeldt kasse- og beholdningseftersyn.

Stk. 2. Som led i revisionen, jf. § 11, undersøger revisor de eksisterende forretningsgange, herunder forretningsgangene vedrørende registrering af tilskudsudløsende faktorer, med henblik på at påse, om den interne kontrol er betryggende.

Stk. 3. For organisationer, der modtager generelt driftstilskud efter dispensation fra de generelle retningslinier for ydelse af tilskud, skal revisor påse, at organisationen overholder bestemmelserne i de indgåede særaftaler.

Stk. 4. For organisationer, der modtager rådighedstilskud uden at opfylde de generelle krav for ydelse af tilskud, skal revisor påse, at organisationen opfylder de særskilt fastsatte vilkår for ydelse af tilskud.

Stk. 5. Der foretages en vurdering af, om organisationen opfylder de krav, der stilles til administrationen af offentlige midler såsom sparsommelighed, produktivitet og effektivitet, jf. bilag 1 til denne bekendtgørelse.

§ 14.§-link ↗

Revisor skal indhente en tro og love erklæring fra organisationens bestyrelse om, at regnskabet indeholder alle relevante oplysninger, og at organisationen opfylder samtlige tilskudsbetingelser, herunder kravene om organisationens tilskudsberettigelse, kravene i lokalforeningsdefinitionen og kravene i medlemsdefinitionen. Der henvises til eksemplet i bilag 2 til denne bekendtgørelse.

§ 15.§-link ↗

Revisor skal mindst hvert tredie år foretage en stikprøvekontrol af organisationens medlemsantal og antallet af lokalforeninger. I bilag 3 til denne bekendtgørelse er nærmere angivet, hvorledes kontrollen skal gennemføres.

§ 16.§-link ↗

Organisationen skal give revisor de oplysninger, som må anses af betydning for bedømmelsen af organisationens regnskab. Organisationen skal give revisor adgang til at foretage de undersøgelser, denne finder nødvendige og skal sørge for, at revisor får de oplysninger og den bistand, som revisor anser for nødvendig for udførelsen af sit hverv.

§ 17.§-link ↗

Bliver revisor opmærksom på lovovertrædelser eller tilsidesættelser af forskrifter af væsentlig betydning i forbindelse med midlernes forvaltning, påhviler det revisor straks at give organisationens ledelse meddelelse derom samt påse, at organisationen inden 3 uger giver DUF meddelelse herom. I modsat fald er det revisors pligt at orientere DUF. Revisors bemærkninger indsendes sammen med meddelelsen.

§ 18.§-link ↗

Revisor skal attestere de oplysninger, der danner grundlag for DUF's behandling af ansøgning om tilskud. Til brug herfor afgiver revisor erklæring som angivet i bilag 4 til denne bekendtgørelse.

§ 19.§-link ↗

Det reviderede årsregnskab forsynes med en påtegning, hvoraf skal fremgå, at regnskabet er revideret i overensstemmelse med reglerne i denne bekendtgørelse.

Stk. 2. Herudover skal påtegningen udformes i overensstemmelse med gældende regler om statsautoriserede og registrerede revisorers erklæringer m.v.

§ 20.§-link ↗

Revisor fører en revisionsprotokol. I revisionsprotokollen indføres beretning om, hvilket revisionsarbejde der er udført samt alle væsentlige forhold, der har givet anledning til bemærkninger.

Stk. 2. Specielt oplysning om revisors undersøgelse af samt vurdering og konklusioner vedrørende organisationens interne kontrol og registreringssystemer, organisationens formål, navnlig om dispositioner uden for formålet, sparsommelighed, produktivitet og effektivitet.

Stk. 3. Er der ydet etableringstilskud til organisationen, skal det af revisionsprotokollen fremgå, om og i hvilket omfang ejendommen er udnyttet til organisationens egne aktiviteter på landsplan, jf. retningslinierne. Det skal endvidere anføres, hvorledes egenudnyttelsen er beregnet.

Stk. 4. Ved revisionen af årsregnskabet indføres beretning om den udførte revision, herunder 1) om revisor opfylder de i lovgivningen indeholdte habilitetsbetingelser, 2) om revisor under sin revision har modtaget alle de oplysninger, der er anmodet om, 3) om revisor anser regnskabet for aflagt efter lovgivningens og vedtægternes krav til regnskabsaflæggelsen samt i overensstemmelse med god regnskabsetik, jf. § 2, og 4) om tilskud fordelt af DUF er anvendt i overensstemmelse med de givne vilkår, samt om tilskudsgrundlaget er opgjort i overensstemmelse med de i gældende retningslinier anførte betingelser.

Stk. 5. I revisionsprotokollen indføres endvidere oplysninger om særlige kontrolarbejder, afgivelse af særlige beretninger, rådgivning eller assistance.

§ 21.§-link ↗

Reglerne i § 11, stk. 2, 1. pkt., § 14, §§ 16-18 og § 19, stk. 1, finder anvendelse for den i § 10, stk. 1, 2. pkt., nævnte revisor.

Kapitel 4 · Ikrafttræden

§ 22.§-link ↗

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 1997 og har virkning for regnskabsåret 1997 og følgende år. Vedtaget på Tipsungdomsnævnets møde den 16. december 1996