Bekendtgørelse nr. 921 · 1996

Historisk

Bekendtgørelse om kvalitetskrav for vandområder og krav til udledning af visse farlige stoffer til vandløb, søer eller havet (* 1)

Bekendtgørelse om kvalitetskrav for vandområder og krav til udledning af visse farlige stoffer til vandløb, søer eller havet (* 1)

Dokumentdato: 8. okt. 1996Kildeversion observeret: 27. sep. 2026Kilde kontrolleret: 27. sep. 2026
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

§ 1.§-link ↗

Udledningen af de stoffer, som er opført på bekendtgørelsens bilag 1 og 2, til vandløb, søer eller havet, skal begrænses mest muligt ved hjælp af den bedste, tilgængelige teknologi.

Stk. 2. Ved udledning forstås tilførsel af stoffer med undtagelse af tilførsel fra klapninger, operationelle udledninger fra skibe samt dumpninger fra skibe i territoriale farvande.

Stk. 3. Ved bedste, tilgængelige teknologi forstås den teknologi, som er teknisk gennemførlig og økonomisk opnåelig for den pågældende virksomhedstype.

§ 2.§-link ↗

Ved amtsrådets meddelelse af tilladelser efter miljøbeskyttelseslovens kapitel 4 og 5 til udledning af spildevand til vandløb, søer eller havet, og hvor udledningen indeholder et eller flere af de stoffer, der er opført på bilag 1, skal der i et tilstrækkeligt omfang fastsættes vilkår for udledningen.

§ 3.§-link ↗

Vilkår, der fastsættes efter § 2, skal i det omfang stofferne er opført på bilag 2 som minimum sikre overholdelse af de kvalitetskrav, der er fastsat, jf. stk. 2 nr. 1 og § 5, eller som minimum sikre overholdelse af de kvalitetskrav som i forbindelse med vilkårsfastsættelsen i medfør af stk. 2 nr. 2 og 3 bliver fastsat for det vandområde, hvortil udledningen sker.

Stk. 2. Kvalitetskrav er: 1) de i bekendtgørelsens bilag 2 fastsatte kravværdier, se dog § 4. 2) For de stoffer, hvor der i bilag 2 alene er fastsat kvalitetskrav på grundlag af toksicitet, skal der ved fastsættelse af vilkår i udledningstilladelser af amtsrådet foretages en supplerende vurdering i forhold til stoffets persistens og evne til at bioakkumulere i levende organismer og i aflejringer, således som disse fremgår af de seneste, efterprøvede videnskabelige oplysninger under hensyn til forskellene i havvands og ferskvands karakteristik. Vurderingen skal samlet danne grundlag for fastsættelsen af det kvalitetskrav, der skal være gældende i det eller de pågældende vandområder. 3) For de stoffer, hvor der i bilag 2 ikke er fastsat kvalitetskrav, skal der ved fastsættelse af vilkår i udledningstilladelser af amtsrådet foretages en vurdering på grundlag af de pågældende stoffers toksicitet, persistens og evne til at bioakkumulere i levende organismer og i aflejringer, således som disse fremgår af de seneste, efterprøvede videnskabelige oplysninger under hensyn til forskellene i havvands og ferskvands karakteristik. Vurderingen skal samlet danne grundlag for fastsættelsen af det kvalitetskrav, der skal være gældende i det eller de pågældende vandområder.

Stk. 3. Amtsrådet fastsætter kvalitetskrav for stoffer omfattet af stk. 2, nr. 2 og 3 efter anvisning fra Miljøstyrelsen.

§ 4.§-link ↗

Amtsrådet kan fastsætte strengere kvalitetskrav end de i bilag 2 anførte, når der er begrundet behov herfor.

§ 5.§-link ↗

Straks ved fastsættelsen af kvalitetskrav i medfør af § 3, stk. 2 nr. 2 og 3 og § 4 indgår disse i amtsrådets administrationsgrundlag ved fastsættelse af vilkår i udledningstilladelser. Kvalitetskrav fastsat efter § 3, stk. 2 nr. 2 og 3 og § 4 skal senest offentliggøres i førstkommende revision af regionplanens retningslinier for kvaliteten og anvendelsen af vandløb, søer og kystvande.

§ 6.§-link ↗

Ved fastsættelse af vilkår i tilladelser efter miljøbeskyttelseslovens kapitel 4 og 5 til udledning af spildevand til vandløb, søer eller havet skal det ved beregning sikres, at kvalitetskravene for det berørte vandområde kan opfyldes.

Stk. 2. I beregningen efter stk. 1 skal indgå stoffets eller stoffernes eventuelle i forvejen forekommende koncentrationer i det pågældende vandområde.

Stk. 3. Kvalitetskravet skal være opfyldt efter initialfortyndingen. Hvor der i regionplanlægningen er fastsat et spildevandsnærområde i relation til udledning af farlige stoffer, skal kvalitetskravene for de i bilag 1 og 2 nævnte stoffer være opfyldt ved nærområdets afgrænsning, dog således, 1) at der inden for nærområdet intet sted efter initialfortyndingen må forekomme koncentrationer, der kan forårsage akut giftvirkning, 2) at udledningen ikke må give anledning til ophobning af stoffet i nærområdets sedimenter, bløddyr, skaldyr eller fisk, og 3) at udledningen ikke giver anledning til smagsforringende påvirkning af fisk og skaldyr.

§ 7.§-link ↗

Tilladelser efter miljøbeskyttelseslovens kapitel 4 og 5 til udledning af spildevand, som indeholder de i denne bekendtgørelse omhandlede stoffer, skal indeholde vilkår om: 1) den størst tilladte koncentration af stoffet i udledningen, 2) den gennemsnitlige tilladte koncentration i en eller flere nærmere angivne perioder 3) den størst tilladte mængde af stoffet i udledningen i en eller flere nærmere angivne perioder, og 4) egenkontrol.

§ 8.§-link ↗

Kun såfremt vilkår fastsat efter denne bekendtgørelse vil være strengere end vilkår for udledningen fastsat efter: 1) Bekendtgørelse nr. 75 af 30. januar 1992 om grænseværdier for udledning af visse farlige stoffer til vandløb, søer og havet (Liste 1 - stoffer), 2) Bekendtgørelse nr. 181 af 25. marts 1986 om grænseværdier for cadmium med processpildevand fra visse industrianlæg, 3) Bekendtgørelse nr. 520 af 8. august 1986 om grænseværdier for udledning af hexachlorcyklohexan til vandmiljøet, eller 4) Bekendtgørelse nr. 736 af 27. oktober 1986 om grænseværdier for kviksølv ved udledning af spildevand fra visse industrianlæg, skal vilkår for udledningen fastsættes i overensstemmelse med denne bekendtgørelse. I øvrige tilfælde anvendes de i nr. 1-4 nævnte bekendtgørelsers bestemmelser.

§ 9.§-link ↗

Ved fastsættelse af vilkår i tilladelser til udledning af spildevand i medfør af miljøbeskyttelseslovens kapitel 4 og 5 må det i intet tilfælde gøres muligt direkte eller indirekte at forøge forureningen af vandløb, søer eller havet med de i bilag 1 opførte stoffer.

Stk. 2. Ved forurening i stk. 1 forstås: af mennesker direkte eller indirekte foretaget tilførsel af stoffer eller energi til vandmiljøet, med så skadelige virkninger til følge, at den menneskelige sundhed bringes i fare, levende ressourcer og akvatiske økosystemer skades, rekreative værdier forringes, eller, at der lægges hindringer i vejen for anden retmæssig anvendelse af vandet.

§ 10.§-link ↗

Amtsrådet træffer foranstaltninger til sikring af, at vilkår i eksisterende udledningstilladelser bringes i overensstemmelse med denne bekendtgørelse, jf. miljøbeskyttelseslovens kapitel 4 og 5.

§ 11.§-link ↗

Miljøstyrelsen kan ændre bilag 1 og 2 til denne bekendtgørelse.

§ 12.§-link ↗

Med bøde straffes den, der tilsidesætter vilkår i udledningstilladelser fastsat i medfør af denne bekendtgørelse eller undlader at efterkomme forbud eller påbud efter miljøbeskyttelsesloven, herunder påbud om at berigtige et ulovligt forhold.

Stk. 2. Straffen kan stige til hæfte eller fængsel i indtil 2 år, hvis overtrædelsen er begået forsætligt eller ved grov uagtsomhed, og hvis der ved overtrædelsen er 1) voldt skade på miljøet eller fremkaldt fare derfor eller 2) opnået eller tilsigtet en økonomisk fordel for den pågældende selv eller andre, herunder ved besparelser.

Stk. 3. For overtrædelse, der begås af aktieselskaber, andelsselskaber eller lignende, kan der pålægges selskabet som sådant bødeansvar. Er overtrædelsen begået af staten, en amtskommune, en kommune eller et kommunalt fællesskab, jf. § 60 i lov om kommunernes styrelse, kan der pålægges staten, amtskommunen, kommunen eller det kommunale fællesskab bødeansvar.

§ 13.§-link ↗

Afgørelser efter denne bekendtgørelse meddeles i overensstemmelse med reglerne i miljøbeskyttelseslovens kapitel 10, og kan påklages efter reglerne i miljøbeskyttelseslovens kapitel 11 og 12.

§ 14.§-link ↗

For tilsyn og håndhævelse gælder reglerne i miljøbeskyttelseslovens kapitel 9.

§ 15.§-link ↗

Bekendtgørelsen træder i kraft den 2. november 1996.