§ 1.§-link ↗
For overvågning af de områder og varer, der er nævnt i lovens § 11 a, stk. 1, betales en afgift, som er fastlagt i bilaget til bekendtgørelsen.
Stk. 2. Størrelsen af den afgift, der er nævnt i stk. 1, fastsættes af fiskeriministeren på grundlag af de udgifter, der er forbundet med overvågningen, efter forhandling med Fiskeriministeriets Kvalitetsudvalg, jf. lovens § 26 a.
Stk. 3. Afgifterne skal efter påkrav indbetales til Fiskeriministeriet inden for den frist, der er fastsat ved opkrævningen.
§ 2.§-link ↗
For de af Fiskeriministeriet registrerede virksomheder, der driver anden handel end detailhandel med fisk og fiskevarer, betales en årlig registreringsafgift.
Stk. 2. Virksomheder, der registreres i første halvår af finansåret, skal betale fuld registreringsafgift, medens virksomheder, som registreres i finansårets sidste halvdel, skal betale halv afgift for finansåret. Virksomheder, som ophører i et finansårs første halvdel, kan få tilbagebetalt halvdelen af den afgift, der er erlagt for finansåret. Ved ejerskifte opkræves ingen afgift, såfremt forfalden afgift er betalt af den tidligere indehaver, og den betalte afgift ikke helt eller delvis kræves tilbagebetalt af denne.
Stk. 3. Registreringsafgiften, der udgør 1.200 kr., opkræves årligt forud, første gang for finansåret 1994.
Stk. 4. Undladelse af at betale registreringsafgiften medfører, at registreringen bortfalder.
§ 3.§-link ↗
For de af Fiskeriministeriet autoriserede virksomheder, herunder fartøjer, betales en årlig autorisationsafgift, som er fastlagt i bilaget til bekendtgørelsen.
Stk. 2. Virksomheder, der opnår produktionstilladelse i 1. halvår af finansåret, skal betale fuld autorisationsafgift, medens virksomheder, som får produktionstilladelse i finansårets sidste halvdel, skal betale halv afgift for finansåret. Virksomheder, som ophører i løbet af et finansårs første halvdel, kan få tilbagebetalt halvdelen af den afgift, der er betalt for finansåret. Ved ejerskifte opkræves ingen afgift, såfremt forfalden afgift er betalt af den tidligere indehaver, og den betalte afgift ikke helt eller delvis kræves tilbagebetalt af denne.
Stk. 3. Efter ansøgning kan Fiskeriministeriet i ganske særlige tilfælde, f.eks. under hensyn til produktionens størrelse, nedsætte den årlige afgift.
Stk. 4. Uanset ejerforholdet til de bygninger, herunder det fartøj, hvorfra en autoriseret virksomhed drives, påhviler betalingspligten den ejer eller bruger af virksomheden, til hvem autorisationen er udstedt.
Stk. 5. Afgiften skal efter påkrav indbetales til Fiskeriministeriet inden for den frist, der er fastsat ved opkrævningen.
Stk. 6. Autorisationsafgiften fastsættes af fiskeriministeren og beregnes på grundlag af de udgifter, der er forbundet med at føre tilsyn med virksomheden, efter forhandling med Fiskeriministeriets Kvalitetsudvalg, jf. lovens § 26 a.
Stk. 7. Undladelse af betaling af autorisationsafgiften medfører inddragelse af virksomhedens autorisation.
§ 4.§-link ↗
For tilsyn, rekvireret af en autoriseret virksomhed, betales en afgift, som er fastlagt i bilaget til bekendtgørelsen.
Stk. 2. Størrelsen af den afgift, der er nævnt i stk. 1, fastsættes af fiskeriministeren på grundlag af de udgifter, der er forbundet med tilsynet, efter forhandling med Fiskeriministeriets Kvalitetsudvalg, jf. lovens § 26 a.
Stk. 3. Afgifterne skal efter påkrav indbetales til Fiskeriministeriet inden for den frist, der er fastsat ved opkrævningen.
§ 5.§-link ↗
For kontrol med fisk og fiskevarer, der indføres fra lande uden for Det europæiske økonomiske Fællesskab (tredjelande), til forbrug, forarbejdning eller videreforsendelse inden for Fællesskabet (EF), betales en afgift pr. forsendelse, som er fastlagt i bilaget til bekendtgørelsen. Ved en forsendelse forstås en mængde fisk eller fiskevarer, der er ensartet med hensyn til forarbejdning, og som forsendes med et transportmiddel af samme type og præsenteres samtidig for fiskerikontrollen samt har samme modtager.
Stk. 2. Afgiften, der opkræves i forbindelse med den i stk. 1 nævnte kontrol, som udføres ved et af de meddelte grænseovergangs- eller grænsekontrolsteder, skal betales på den af den kompetente myndighed anviste måde, inden de fisk og fiskevarer, afgiften vedrører, kan frigives til forbrug, forarbejdning eller videreforsendelse inden for EF.
§ 6.§-link ↗
For udstedelse af kontrolattester (sundhedscertifikater) for fisk og fiskevarer betales en afgift, som er fastlagt i bilaget til bekendtgørelsen.
Stk. 2. Afgiften opkræves i forbindelse med attestens udstedelse og betales på den af Fiskeriministeriet anviste måde.
§ 7.§-link ↗
For rekvireret arbejde ved udstedelsen af særlige attester for fisk og fiskevarer betales en afgift, som er fastlagt i bilaget til bekendtgørelsen.
Stk. 2. Afgiften skal efter påkrav indbetales til Fiskeriministeriet inden for den frist, der er fastsat ved opkrævningen.
§ 8.§-link ↗
Overtrædelse af § 1, stk. 1, § 4, stk. 1, § 5, stk. 1, og § 7, stk. 1, straffes med bøde eller hæfte.
Stk. 2. Såfremt de afgifter, der er nævnt i §§ 1-7, ikke betales inden for den frist, der er fastsat ved opkrævningen, opkræves morarente efter de gældende regler herom (p.t. diskontoen med tillæg af 5% p.a.).
Stk. 3. Såfremt de afgifter, der er nævnt i §§ 1-7 ikke betales inden for den frist, der er fastsat ved opkrævningen, og der som følge heraf udsendes en rykkerskrivelse, skal der betales et særskilt ekspeditionsgebyr på kr. 200 pr. rykkerskrivelse. Gebyret opkræves sammen med den ikke indbetalte afgift.
§ 9.§-link ↗
Fiskeriministeren kan dispensere fra de afgiftssatser, der er anført i bilaget til bekendtgørelsen.
§ 10.§-link ↗
Fiskeriministeren kan indgå aftale med erhvervsorganisationer eller sammenslutninger om, at disse bemyndiges til at administrere opkrævningen af de afgifter, der er fastsat i bekendtgørelsen.
§ 11.§-link ↗
Bekendtgørelsen gælder ikke for Grønland.
§ 12.§-link ↗
Bekendtgørelsen træder i kraft den 5. januar 1994.
Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 581 af 8. juli 1993 om afgifter i medfør af lov om kvalitetskontrol med fisk og fiskevarer ophæves med virkning fra den 28. februar 1994.