Bekendtgørelse nr. 402 · 1994

Historisk

Bekendtgørelse om regionale udvalg for læreres efteruddannelse

Bekendtgørelse om regionale udvalg for læreres efteruddannelse

Dokumentdato: 20. maj 1994Kildeversion observeret: 27. sep. 2026Kilde kontrolleret: 27. sep. 2026
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

§ 1.§-link ↗

For hver lærerhøjskoleafdelings område, jf. bilag, oprettes et regionalt udvalg for læreres efteruddannelse.

Stk. 2. Udvalget har til opgave: 1) at indsamle kommunernes, amtskommunernes og skolernes ønsker om efteruddannelse for lærere og formidle disse ønsker til lærerhøjskoleafdelingen og lærerseminarierne i regionen og til de lands- og landsdelsdækkende institutioner for efteruddannelse af lærere, 2) at udarbejde forslag til principper/vejledende retningslinjer for prioritering, hvis ikke alle kvalificerede ansøgere kan optages på efteruddannelseskurserne, og 3) at medvirke til, eventuelt i samarbejde med andre regionale efteruddannelsesudvalg, at udbuddet af kurser på længere sigt modsvarer den konstaterede efterspørgsel, således at der regelmæssigt kan oprettes kurser inden for alle folkeskolens fag.

§ 2.§-link ↗

Det regionale udvalg sammensættes således: 1) Kommuneforeningerne i regionen kan udpege 3 medlemmer, 2) Amtsrådene i regionen kan udpege 1 medlem, 3) Danmarks Skolelederforenings amtskredse i regionen kan udpege 1 medlem, 4) Danmarks Lærerforenings amtskredse i regionen kan udpege 2 medlemmer, 5) Landsforbundet af voksen- og ungdomsundervisere kan udpege 1 medlem, 6) Frie Grundskolers Fællesråd og Frie Grundskolers Lærerforening kan i fællesskab udpege 1 medlem og 7) Dansk Friskoleforening, Foreningen af frie Ungdoms- og Efterskoler og Efterskolernes Lærerforening kan i fællesskab udpege 1 medlem.

Stk. 2. Til det regionale udvalg for København udpeges de i stk. 1, nr. 1) nævnte medlemmer af Københavns Kommune, Frederiksberg Kommune og Foreningen af Kommuner i Københavns Amt, og de i nr. 4) nævnte medlemmer af Danmarks Lærerforenings amtskreds i København og Københavns Lærerforening.

Stk. 3. En repræsentant for lærerhøjskoleafdelingen og en repræsentant for hvert af lærerseminarierne i regionen deltager uden stemmeret i udvalgets møder.

Stk. 4. Repræsentanter for de lands- og landsdelsdækkende institutioner for efteruddannelse af lærere kan efter behov indbydes til at deltage uden stemmeret i udvalgets møder.

Stk. 5. Formanden udpeges af kommuneforeningerne blandt deres medlemmer af udvalget.

Stk. 6. Udvalgets funktionsperiode er sammenfaldende med den kommunale valgperiode.

§ 3.§-link ↗

Lærerhøjskoleafdelingen og lærerseminarierne i regionen samarbejder indbyrdes med henblik på en koordinering af deres udbud af kurser og kan oprette et fælles tilmeldingssekretariat for kurserne.

§ 4.§-link ↗

Formanden for udvalget bestemmer tid og sted for møderne, indkalder medlemmerne samt fastsætter dagsordenen.

Stk. 2. Sekretariatsopgaverne for udvalget varetages i fællesskab af lærerhøjskoleafdelingen og lærerseminarierne i regionen.

Stk. 3. Udvalget kan fastsætte bestemmelser om sin virksomhed i en forretningsorden.

§ 5.§-link ↗

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juni 1994.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 424 af 16. august 1984 om repræsentantskaber ved Danmarks Lærerhøjskole ophæves.

Stk. 3. De ved bekendtgørelsens ikrafttræden nedsatte repræsentantskaber fungerer dog videre, indtil det regionale udvalg for området er nedsat.