Bekendtgørelse nr. 351 · 1996

Historisk

Bekendtgørelse om fersk kød m.v.(* 1)

Bekendtgørelse om fersk kød m.v.(* 1)

Dokumentdato: 2. maj 1996Kildeversion observeret: 27. sep. 2026Kilde kontrolleret: 27. sep. 2026
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

§ 1.§-link ↗

Denne bekendtgørelse vedrører de sundhedsmæssige betingelser for produktion, behandling, indfrysning, oplagring og afsætning af fersk kød, jf. § 2, nr. 2.

Stk. 2. Bekendtgørelsen omfatter desuden indfrysning og oplagring af fersk kød, andre typer af kød omfattet af kødloven eller produkter med indhold af kød, som ikke er af egen produktion.

Stk. 3. Denne bekendtgørelse gælder ikke for opskæring og oplagring af fersk kød hos detailhandlere eller i lokaler ved salgssteder, hvor opskæring og oplagring udelukkende finder sted med henblik på direkte salg til forbrugeren og eventuelt levering engros eller til storkunder, dvs. kantiner, hospitaler, skoler, restauranter o.l.

Stk. 4. Bekendtgørelsen omfatter dog de i stk. 3 omhandlede virksomheder, såfremt 1) værdien af leverancer af levnedsmidler engros og til storkunder udgør mere end den dobbelte værdi af det direkte salg til forbrugeren, eller 2) leverancer engros eller til storkunder af produkter med indhold af kød, som er omfattet af kødloven, udgør mere end 5 tons pr. uge.

Stk. 5. I tvivlstilfælde afgør Veterinærdirektoratet, om en virksomhed er omfattet af bekendtgørelsen.

Stk. 6. Veterinærdirektoratet kan tillade, at fersk kød, som ikke opfylder betingelserne i denne bekendtgørelse, kan anvendes til forsyninger af internationale organisationer, udstillinger eller særlige undersøgelser. Definitioner

§ 2.§-link ↗

I denne bekendtgørelse forstås ved: 1) Kød: alle spiselige dele af arterne kvæg (herunder arterne Bubalus bubalis og Bison bison), svin, får, geder og hovdyr holdt som husdyr. 2) Fersk kød: kød, herunder kød, der er vakuumpakket eller pakket i kontrolleret atmosfære, og som med undtagelse af kuldebehandling ikke har været underkastet nogen behandling, der forlænger holdbarheden. 3) Maskinsepareret kød: kød, der mekanisk er udvundet fra kødbærende knogler, undtagen knogler fra hovedet, fra lemmerne under forknæleddet og haseleddet samt fra svinehaler, og som er bestemt til at anvendes på autoriserede kødproduktvirksomheder. 4) Slagtekrop: hele et slagtedyrs krop efter afblødning, udtagning af organer, afskæring af lemmerne i forknæled og haseled, af hoved, hale og yver og endvidere for kvæg, får, geder og hovdyr efter afhudning. For svin er afskæring af lemmerne i forknæled og haseled og af hovedet ikke nødvendig, når kødet skal behandles i overensstemmelse med bekendtgørelse om kødprodukter m.v. 5) Slagteaffald: fersk kød, for så vidt det ikke hører til slagtekroppen, som defineret i nr. 4, også selv om det stadig er i naturlig forbindelse med slagtekroppen. 6) Organer: slagteaffald fra bryst-, bug- og bækkenhule, inklusive luft- og spiserør. 7) Embedsdyrlæge: dyrlæge, der af Veterinærdirektoratet eller den myndighed, landsbrugs- og fiskeriministeren har bemyndiget dertil, er udpeget til at føre tilsyn efter denne bekendtgørelse. 8) Transportmidler: de dele af motorkøretøjer, jernbanevogne og luftfartøjer, der er beregnet til last, og lastrum i skibe samt containere til transport ad land-, sø- eller luftvejen. 9) Indpakning: beskyttelse af det ferske kød ved anvendelse af en første indpakning eller en første beholder i direkte berøring med det pågældende ferske kød samt selve denne første indpakning eller beholder. 10) Emballering/emballage: anbringelse af det indpakkede ferske kød i en ydre beholder samt selve denne beholder. 11) Producentslagtninger: slagtning foretaget på et autoriseret eller godkendt slagteri af et slagtedyr, når kødet fra dette slagtedyr leveres tilbage til producenten til brug i dennes private husholdning. 12) Storkreatur: a) Voksent kvæg i henhold til forordning 805/68/EØF og hovdyr udgør 1,0 storkreatur. b) Andet kvæg og hjortedyr udgør 0,5 storkreatur. c) Svin på over 100 kg levende vægt udgør 0,2 storkreatur. d) Andre svin udgør 0,15 storkreatur. e) Får og geder udgør 0,1 storkreatur. f) Lam, gedekid og pattegrise på under 15 kg levende vægt udgør 0,05 storkreatur. 13) Lille produktion: i beregningen for slagterier medregnes ikke producentslagtninger. Grænserne er for slagterier behandling af højst 20 storkreaturer pr. uge og højst 1000 storkreaturer pr. år, og for opskæringsvirksomheder en ugentlig produktion på ikke over 5 tons udbenet kød eller den tilsvarende mængde ikke-udbenet kød. Erhvervelse og ophør af autorisation eller godkendelse

§ 3.§-link ↗

En virksomhed skal være autoriseret eller godkendt i henhold til denne bekendtgørelse, før den med henblik på produktion og afsætning af fersk kød må slagte dyr, behandle fersk kød ved opskæring, udbening eller anden mekanisk behandling, eller indfryse eller oplagre fersk kød.

Stk. 2. En virksomhed skal være autoriseret eller godkendt i henhold til denne bekendtgørelse, før den må fungere som køle- og fryselager, dvs. med henblik på afsætning at indfryse eller oplagre fersk kød, andre typer kød omfattet af kødloven eller produkter med indhold af kød, som ikke er af egen produktion.

Stk. 3. En virksomhed skal være autoriseret i henhold til denne bekendtgørelse, før den må fungere som pakkecenter, dvs. med henblik på afsætning at foretage om-emballering eller om-gruppering af indpakket fersk kød.

Stk. 4. Ansøgning om autorisation eller godkendelse fremsendes til Veterinærdirektoratet. Ansøgningen skal mindst indeholde oplysning om virksomhedens beliggenhed, den planlagte produktion, antal ansatte, indretning, vandforsyning samt afløbsforhold for spildevand.

§ 4.§-link ↗

Et autoriseret slagteri skal opfylde de indretningsmæssige krav i bilag 1, kapitel I og II, samt de driftsmæssige betingelser i bilag 1.

Stk. 2. Et godkendt slagteri skal opfylde de indretningsmæssige krav i bilag 2, samt de driftsmæssige betingelser nævnt i § 17.

Stk. 3. En autoriseret opskæringsvirksomhed skal opfylde de indretningsmæssige krav i bilag 1, kapitel I og III, samt de driftsmæssige betingelser i bilag 1.

Stk. 4. En godkendt opskæringsvirksomhed skal opfylde de indretningsmæssige krav i bilag 2, samt de driftsmæssige betingelser nævnt i § 17.

Stk. 5. Et autoriseret køle- og fryselager skal opfylde de indretningsmæssige krav i bilag 1, kapitel I og IV, samt de driftsmæssige betingelser i bilag 1.

Stk. 6. Et godkendt køle- og fryselager skal opfylde de indretningsmæssige krav i bilag 1, kapitel I og IV, samt de driftsmæssige betingelser nævnt i § 17. Under forudsætning af, at der er tale om et mindre køle- og fryselager, som alene ønsker at oplagre emballeret fersk kød og andre levnedsmidler, kan Veterinærdirektoratet dog tillade, at visse af de indretningsmæssige krav i bilag 1, kapitel I, ikke er opfyldt.

Stk. 7. Et autoriseret pakkecenter skal opfylde de indretningsmæssige krav i bilag 1, kapitel I, samt de driftsmæssige betingelser i bilag 1.

§ 5.§-link ↗

Ved meddelelse af autorisation eller godkendelse tildeler Veterinærdirektoratet virksomheden et nummer. Det tildelte nummer skal benyttes ved sundhedsmærkning af virksomhedens produkter.

Stk. 2. Virksomheden skal indhente fornyet autorisation eller godkendelse, såfremt 1) der foretages væsentlige bygnings-, indretnings- eller driftsmæssige ændringer, 2) der indføres egenkontrol eller foretages væsentlige ændringer i egenkontrollen, eller 3) grundlaget for autorisationen eller godkendelsen i øvrigt ændres.

Stk. 3. Virksomheden skal skriftligt meddele Veterinærdirektoratet, såfremt der sker ejerskifte eller navneskifte for virksomheden.

Stk. 4. Veterinærdirektoratet kan tage en autorisation eller godkendelse op til fornyet behandling, når der er forløbet 5 år siden sidste autorisation eller godkendelse.

Stk. 5. Veterinærdirektoratet kan tilbagekalde autorisation eller godkendelse, hvis virksomheden ikke opfylder stillede vilkår, eller forudsætningen for autorisation eller godkendelse ændres væsentligt.

§ 6.§-link ↗

Såfremt virksomheden ønsker autorisationen eller godkendelsen tilbagekaldt, skal dette meddeles Veterinærdirektoratet i så god tid, at kontrolpersonalets opsigelsesvarsler udløber senest den dag, hvor virksomhedens autorisation eller godkendelse ikke længere ønskes opretholdt.

Stk. 2. Hvis dette ikke sker, godtgør virksomheden samtlige lønudgifter m.v. for kontrolpersonalet i perioden fra den dag, hvor virksomhedens autorisation eller godkendelse ikke længere er gældende, til opsigelsesvarslernes udløb.

§ 7.§-link ↗

En autoriseret eller godkendt virksomhed må ikke uden særlig tilladelse udøve andre funktioner end sådanne, hvortil autorisation eller godkendelse er meddelt, og de enkelte lokaler må kun anvendes til det formål, hvortil de er godkendt.

Stk. 2. Virksomheden må kun modtage de dyr til slagtning samt det ferske kød, andre typer kød omfattet af kødloven eller de produkter med indhold af kød til behandling, den er autoriseret eller godkendt til. Krav til slagtedyr

§ 8.§-link ↗

Dyr, der afhændes til slagtning, må ikke udvise tegn på nogen sygdom eller indeholde rester af medicin eller andre stoffer, der kan indebære en risiko for menneskers sundhed ved forbrug af kød og andre produkter fra dyrene.

Stk. 2. Et dyr omfattet af stk. 1 kan dog leveres til slagtning, såfremt det er ledsaget af en af Veterinærdirektoratet foreskrevet erklæring fra en dyrlæge. Erklæringen skal afleveres til embedsdyrlægen ved slagteriet.

Stk. 3. Embedsdyrlægen kan lade foretage laboratoriemæssige undersøgelser af dyr omfattet af stk. 2, og såfremt resultatet viser, at kødet ikke indeholder sundhedsskadelige rester af stoffer omfattet af stk. 1, kan embedsdyrlægen se bort fra stofferne ved sin bedømmelse af dyret.

Stk. 4. Såfremt embedsdyrlægen ved kontrollen af et slagtedyr får mistanke om, at dyret kan indeholde sundhedsskadelige rester af stoffer omfattet af stk. 1, skal embedsdyrlægen lade foretage undersøgelser til belysning af mistanken. Krav til fersk kød

§ 9.§-link ↗

For at fersk kød i form af hele kroppe, halve kroppe, halve kroppe opskåret i højst tre delstykker eller kvarte kroppe kan omsættes, skal kødet: 1) komme fra et slagteri, der er autoriseret eller godkendt i overensstemmelse med § 3 og kontrolleret i overensstemmelse med §§ 21 og 22, 2) hidrøre fra et slagtedyr, der i overensstemmelse med bilag 1, kapitel VI, er blevet undersøgt af en embedsdyrlæge før slagtningen, og efter denne undersøgelse er fundet egnet til slagtning i henhold til denne bekendtgørelse, 3) være behandlet under hygiejniske forhold i overensstemmelse med bilag 1, kapitel V og VII, 4) være undersøgt efter slagtningen af en embedsdyrlæge i overensstemmelse med bilag 1, kapitel VIII. Deraf skal fremgå, at slagtedyret ikke har udvist nogen forandring med undtagelse af traumatiske læsioner opstået kort før slagtningen, lokale misdannelser eller forandringer, for så vidt det er konstateret - om fornødent ved egnede laboratorieundersøgelser - at disse læsioner, misdannelser eller forandringer ikke gør slagtekroppen og det tilhørende slagteaffald uegnet til menneskeføde eller bringer den menneskelige sundhed i fare, 5) være forsynet med et sundhedsmærke i overensstemmelse med bilag 1, kapitel XI, 6) oplagres under tilfredsstillende hygiejniske forhold i henhold til bilag 1, kapitel XIV, i virksomheder, som er autoriseret eller godkendt i overensstemmelse med § 3 og kontrolleret i overensstemmelse med §§ 21 og 22, 7) kontrolleres af en embedsdyrlæge i overensstemmelse med bilag 1, kapitel X, og 8) transporteres under hygiejniske forhold i overensstemmelse med bilag 1, kapitel XV, og ledsages af handelsdokument eller certifikat i overensstemmelse med § 16.

§ 10.§-link ↗

For at fersk kød i form af delstykker, der er mindre end de i § 9 anførte, eller udbenet kød - uanset om det er indpakket - kan omsættes, skal kødet: 1) opskæres, udbenes eller pakkes i en opskæringsvirksomhed, som er autoriseret eller godkendt i overensstemmelse med § 3 og kontrolleret i overensstemmelse med §§ 21 og 22, 2) opskæres, udbenes eller pakkes i overensstemmelse med bilag 1, kapitel IX, og hidrøre fra fersk kød, der opfylder de i § 9 anførte betingelser eller fra fersk kød indført i overensstemmelse med bestemmelserne i bekendtgørelse om veterinærkontrol ved indførsel af animalske levnedsmidler m.v., 3) oplagres under forhold, der opfylder betingelserne i bilag 1, kapitel XIV, i virksomheder, som er autoriseret eller godkendt i overensstemmelse med § 3, og kontrolleret i overensstemmelse med §§ 21 og 22, 4) kontrolleres af en embedsdyrlæge i overensstemmelse med bilag 1, kapitel X, 5) opfylde betingelserne i bilag 1, kapitel XII, med hensyn til indpakning og emballering, og 6) opfylde betingelserne i § 9, nr. 3, 5 og 8.

§ 11.§-link ↗

For at fersk kød i form af slagteaffald kan omsættes, skal det opfylde følgende betingelser: 1) Slagteaffaldet skal komme fra et slagteri eller en opskæringsvirksomhed, som er autoriseret eller godkendt i overensstemmelse med § 3 og kontrolleret i overensstemmelse med §§ 21 og 22. 2) Slagteaffald, som ikke er opskåret, skal opfylde betingelserne i §§ 9 og 10. 3) Slagteaffald, som er opskåret, skal opfylde betingelserne i § 10.

§ 12.§-link ↗

Fersk kød, som er blevet oplagret i et køle- eller fryselager, der er autoriseret eller godkendt i overensstemmelse med § 3 og kontrolleret i overensstemmelse med §§ 21 og 22, og som ikke siden har undergået nogen yderligere håndtering undtagen i forbindelse med oplagring, kan omsættes, når det: 1) opfylder betingelserne i §§ 9, 10 og 11 eller er indført i overensstemmelse med bestemmelserne i bekendtgørelse om veterinærkontrol ved indførsel af animalske levnedsmidler m.v., og 2) under transporten til bestemmelsesstedet er ledsaget af det handelsdokument eller certifikat, som er omhandlet i § 16.

§ 13.§-link ↗

Fersk kød, som er blevet om-emballeret eller om-grupperet i et pakkecenter, der er autoriseret i overensstemmelse med § 3 og kontrolleret i overensstemmelse med §§ 21 og 22, kan omsættes, når det opfylder betingelserne i §§ 9, 10, 11 og 12.

§ 14.§-link ↗

Maskinsepareret kød må kun afsættes, eventuelt via et autoriseret eller godkendt køle- og frostlager, til autoriserede kødproduktvirksomheder, som underkaster kødet en varmebehandling før overgivelse til forbrugeren.

§ 15.§-link ↗

Fersk kød, som modtages på en autoriseret virksomhed, skal komme direkte fra en autoriseret virksomhed, uden at der er sket omlæsning under transporten, jf. dog § 20.

Stk. 2. Fersk kød, som modtages på en godkendt virksomhed, skal komme direkte fra en autoriseret eller godkendt virksomhed, uden at der er sket omlæsning under transporten, jf. dog § 20.

Stk. 3. Fersk kød, som udføres fra Danmark, skal afsendes fra en autoriseret virksomhed og må ikke omlæsses under transporten, medmindre denne omlæsning foregår på en autoriseret virksomhed. Certifikat og handelsdokument

§ 16.§-link ↗

Under transporten skal fersk kød ledsages af et handelsdokument. Handelsdokumentet skal opbevares af adressaten i mindst 1 år med henblik på forevisning for embedsdyrlægen på dennes anmodning. Hvis oplysningerne er på EDB, skal de skrives ud på embedsdyrlægens anmodning. Handelsdokumentet udstedes af afsendervirksomheden og skal mindst indeholde følgende: 1) Ved afsendelse fra en autoriseret virksomhed angivelserne DK eller DANMARK, afsendervirksomhedens nummer og EØF, jf. bilag 1, kapitel XI, nr. 50, litra a eller b, og for frosset kød en klar angivelse af måned og år for indfrysningen. 2) Ved afsendelse fra en godkendt virksomhed afsendervirksomhedens nummer og tallet 1, jf. bilag 1, kapitel XI, nr. 50, litra e, og for frosset kød en klar angivelse af måned og år for indfrysningen.

Stk. 2. Ved forsendelse til Finland eller Sverige skal fersk kød være ledsaget af et handelsdokument som nævnt i stk. 1, nr. 1, med en af følgende yderligere oplysninger: 1) For kød, som er undersøgt efter Veterinærdirektoratets anvisninger og fundet fri for Salmonella: »Den undersøgelse, der er omhandlet i artikel 5, stk. 3, litra a), er blevet foretaget«. 2) For kød, som er bestemt til en virksomhed med henblik på pasteurisering, sterilisering eller anden behandling med tilsvarende virkning: »Kødet er bestemt til forarbejdning«. 3) For kød, som stammer fra en virksomhed, der er omfattet af et af Veterinærdirektoratet godkendt salmonellakontrolprogram: »Kødet stammer fra en virksomhed omfattet af et program som det, der er omhandlet i artikel 5, stk. 3, litra c)».

Stk. 3. Uanset stk. 1 og 2 kan Veterinærdirektoratet på anmodning fra den kompetente myndighed i en anden medlemsstat i Den Europæiske Union tillade, at embedsdyrlægen udsteder et certifikat for fersk kød ved forsendelse til den anden medlemsstat, når kødet efter forarbejdning er bestemt til udførsel til et land, som ikke er medlem af Den Europæiske Union.

Stk. 4. Når der er behov derfor kan embedsdyrlægen uanset stk. 1 forlange, at fersk kød, som er godkendt til udførsel, i stedet for handelsdokument ledsages af et af Veterinærdirektoratet godkendt certifikat, når det sendes til en autoriseret kødvirksomhed i Danmark.

Stk. 5. Uanset stk. 1 kan handelsdokument undlades ved forsendelse af fersk kød til detailvirksomheder.

Stk. 6. Ved forsendelse til en anden medlemsstat i Den Europæiske Union, Norge eller San Marino skal fersk kød ledsages af et certifikat godkendt af Veterinærdirektoratet, når kødet transporteres i transit gennem et land, som ikke er medlem. Sådan transport skal foregå i plomberet transportmiddel.

Stk. 7. Kød hidrørende fra en virksomhed, der er beliggende i et område, som er pålagt særlige restriktioner, skal ledsages af et certifikat godkendt af Veterinærdirektoratet.

Stk. 8. Ved udførsel af fersk kød til lande, som ikke er medlem af Den Europæiske Union, kan embedsdyrlægen kun udstede et af Veterinærdirektoratet godkendt certifikat. Godkendte virksomheder

§ 17.§-link ↗

Godkendte virksomheder, jf. § 4, stk. 2, 4 og 6, kan alene producere fersk kød eller oplagre fersk kød og andre levnedsmidler til afsætning på det danske marked.

Stk. 2. Det er en forudsætning for en godkendelse til produktion efter stk. 1, at virksomheden har en lille produktion, jf. § 2, nr. 13.

Stk. 3. Slagterier omfattet af stk. 1 og 2 skal opfylde følgende særlige betingelser: 1) Slagteriet skal opfylde de driftsmæssige krav i bilag 1, kapitel V og VII, kapitel XIV, nr. 66, første, andet og fjerde afsnit, og nr. 67, kapitel XV, nr. 69, med undtagelse af kravene til kød indført fra lande, som ikke er medlem af Den Europæiske Union, og nr. 71, 72 og 73, samt bilag 2. 2) Slagteriet skal på forlangende meddele embedsdyrlægen nedenstående oplysninger, der skal fremgå af et register: a) antallet af dyr, der tilføres virksomheden, b) mængden af fersk kød, der forlader den, c) arten af egenkontrolundersøgelser, og d) resultaterne af disse undersøgelser, jf. § 21, stk. 3. 3) Slagteriet skal oplyse embedsdyrlægen om slagtetidspunktet samt antallet af dyr, og hvor de stammer fra, således at der i overensstemmelse med bilag 1, kapitel VI, kan foretages levende syn enten i oprindelsesbesætningen eller på slagteriet. 4) Embedsdyrlægen skal på slagtedagen foretage undersøgelse efter slagtningen, jf. bilag 1, kapitel VIII. Foretages undersøgelsen af en tilsynsfunktionær, må ingen dele af slagtedyr, hvori der er påvist læsioner eller forandringer, tages i anvendelse af virksomheden, før embedsdyrlægen har godkendt dette. 5) Embedsdyrlægen skal stikprøvevis kontrollere, at hygiejneforskrifterne, jf. nr. 1, overholdes.

Stk. 4. Veterinærdirektoratet kan meddele et godkendt slagteri tilladelse til at overskride den ugentlige grænse for slagtninger, jf. § 2, nr. 13, for at tage hensyn til behovet for at slagte lam og gedekid før højtiderne, hvis de relevante hygiejnekrav opfyldes, og kødet ikke indfryses inden afsætningen.

Stk. 5. Veterinærdirektoratet kan tillade, at individuelle erhvervsdrivende for egen regning slagter på bestemte ugedage i et godkendt slagteri, når følgende betingelser er opfyldt: 1) den individuelle erhvervsdrivende skal have gennemgået en af Veterinærdirektoratet godkendt uddannelse i produktionshygiejne, 2) det producerede ferske kød anvendes af den individuelle erhvervsdrivende til salg til den endelige forbruger fra den erhvervsdrivendes detailsalg eller til salg til storkunder, og 3) det samlede slagtetal i slagteriet kan højst udgøre 30 storkreaturer pr. uge og højst 1500 storkreaturer pr. år, jf. § 2, nr. 12.

Stk. 6. En opskæringsvirksomhed omfattet af stk. 1 og 2 skal opfylde de driftsmæssige krav i bilag 1, kapitel V, kapitel VII, nr. 38, kapitel IX, med undtagelse af kravet om lokaletemperaturen i nr. 46, litra c, andet punktum, og kapitel X, nr. 48, samt bilag 2.

Stk. 7. Et køle- og fryselager omfattet af stk. 1 skal opfylde de driftsmæssige krav i § 12.

Stk. 8. Fersk kød produceret på en godkendt virksomhed, og som af embedsdyrlægen er godkendt til omsætning, skal mærkes med det i bilag 1, kapitel XI, nr. 50, litra e, angivne sundhedsmærke. Nødslagtning

§ 18.§-link ↗

Ved nødslagtning forstås enhver slagtning, hvor aflivningen udføres uden for et slagteri efter beslutning af en dyrlæge på grund af et ulykkestilfælde eller alvorlige fysiologiske forstyrrelser eller funktionsforstyrrelser, og hvor den slagtemæssige behandling foretages på et autoriseret eller godkendt slagteri.

Stk. 2. Dyret skal inden slagtningen undersøges af en dyrlæge i overensstemmelse med § 9, nr. 2.

Stk. 3. Dyret skal aflives efter bedøvelse og afblødes på stedet. Derefter skal det hurtigst muligt under hygiejniske forhold transporteres til et autoriseret eller godkendt slagteri. Hvis det ikke er muligt inden for en time at transportere det aflivede dyr til slagteriet, skal transporten foregå i en container eller med et transportmiddel, hvori temperaturen er på mellem 0 grader C og 4 grader C. Hvis udtagelsen af organerne ikke er foretaget i forbindelse med aflivningen, skal dette ske senest tre timer efter aflivningen. Såfremt organerne udtages i forbindelse med aflivningen, skal de ledsage slagtekroppen til slagteriet.

Stk. 4. Det aflivede dyr skal under transporten til slagteriet ledsages af en af Veterinærdirektoratet foreskrevet erklæring fra den dyrlæge, der har beordret aflivningen. Erklæringen skal afleveres til embedsdyrlægen ved slagteriet.

Stk. 5. Kød af dyr, der er nødslagtet, og som af embedsdyrlægen er godkendt til forbrug, skal mærkes med det i bilag 1, kapitel XI, nr. 50, litra e, nævnte sundhedsmærke, og må kun omsættes på det danske marked. Anden anvendelse end menneskeføde

§ 19.§-link ↗

Kød, der af embedsdyrlægen findes uegnet til menneskeføde, eller som virksomheden ikke ønsker anvendt til menneskeføde, skal destrueres eller anvendes på anden måde i henhold til bekendtgørelse om bortskaffelse og forarbejdning af animalsk affald og om fremstilling af dyrefoder med animalsk indhold.

Stk. 2. Såfremt det i stk. 1 omhandlede kød ikke straks anbringes i de i bilag 1, kapitel I, nr. 4, litra d, eller bilag 2, kapitel I, nr. 4, litra c, nævnte beholdere eller lokaler, skal kødet mærkes efter embedsdyrlægens anvisning. Returvarer

§ 20.§-link ↗

Returvarer kan modtages på virksomheden efter aftale med embedsdyrlægen. Returvarerne skal undersøges efter anvisninger fra Veterinærdirektoratet.

Stk. 2. Ved returvarer forstås: 1) Fersk kød, som afvises af modtageren. 2) Fersk kød, som ønskes returneret fra en virksomhed, som ikke er autoriseret eller godkendt i henhold til kødloven. 3) Fersk kød, som afvises af myndighederne i et andet land. 4) Fersk kød, som ønskes returneret fra en virksomhed i et andet land, som ikke er autoriseret til eksport af fersk kød til Danmark. Egenkontrol, hygiejneuddannelse

§ 21.§-link ↗

Virksomheden skal identificere de trin i produktionen, som er kritiske for sikkerheden af det ferske kød, og drage omsorg for, at passende sikkerhedsprocedurer fastlægges, gennemføres, opretholdes og revideres med udgangspunkt i følgende principper: 1) Analyse af potentielle risici i produktionen. 2) Identifikation af de led og faser (»punkter«) i produktionen, hvor risici kan opstå. 3) Afgørelse af, hvilke af de identificerede punkter, der er kritiske for sikkerheden af det ferske kød, og som kan holdes under kontrol, dvs. hvor de mulige risici kan elimineres eller reduceres (»kritiske kontrolpunkter«). 4) Identifikation og gennemførelse af effektive kontrol- og overvågningsprocedurer for de kritiske kontrolpunkter, herunder angivelse af korrigerende handlinger, såfremt et kritisk kontrolpunkt kommer ud af kontrol. 5) Regelmæssig revision af analysen af de potentielle risici, de kritiske kontrolpunkter og kontrol- og overvågningsprocedurerne, samt revision hver gang, der sker ændringer i produktionen.

Stk. 2. Den af virksomheden etablerede egenkontrol i henhold til stk. 1 skal mindst omfatte: 1) Kontrol af de råvarer, der anvendes. 2) Kontrol af rengørings- og desinfektionsmetoderne. 3) Udtagning af prøver af råvarer, færdige produkter, redskaber, inventar og maskiner til mikrobiologisk undersøgelse. 4) Opbevaring af skriftlige eller på anden måde registrerede optegnelser om de i stk. 1 og stk. 2, nr. 1-3, nævnte foranstaltninger.

Stk. 3. Virksomheden skal over for embedsdyrlægen kunne garantere den korrekte forvaltning af sundhedsmærkningen, navnlig vedrørende etiketter med sundhedsmærket.

Stk. 4. Virksomheden skal iværksætte et uddannelsesprogram for det personale, der er beskæftiget med levnedsmidler, med henblik på at sætte personalet i stand til at overholde de krav til produktionshygiejne, der svarer til virksomhedens produktionsstruktur.

§ 22.§-link ↗

Resultaterne af den i henhold til § 21, stk. 2, påbudte egenkontrol skal til enhver tid være tilgængelig for embedsdyrlægen.

Stk. 2. Virksomheden skal underrette embedsdyrlægen, hvis resultatet af laboratorieundersøgelsen eller andre oplysninger, som virksomheden ligger inde med, viser, at der er fare for sundheden.

Stk. 3. I tilfælde af umiddelbar fare for menneskers sundhed skal virksomheden foretage tilbagetrækning fra markedet af hele den produktionsmængde, der er del af samme batch, og som vil kunne indebære samme risiko. Den tilbagetrukne mængde forbliver under embedsdyrlægens tilsyn og ansvar, indtil den destrueres, anvendes til andre formål end konsum eller efter tilladelse fra embedsdyrlægen forarbejdes på ny på passende måde for at sikre, at produktet er uskadeligt.

Stk. 4. Virksomheden skal efter anmodning give Veterinærdirektoratet meddelelse om arten, hyppigheden og resultatet af de mikrobiologiske undersøgelser, samt om nødvendigt navnet på undersøgelseslaboratoriet. Resultaterne af undersøgelserne er undergivet aktindsigt i henhold til bekendtgørelse om aktindsigt med kontrol i henhold til lov om æg og ægprodukter, mælkeprodukter og kødloven. Tilsyn m.v.

§ 23.§-link ↗

Veterinærdirektoratet fører tilsyn med virksomheder omfattet af bekendtgørelsen, enten ved personale ansat af Veterinærdirektoratet eller ved udlægning til andre myndigheder, jf. bekendtgørelse om varetagelse af kontrollen med visse kødvirksomheder.

Stk. 2. Tilsyn med virksomheder omfattet af bekendtgørelsen foregår under embedsdyrlægens ansvar.

Stk. 3. Embedsdyrlægen skal medvirke ved tilrettelæggelse og revision af den i § 21, stk. 2, påbudte egenkontrol. Egenkontrolprogrammet fremsendes via embedsdyrlægen til godkendelse i Veterinærdirektoratet.

Stk. 4. Embedsdyrlægen skal medvirke ved udarbejdelsen og gennemførelsen af det i § 21, stk. 4, påbudte uddannelsesprogram.

Stk. 5. Tilsynsomfanget fastlægges af Veterinærdirektoratet efter følgende retningslinier: 1) På et autoriseret slagteri skal der mindst være en embedsdyrlæge til stede i hele det tidsrum, hvor dyrene undersøges før og efter slagtningen. 2) På en autoriseret opskæringsvirksomhed skal der mindst en gang om dagen være en embedsdyrlæge til stede, mens der arbejdes med kødet. 3) På et autoriseret køle- og fryselager skal en embedsdyrlæge aflægge regelmæssige besøg. 4) På et autoriseret pakkecenter skal en embedsdyrlæge aflægge regelmæssige besøg. 5) På et godkendt slagteri skal en embedsdyrlæge foretage levende syn i oprindelsesbesætningen eller på slagteriet før slagtningen og undersøgelse efter slagtningen, samt regelmæssigt foretage kontrol af hygiejnen. 6) På en godkendt opskæringsvirksomhed skal en embedsdyrlæge aflægge regelmæssige besøg. 7) På et godkendt køle- og fryselager skal en embedsdyrlæge aflægge regelmæssige besøg. 8) På et godkendt pakkecenter skal en embedsdyrlæge aflægge regelmæssige besøg.

Stk. 6. Embedsdyrlægen kan ved følgende opgaver lade sig bistå af tilsynsfunktionærer, der arbejder under embedsdyrlægens tilsyn og ansvar: 1) Undersøgelsen inden slagtningen, idet tilsynsfunktionærens opgave vil være at bistå med rent praktiske opgaver. 2) Undersøgelsen efter slagtningen, for så vidt som embedsdyrlægen er i stand til på stedet at føre en effektiv kontrol med tilsynsfunktionærens arbejde. 3) Den sundhedsmæssige kontrol af opskåret og oplagret kød. 4) Tilsyn og kontrol med, at virksomheden overholder de indretningsmæssige betingelser, herunder foretager den nødvendige vedligeholdelse. 5) Tilsyn og kontrol med, at de hygiejniske forskrifter for håndtering af kødet og for personalet overholdes.

Stk. 7. Udgifterne til tilsynet refunderes det offentlige af virksomheden efter de til enhver tid gældende regler herom. Udgifter i forbindelse med anskaffelse af kemikalier, instrumenter, mærker, stempelfarve samt andet nødvendigt udstyr og inventar til tilsynet i øvrigt såvel som dettes vedligeholdelse påhviler virksomheden.

§ 24.§-link ↗

Veterinærdirektoratet kan af hensyn til hygiejne, sundhed, ernæring, kvalitet og kontrol påbyde laboratorieundersøgelser m.m. Veterinærdirektoratet fastsætter prøvernes art og antal samt undersøgelsesmetoder, herunder hvilket laboratorium, der skal udføre undersøgelsen.

§ 25.§-link ↗

Emballage, der har været benyttet til fersk kød, må ikke på ny benyttes, før eventuelle sundhedsmærker er fjernet. Emballage til fersk kød, der er forsynet med sundhedsmærker eller med private mærker eller påtegninger vedrørende varen eller dens oprindelse, må ikke benyttes af andre til fersk kød eller til andre varer, før sådanne mærker eller påtegninger er fuldstændig fjernet. Dispensation og klage

§ 26.§-link ↗

Veterinærdirektoratet kan meddele dispensation fra bestemmelserne i denne bekendtgørelse.

§ 27.§-link ↗

Bestemmelser om klageadgang er fastsat i bekendtgørelse om varetagelse af kontrollen med visse kødvirksomheder og bekendtgørelse om Veterinærdirektoratets opgaver og beføjelser. Straffebestemmelser

§ 28.§-link ↗

Overtrædelse af § 3, stk. 1-3, § 4, § 5, stk. 13, § 6, stk. 1, § 7, § 8, stk. 1-3, §§ 9-22, eller § 25, eller undladelse af at følge påbud udstedt i medfør af bekendtgørelsen straffes med bøde.

Stk. 2. Straffen kan stige til hæfte eller fængsel i indtil 1 år, hvis overtrædelsen er begået forsætligt eller ved grov uagtsomhed, og hvis der ved overtrædelsen er 1) voldt skade på sundheden eller fremkaldt fare derfor, eller 2) opnået eller tilsigtet en økonomisk fordel for den pågældende selv eller andre, herunder ved besparelser.

Stk. 3. For overtrædelse, der begås af et aktieselskab, andelsselskab, anpartsselskab eller lignende, kan der pålægges selskabet som sådant bødeansvar, jf. § 27, stk. 4, i kødloven.

Stk. 4. For overtrædelse, der begås af en kommune eller et kommunalt fællesskab, jf. § 60 i lov om kommunernes styrelse, kan der pålægges kommunen eller det kommunale fællesskab bødeansvar, jf. § 27, stk. 4, i kødloven. Ikrafttræden og overgangsbestemmelser

§ 29.§-link ↗

Bekendtgørelsen træder i kraft den 20. maj 1996.

Stk. 2. Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 1020 af 15. december 1993 om fersk kød og køle- og fryselagre.

§ 30.§-link ↗

Virksomheder, som er meddelt autorisation, godkendelse eller tilladelse i henhold til § 3 eller § 6 i bekendtgørelse nr. 1020 af 15. december 1993 om fersk kød og køle- og fryselagre, til at slagte dyr, behandle fersk kød ved opskæring, udbening eller anden mekanisk behandling, eller at indfryse eller oplagre fersk kød eller andre typer kød omfattet af kødloven eller produkter med indhold af kød, som ikke er af egen produktion, kan fortsætte på de i autorisationer, godkendelser eller tilladelser meddelte vilkår.

Stk. 2. Virksomheder, som ikke er omfattet af stk. 1, men som er meddelt autorisation, godkendelse eller tilladelse til at slagte dyr, behandle fersk kød ved opskæring, udbening eller anden mekanisk behandling, indfryse eller oplagre fersk kød, eller foretage engrosforhandling i medfør af tidligere gældende bestemmelser, kan fortsætte på de i autorisationer, godkendelser eller tilladelser meddelte vilkår indtil den 20. august 1996.

Stk. 3. Såfremt en virksomhed omfattet af stk. 2 har fremsendt ansøgning om autorisation eller godkendelse til Veterinærdirektoratet senest den 20. august 1996, kan Veterinærdirektoratet tillade virksomheden at fortsætte på særlige vilkår, indtil autorisation eller godkendelse er opnået i henhold til denne bekendtgørelse.

Stk. 4. Tilsidesættelse af vilkår for virksomheder omfattet af stk. 1, 2 eller 3 straffes med bøde, hæfte eller fængsel i indtil 1 år, jf. § 27, stk. 2 og 3, i kødloven.

Stk. 5. Er en overtrædelse omfattet af stk. 4 begået af et aktieselskab, anpartsselskab, andelsselskab eller lignende, kan selskabet som sådant pålægges bødeansvar, jf. § 27, stk. 4, i kødloven.

Stk. 6. Er en overtrædelse omfattet af stk. 4 begået af en kommune eller et kommunalt fællesskab, jf. § 60 i lov om kommunernes styrelse, kan der pålægges kommunen eller det kommunale fællesskab bødeansvar, jf. § 27, stk. 4, i kødloven.

§ 31.§-link ↗

Veterinærdirektoratet kan tillade, at slagterier og opskæringsvirksomheder, som ikke opfylder alle betingelser i bilag 1, kapitel I og II, men som har en produktion, der overskrider den i § 2, nr. 13, nævnte lille produktion, og som inden 1. april 1992 havde indgivet ansøgning herom, på særlige vilkår omsætter fersk kød på det danske marked.

Stk. 2. Når virksomheden over for Veterinærdirektoratet kan godtgøre, at den har påbegyndt tilpasning i overensstemmelse med vilkårene, men af grunde, der ikke kan tilregnes virksomheden selv, ikke kan overholde den oprindeligt fastsatte frist, kan Veterinærdirektoratet meddele en yderligere frist til at gennemføre tilpasningen.

§ 32.§-link ↗

Såfremt en godkendt virksomhed, som opfylder kravene nævnt i § 4, stk. 2, 4 eller 6, fremlægger en plan for at foretage tilpasning af de indretnings- og driftsmæssige forhold med henblik på at opfylde kravene nævnt i § 4, stk. 1, 3, 5 eller 7, kan Veterinærdirektoratet i en overgangsperiode, indtil virksomheden er autoriseret, fastsætte produktionsgrænser for virksomheden, som for et slagteri eller en opskæringsvirksomhed kan overskride grænserne for lille produktion.

Stk. 2. I overgangsperioden kan fersk kød fra virksomheden alene omsættes på det danske marked.