Bekendtgørelse nr. 636 · 1996

Historisk

Bekendtgørelse om generel engroshandelsuddannelse

Bekendtgørelse om generel engroshandelsuddannelse

Dokumentdato: 1. jul. 1996Kildeversion observeret: 27. sep. 2026Kilde kontrolleret: 27. sep. 2026
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

Kapitel 1 · Uddannelsen, varighed og struktur m.v.

§ 1.§-link ↗

Det er uddannelsens formål, at eleven gennem undervisning og praktikuddannelse opnår merkantil kompetence som generel engroshandelsassistent.

§ 2.§-link ↗

Det faglige udvalg for uddannelsen, jf. § 37 i erhvervsuddannelsesloven, er Det Faglige Udvalg for Engroshandelsuddannelsen.

§ 3.§-link ↗

Uddannelsen varer 4 år.

Stk. 2. For elever, der indleder uddannelsen på skole, er den samlede undervisning på 55 uger. Undervisningen veksler med praktikuddannelsen på følgende måde: 1) 2. skoleperiode, 38 uger 2) Praktikuddannelse 3) 3. skoleperiode, 4 uger 4) Praktikuddannelse 5) 4. skoleperiode, 4 uger 6) Praktikuddannelse 7) 5. skoleperiode, 4 uger 8) Praktikuddannelse 9) 6. skoleperiode, 4 uger 10) Praktikuddannelse 11) 7. skoleperiode, 1 uge 12) Praktikuddannelse

Stk. 3. For elever, der indleder uddannelsen i en praktikvirksomhed, er den samlede undervisning på 55 uger, heraf udgør 2. skoleperiode i alt 38 uger. Skoleundervisningen i 2. skoleperiode kan gennemføres som moduler af mindst 4 ugers varighed. 2. skoleperiode kan højst strække sig over 7 moduler med praktik imellem. Skolens beslutning om forløbet af 2. skoleperiode træffes efter samråd med det lokale uddannelsesudvalg. Undervisningen veksler med praktikuddannelsen på følgende måde: 1) Praktikuddannelse 2) 2. skoleperiode, 38 uger. 3) Praktikuddannelse 4) 3. skoleperiode, 4 uger 5) Praktikuddannelse 6) 4. skoleperiode, 4 uger 7) Praktikuddannelse 8) 5. skoleperiode, 4 uger 9) Praktikuddannelse 10) 6. skoleperiode, 4 uger 11) Praktikuddannelse 12) 7. skoleperiode, 1 uge 13) Praktikuddannelse

Stk. 4. For elever, der har gennemført 1. år af højere handelseksamen, 2. skoleperiode i generel detailhandelsuddannelse, generel kontoruddannelse eller den tidligere sammenlagte 1. og 2. skoleperiode i erhvervsuddannelserne inden for handels- og kontorområdet, varer uddannelsen 3 år med en samlet skoleundervisning på 17 uger, der omfatter 3.-7. skoleperiode. Undervisningen tilrettelægges med udgangspunkt i elevens forudsætninger og omfatter områdefag, specialefag og valgfag.

§ 4.§-link ↗

For elever, der har bestået højere teknisk eksamen, studentereksamen eller højere forberedelseseksamen, varer uddannelsen 2 år og 18 uger. Uddannelsen for disse elever indledes med en 2. skoleperiode på 18 uger, der omfatter nedennævnte grundfag og områdefag, jf. tillige §§ 9 og 10. 1) Grundfag: a) Erhvervsøkonomi. b) Informationsteknologi. c) Salg og service. 2) Områdefag: a) Merkantil II. b) 2 af de i § 10, stk. 3, nr. 2-13, angivne områdefag.

Stk. 2. Efter 2. skoleperiode veksler undervisningen med praktikuddannelsen. Undervisningen omfatter specialefag, jf. § 11.

§ 5.§-link ↗

Personer over 25 år kan indgå uddannelsesaftale med afkortning af uddannelsestiden. Uddannelsen varer højst 3 år. Skolen tilrettelægger i samråd med det lokale uddannelsesudvalg undervisningen efter den pågældendes forudsætninger og behov. Undervisningen tilrettelægges, således at den omfatter grundfag, områdefag, specialefag og valgfag i et sådant omfang, at det er muligt at nå målene med uddannelsen sammen med praktikuddannelsen. Fritagelse for dele af uddannelsen

§ 6.§-link ↗

Skolen kan fritage elever for dele af uddannelsen på grundlag af arbejdsmarkedskurser eller anden uddannelse efter samråd med det faglige udvalgs godkendelse, jf. § 13, stk. 3, i lov om erhvervsuddannelser.

Stk. 2. Elever kan i øvrigt fritages for dele af uddannelsen efter reglerne i hovedbekendtgørelsen. Uddannelsens mål m.v.

§ 7.§-link ↗

Uddannelsens mål er at kvalificere eleven til at varetage funktioner inden for engroshandelsvirksomhedens arbejdsområder. Eleven skal opnå konkret viden, færdighed og personlig kompetence til selvstændigt og effektivt at planlægge og varetage almindeligt forekommende funktioner inden for engroshandel.

Stk. 2. Uddannelsen skal tilrettelægges, således at eleven opnår en merkantil kompetence, der omfatter uddannelsens fællesmål og specialemål inden for områderne: 1) Personlige kvalifikationer. 2) Økonomiske kvalifikationer. 3) Kommunikative og teknologiske kvalifikationer. 4) Handels- og servicemæssige kvalifikationer. 5) Internationale og kulturelle kvalifikationer. 6) Samfundsmæssige kvalifikationer.

Stk. 3. Målene for de enkelte områder fremgår af bilag 1.

Stk. 4. Uddannelsen skal endvidere tilrettelægges, så den i sit sigte orienterer sig mod fremtidig beskæftigelse og videreuddannelse inden for både almene og mere specialiserede funktioner på det merkantile område. Undervisningen m.v.

§ 8.§-link ↗

Undervisningen skal på en helhedsorienteret måde omfatte både praktisk og teoretisk undervisning med henblik på at give eleven fornødne generelle og specielle kvalifikationer, herunder at give eleven forudsætninger for at varetage de funktioner, uddannelsen tager sigte på. Undervisningen skal desuden sætte eleven i stand til selvstændigt at tilegne sig viden og fornødne færdigheder til fremtidig beskæftigelse på arbejdsmarkedet.

Stk. 2. Undervisningen skal gennem hele uddannelsen tilrettelægges, således at 1) der gives eleven forudsætninger for personlig udvikling i henhold til målene for kompetenceområdet personlige kvalifikationer, jf. bilag 1, og således at eleven både selvstændigt og i gruppesammenhænge møder personligt udviklende problemstillinger, 2) alle fag og temaer varieres, således at de anvendte metoder står i forhold til mål og indhold, og således at eleven i videst muligt omfang aktiveres og gøres medansvarlig for undervisningen og 3) den i videst muligt omfang afspejler arbejdsfunktioner og teknologianvendelse m.v., der er karakteristisk for uddannelsesområdet.

Stk. 3. Undervisningen skal give indsigt i og forståelse af miljømæssige forhold, herunder håndtering af miljømæssige problemstillinger i forbindelse med materialeanvendelse.

§ 9.§-link ↗

Undervisningen omfatter følgende grundfag med den angivne vejledende uddannelsestid: 1) Dansk, niveau E. Vejledende uddannelsestid 4 uger. 2) Erhvervsøkonomi, niveau E. Vejledende uddannelsestid 4 uger. 3) Fremmedsprog - engelsk, niveau E. Vejledende uddannelsestid 4 uger. 4) Informationsteknologi, niveau E. Vejledende uddannelsestid 4 uger. 5) Salg og service, niveau D. Vejledende uddannelsestid 3,3 uger. 6) Samfundslære, niveau D. Vejledende uddannelsestid 4,8 uger.

Stk. 2. Mål og øvrige rammer for undervisningens indhold samt vejledende uddannelsestid for de enkelte grundfag følger reglerne for disse fag.

§ 10.§-link ↗

Undervisningen omfatter områdefag. Formålet med fagene er, at eleven erhverver sig viden om fælles arbejdsområder og -metoder inden for det merkantile område samt viden om de enkelte uddannelsesområders karakteristika. Fagene skal medvirke til at skabe grundlag for specialefagsundervisning og praktikuddannelse.

Stk. 2. Målene med områdefagene er at understøtte de 6 kompetencemål på en sådan måde, at grundfagene udbygges med merkantile profiler i retning af dansk kommunikation, international kultur og kommunikation, driftsøkonomisk styring, forretningsgange og administrative procedurer samt organisation og service, og at de merkantile arbejdsområder sættes i samfundsmæssig sammenhæng.

Stk. 3. Undervisningen omfatter områdefaget i nr. 1, Merkantil II, og 3 af de i nr. 2-13 nævnte fag, jf. § 13, med den angivne vejledende uddannelsestid: 1) Merkantil II. Fagets mål fremgår af bilag 1. Vejledende uddannelsestid 13,9 uger. 2) Administration og sagsbehandling. Vejledende uddannelsestid 2 uger. 3) Finansiering. Vejledende uddannelsestid 2 uger. 4) Forvaltning. Vejledende uddannelsestid 2 uger. 5) Grafisk præsentation. Vejledende uddannelsestid 2 uger. 6) IT-værktøjer. Vejledende uddannelsestid 2 uger. 7) Iværksætter. Vejledende uddannelsestid 2 uger. 8) Købmandskab. Vejledende uddannelsestid 2 uger. 9) Logistik. Vejledende uddannelsestid 2 uger. 10) Miljø og ressourcer. Vejledende uddannelsestid 2 uger. 11) Psykologi og service. Vejledende uddannelsestid 2 uger. 12) Sprog og kultur. Vejledende uddannelsestid 2 uger. 13) Visuel markedsføring. Vejledende uddannelsestid 2 uger.

Stk. 4. Indholdet af fagene nr. 2-13 fremgår af bilag 2.

§ 11.§-link ↗

Undervisningen omfatter et specialefag med en vejledende uddannelsestid på 4 uger.

Stk. 2. Undervisningen i specialefaget skal overordnet sikre, at eleven kender virksomhedens hovedfunktioner inden for disponering, indkøb, lagerstyring, salg og markedsføring og deres indbyrdes sammenhænge, samt kender virksomhedens serviceydelser. Undervisningen skal sikre, at eleven 1) kender markeds- og konkurrenceforhold på både hjemme- og eksportmarkeder, 2) kender virksomhedens serviceydelser, værdikæde og handlingsparametre, 3) kender virksomhedens markedsføringsaktiviteter, 4) kender virksomhedens distributionskanaler og -tilrettelæggelse, 5) kender vareforsyningens og indkøbs mål, styringsredskaber og arbejdsmetoder, 6) kan anvende principper for lagerindretning, lagerudnyttelse og almindeligt anvendte lagerstyringssystemer, 7) kan anvende metoder til leverandør- og tilbudsvurdering, 8) kan anvende metoder til varesortimentets opbygning, udvikling og styring, 9) kan anvende metoder til dialog med kunder ved betjening og rådgivning, 10) kan anvende metoder til beregning af salgs- og markedsføringsomkostninger, 11) kan anvende metoder til beregning af lageromkostninger og almindeligt anvendte nøgletalsberegninger for lageret, 12) kan anvende metoder til gennemførelse af indkøb og 13) kan anvende arbejdsmetoder og værktøjer til bearbejdning og videreformidling af viden.

§ 12.§-link ↗

Undervisningen i valgfag følger reglerne i hovedbekendtgørelsen. Den vejledende uddannelsestid for valgfag er i alt 6 uger. Mål og øvrige rammer for undervisningens indhold og vejledende uddannelsestid for de enkelte valgfag følger reglerne for disse fag.

§ 13.§-link ↗

I 2. skoleperiode gennemføres 3 temaprojekter. I det sidste temaprojekt skal der indgå mål fra alle kompetenceområder samt 1 områdefag, der er forskelligt i de enkelte temaprojekter. I de øvrige temaprojekter skal der indgå mål fra kompetenceområdet: Personlige kvalifikationer og mål fra mindst 2 andre kompetenceområder samt 1 områdefag, der er forskelligt i de enkelte temaprojekter. Målet med undervisningen i et fag i et temaforløb er, at eleven opnår viden om det valgte områdefags typiske problemstillinger og får kendskab til områdets arbejdsmetoder.

Stk. 2. For elever, der er omfattet af § 4, gennemføres der 2 temaprojekter. For elever, der er omfattet af § 5, gennemføres der mindst 2 temaprojekter. I det første temaprojekt skal der indgå mål fra kompetenceområdet: Personlige kvalifikationer og mål fra mindst 2 andre kompetenceområder samt 1 områdefag. I det sidste temaprojekt skal der indgå mål fra alle kompetenceområder og 1 områdefag, der er forskelligt i de enkelte temaprojekter.

Stk. 3. Elever og lærer beslutter for hvert tema, hvilket områdefag der skal inddrages i undervisningen i forbindelse med gennemførelsen af temaprojektet.

Stk. 4. Eleverne bedømmes efter § 25, stk. 1. For elever, der er omfattet af stk. 2, udgør det sidste temaprojekt et eksamensprojekt.

§ 14.§-link ↗

Skolen fastsætter det nærmere indhold af undervisningen i overensstemmelse med hovedbekendtgørelsen. Praktikuddannelsen

§ 15.§-link ↗

Virksomheden skal gennemføre praktikuddannelsen, således at den sammen med undervisningen fører til, at eleven kan nå uddannelsens mål.

§ 16.§-link ↗

Praktikuddannelsen skal videreføre, udbygge og supplere de kvalifikationer, som er opnået gennem undervisningen, således at eleven gennem arbejdet med engroshandelens hovedfunktioner opnår faglig og personlig kompetence til fremtidig beskæftigelse inden for almindeligt forekommende funktioner i engroshandelen. Herudover skal eleven opnå færdighed i de hjælpemidler, værktøjer, systemer og metoder, som anvendes inden for engroshandelsområdet.

§ 17.§-link ↗

Praktikuddannelsen tilrettelægges, således at fortsat undervisning og praktikuddannelse understøtter hinanden. Eleven skal i praktiktiden modtage oplæring i de enkelte arbejdsområder og funktioner, således at eleven opnår en grundlæggende forståelse af arbejdsopgaverne og selvstændigt og effektivt kan udføre disse. Oplæringen i de enkelte arbejdsopgaver skal så vidt muligt både tilpasses virksomhedens arbejdsgang og den fortsatte undervisning. Den praktiske oplæring skal desuden understøtte udviklingen af elevens personlige kvalifikationer og udvikle elevens evne til samarbejde og til at løse nye problemstillinger. Virksomheden skal give eleven mulighed for i slutningen af praktiktiden at arbejde selvstændigt ved anvendelse af de færdigheder, der er erhvervet gennem praktikuddannelsens forskellige opgaver.

Stk. 2. For at sikre en hensigtsmæssig tilrettelæggelse af den praktiske oplæring udarbejder virksomheden en uddannelsesplan for eleven i overensstemmelse med reglerne for praktikuddannelsen. Af uddannelsesplanen skal det fremgå, hvordan elevens uddannelsesforløb gennemføres, hvem der har det overordnede ansvar for uddannelsen, og hvem der har ansvaret for den praktiske oplæring i uddannelsesforløbet.

§ 18.§-link ↗

I løbet af praktikperioden skal eleven sættes i stand til at løse engroshandelsvirksomhedens arbejdsopgaver inden for mindst 3 af de i stk. 3-9 nævnte funktioner.

Stk. 2. I de indledende 3 måneder af praktikuddannelsen skal eleven have en grundig introduktion til virksomheden, dens forskellige arbejdsområder og til virksomhedens daglige drift. Målet med introduktionen er, at eleven får kendskab til og kan afprøve forskellige arbejdsområder, således at elev og virksomhed får baggrund for inden prøvetidens udløb at bedømme, om uddannelsesforholdet skal fortsætte. Endvidere skal eleven opnå kendskab til virksomhedens idegrundlag og målsætning samt til ledelsesforhold, organisationsopbygning og personale- og uddannelsespolitik. Eleven skal desuden opnå kendskab til produkter, leverandører og kundekreds samt til virksomhedens anvendelse af informatiksystemer og til hensigtsmæssigt arbejdsmiljø, herunder kendskab til gældende relevante arbejdsmiljøbestemmelser.

Stk. 3. Inden for funktionen disponering skal eleven 1) kende virksomhedens afsætningsmuligheder og sortimentssammensætning samt principper for budget og regnskab, 2) kunne medvirke ved budgetlægning og budgetopfølgning på varegrupper, genbestille og kontrollere lagervarer, medvirke ved indkøbsadministration ved anvendelse af informationsteknologi, og medvirke ved sortimentvurdering og udvikling af specifikke varegrupper og 3) beherske korrekt behandling af købsfaktura, ordresedler m.v. og priskontrol.

Stk. 4. Inden for funktionen indkøb skal eleven 1) kende virksomhedens indkøbssystemer, indkøbsfunktionens opgaver, leverandør- og kundekreds og varernes oprindelse og fremstilling, 2) kunne medvirke ved tilrettelæggelse og gennemførelse af indkøb, anvende brugsanvisninger og varedeklarationer og anvende kataloger, fagblade og brochurer og 3) beherske administrativ behandling af indkøb af en varegruppe og korrekt varebehandling.

Stk. 5. Inden for funktionen lagerstyring skal eleven 1) kende metoder til lageropdeling, -indretning og -udnyttelse, lagerstatistik og status og principper for edb-lagerstyring, 2) kunne beregne lageromkostninger, herunder svind og 3) beherske varemodtagelse, -kontrol, intern varehåndtering, -opbevaring og -forsendelse.

Stk. 6. Inden for funktionen lagerstyring og distribution skal eleven 1) kende virksomhedens logistikkoncept og logistikydelser, 2) kunne medvirke ved planlægning af transport og ved hensigtsmæssig indretning og udnyttelse af lagerkapaciteten og 3) beherske tilrettelæggelse af leverancer.

Stk. 7. Inden for funktionen salg og ekspedition skal eleven 1) kende kundesammensætning og salg- og serviceprofil og betalingspraksis og betalingsformer, 2) kunne medvirke ved varepræsentation og salgsfremmende indretning, telefonsalg og telefonekspedition og eventuel planlægning af det opsøgende salg og deltagelse heri og 3) endelig skal eleven beherske personligt salg og kundeservice.

Stk. 8. Inden for funktionen salg og ordrebehandling skal eleven 1) kende kundesammensætning og salg og serviceprofil og betalingspraksis og -former, 2) kunne medvirke ved tilbudsafgivelse, ordrebehandling, forsendelse og klarering, køb og bestilling af transportydelser og kalkulation og tilbudsarbejde og 3) beherske behandling af reklamationer.

Stk. 9. Inden for funktionen markedsføring skal eleven 1) kende virksomhedens kundesammensætning og markedsføringsprofil, 2) kunne medvirke ved udarbejdelse af salgs- eller tilbudsbreve, planlægning af kundearrangementer og messer og budgetlægning for markedsføringsaktiviteter og 3) beherske planlægning og gennemførelse af aktiviteter og kampagner.

Stk. 10. I de sidste 6 måneder af uddannelsen skal eleven medvirke ved udførelse af alle arbejdsopgaver og arbejde selvstændigt med udvalgte arbejdsområder.

Stk. 11. Med henblik på at styrke elevens servicering af virksomhedens kunder, kan virksomheden udstationere eleven i op til 3 måneder i Danmark eller i op til 6 måneder i udlandet hos samarbejdspartnere, der er relevante for virksomhedens forretningsområde. Den virksomhed, der har indgået uddannelsesaftale med eleven, har det fulde ansvar for elevens uddannelse, også ved udstationering, og må afholde alle ekstra udgifter, der vedrører udstationeringen, herunder transport til og fra udstationeringsstedet.

§ 19.§-link ↗

Hvis virksomheden ved afslutningen af en praktikperiode, undtagen den sidste, skønner, at eleven har et særligt behov med hensyn til undervisning, giver virksomheden en erklæring herom til skolen og eleven.

Stk. 2. Virksomheden udsteder en praktikerklæring, straks når praktiktiden i en virksomhed er afsluttet. Praktikerklæring udstedes til skolen og til eleven.

Stk. 3. Det faglige udvalg udfærdiger i overensstemmelse med reglerne i hovedbekendtgørelsen blanketter til brug for de erklæringer, som er nævnt i stk. 1 og 2. Skolen udleverer blanketterne til praktikvirksomhederne.

Kapitel 2 · Bedømmelse og uddannelsesbevis m.v.

§ 20.§-link ↗

Ved bedømmelse finder eksamensbekendtgørelsen og 13-skalaen, jf. karakterskalabekendtgørelsen, anvendelse.

§ 21.§-link ↗

Ved uddannelsens afslutning udsteder skolen et uddannelsesbevis til eleven som dokumentation for, at eleven har opnået kompetence inden for uddannelsen.

Stk. 2. Uddannelsesbeviset kan udstedes, når skolebeviset er udstedt og afsluttende praktikerklæring er udstedt.

Stk. 3. Uddannelsesbeviset skal angive uddannelsens betegnelse og henvise til skolebevis og praktikerklæring.

Stk. 4. Det Faglige Udvalg for Engroshandelsuddannelser udfærdiger blanketter til uddannelsesbeviset.

Stk. 5. Skolen opbevarer kopi af beviset i 20 år.

§ 22.§-link ↗

Når alle skoleperioder i uddannelsen er gennemført, og betingelserne i stk. 2 er opfyldt, udsteder skolen et skolebevis til eleven. Skolen sender samtidig en kopi af skolebeviset til praktikvirksomheden.

Stk. 2. Følgende betingelser skal være opfyldt for at udstede skolebevis: 1) Fagprøven efter § 26 skal være bestået. 2) Den vægtede gennemsnitskarakter, som beregnes efter stk. 3, skal mindst være 6.

Stk. 3. Skolen beregner en vægtet gennemsnitskarakter således: 1) Gennemsnittet med en decimal af eksamenskarakterer (prøvekarakterer), der er opnået i grundfag og eksamenskarakter i temaprojektet, jf. § 25, stk. 1, ganges med 5. 2) Gennemsnittet med en decimal af standpunktskarakterer i specialefag ganges med 2. 3) Karakteren i fagprøven ganges med 3.

Stk. 4. Summen af resultaterne i stk. 3, nr. 1-3, deles med 10 og afrundes til nærmeste karakter i karakterskalaen, idet 00 ikke kan fremkomme ved nedrunding og 6 og 13 ikke kan fremkomme ved oprunding. For elever efter § 3, stk. 4, beregnes summen alene på grundlag af karaktererne i stk. 3, nr. 2 og 3, og summen deles således med 5.

Stk. 5. Skolebeviset affattes i overensstemmelse med eksamensbekendtgørelsen og skal indeholde oplysning om: 1) Betegnelse for uddannelse. 2) Angivelse af de fag eleven har gennemført. 3) De standpunktskarakterer eleven har opnået i grundfag, jf. § 9. 4) De standpunktskarakterer eleven har opnået i områdefag, jf. § 10. 5) De standpunktskarakterer eleven har opnået i specialefagene, jf. § 11. 6) Eksamenskarakterer for grundfag. 7) Eksamenskarakter for temaprojektet. 8) Eksamenskarakter for fagprøve, jf. § 26. 9) De standpunktskarakterer og eventuelle eksamenskarakterer eleven har opnået i valgfag.

Stk. 6. Hvis betingelserne for udstedelse af skolebevis ikke er opfyldt, jf. stk. 2, udsteder skolen en skolevejledning, jf. § 24.

Stk. 7. Hvis en elev ophører med skoleundervisningen, uden at skolebevis kan udstedes, udsteder skolen, hvis eleven anmoder om det, bevis for den gennemførte undervisning.

§ 23.§-link ↗

I forbindelse med undervisningens gennemførelse foretager skolen en løbende bedømmelse af eleven i overensstemmelse med skolebedømmelsesplanen med henblik på at støtte og vejlede eleven i det videre uddannelsesforløb.

Stk. 2. Der foretages en evaluering af den enkelte elev i forbindelse med hvert temaforløb, jf. § 25, stk. 1. Evalueringen omfatter både det faglige indhold og elevens engagement i forløbet og rapporteringen. I forbindelse med evalueringen af forløbene giver skolen standpunktskarakterer i forhold til målene for undervisningen. Standpunktskaraktererne skal udtrykke elevens færdigheder i forhold til fagets og uddannelsens mål på det tidspunkt, hvor karakteren gives i overensstemmelse med reglerne om karakterskala og anden bedømmelse.

Stk. 3. Skolen giver standpunktskarakterer i grundfagene efter reglerne om grundfag.

Stk. 4. Bedømmelsesformer og karaktergivning i valgfag følger reglerne for disse fag.

Stk. 5. Ved skolens evaluering af de temaprojekter, der ikke er eksamensprojekt, gives en karakter, der samtidig er en standpunktskarakter i områdefag.

Stk. 6. Skolen giver karakterer efter hver skoleperiode, som et udtryk for elevens standpunkt i forhold til målene for undervisningen i den pågældende periode.

§ 24.§-link ↗

Skolen udsteder en skolevejledning til eleven og til den eventuelle praktikvirksomhed ved afslutningen af 2. skoleperiode.

Stk. 2. Ved afslutningen af 3. skoleperiode og hver af de følgende skoleperioder, jf. dog stk. 4, udstedes ligeledes en skolevejledning.

Stk. 3. Skolevejledningen skal indeholde oplysning om: 1) Standpunktskarakterer i forhold til slutmålene for undervisningen i de grundfag, områdefag, jf. § 23, stk. 5, valgfag og specialefag, som afsluttes i den pågældende skoleperiode. 2) Eksamenskarakterer for grundfag, temaprojektet og eventuelle valgfag. 3) Skolens vurdering af elevens eventuelle behov for supplerende oplæring i praktikvirksomheden. 4) Skolens vurdering af elevens eventuelle behov for supplerende undervisning.

Stk. 4. Efter sidste skoleperiode i uddannelsen udsteder skolen kun en skolevejledning, hvis betingelserne for udstedelse af skolebevis, jf. § 22, ikke er opfyldt. Skolen kan dog udstede en skolevejledning efter sidste skoleperiode med angivelse af elevens eventuelle behov for supplerende oplæring i virksomheden.

§ 25.§-link ↗

Ved afslutningen af hvert af de 3 henholdvis 2 temaprojekter i 2. skoleperiode, jf. § 13, afleveres en evalueringsopgave, som udarbejdes på baggrund af den gennemførte undervisning. De nærmere bestemmelser om opgavens omfang, form og afleveringsfrister fastsættes af skolen i den lokale bedømmelsesplan. Det sidste temaprojekt udgør et eksamensprojekt med ekstern censor.

Stk. 2. Den enkelte elev deltager i prøver i de i § 9 anførte grundfag efter reglerne i bekendtgørelsen om grundfag.

Stk. 3. Skolen bestemmer endeligt ved lodtrækning, hvilke valgfag den enkelte elev skal til prøve i, medmindre andet følger af reglerne om de pågældende fag. Afsluttende fagprøve

§ 26.§-link ↗

Inden for det sidste halve år af uddannelsen, udarbejder eleven en skriftlig projektrapport eller lignende, jf. bilag 3, der indgår i den afsluttende fagprøve. Projektet kan gennemføres individuelt eller som gruppearbejde.

Stk. 2. Skolen beslutter, hvornår prøven afholdes. Skolen tilrettelægger forløbet af prøven i samråd med det lokale uddannelsesudvalg.

Stk. 3. Prøven omfatter en mundtlig eksamination af den enkelte elev eller en gruppe af elever under medvirken af een censor. Censor skal have relevant erhvervserfaring og udpeges af skolen.

Stk. 4. Elevens præstation bedømmes med een karakter, der er udtryk for en samlet vurdering af projektet og den mundtlige præstation. Gennemføres projektarbejdet som et gruppearbejde, skal den enkeltes præstation bedømmes individuelt.

Stk. 5. Skolen skal orientere det lokale uddannelsesudvalg om resultatet af de gennemførte fagprøver.

§ 27.§-link ↗

Skolen skal tilbyde elever, som ikke består den afsluttende fagprøve, en ny eksamen, hvori indgår den tidligere udarbejdede projektrapport, jf. § 26, eventuelt efter supplerende praktikuddannelse eller skoleundervisning. Eleven kan kun deltage i eksamen 2 gange. Hvis særlige forhold taler for det, kan skolen tillade, at eleven deltager i yderligere en eksamen.

Kapitel 3 · Ikrafttræden og overgangsbestemmelser

§ 28.§-link ↗

Bekendtgørelsen træder i kraft den 15. juli 1996.

Stk. 2. Reglerne i bekendtgørelse nr. 264 af 14. april 1994 om engroshandelsuddannelsen finder fortsat anvendelse for elever, der har 1) indledt uddannelsen i en virksomhed inden 15. juli 1996, 2) afsluttet højere handelseksamen, studentereksamen, højere teknisk eksamen eller højere forberedelseseksamen i juni 1996 eller tidligere, hvis uddannelsen begynder i en virksomhed senest den 1. juni 1997. 3) afsluttet 1.-2. skoleperiode senest 31. januar 1997 i engroshandelsuddannelsen, hvis uddannelsen indledes i en virksomhed senest den 1. juni 1997, 4) gennemført 1. år af højere handelseksamen i juni 1996, jf. bekendtgørelse om den erhvervsgymnasiale uddannelse til højere handelseksamen (hhx-bekendtgørelsen), hvis uddannelsen indledes i en virksomhed senest den 1. juni 1997.

Stk. 3. Den bekendtgørelse, der er nævnt i stk. 2, kan fortsat finde anvendelse for elever, der har indgået uddannelsesaftale efter reglerne i § 5, stk. 2, i den bekendtgørelse, der er nævnt i stk. 2, hvis uddannelsesaftalen er indgået inden 15. juli 1996, jf. stk. 1, og uddannelsen i virksomheden begynder senest den 2. september 1996.

Stk. 4. En uddannelsesaftale om et restuddannelsesforhold gennemføres efter den i stk. 2 nævnte bekendtgørelse, hvis det tidligere uddannelsesforhold var omfattet af disse regler, således at det sidste skoleophold kan gennemføres inden den 1. april 1999.