Bekendtgørelse nr. 248 · 1996

Historisk

Bekendtgørelse om datamatikeruddannelsen

Bekendtgørelse om datamatikeruddannelsen

Dokumentdato: 29. mar. 1996Kildeversion observeret: 27. sep. 2026Kilde kontrolleret: 27. sep. 2026
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

§ 1.§-link ↗

Datamatikeruddannelsens formål er at kvalificere til selvstændigt at varetage arbejde med at udvikle, forny og vedligeholde edb-systemer til erhvervsmæssig anvendelse. Den uddannede skal kunne kombinere grundlæggende viden om organisatoriske, økonomiske, miljømæssige og produktionstekniske forhold i virksomheder med en dyberegående viden om datamatiske metoder og begreber.

Stk. 2. Uddannelsen afsluttes med en eksamen.

Stk. 3. Uddannelsen skal give grundlag for fortsat videregående uddannelse.

§ 2.§-link ↗

Datamatikeruddannelsen er en videregående uddannelse, der varer 27 måneder som heltidsuddannelse.

§ 3.§-link ↗

Uddannelsen består af en fællesdel og en individuel del. Fællesdelen udgør ca. 80 pct. og den individuelle del ca. 20 pct. af den samlede datamatikeruddannelse.

Stk. 2. Fællesdelen omfatter følgende fagområder, der vægtes som følger: 1) Alment ca. 10 pct. 2) Virksomheden ca. 15 pct. 3) Systemudvikling ca. 25 pct. 4) Programmering ca. 30 pct. 5) Teknologi ca. 20 pct.

Stk. 3. Den individuelle del består af et valgområde og en hovedopgave, som hver vægtes med ca. 50 pct.

§ 4.§-link ↗

Den enkelte skole tilrettelægger uddannelsesforløbet for den samlede datamatikeruddannelse inden for bekendtgørelsens rammer. Uddannelsens indhold og undervisningens tilrettelæggelse

§ 5.§-link ↗

Fagområdernes formål og de enkelte emners mål er fastsat i bilag 1 om uddannelsens fællesdel.

§ 6.§-link ↗

Formålet med valgområdet, jf. § 3, stk. 3, er, at den studerende profilerer sin uddannelse gennem specialisering og perspektivering af emner, der bredt relaterer til det datamatiske område.

§ 7.§-link ↗

Formålet med hovedopgaven er, at den studerende på metodisk grundlag dokumenterer evnen til at bearbejde en kompleks problemstilling i relation til en konkret opgave inden for det datamatiske område.

§ 8.§-link ↗

Skolen fastsætter en undervisningsplan, der angiver undervisningsfagene under uddannelsens fællesdel. Fagene beskrives med formål, mål, omfang og indhold, herunder hvordan målene for hvert emne fra fagområderne indgår i fagene, jf. § 5. Desuden angives valgfagene, deres formål, mål, omfang og indhold, jf. § 9, og hvordan de indgår i uddannelsen. Skolen sikrer, at der er sammenhæng mellem undervisningsplanen og eksamensplanen, jf. § 17.

Stk. 2. Ved undervisningsplanens udformning tages særligt hensyn til, at den uddannede skal have indsigt i og forståelse af miljømæssige forhold i tilknytning til erhvervsmæssig edb-anvendelse.

Stk. 3. Undervisningsplanen kan indeholde krav til den studerende om, at fag, der afsluttes med en prøve, jf. § 18, skal være bestået, før den studerende kan fortsætte i uddannelsen.

§ 9.§-link ↗

Skolen udbyder et antal fag inden for valgområdet, jf. § 8, som den studerende vælger imellem.

Stk. 2. Skolen kan gøre oprettelsen af de udbudte valgfag afhængig af antallet af tilmeldinger.

Stk. 3. Skolen kan godkende, at den studerende i valgområdet vælger undervisning i fag fra anden videregående uddannelse.

§ 10.§-link ↗

Undervisningen skal tage udgangspunkt i relevant erhvervspraksis og anvendt teori. Ved undervisningens tilrettelæggelse skal skolen sikre pædagogisk og faglig sammenhæng mellem fagområderne og i uddannelsens forløb. Der skal indgå undervisningsformer, som kan udvikle den studerendes selvstændighed, samarbejdsevner og innovative evner.

§ 11.§-link ↗

Skolen kan fritage for dele af uddannelsen, hvis den studerende kan dokumentere tilsvarende tidligere opnåede kvalifikationer. Adgangskrav, tilmelding, optagelse og orlov

§ 12.§-link ↗

Skolen yder interesserede oplysning og vejledning om uddannelsens mål og om de krav, uddannelsen stiller til de studerende samt om adgangskrav m.v.

§ 13.§-link ↗

Tilmelding til datamatikeruddannelsen er omfattet af den koordinerede tilmelding til videregående uddannelser.

§ 14.§-link ↗

Skolen optager de bedst egnede blandt de ansøgere, der opfylder adgangskravene, hvis skolen ikke har plads til alle egnede ansøgere.

Stk. 2. Som bidrag til egnethedsvurderingen kan skolen indkalde ansøgere til en samtale, en vejledende optagelsesprøve eller begge dele.

Stk. 3. Skolen kan optage ansøgere, efter at uddannelsen er begyndt, såfremt det efter skolens skøn må anses for sandsynligt, at vedkommende vil kunne følge og gennemføre uddannelsen på tilfredsstillende måde.

§ 15.§-link ↗

Skolen kan bevilge den studerende orlov i op til 1 år. Orlov kan kun bevilges 1 gang i uddannelsen. Lærerkvalifikationer

§ 16.§-link ↗

Lærere ved datamatikeruddannelsen skal have en videregående uddannelse på kandidatniveau eller tilsvarende baggrund i forbindelse med anden videregående uddannelse. Lærerne skal have relevant erhvervserfaring.

Stk. 2. Lærerne skal have gennemført en pædagogisk uddannelse for lærere ved erhvervsskoler eller have mindst tilsvarende pædagogiske forudsætninger. Eksamen m.v.

§ 17.§-link ↗

Skolen fastsætter en eksamensplan.

Stk. 2. Eksamensplanen skal angive: 1) Prøverne. 2) Prøvegrundlaget for den enkelte prøve. 3) Prøvernes form. 4) Afholdelses- og omprøvetidspunkter. 5) Regler for prøvernes afholdelse, herunder evt. forberedelsestid, eksaminationstid og hjælpemidler.

§ 18.§-link ↗

Hver studerende skal aflægge 7 prøver samt udarbejde og mundtligt forsvare en hovedopgave, jf. § 20.

Stk. 2. Skolen skal sikre, at prøverne for den studerende bredt og alsidigt dækker uddannelsens fagområder og den studerendes valgfag.

Stk. 3. Skolen afgør ved godkendelse efter § 9, stk. 3, hvorledes opfyldelsen af reglerne i stk. 1 og 2 tilgodeses.

§ 19.§-link ↗

Skolen skal ved tilrettelæggelse af prøver til eksamen sikre 1) at prøverne har sammenhæng med undervisningen, 2) at prøverne har sammenhæng til erhvervsmæssig og praktisk anvendelse, 3) at prøvegrundlaget for den enkelte prøve udgøres af indtil 3 undervisningsfag, og at hvert undervisningsfag indgår i mindst en prøve, 4) at der anvendes varierede og hensigtsmæssige prøveformer og 5) at flere prøver inddrager anvendelse af edb-værktøjer.

Stk. 2. Skolen skal derudover sikre, at prøverne giver den studerende mulighed for at dokumentere evne til 1) analyse, ræsonnement og vurdering inden for og på tværs af fagene, 2) selvstændighed, samarbejde og innovation samt 3) skriftlig og mundtlig fremstilling og kommunikation.

§ 20.§-link ↗

I hovedopgaven skal den studerende både skriftligt og mundtligt dokumentere evnen til systematisk og analytisk at gennemføre en problemløsning samt til at forbinde teori og praksis i et bredt sammenhængende fagligt perspektiv.

Stk. 2. Hovedopgaven løses individuelt eller i grupper af normalt op til 3 studerende. Skolen træffer bestemmelse herom i samråd med den enkelte studerende.

Stk. 3. Emnet for den enkelte hovedopgave formuleres af den studerende i samråd med skolen og så vidt muligt i samarbejde med en virksomhed. Skolen godkender opgavens formulering.

Stk. 4. Hovedopgaven afslutter uddannelsen.

§ 21.§-link ↗

Datamatikereksamen er bestået, når gennemsnittet af eksamenskaraktererne uden afrunding er mindst 6 og ingen medtællende karakter er under 5. Karakteren for hovedopgaven skal være mindst 6.

§ 22.§-link ↗

Eksamensbeviset skal, udover hvad fremgår af gældende regler, indeholde oplysning om, hvilke prøver der på den enkelte skole indgår i eksamen samt en beskrivelse af grundlaget for den enkelte prøve. Andre bestemmelser

§ 23.§-link ↗

Undervisningsministeriet kan tillade fravigelse af bekendtgørelsen, når det findes begrundet i særlige forhold eller som led i forsøg.

§ 24.§-link ↗

Klager over skolens afgørelser efter denne bekendtgørelse kan for så vidt angår retlige spørgsmål indbringes for Undervisningsministeriet.

Stk. 2. Klagen indgives til skolen senest 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende. Hvis klagen ikke tages til følge af skolen, og klageren fastholder klagen, videresender skolen klagen til ministeriet ledsaget af skolens udtalelse. Skolen skal give ministeriet de nødvendige oplysninger til behandling af sagen. Ikrafttrædelses- og overgangsregler

§ 25.§-link ↗

Bekendtgørelsen træder i kraft den 15. juli 1996.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 591 af 14. august 1991 om datamatikeruddannelsen ophæves.

Stk. 3. For studerende, der er begyndt på datamatikeruddannelsen før den 15. juli 1996, finder de hidtidige regler anvendelse indtil den 31. januar 1999.

Stk. 4. Kravene i § 16, stk. 1, gælder ikke for lærere, der var ansat til undervisning ved datamatikeruddannelsen ved bekendtgørelsens ikrafttræden.