Bekendtgørelse nr. 654 · 1996

Historisk

Bekendtgørelse om uddannelse af speciallæger

Bekendtgørelse om uddannelse af speciallæger

Dokumentdato: 3. jul. 1996Kildeversion observeret: 27. sep. 2026Kilde kontrolleret: 27. sep. 2026
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

Kapitel 1 · Uddannelsen

§ 1.§-link ↗

Speciallægeuddannelsen er en lægelig videreuddannelse på videnskabeligt grundlag med henblik på opnåelse af praktisk og teoretisk kompetence på speciallægeniveau, svarende til de af Sundhedsstyrelsen efter indstilling fra Specialistnævnet godkendte uddannelsesmålsætninger for de enkelte specialer.

§ 2.§-link ↗

Den praktisk-kliniske uddannelse skal finde sted ved ansættelse på sygehusafdelinger, i speciallægepraksis, hos alment praktiserende læge eller på anden institution med lægeligt eller lægevidenskabeligt arbejdsområde, som nærmere angivet i § 7.

Stk. 2. Under ansættelsen følger lægen et af Sundhedsstyrelsen godkendt uddannelsesprogram.

Stk. 3. Sundhedsstyrelsen kan stille krav om, at lægen skal dokumentere, at bestemte uddannelsesaktiviteter er gennemgået.

§ 3.§-link ↗

Første del af den lægelige videreuddannelse til speciallæge udgøres af en særlig turnusuddannelse af 18 måneders varighed. Ingen klinisk ansættelse forud for turnusuddannelsen kan indgå i den efterfølgende lægelige videreuddannelse til speciallæge.

Stk. 2. Uddannelsen skal som hovedregel gennemføres i en bestemt rækkefølge og i øvrigt som anført under det enkelte speciale, jf. bilag 1.

Stk. 3. Ansættelse i undervisningsstilling, jf. § 4, stk. 1, nr. 2, kan først finde sted, efter at lægen har opnået tilladelse til selvstændigt virke som læge.

§ 4.§-link ↗

I den praktisk-kliniske uddannelse skal som hovedregel indgå nedenstående. For specialerne almen medicin, arbejdsmedicin, klinisk farmakologi, klinisk genetik og samfundsmedicin gælder dog særlige regler. Uddannelse i specialet 1) En introduktionsuddannelse i specialet af mindst 12 måneders varighed, som fastsat for de enkelte specialer. 2) Ansættelse ved en eller flere lands- og landsdelsafdelinger eller anden godkendt afdeling/institution i en opslået undervisningsstilling, hvor lægen gennemgår det kliniske uddannelsesprogram under vejledning af en postgraduat klinisk tutor. Ansættelsen skal være kontinuerlig og af en varighed, som fastsat for de enkelte specialer. 3) Ansættelse i mindst 18 måneder som 1. reservelæge eller anden godkendt særlig kvalificeret stilling ved en afdeling eller anden godkendt institution og i øvrigt som fastsat for de enkelte specialer. Ansættelsen skal være kontinuerlig i mindst 12 måneder ved en afdeling/institution, og skal finde sted efter ansættelse i undervisningsstilling. Supplerende uddannelse 4) En supplerende ansættelse med henblik på uddannelse i tilgrænsende specialer, såfremt dette er fastsat i bestemmelserne om de enkelte specialer. Denne ansættelse skal finde sted før ansættelse som 1. reservelæge og i øvrigt som fastsat under de enkelte specialer.

Stk. 2. Den uddannelse, der er beskrevet under stk. 1, nr. 1-3 skal finde sted ved ansættelse på mindst 2 afdelinger inden for specialet/grenspecialet, heraf mindst 12 måneder ved andre afdelinger end den, hvor den øvrige del af uddannelsen har fundet sted. Denne regel gælder dog ikke for de medicinske grenspecialer.

Stk. 3. Ansættelser af mindre end 6 måneders varighed kan ikke medregnes. I den supplerende uddannelse godkendes dog ansættelse af 3 måneders varighed.

Stk. 4. I uddannelsen indgår et teoretisk uddannelsesprogram, godkendt af Sundhedsstyrelsen efter indstilling fra Specialistnævnet.

Stk. 5. Sundhedsstyrelsen kan bestemme, at videreuddannelsen i de kirurgiske specialer skal indeholde et af Sundhedsstyrelsen efter indstilling fra Specialistnævnet godkendt færdighedskursus i operativ kirurgi.

Stk. 6. Sundhedsstyrelsen fastsætter nærmere regler for evaluering af uddannelsen efter indstilling fra Specialistnævnet.

§ 5.§-link ↗

Uddannelsen i et grundspeciale skal være afsluttet senest 8 år efter påbegyndt ansættelse i undervisningsstilling i specialet. En speciallægeuddannelse i et grenspeciale, som ikke er baseret på tidligere anerkendelse i det tilhørende grundspeciale, skal være afsluttet senest 11 år efter påbegyndt ansættelse i undervisningsstilling i specialet. Efter indstilling fra Specialistnævnet kan ovennævnte tidsfrister i særlige tilfælde forlænges.

Kapitel 2 · Ansættelse

§ 6.§-link ↗

Ansættelse skal normalt ske som heltidsansættelse efter opslag ved uddannelsessteder og i uddannelsesstillinger, der af Sundhedsstyrelsen er godkendt hertil, jf. § 2, stk. 1, og § 7.

Stk. 2. Ansættelse på deltid eller skiftevis på fuldtid og deltid kan undtagelsesvis godkendes, såfremt særlige personlige forhold foreligger. Der kan ansøges om forhåndsgodkendelse ved henvendelse til Sundhedsstyrelsen. Deltidsansættelse skal sædvanligvis udgøre mindst halvdelen af arbejdstiden i fuldtidsansættelse og indebære deltagelse i samtlige typer af lægelige aktiviteter, som ville forekomme ved en fuldtidsansættelse. Uddannelsestiden forlænges forholdsmæssigt, således at den samlede uddannelsestid svarer til den, der kræves i fuldtidsansættelse.

Stk. 3. Ved fravær - bortset fra ferie i henhold til ferieloven - svarende til mere end 10 pct. af den fastsatte varighed for en given del af den kliniske uddannelse forlænges uddannelsestiden tilsvarende. For så vidt angår den teoretiske uddannelse godkendes højst 10 pct. fravær af det samlede kursusprogram og højst 10 pct. af hvert af de obligatoriske teoretiske kurser. Ved fravær forstås i denne bekendtgørelse korterevarende fraværsperioder på grund af sygdom eller lignende.

Stk. 4. Ansættelse som uddannelsesamanuensis i speciallægepraksis efter gennemført undervisningsstilling kan af Sundhedsstyrelsen efter indstilling fra Specialistnævnet godkendes som en del af uddannelsen.

Stk. 5. Videnskabelig ansættelse kan af Sundhedsstyrelsen efter indstilling fra Specialistnævnet godkendes som en del af uddannelsen efter nærmere retningslinier som angivet under de enkelte specialer i bilag 1.

Stk. 6. Ansættelse i udlandet kan af Sundhedsstyrelsen efter indstilling fra Specialistnævnet helt eller delvist godkendes som del af uddannelsen, såfremt det godtgøres, at den pågældende uddannelse mindst svarer til den tilsvarende danske. Der kan ansøges om forhåndsgodkendelse af ansættelse i udlandet.

Kapitel 3 · Klassifikation af uddannelsesstillinger

§ 7.§-link ↗

Efter indstilling fra Specialistnævnet og under hensyntagen til behovet for uddannelse af speciallæger godkender Sundhedsstyrelsen stillinger ved uddannelsessteder, hvor ansættelse kan indgå i uddannelsen til speciallæge. Sundhedsstyrelsen bestemmer ligeledes, hvorledes stillingen klassificeres i uddannelsesforløbet.

Stk. 2. Kriterier for klassifikation af uddannelsesstillinger m.m. fastsættes af Sundhedsstyrelsen efter indstilling fra Specialistnævnet. Klassifikationen sker på grundlag af specialernes målbeskrivelser og det foreliggende uddannelsesprogram for den pågældende stilling samt oplysninger om bl.a. uddannelsesstedets funktionsområde, størrelse og arbejdstilrettelæggelse.

Stk. 3. Sundhedsstyrelsen udsender en klassifikationsliste over godkendte uddannelsesstillinger. Klassifikationslisten revideres en gang årligt. Den klassifikation, der var gældende på ansættelsestidspunktet, har normalt gyldighed for hele ansættelsesperioden.

Kapitel 4 · Dispensation

§ 8.§-link ↗

Sundhedsstyrelsen kan dispensere fra uddannelsesbestemmelserne. Dispensation kan kun gives efter indstilling fra Specialistnævnet.

Kapitel 5 · Ikrafttrædelse og overgangsbestemmelser

§ 9.§-link ↗

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. august 1996.

Stk. 2. Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 1011 af 14. december 1993, dog således at bestemmelserne i bekendtgørelsens § 6 om retten til at fuldføre påbegyndt uddannelse efter tidligere bekendtgørelser fortsat er gældende.