Bekendtgørelse nr. 372 · 1993

Historisk

Bekendtgørelse om miljøteknikeruddannelsen

Bekendtgørelse om miljøteknikeruddannelsen

Dokumentdato: 10. jun. 1993Kildeversion observeret: 27. sep. 2026Kilde kontrolleret: 27. sep. 2026
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

Kapitel 1 · Uddannelsen

§ 1.§-link ↗

Miljøteknikeruddannelsen varer 11/2 år som heltidsuddannelse og består af 3 trin på hver 6 måneder. Trin 1 er fælles med trin 1 i laboratorieteknikeruddannelsen og kemoteknikeruddannelsen og gennemføres efter reglerne i bekendtgørelsen om laboratorieteknikeruddannelsen og kemoteknikeruddannelsen. I trin 3 indgår et afslutningsprojekt.

§ 2.§-link ↗

Ved afslutningen af uddannelsen til miljøtekniker skal den studerende kunne 1) deltage i problemløsning af miljøteknisk karakter, 2) planlægge og organisere en undersøgelse, 3) udtage vand-, jord-, sediment- og luftprøver og efterfølgende udføre kemiske, fysisk-kemiske, biologiske og mikrobiologiske analyser, 4) udføre eksterne og interne miljømålinger, 5) bearbejde og vurdere analyseresultater, og 6) deltage i sagsbehandling, forskning, udvikling og rådgivning på miljøområdet.

§ 3.§-link ↗

Uddannelsen indeholder: 1) Proces- og analyseteknik med emner inden for den grundlæggende proces-, analyse- og måleteknik. 2) Kvalitetsstyring med emner inden for kvalitetsstyringssystemers opbygning, kvalitetskontrol og anvendelse af statistik. 3) Virksomhedsforhold med emner inden for organisation og samarbejde, lovgivning, økonomi og organisation. 4) Miljøteknologi med emner inden for interne og eksterne miljøforhold. 5) Valgfag.

§ 4.§-link ↗

Skolen kan efter lov om åben uddannelse udbyde uddannelsen som deltidsuddannelse og udbyde hele uddannelsen eller dele af den som enkeltfag. Som deltidsuddannelse kan uddannelsens varighed højst udstrækkes til 4 år. Skolen udsteder eksamensbevis for uddannelsen som helhed, når alle enkeltfagsprøver er bestået inden for 6 år. Der forudsættes samme arbejdsindsats for de studerende som i heltidsuddannelsen. Skolen kan optage ansøgere til et enkeltfag, selv om enkelte af adgangskravene til heltidsuddannelsen ikke er opfyldt.

Stk. 2. Reglerne for heltidsuddannelsen finder i øvrigt tilsvarende anvendelse for deltidsuddannelse og enkeltfagsundervisning.

Kapitel 2 · Adgangsbetingelser

§ 5.§-link ↗

Adgang til uddannelsen forudsætter, at ansøgeren har 1) gennemført en erhvervsuddannelse med et speciale, der giver fagligt grundlag for at gennemføre miljøteknikeruddannelsen, 2) gennemført en erhvervsuddannelse med andet speciale med tilknytning til området og relevant faglig supplering i form af erhvervsmæssig beskæftigelse eller tif-kursus eventuelt efterfulgt af erhvervsmæssig beskæftigelse, eller 3) et fagligt niveau, der svarer til det, der er nævnt i nr. 1 eller 2.

Stk. 2. Adgang efter stk. 1 forudsætter yderligere, at ansøgeren mindst har et alment niveau svarende til en gennemført erhvervsuddannelse med naturfag på htx-niveau C, dansk på tx-niveau og engelsk på grundfagsniveau.

§ 6.§-link ↗

Ansøgere med en gymnasial uddannelse eller erhvervsuddannelse, som ikke har adgang til uddannelsen efter § 5, har adgang, når de har 1) gennemført teknikfaget procesteknik på htx-niveau A eller har tilsvarende fagligt niveau, 2) gennemført et års relevant erhvervsmæssig beskæftigelse og 3) almene kundskaber på htx-niveau C i naturfag, tx-niveau i dansk og grundfagsniveau i engelsk.

§ 7.§-link ↗

Regler om ansøgningsfrister og optagelse er fastsat i bekendtgørelse om videregående teknikeruddannelser og uddannelser på konstruktørniveau.

Kapitel 3 · Undervisningen

§ 8.§-link ↗

Undervisningsemnernes mål, herunder omfang og niveau, og deres fordeling på uddannelsestrin er fastsat i uddannelsesplanen, bilag 1.

Stk. 2. Ca. 15 pct. af uddannelsen er valgfag. Valgfaget, dets mål, prøveform og den studerendes karakter påføres eksamensbeviset, men indgår ikke i beregningen af, om eksamen er bestået. Skolen udbyder mindst 2 valgfag. Formålet med valgfagene er, at den studerende supplerer 1) sin erhvervskompetence inden for områder, der opfylder lokale behov eller behov for specialisering, eller 2) sin studiekompetence i relation til videreuddannelse.

Kapitel 4 · Eksamen

§ 9.§-link ↗

Regler om indstilling til eksamen, censorer, prøver, eksamensopgaver, bedømmelse, karaktergivning, fritagelse for prøver, sygeeksamen m.v. er fastsat i bekendtgørelse om eksamensordningen og uddannelses- og eksamensbeviser for de videregående teknikeruddannelser m.v. og bedømmelsesplanen, bilag 2.

§ 10.§-link ↗

I eksamen indgår følgende karakterer: 1) Virksomhedsforhold. 1 karakter, der udtrykker, i hvilken grad den studerende kan inddrage og behandle økonomiske, organisatoriske og lovgivningsmæssige aspekter ved løsning af procestekniske opgaver, forstå betydningen af virksomhedens styringsfunktioner og organisationsstruktur og leder- og medarbejderroller. 2) Kvalitetsstyring. 1 karakter, der udtrykker, i hvilken grad den studerende kan planlægge forsøg og fortolke resultaterne efter anerkendte statistiske principper, tilrettelægge og gennemføre statistisk proceskontrol og deltage i opbygning og implementering af kvalitetsstyringssystemer i henhold til gældende normer og standarder. 3) Dokumentation og kommunikation. 1 karakter, der udtrykker, i hvilken grad den studerende kan kommunikere mundtligt og skriftligt i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdsfunktioner, rapportere om procesforløb og udviklingsarbejder, herunder indsamle og anvende data og informationer fra virksomheden, videnscentre og databaser til dokumentationsformål og anvende fremmedsprogede instruktioner, manualer, artikler m.v. 4) Drikkevand. 1 karakter, der udtrykker, i hvilken grad den studerende kan planlægge og gennemføre prøveudtagning, målinger og analyser af relevante parametre og vurdere resultater inden for vandkvalitet og ressourceforvaltning i relation til gældende lovgivning. 5) Recipienter. 1 karakter, der udtrykker, i hvilken grad den studerende kan planlægge og gennemføre prøveudtagning, målinger og analyser af relevante parametre og vurdere resultater i relation til gældende lovgivning. 6) Spildevand, affald og jord. 1 karakter, der udtrykker, i hvilken grad den studerende kan planlægge og gennemføre prøveudtagning, målinger og analyser af relevante parametre og vurdere resultater samt medvirke ved problemløsning vedrørende renere teknologi og miljørevision i relation til gældende lovgivning. 7) Arbejdsmiljø. 1 karakter, der udtrykker, i hvilken grad den studerende kan planlægge og gennemføre prøveudtagning, målinger og analyser af relevante parametre og vurdere resultater i relation til gældende lovgivning og medvirke ved optimering af ressourceudnyttelse og arbejdsforhold. 8) Afslutningsprojekt. 1 karakter, der udtrykker, i hvilken grad den studerende i tværfaglig forstand og gennem en faglig fordybelse i et eventuelt lokalt tilpasset specialområde kan anvende erhvervede kvalifikationer og ved opgaveløsning kan anvende tidssvarende teknologier, metoder, teknikker og økonomiske parametre og udarbejde de nødvendige dokumentationer.

§ 11.§-link ↗

Eksamenskaraktererne gives på grundlag af de prøver, der afholdes efter bedømmelsesplanen, bilag 2. Eksamen er bestået, når summen af de 8 eksamenskarakterer efter 13-skalaen er mindst 48. Desuden kræves, at eksamenskarakteren i afslutningsprojekt er mindst 6.

Kapitel 5 · Forsøg og dispensation

§ 12.§-link ↗

Undervisningsministeriet kan efter indstilling fra teknikerudvalget tillade, at bekendtgørelsens bestemmelser fraviges som led i forsøg. Tilladelsen gives for en begrænset tid på grundlag af en forsøgsplan.

Stk. 2. Undervisningsministeriet kan i særlige tilfælde dispensere fra bekendtgørelsens bestemmelser efter indstilling fra skolen.

Kapitel 6 · Klageadgang

§ 13.§-link ↗

Klager over skolens afgørelser i henhold til bekendtgørelsen indgives til skolen. Hvis en klage ikke tages til følge, og klageren fastholder klagen, videresender skolen klagen og en udtalelse til Undervisningsministeriet.

Stk. 2. Fristen for klager er 4 uger fra den dag, afgørelsen er meddelt den pågældende.

Kapitel 7 · Ikrafttræden og overgangsbestemmelser

§ 14.§-link ↗

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 1993.

Stk. 2. Studerende, der har begyndt uddannelsen før 1. august 1992, kan dog færdiggøre deres uddannelse efter § 14, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 658 af 24. juli 1992 om laboratorieteknikeruddannelsen og kemoteknikeruddannelsen.