Bekendtgørelse nr. 593 · 1993

Historisk

Bekendtgørelse om virksomheder, der indvejer, tilvirker eller engrosopbevarer mælk, mælkeprodukter m.v.(* 1)

Bekendtgørelse om virksomheder, der indvejer, tilvirker eller engrosopbevarer mælk, mælkeprodukter m.v.(* 1)

Dokumentdato: 9. jul. 1993Kildeversion observeret: 27. sep. 2026Kilde kontrolleret: 27. sep. 2026
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

§ 1.§-link ↗

Virksomheder, som indvejer mælk, som behandler mælk, der skal anvendes ved tilvirkning af mælkeprodukter m.v., eller som tilvirker mælkeprodukter m.v., skal være autoriseret af Veterinærdirektoratet. For at opnå autorisation og bevare denne skal virksomheden opfylde kravene i bilag A-D, jf. dog § 7.

Stk. 2. Uanset stk. 1 kan Veterinærdirektoratet indrømme virksomheder med begrænset produktion undtagelse fra visse af bestemmelserne i bilag A og fra bestemmelserne i bilag C.

Stk. 3. Virksomheder, der opbevarer mælkeprodukter m.v. i engrosleddet, skal være autoriseret af Veterinærdirektoratet. For at opnå autorisation og bevare denne skal virksomheden opfylde kravene i bilag A, i den udstrækning disse bestemmelser vedrører den pågældende engrosvirksomhed, samt bestemmelserne i bilag B, bilag C, pkt. 1.7., samt bilag D, jf. dog § 7.

§ 2.§-link ↗

Ansøgning om autorisation i henhold til § 1 skal indeholde oplysning om, 1) hvilke levnedsmidler der ønskes omfattet af autorisationen, 2) hvorvidt der ansøges om autorisation fra Veterinærdirektoratet til tilvirkning eller opbevaring af levnedsmidler, hvortil der kræves autorisation efter anden lovgivning, og 3) hvordan virksomheden er indrettet til vurdering af, om kravene i bilag A er opfyldt.

Stk. 2. Ansøgning om autorisation af en virksomhed omfattet af § 1, stk. 1, skal udover det i stk. 1 anførte indeholde oplysning om, hvorledes bestemmelserne i bilag C om egenkontrol og uddannelsesprogram agtes gennemført.

Stk. 3. Ansøgning om autorisation af en virksomhed omfattet af § 1, stk. 2, skal udover det i stk. 1 anførte indeholde oplysning om hvilke krav i bilag A og C der ønskes fraveget.

Stk. 4. I forbindelse med autorisationen tildeles et autorisationsnummer.

§ 3.§-link ↗

Der skal indhentes fornyet autorisation, såfremt 1) en virksomhed ønsker at indveje, tilvirke eller opbevare andre levnedsmidler end dem, der er omfattet af autorisationen, 2) der foretages væsentlige bygnings- eller indretningsmæssige ændringer, eller 3) grundlaget for autorisationen i øvrigt ændres væsentligt.

Stk. 2. Ejerskifte skal meddeles Veterinærdirektoratet.

§ 4.§-link ↗

Lokaler, inventar m.m. må ikke uden Veterinærdirektoratets tilladelse anvendes til tilvirkning og opbevaring af andre levnedsmidler end mælkeprodukter m.v.

Stk. 2. Det er dog tilladt at opbevare andre levnedsmidler i samme kølerum eller lagerrum som mælkeprodukter m.v., såfremt disse andre levnedsmidler er færdigpakket og afkølet, og mælkeprodukterne m.v. opbevares i tætsluttende pakninger.

§ 5.§-link ↗

Såfremt der på en virksomhed autoriseret i medfør af § 1 konstateres overtrædelse af denne bekendtgørelse eller bekendtgørelse om mælkeprodukter m.v., kan Veterinærdirektoratet, eventuelt efter en af direktoratet nærmere fastsat frist, påbyde virksomheden midlertidigt at indstille tilvirkningen eller opbevaringen helt eller delvis.

§ 6.§-link ↗

En autorisation kan i medfør af § 5, stk. 3, i mælkeproduktloven tilbagekaldes, hvis virksomheden ikke opfylder de stillede vilkår, eller forudsætningerne for autorisationen ændres væsentligt.

§ 7.§-link ↗

Autorisation eller godkendelse af en virksomhed meddelt af Veterinærdirektoratet forud for denne bekendtgørelses ikrafttræden bevarer sin gyldighed på de stillede betingelser indtil 31. december 1993.

Stk. 2. En virksomhed, som indvejer mælk eller tilvirker mælkeprodukter, bortset fra blandingsprodukter, is og limonadeis, og som ikke opfylder autorisationsbetingelserne i bilag A, kan meddeles tilladelse til at videreføre indvejningen eller tilvirkningen, dog senest indtil 31. december 1997. Virksomheden skal have indgivet en ansøgning til Veterinærdirektoratet med angivelse af 1) hvilke krav i bilag A, der ønskes fraveget, og 2) hvornår virksomheden kan opfylde disse krav.

Stk. 3. En virksomhed, der har fået meddelt tilladelse efter stk. 2, må ikke EF-sundhedsmærke de fremstillede produkter.

§ 8.§-link ↗

Veterinærdirektoratet udøver tilsynet med overholdelse af bestemmelserne i denne bekendtgørelse, jf. dog §§ 11 og 13 i lov nr. 175 af 7. maj 1975 om mælk og konsummælkprodukter, jf. § 24, stk. 3, i mælkeproduktloven.

Stk. 2. De af en levnedsmiddelkontrolenhed i medfør af §§ 11 og 13 i lov nr. 175 af 7. maj 1975 om mælk og konsummælkprodukter trufne afgørelser kan påklages til Veterinærdirektoratet.

§ 9.§-link ↗

Medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning, straffes med bøde den, der 1) overtræder §§ 1, 3 og 4, § 7, stk. 3, eller 2) undlader at efterkomme påbud i henhold til § 5.

Stk. 2. Straffen kan stige til hæfte eller fængsel i indtil et år, hvis overtrædelsen er begået forsætligt eller groft uagtsomt, og hvis der ved overtrædelsen er 1) voldt skade på sundheden eller fremkaldt fare derfor, eller 2) opnået eller tilsigtet en økonomisk fordel for den pågældende selv eller andre, herunder ved besparelser.

§ 10.§-link ↗

For overtrædelser, der begås af et aktieselskab, anpartsselskab, andelsselskab el. lign., kan der i medfør af § 22, stk. 4, i mælkeproduktloven pålægges selskabet som sådant bødeansvar. Er overtrædelsen begået af en kommune eller et kommunalt fællesskab, jf. § 60 i lov om kommunernes styrelse, kan der pålægges kommunen eller det kommunale fællesskab bødeansvar.

§ 11.§-link ↗

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. august 1993.

Stk. 2. Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 787 af 5. november 1987 om mejerier m.m.